I efteråret 2015 var der flere eksempler på avisoverskrifter som: ”Imam kalder jøder for afkom af aber og svin”, hvilket foranledigede mig til at skrive nedenstående kronik til Kristeligt Dagblad, der dog ikke viste interesse for den:

Koranen, racisme og jødehad

Religion er som et tveægget sværd; man kan enten bruge den til at sprede fred og forsoning – eller misbruge den til at sprede død og ødelæggelse.
I de seneste år er skiftende yderligtgående grupperinger, der omtaler sig selv som islamiske, flere gange på deres barbariske voldstogter bevidst gået efter jøder og jødiske institutioner. De hævder at handle i Guds navn, men kan deres handlinger retfærdiggøres ud fra Koranen?

Racisme – det at mene, at den befolkningsgruppe, man selv tilhører, er andre befolkningsgrupper overlegen – er ikke et nyt fænomen, men har ifølge Koranen eksisteret (næsten) lige siden tidernes morgen:
Da Gud befalede de første væsener, Han havde skabt, at bøje sig for det første menneske, Adam, nægtede Iblis at bøje sig, ”for han hørte til de vantro” (2:34). Iblis følte sig overlegen, idet han selv var skabt af ild, medens mennesket ”kun” var skabt af ler (7:12 og 15:33). Således sidestiller Koranen arrogance overfor det anderledes med vantro (kufr).
Tawhid-begrebet refererer ikke kun til ”én gud”, men også til ”én menneskehed” – ikke en ensartet menneskehed, men en levende og mangfoldig menneskehed. En menneskehed bevidst om sin fælles oprindelse, om et liv i indbyrdes afhængighed og forpligtelse – og om fælles fremtid og mål.
Derfor er jødehad og enhver form for racisme i dyb modstrid med islams kerne. Storhed måles udelukkende i ærefrygt for Gud (taqwa):

”I mennesker! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til fællesskaber og folk, for at I må kende hinanden. Den mest ærede for Gud er den mest ærefrygtige (mutaqqun) af jer” (49:13, jfr. 4:1).

Jøder hører – ligesom muslimer og kristne – til bogens folk, og Koranen opfordrer de troende til at beskytte ”klostre, kirker, synagoger og bedehuse, hvori Guds navn ihukommes uafladeligt” imod ødelæggelse (22:39-41).
Der er intet i vejen for, at muslimske mænd indgår ægteskab med jødiske eller kristne kvinder. Den muslimske mand må ikke hindre sin ikkemuslimske hustru i at praktisere sin tro, og der er intet krav om, at hustruen med tiden skal antage islam. Hun regnes for fuldgyldig mor for de børn, hun får sammen med sin muslimske mand, blot hun respekterer farens pligt til at opdrage deres fælles børn i den muslimske tro.
Og alligevel vidner medierne næsten hver eneste dag om, hvorledes yderligtgående, der hævder at handle i Guds navn, spreder død og ødelæggelse og mener sig berettiget til at voldtage, slavebinde og ihjelslå anderledes tænkende – i strid med Koranens udsagn om mangfoldighed og livets ukrænkelighed.

Det viser sig desværre også, at visse imamer har meget ringe viden om den tro, de prædiker, hvilket ind i mellem fører til avisoverskrifter så som: ”Imam kalder jøder for afkom af aber og svin”.
Jeg kunne forstå det, hvis udtalelsen kom fra en tiårig, der havde forsøgt sig med at læse Koranen uden vejledning fra en kompetent voksen; men at en person, der ser sig selv som leder af en menighed, kan komme med så tåbelige udtalelser, er tegn på himmelråbende uvidenhed og åndelig afstumpethed. Ethvert selvstændigt tænkende menneske burde sige fra overfor sådanne udtalelser, der er med til at latterliggøre og miskreditere både islam, Koranen og muslimer i omverdenens øjne.

Hvilke skriftsteder er det mon, de pågældende imamer bygger deres højst besynderlige udtalelse på? Der er faktisk to steder i Koranen, hvor Gud henvender sig til nogle jøder, der – trods advarsler – overtræder Moselovens hvileregler for sabbatten. De kan ikke modstå fristelsen til at finde fiskegrejet frem, da det myldrer med fisk i vandkanten i sabbatten – men aldrig i ugens løb. Da siger Gud: ”Bliv til aber – foragtede og udstødte” (7:166) – en udtalelse, som der refereres til igen i en senere åbenbaring (2:65-66).

Tabari (død 938) henviser i sin kommentar til ovenstående vers til et lidt usædvanligt begreb, al-maskh, der betyder, at Gud kan forbande et menneske, så det muterer til noget andet (eksempelvis til en abe). Tilstanden varer i tre dage, hvorefter dette andet forsvinder ud i den blå luft. Denne anden tilstand kan derfor ikke gå i arv til vedkommendes efterkommere. Som det fremgår af teksten, er der tale om de jøder, der i en ganske bestemt situation overtrådte sabbattens hvileregler – ikke alle jøder, og altså heller ikke vore dages jøder.

Ifølge Raghib (død 1108) og Ibn Kathir (død 1372) er der tale om en metafor for de pågældendes indre forvandling, for deres åndelige og moralske deroute. Muhammad Asad (1900-1992) minder om, at vendingen ”som en abe” ofte bruges i klassisk arabisk for at beskrive en person, der har vanskeligt ved at styre sine lidenskaber.

Et andet sted i Koranen er der tale om, at hyklerne er værre end de, der dyrker falske guder, og hvis hjerter er forvandlet til ”aber og svin” (5:60). De, der ikke bruger deres sunde fornuft og ikke prøver at forstå Koranens budskab, omtales som ”døve og stumme” (8:22).
Intet tænkende menneske burde være i tvivl om, at der er tale om metaforer: Mennesket har som det eneste af Guds skabninger fået indblæst af Guds ånd og derved fået kimen til forstand og handlefrihed. Bruger man ikke sin forstand til gavn for det fælles bedste, bliver man som aber, hunde, svin og umælende dyr, der udelukkende handler instinktivt og følger deres lave begær (7:175-176).
De, der mener, at jøder ikke fortjener respekt på grund af fortidens synder, er endvidere på alvorlig kollisionskurs med bl.a. 17:15, ifølge hvilket ”ingen skal bære en andens byrde”. Intet barn fødes forbandet af grunde udenfor dets kontrol og uden mulighed for nogensinde at undslippe forbandelsen. Gud er barmhjertig og retfærdig og straffer ingen for ting, de ikke har gjort.
Imamernes udsagn er et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke ser Koranens tekst som en helhed, hvor de enkelte passager forklarer og supplerer hinanden indbyrdes; hvis man læser teksten bogstaveligt i stedet for at tage højde for dens mange metaforer og lignelser – og ikke respekterer den mangfoldighed, som Gud har skabt.

Marokko er et fint eksempel på, at fredelig sameksistens mellem jøder og muslimer kan lade sig gøre:
Mange af de sefardiske jøder, der blev fordrevet fra Andalusien i årene omkring 1492, slog sig ned i Marokko. Deres musik er blevet en integreret del af Marokkos kulturliv og yndet underholdning til bryllupper og officielle begivenheder.
Mange af de fint ciselerede smykker og bælter, som marokkanske kvinder bærer til deres festdragter, er lavet af jødiske sølv- og guldsmede, og i århundreder har marokkanske jøder og muslimer valfartet til de samme helgengrave.
De til andre verdensdele udvandrede marokkanske jøder vender i stor stil tilbage til deres oprindelsesland, når deres børn skal stå bar mitzvah, til de jødiske højtider samt til nationale mærkedage, og medierne beretter om de marokkanske jøder, der gør sig bemærket rundt omkring i verden.
Siden 1997 har Casablanca huset verdens første jødiske museum på arabisk jord, som rummer en stor samling af religiøse kunstgenstande og dokumenter om marokkansk jødedom.
Den israelske institution Yad Vashem indstiller folk, der reddede jøder under anden verdenskrig, til at modtage udmærkelsen ”Retfærdige Blandt Nationer”. 70 muslimer har fået denne udmærkelse for deres indsats; men deres og andre muslimers indsats i bl.a. Albanien og Nordafrika er ved at gå i glemmebogen. Man hæfter sig desværre mere ved den nuværende konflikt end ved fortidens heltegerninger.

© Aminah Tønnsen, november 2015

Læs også: