Lignelser og metaforer

Vi fremsætter lignelser for menneskene; men kun de vidende/indsigtsfulde forstår dem (29:43).

Gud kvier sig ingenlunde ved at fremføre en lignelse (mathal) om en myg eller noget mindre end det. De troende ved, at det er sandheden fra deres Herre; men de utaknemmelige (kafir) siger: “Hvad mener Gud med en sådan lignelse (mathal)?” Derved vildleder Han nogle – og vejleder andre; men Han vildleder kun de oprørske (fasiqin) (2:26).

Koranens 18. kapitel hedder “Hulen”, og beretningen om de unge mænd i hulen (18:9-26) er den første af flere lignelser i dette kapitel. Den efterfølges af lignelsen om de to mænd (18:32-44), lignelsen om regnen og de sidste tider (18:45-49), lignelsen om Moses og Khidr (18:60-82), lignelsen som Dhul-Karnain (18:83-101) – samt metaforen med havet og blækket (18:109).

DE UNGE MÆND I HULEN
Der var engang en hovmodig og tyrannisk konge, der ville herske over hele verden. Han forbød sit folk at bede til Gud, og de, der gjorde gode gerninger, blev straffet hårdt. Menneskene var meget bange for den grusomme konge, så de fleste adlød hans befalinger for at redde livet.
Der var dog en gruppe unge mænd, der ikke ville opgive troen på Gud, den Almægtige, og Gud gav dem indsigt og viden og styrke til at trodse kongen åbenlyst. De sagde: “Vor Herre er himlene og jordens Herre. Aldrig vil vi tilbede andre end Ham. Hvis vi gjorde det, ville det være en uhyrlig løgn!” Men ingen hørte på dem, for alle var bange for kongen og hans bødler. De unge mænd sagde til hinanden: “Vort folk har taget guder, der i virkeligheden er magtesløse, og de kan ikke bevise, at det, de gør, er rigtigt. Det er en forbrydelse at opfinde løgne om Gud.”
De unge mænd besluttede at forlade landet for en tid, og Gud sagde til dem: “Når I nu afviser dem og de guder, som de tilbeder i stedet for Mig, så drag bort og slå jer ned på et afsides sted. Jeg vil vise jer barmhjertighed og hjælpe jer og lindre jeres bekymringer.”
I al hemmelighed forlod de unge mænd landet. De tog ikke andet med sig end deres hund og lidt penge. De gik længe og fandt til sidst en hule i et øde bjergområde. Her slog de sig ned, fjernt fra enhver bebyggelse, og de bad Gud hjælpe sig, som Han fandt det passende, og Gud lod dem falde i dyb søvn i hulens indre. Hulen vendte mod nord, så den var kølig og beskyttede de unge mænd mod solens stråler. Og deres hund lå ved hulens indgang med udstrakte forben.
Hvis nogen havde set dem, ville de have fornemmet den ærefrygt-indgydende udstråling, der omgav de sovende.

Tiden gik. Den grusomme konge døde og blev efterfulgt af retskafne, gudfrygtige konger, der genoprettede fred og orden i landet.
Gud vækkede de unge mænd i hulen op af deres søvn. Den ene spurgte: “Hvor længe har vi mon sovet?” “Vel en dags tid eller mindre” svarede en anden. Efter nogen snak frem og tilbage sagde de til hinanden: “Gud alene ved, hvor længe vi har sovet! Nu må vi have noget at spise. Én af os må gå til den nærmeste by for at købe noget mad, så vi kan stille vor sult.”
Én af dem blev derfor sendt til byen. De andre formanede ham til at opføre sig diskret og ikke under nogen omstændigheder fortælle nogen om deres ophold i hulen. De var nemlig bange for, at hedningene ville stene dem eller tvinge dem til at dyrke afguder.” De unge mænd vidste jo ikke, at forholdene i landet havde forandret sig til det gode.

På denne måde hørte menneskene om de unge mænd og blev klar over, at Guds løfte er sandt, og at der ikke hersker den ringeste tvivl om dommedagens og opstandelsens komme. Da begyndte byens indbyggere at skændes om, hvorvidt de skulle bygge et bedehus eller opsætte en mindetavle for de unge mænd, som Gud havde reddet fra den tyranniske konge.
Nogle af dem, der hører fortællingen, vil mene, at der var tre mænd i hulen – og at hunden var den fjerde. Andre vil mene, de var fem – og at hunden var den sjette. Andre igen vil mene, der var syv – og at hunden var den ottende. Gud alene kender det nøjagtige antal – og kun nogle få forstår meningen med det, der skete. Så lad være med at diskutere om betydningsløse detaljer, som I intet ved om.
Gud alene ved, hvor længe de unge mænd opholdt sig i hulen, for Han kender himlenes og jordens hemmeligheder. Hvor klart er ikke Hans syn, og hvor skarp Hans hørelse! Menneskene har ingen beskytter uden Ham, og Han deler ikke Sin magt med nogen.

Mange år senere, da Profeten Muhammad og hans trosfæller havde slået sig ned i Medina, ansporede jøderne de hedenske mekkanere til at udspørge Profeten om denne ældgamle jødiske legende for at se, om han havde forstået den ret, og for at teste hans troværdighed.

Frit efter Koranen: 18:9-26.

Note: Ifølge Muhammad Asad er der tale om essæerne, der trak sig tilbage til ørkenen vest for Dødehavet, og hvis skrifter i 1950’erne dukkede op fra Qumran-hulerne. M. Asad henviser til, at allerede Ibn Kathir mente, at der var tale om en jødisk legende, ældre end den kristne legende om “syvsoverne” i Roms katakomber under kristenforfølgelserne.

LIGNELSEN OM DE TO MÆND
Gud gav en mand to haver med vinstokke og palmetræer rundt omkring – og mellem de to haver lå der to kornmarker. I haverne var der sprudlende bække, der sikrede et stort udbytte fra begge haver.
Manden levede i overflod, og i et skænderi med sin ven sagde han hovmodigt: “Jeg er rigere end du og har en talstærk familie og en stor tjenerstab!” Forblændet af sin rigdom sagde han, mens de vandrede rundt på hans besiddelser: “Jeg tror ikke, at dette nogensinde vil forgå, ligesom jeg ikke tror, at jeg nogensinde skal aflægge regnskab for mit liv og mit levned. Selvom jeg virkelig skulle blive ført tilbage til Herren, vil jeg sikkert få tildelt endnu mere rigdom, end jeg nu besidder.”
Men vennen sagde til ham: “Fornægter du virkelig ham, som skabte dig og lod dig blive menneske? Jeg for mit vedkommende tror, at Han er Gud, Herren, og intet vil jeg sidestille med Ham. Hvorfor tænker du ikke: ’Dette er Guds vilje, Han råder over alt,’ når du vandrer omkring på dine besiddelser og ser, at jeg er fattigere på jordisk gods, end du? Det kan nemlig vel være, at Gud vil skænke mig noget, der er langt bedre end dine haver, og at Han vil lægge dem øde ved at tilbageholde regnen.”
Og den rige mand mistede alt og sad hændervridende tilbage og græmmede sig over sit tab, idet han sagde: “Havde jeg dog aldrig sidestillet mit jordiske gods med min Herre og opretholder!” Ingen ilede ham til undsætning, og han kunne ikke frelse sig selv fra dommen, for Gud, den Højeste, er den bedste til at beskytte og belønne.
Gud har smykket jorden for at prøve menneskene, så de med deres handlinger skal vise, hvem iblandt dem er de bedste; men til slut vil Gud lægge alting øde.

Frit efter Koranen: 18:7-8 & 32-44.

LIGNELSEN OM REGNEN OG DE SIDSTE TIDER
Livet i denne verden er som regnen, Gud sender ned fra skyerne: Den optages af jorden og plantevæksterne; men snart bliver de visne og værdiløse og føres bort af vinden. Gud råder over alt. Rigdom og efterkommere gør denne verden behagelig; men gode gerninger høster belønning hos Gud og giver de bedste forhåbninger.
På Dommedag vil bjergene styrte sammen, og jorden vil være flad, øde og gold. Alle vil stå samlet for Herren – ingen vil blive glemt. Menneskene vil stå for Herren i række og geled, og Gud vil sige til dem, der fornægtede Opstandelsen: “Nu står I for mig – nøgne, som Jeg skabte jer i første omgang. I troede ikke, at Jeg kun havde givet jer en stakket frist, og at I skulle møde Mig.”
Bogen, hvori alle menneskenes handlinger er optegnet, vil blive lagt frem for hver og én, og synderne vil blive bestyrtede over, hvad de ser. De vil sige: “Ve os! Hvilken bog, der ikke udelader hverken småt eller stort – alt er optegnet i den.” Og de vil se alle deres gerninger for sig, og Herren er ikke uretfærdig imod nogen.

Frit efter Koranen: 18:45-49.

MOSES OG KHIDR
Omvandrende nomader havde fortalt Moses om en vis gammel mand, der boede “dér, hvor de to strømninger mødes”, og han sagde til sig selv: “Jeg giver ikke op, før jeg har fundet stedet – om det så skulle vare en evighed.” Vismandens navn var Khidr, der betyder “grøn”, for han besad den allernyeste viden.
Da Moses fandt manden, bad han om at måtte følge ham og være hans discipel. “Du har ikke tålmodighed nok til at være sammen med mig,” svarede Khidr, “for hvordan kan du vise tålmod over for noget, du ikke forstår?” Moses svarede: “Om Gud vil det, vil jeg have den fornødne tålmodighed til at følge dig og ikke modsætte mig, hvad du påbyder mig at gøre.” Khidr svarede: “Hvis du vil følge med mig, så spørg mig ikke om noget som helst, før jeg taler til dig.”

Moses og hans læremester begav sig på vej og kom til havet. Pludselig slog Khidr hul i en fiskerkutters skrog, og Moses sagde fortørnet: “Slår du hul i skroget, så alle ombordværende vil drukne?” Khidr svarede: “Sagde jeg ikke til dig, at du ikke er tålmodig nok?” Moses svarede: “Bebrejd mig ikke min glemsomhed. Jeg havde rent glemt, at jeg ikke må stille spørgsmål.”
Moses og Khidr fortsatte deres vandring. Men da Khidr slog en tilfældig forbipasserende ung mand ihjel, sagde Moses oprørt: “Slår du en uskyldig ung mand ihjel, én, der ikke selv har gjort nogen fortræd? Det er ganske forfærdeligt!” Khidr svarede blot: “Sagde jeg ikke, at du ikke er tålmodig nok til at følge mig?” “Hvis jeg en anden gang uopfordret spørger dig om noget, så vil jeg ikke bære nag, hvis du forbyder mig at følge dig,” svarede Moses.
Moses og Khidr fortsatte atter deres vandring. En dag kom de til en by, hvis indbyggere ikke var hverken gavmilde eller gæstfrie. Moses og Khidr kom forbi en sammenstyrtet mur, og med møje og besvær rejste de den op igen. Moses murrede: “Du kunne da i hvert fald have taget dig betalt for dette arbejde.” “Nu må vore veje skilles,” sagde Khidr. “Men før vi går hver til sit vil jeg forklare dig, hvad det hele gik ud på:
Fiskekutteren tilhørte fattige fiskere; men fordi landets tyranniske hersker har bebudet, at han vil bygge alle skibe i landet om til krigsskibe, sænkede jeg den, for at den ikke skal blive beslaglagt. Om nogen tid kan fiskerne atter gøre den søklar, så de kan tjene til livets ophold. Den unge mand forvoldte sine troende forældre stor sorg og smerte ved at være opsætsig og ondsindet. Nu vil Gud skænke dem en kærlig og hengiven søn i stedet. Den sammenstyrtede mur i byen tilhørte to forældreløse børn. Deres far var en retfærdig mand, og før han døde, begravede han sin opsparing under muren, for at griske naboer ikke skulle få fat i børnenes arv. Gud vil, at børnene skal finde arven, når de når skelsår og alder; men de ville aldrig kunne finde den under en sammenstyrtet mur. Jeg har ikke handlet tankeløst eller for egen vindings skyld. Min viden har jeg fra Gud, den Allernådigste; men du kunne ikke styre din utålmodighed og stolede ikke på mig.” Og således gik det til, at Moses’ og Khidrs viden blev forenet som to strømninger i havet.

Frit efter Koranen: 18:60-82.

DHUL-KARNAIN, MANDEN MED DE TO HORN
Gud havde givet Dhul-Karnain styrke og magt på jorden og anviste ham flere veje, han kunne gå. Han fulgte vejen mod vest – indtil han nåede solnedgangen. Det så ud for ham, som om solen sank ned i dybet. Dér stødte han på et ugudeligt folk. Gud sagde til ham: “Oh Dhul-Karnain! Du kan vælge, om du vil straffe dem eller behandle dem med mildhed.” Han svarede: “Jeg vil straffe dem, der handler uret, hvorefter de skal stå for Dig på Dommedag; men de, der tror og handler ret, vil blive belønnet, og det vil ikke være svært for dem at overholde Dine bud.”
Herefter fulgte Dhul-Karnain en anden vej – indtil han nåede solopgangen. Solen stod op over et folk, som Gud aldrig havde givet nogen form for beskyttelse. Han lod dem være i fred, for han forstod til fulde, hvem han stod overfor: Et folk, der aldrig havde mødt Guds lys og åbenbaring.
Nu fulgte Dhul-Karnain en anden vej – indtil han nåede et område mellem to bjerge. Ved foden af bjergene boede et folk, der ikke forstod på noget som helst af, hvad der blev sagt. De sagde: “Oh Dhul-Karnain! Gog og Magog stifter ufred på jorden. Vil du opføre en mur imellem dem og os, hvis vi betaler skat til dig?” Dhul-Karnain svarede: “Den styrke, Gud har givet mig, er en langt bedre beskyttelse imod deres angreb end jeres skatter. Hjælp mig, så vi i fællesskab kan opføre en stærk mur imellem dem og jer. Skaf mig nogle store blokke af jernmalm.”
Da de således med møje og besvær havde forbundet de to stejle bjergskråninger, sagde han: “Tænd bål over det hele og blæs med jeres blæsebælge, så jernet bliver glødende. Bring mig nu noget smeltet kobber, som jeg kan hælde over det glødende jern.” Og de fjendtlige hære kunne hverken gå over muren eller bore sig igennem den. Folket ville takke Dhul-Karnain; men han sagde: “Det er Herren, I skal takke.”

Når tiden er inde, og regnskabet skal gøres op, vil muren blive til støv og ikke være til nogen nytte overhovedet. Gudstro er derimod den bedste og mest varige beskyttelse imod ondskab, og Herrens ord bliver til virkelighed. Dén dag vil alle menneskelige barrierer være forsvundet, og menneskene vil falde over hinanden i tumult og kaos. Trompeten vil lyde, og Gud vil samle alle levende væsener foran Sig. De, der i levende live har været blinde og døve over for Guds advarsler, vil få Helvede at se i hele dets gru.

Koranen: 18:83-101.

Note: Det vides ikke med sikkerhed, hvem Dhul-Karnain var, hvor han levede – og hvorfor han havde fået sit tilnavn. De fleste nyere kommentatorer identificerer God og Magog med mongoler og tartarer.

ÅNDELIGT LYS OG MØRKE

Der er kommet et nyt lys til jer fra Gud og en tydelig bog, ved hvilken Han leder alle, der søger Hans velbehag, til de veje, der fører til den højeste fred. Han leder dem ud af mørket og ind i lyset, leder dem til en lige vej (sirat al-mustaqim) (5:16).

Gud er himlenes og jordens lys. Hans lys er som en niche, hvori der er en lampe. Lampen er omsluttet af glas, som er den en strålende stjerne, tændt ved et velsignet træ, oliventræet, der hverken har hjemme i øst eller vest. Dets olie lyser, selvom ilden ikke rører den. Lys over lys! Gud leder, hvem Han vil, til Sit lys. Han opstiller lignelser. Han er alvidende. (24:35)

Den utaknemmeliges gerninger er som en luftspejling i ørkenen. Den tørstige tror fejlagtigt, det er vand – indtil han kommer den nær og opdager, at er intet er. Men Gud er hos ham, og Han vil gøre hans regnskab op, for Han er hurtig til at afregne.
De utaknemmelige er som i det dybeste mørke på bunden af et dybt ocean, dækket af bølge over bølge med skyer ovenover, mørke over mørke. Hvis han strækker sin hånd frem, kan han næppe se den. Der er ikke lys for den, som Gud ikke skænker lys. (24:39-40)

VANTRO (kufr), utaknemmelighed og afgudsdyrkelse

De, der tager andre beskyttere end Gud, kan sammenlignes med en edderkop, der spinder sig et hus. For det skrøbeligste af alle huse er edderkoppens, om I blot vidste det! (29:41)

Oh I mennesker! Lyt til denne lignelse. De afguder, som I påkalder ved siden af Gud, er end ikke i stand til at skabe en flue – selvom de forener alle deres kræfter. Og hvis fluen skulle tage noget bort fra dem, ville de ikke være i stand til at tage det tilbage fra fluen. Svage er de, der påkalder (afguder) … ligesom også dem, de påkalder. (22:73)

Sand bøn tilkommer Gud alene. Afguder hører ikke menneskenes bønner. Det er, som at forsøge at drikke med udstrakte arme. Vildfaren bøn er spildt ulejlighed (13:14).

De vantro (kafir) er som en hjord, der blot opfatter nogle lyde, når hyrden kalder på dem. Døve, stumme og blinde – blottet for indsigt og viden (2:171).

Den vantro er som en hund. Om du går løs på den eller lader den passe sig selv, hænger dens tunge slapt ud af munden. Det er en lignelse om dem, der forkaster Vore tegn som løgn. Fortæl beretningen, for at de må grunde over den (7:176).

GUDS ORD

Sig: “Om så havet var blæk til at nedskrive Herrens ord, ville det tømmes før Hans ord var udtømt – selv hvis man tog endnu et hav til hjælp” (18:109).

Om så alle træer på Jorden var skriverør,^* og havet med yderligere syv have var blæk, ville Guds ord ikke være udtømt, for Gud er almægtig og vis (31:27).

*Skriverør (qalam) betragtes som symbol for alle former for nedskrivning/bevarelse af viden.

GOD OG OND TALE

Lignelsen om et godt ord er et godt træ, fast forankret i jorden og med grene, der rækker mod himlen. Det bærer frugt året rundt – ved Guds hjælp. Lignelsen om et ondt ord er et ondt træ – ustabilt, som var det rykket op ved rode. (14:24-26)

TIDSSPILDE

Vær ikke som en kvinde, der optrævler den tråd, hun har arbejdet så hårdt på at spinde (16:92).

MIDDELVEJEN

Hold ikke din hånd lænket til din hals og stræk heller ikke (din arm) ud i sin fulde længde (17:29).

DOMMEDAG 

Katastrofen. Hvad er katastrofen? Hvad kan forklare dig, hvad katastrofen er? Det er den dag, hvor menneskene vil blive spredt for alle vinde som skrøbelige møl, og hvor bjergene vil være lette og luftige som uldtotter (101:1-5).

Når jorden rammes af en enorm rystelse; når jorden udstøder sin inderste byrde, og menneskene angstfuldt råber: “Hvad sker der med hende?” Den dag vil hun bekendtgøre, hvad hun har at berette – således som Gud har befalet hende. Den dag vil menneskene træde frem i forskellige grupper og få deres gerninger at se (99:1-6).

© Aminah Tønnsen, 2001

Litteratur:

ASAD, Muhammad: Symbolism and Allegory in the Qur’an.
Appendix til “The Message of the Quran” (PDF)

BASHARAT, Naimatullah:
Koranen beskriver Paradis og Helvede metaforisk

TØNNSEN, Aminah:
* Lignelser om aber, hunde og svin og umælende dyr
* Koranens metaforer
* Jomfruer, paradisforestilinger og skriftsyn
* Livet efter døden