– og umælende dyr

Fordomme og misforståelser om islam bunder ofte i, at korancitater rives ud af deres rette sammenhæng. Andre gange er der tale om, at den fornødne viden om Koranen/islam som helhed ganske enkelt ikke er til stede. Og sluttelig overser mange ganske det faktum, at det arabiske sprog såvel som Koranen – lige som alle andre sprog og også Bibelen – er spækket med lignelser og billedsprog, som naturligvis ikke skal tages bogstaveligt, men skal fortolkes og ses i lyset af Koranens samlede budskab.
Påstanden om, at muslimer regner “danskerne lige med hund eller svin” dukker med jævne mellemrum – og med mindre variationer – op som en virus på diverse debatsider i medierne. Hvad enten påstanden så stammer fra – eller kolporteres af – muslimer eller ikke-muslimer, vidner den om en eklatant uvidenhed om noget ganske grundlæggende i islam.
En forudsætning for overhovedet at forstå, hvad der ligger bag brugen af ord som “aber, hunde og svin” i Koranen, er at kende forskellen mellem dyr og mennesker. I Koranen hedder det:

Gud har skabt alt på smukkeste måde. Han skabte mennesket af ler og dets efterkommere af et udtræk af en ubetydelig væske. Han formede det, som Han ønskede, det skulle være, og blæste af Sin ånd (ruh) i det. Og Han gav jer hørelse, syn, hjerte og forstand.[1] Liden er jeres taknemmelighed (32:7-9).

Som det fremgår, sker der noget væsentligt, når Gud “blæser af Sin ånd” i fosteret: Tiltaleformen skifter fra DET til JER. Det er Guds indblæste ånd, der adskiller mennesket fra den øvrige skabelse, idet mennesket derved får kimen til intellekt: ånds-, tanke- og handlefrihed – og dermed muligheden for at træffe nogle valg i tilværelsen.
Naturen kan ikke andet end følge Guds Lov – eller naturens orden, som den også kaldes. Dyrene handler instinktivt og uden mulighed for hverken at forstå rækkevidden eller konsekvensen af en bestemt handlemåde. Dyrene besidder hverken intellekt eller fornuft og kan ikke vælge at ændre adfærd eller handle anderledes, end deres instinkt byder dem.

Hvis et menneske ganske bevidst fravælger Gud og tro ved ikke at følge Guds vejledning, betegnes det som vantro (kafir). Det er utaknemmeligt og bruger ikke sit gudgivne intellektet på rette vis. Derved bliver det – skønt skabt i den mest fuldkomne form og med de mest fuldkomne anlæg og muligheder – til det laveste af det lave et menneske kan blive: Som et dyr, der lever sit liv ganske uden hensyntagen til andre og skånselsløst jagter og nedlægger svagere væsener, der krydser dets vej, og som ganske uden at tænke på konsekvenserne følger sine egne begær og vælger det onde frem for det gode:

Vi skabte visselig mennesket i den mest fuldkomne form. Så fornedrer Vi det til det laveste af det lave – undtagen sådanne, der tror og gør gode gerninger, for de vil få en uudtømmelig belønning (94:4-6).

De værste skabninger for Gud er de utaknemmelige, der ikke vil tro (8:55).

De værste skabninger for Gud er de døve og stumme, der ikke bruger deres forstand (8:22).

Oh I mennesker! Drag nytte af det, der er lovligt og godt på jorden, og følg ikke i Satans fodspor, for han er jeres svorne fjende. Han påbyder jer kun, hvad der er slet og skændigt og at tilskrive Gud noget, hvorom I ingen viden har. Når der siges til dem: “Følg, hvad Gud har sendt ned!” siger de: “Nej, vi følger vore forfædres skikke.” Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? De utaknemmelige er som en hjord, der blot opfatter nogle lyde, når hyrden kalder på dem. Døve, stumme og blinde – blottet for indsigt og viden. Oh I troende! Drag nytte af de gode ting, Vi har forsynet jer med og tak Gud, hvis det er Ham, I tjener! (2:168-172)

Fortæl om ham, der gik forbi de tegn, Vi sendte ham. Satan indfangede ham og ledte ham på vildspor. Vi kunne have ophøjet ham med Vore tegn; men han klamrede sig til sit jordiske gods og fulgte sine egne begær. Han er som en hund. Om du går løs på den eller lader den passe sig selv, hænger dens tunge slapt ud af munden. Det er en lignelse om dem, der forkaster Vore tegn som løgn. Fortæl beretningen, for at de må grunde over den (7:175-176).

Til skræk og advarsel for menneskene beretter Koranen om nogle jøder, der fulgte deres egne begær og brød den pagt, de havde indgået med Gud, ved at overtræde sabbatsbuddet, hvorefter Gud forvandlede dem til aber og svin:

Ihukom, hvorledes Vi indgik en pagt med jer på Sinai Bjerg: “Hold fast ved (khudhû) det, Vi har åbenbaret for jer, og ihukom det i ærefrygt for Gud.” Men I overholdt ikke pagten. Hvis det ikke var for Guds nåde og barmhjertighed, ville I visselig have været blandt de fortabte. I kender sikkert dem blandt jer, der overtrådte sabbatten. Vi sagde til dem: “Bliv til aber – foragtede og udstødte.” Og Vi gjorde dem til et eksempel for deres samtid og for eftertiden – og som en advarsel for alle, der nærer ærefrygt for Gud (2:63-66). (Jf. 2. Mosebog 31,14)

Sig: “Skal jeg fortælle om hvem, der fortjener endnu værre løn fra Gud? Det gør de, som Gud afviste og forbandede, og som Han forvandlede til aber og svin, fordi de tilbad falske guder (tâghût). Deres situation er yderst alvorlig – de er langt mere vildfarne!” (5:60)

Da de ignorerede de advarsler, der blev givet dem, reddede Vi dem, der forbød ondskaben; men Vi straffede overtræderne strengt. Da de i deres uforskammethed overtrådte alle forbud, sagde Vi til dem: “Bliv til aber – foragtede og udstødte!” (7:165-169)

Der er klart tale om en gruppe jøder, der i en helt specifik situation forbrød sig imod loven (sabbatsbuddet). Og eftersom den enkelte er ansvarlig for sine egne – og kun sine egne – handlinger, kan passagerne aldrig forstås som møntet på alle jøder, og således heller ikke vore dages jøder.

Hvad siger Bibelen?
Og det er lige præcis den samme metafor, der bruges i Bibelen. Overtræderne, der bespotter og afviser Gud, bliver som ”umælende dyr”, der handler både hensynsløst og irrationelt:

Hensynsløse og selvhævdende, som de er, viger de ikke tilbage for at spotte overjordiske magter, mens dog englene, som overgår dem i kraft og styrke, ikke udtaler nogen spottende dom mod dem for Herren. Disse mennesker, der spotter, hvad de ikke begriber, er som umælende dyr, hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes; og de skal også omkomme på samme måde som dyrene og gå glip af det udbytte, de havde håbet at få af deres uretfærdighed. De regner det for en nydelse at svire ved højlys dag, de er vanærende skampletter, når de svælger i deres egne bedragerier, mens de holder gilde sammen med jer; deres øjne er altid på kvindejagt og utrættelige, når det gælder om at synde, de forfører ubefæstede sjæle, og deres hjerter er opøvet i griskhed – forbandede, som de er! Da de forlod den lige vej, fór de vild og slog ind på samme vej som Bileam, Bosors søn, der kastede sin kærlighed på uretmæssig vinding, men måtte lade sig overbevise om sin egen overtrædelse: Et umælende trækdyr gav sig til at tale med menneskestemme og hindrede profeten i hans galskab.
Disse mennesker er udtørrede kilder og tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem. De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af. Hvis mennesket gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre end det første. For det havde været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende end først at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget; så er det gået dem, som ordsproget træffende siger: “Hunden vender tilbage til sit eget bræk.” og: “Når en so er vasket, vælter den sig i sølet.” (Andet Petersbrev 2, 10-22)

Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv. (Judas’ Brev 1,10)

Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer. (Mattæus 7,6)

Viden om ens egen tro og baggrund er en forudsætning for at forstå andres tro og baggrund.
Man kunne også trække en parallel til H.C. Andersens eventyr – her tænker jeg specielt på “den grimme ælling”, der kanøfles af de andre for sin ”anderledeshed”. Børn tager eventyr bogstaveligt; men for voksne skulle de samme eventyr gerne få en langt mere dyb og vidtgående betydning.
Det danske sprog er spækket med metaforer:
Snotabe, snothvalp, abefest, abekat, abekattestreger, svineri, svinemikkel, svine til, svinesti, svinebinde, den indre svinehund, svineheld, svinestreg, gå i hundene, leve som hund og kat, være en hund efter noget, være som en hund i et spil kegler, hundeangst, hundesulten, hundeæde etc. etc. etc.
Ingen tager vel sådanne begreber bogstaveligt, og de er ej heller udtryk for, at vi opfatter de implicerede som fysisk urene og uønskede.

Viden, fordomsfrihed og ydmyghed for Gud og Hans skaberværk er en forudsætning for at forstå Koranens budskab. Bespotter man andres tro, kan man uforvarende være årsag til gudsbespottelse:

Kald til din Herres vej med visdom og smukke ord, og diskuter med dem på den mest høflige måde. Din opretholder ved bedst, hvem der er vildfaren og hvem der er retledet (16:125).

Hvis Gud havde villet, havde de ikke taget falske guder ved siden af Ham; men Vi har ikke sat dig til at overvåge deres handlinger. Ej heller er du deres værge. Bespot ikke dem, de tilbeder i stedet for Gud, for at de ikke af ondskabsfuldhed i deres uvidenhed bespotter Gud. Således har Vi gjort hver eneste menigheds handlinger tiltrækkende for dem selv. Til slut vil de vende tilbage til deres Herre, og Vi vil da fortælle dem sandheden om alt, hvad de foretog sig. (6:107-108)

Ifølge Koranen refererer kafir og kufr ikke til en bestemt gruppe mennesker, men knytter sig ganske utvetydigt til det enkelte individs tro og handlinger – uanset religiøst tilhørsforhold eller mangel på samme.

© Aminah Tønnsen, 2000

Læs mere i ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (Tønnsen 2015, 167-179)

Litteratur:

[1] På klassisk arabisk er hjertet (af’idah) symbol på både følelser og forstand.