Jeg har lige siden jeg stiftede bekendtskab med de såkaldte traditionssamlinger være kritisk over for dem, eftersom de er blevet genfortalt fra generation til generation, før de er blevet nedskrevet – modsat Koranen, der blev nedskrevet i takt med, at Profeten Muhammad modtog sine åbenbaringer.
Min kritiske holdning til traditionssamlingerne har betydet, at mange såkaldt praktiserende muslimer åbenlyst betragter mig som kætter. De ved imidlertid godt, at islam forbyder dem at stemple en trosfælle som ”kætter”, hvorfor de vælger betegnelsen ”hadith-fornægter”, selvom de i grunden mener ”kætter”.
Fakta er, at jeg aldrig har fornægtet hadith som sådan, men ind i mellem har sat spørgsmålstegn ved enkelte udsagns autenticitet, eftersom de strider direkte mod et koransk, guddommeligt udsagn. Jeg har især givet udtryk for min uenighed, når der er tale om, at man træffer vidtrækkende juridiske afgørelser – som f.eks. udstedelse af dødsstraf – udelukkende på grundlag af hadith-udsagn.

I grunden kunne jeg være ganske ligeglad med, hvad folk mener om mig og mine holdninger, for Gud kender mine inderste tanker, og det er i sidste ende Ham, jeg skal stå til regnskab for.
Det bekymrer mig dog, at rygterne om mig som ”hadith-fornægter” betyder, at nogle muslimer forlods afviser alt, hvad jeg overhovedet skriver – blot fordi de har hørt mig omtalt som ”hadith-fornægter”. Derved går mange muslimer – efter min ydmyge opfattelse – glip af et hav af informationer, der bl.a. kunne hjælpe dem med opgaveskrivning på alle niveauer (f.eks. om islam i europæisk litteratur, sammenligning mellem koran- og bibeltekster, en gennemgang af Ære og Skam …), og som kunne give dem informationer til at imødegå de mange usaglige og fordomsfulde påstande, der dagligt fremkommer i medierne (f.eks. om Aishas alder, om taqiyya-begrebet, om øje for øje-princippet, om det såkaldte sværdvers …) – alt sammen informationer, der ingen andre steder er tilgængelige på dansk.

End ikke det faktum, at jeg med mellemrum citerer enkelte hadith, når jeg finder det hensigtsmæssigt at supplere med sådanne, har ikke kunnet ændre på disse muslimers opfattelse af mit syn på hadith. Det er blot blevet til kommentarer som f.eks.:

“I sin bog forkaster hun skruppelløs alle hadith-samlingerne … Det mest komiske og sørgelige, om man vil, er at hun bruger de selv samme kilder, nemlig en hadith senere i bogen til at understøtte sin ”kvindekamp”. Det vil sige, at så længe indholdet passer i hendes kram, er det nærmest ligegyldigt, hvor det kommer fra.”

“F.eks. refererer Aminah Tønnsen i sin bog “Islam i europæisk klædedragt” i adskillige tilfælde til hadither, som er i overensstemmelse med hendes budskab. Men i selv samme bog slår hun til lyd for, at haditherne ikke bør danne grundlag for islamisk retspraksis.”

Det må nødvendigvis vække undren, at den manglende logik i deres eget ræsonnement ikke har fået dem til at undersøge, hvad det i grunden er, jeg skriver. For hvis jeg virkelig var ”hadith-fornægter” eller “skruppelløst forkaster alle hadith-samlingerne”, ville jeg nok ikke citere hadith overhovedet!

Tålmodighed er en dyd; men nu – seks år efter den første direkte kritik af mit syn på hadith – har jeg besluttet at samle alle de passager, jeg i årenes løb har skrevet om traditionssamlingerne, i én artikel, så mine kritikere med selvsyn kan læse de ”formastelige” ytringer … De har i alle årene ligget på islamstudie.dk men er måske nemmere at gå til, når de er opført samlet.
Jeg vil bringe citaterne i kronologisk rækkefølge, begyndende med min allerførste bog. Der er enkelte passager i mine første bøger og artikler, som jeg i dag nok ville formulere lidt anderledes. At være forfatter er en proces, hvor man hen ad vejen bliver bedre til at formulere sig og først lidt efter lidt bliver klar over, hvilke formuleringer, der kan give anledning til misforståelser. Jeg har dog i det nedenstående bevaret den oprindelige tekst – undtagen to steder, hvor jeg har fulgt de præciseringer, jeg for år tilbage foretog i internetudgaven af de pågældende bøger.

 

Fra Islam Naturens Religion (s. 16-19, Islamisk Studiebogssamling 1989)

Traditionssamlingerne
Profeten Muhammad var for sine samtidige et levende eksempel på ædel og fuldkommen opførsel. Man rådførte sig ofte med ham om, hvorledes man skulle forholde sig i forskellige situationer. Man huskede hans svar eller handlinger og fortalte dem videre, og endnu i dag bestræber troende muslimer sig på at følge Profetens eksempel i dagligdagen:

Koranen kap. 33, vers 21.
I Guds apostel har I virkelig et godt eksempel for enhver, hvis håb står til Gud og den sidste dag og som hengiver sig meget til lovprisning af Gud.

Ca. 300 år efter Profetens død blev disse oplysninger samlet i de såkaldte traditionssamlinger (Hadith), der indeholder Profetens sædvane (sunna), hans svar på menighedens spørgsmål og hans stiltiende accept af forskellige ting.
Der findes et utal af sådanne traditionssamlinger. Al-Bukhari (død 870) og Muslim (død 875) anses for de mest autoritative; men også Abu Dawud (død 888), al-Tirmidhi (død 892), al-Nasa’i (død 915) og Ibn Madja (død 886) citeres ofte.
Hadith handler både om stort og småt; om udførelsen af de religiøse pligter, om begravelse, dommedag og livet efter døden, om almen opførsel, om klæder, mad, drikke og gæstfrihed, om ægteskab og uddannelse. Her nogle eksempler:

Ifølge Abu Hamza Ana ibn Malik, kendt som en af Profetens medhjælpere, sagde Profeten følgende:
Ingen af jer er sand troende, førend I ønsker for jeres broder, hvad I ønsker for jer selv. (al-Bukhari og Muslim)

Gud vil ikke vise medlidenhed over for den, der ikke viser medlidenhed over for hele menneskeheden. (al-Bukhari)

Abu Huraira berettede, at han hørte Profeten sige:
Den stærkeste er den, der behersker sig – selv i vrede. (al-Bukhari)

Abu Huraira berettede, at han hørte Profeten sige:
En del af det at være en god muslim er at undlade at blande sig i ting, der ikke vedkommer én. (al-Tirmidhi)

At søge viden er pligt for enhver muslim mand og kvinde. (al-Bukhari)

Den bedste blandt jer er den, der behandler sin hustru bedst. (al-Bukhari)

Ifølge Abu Said Saad ibn Malik ibn Sinan al Khudri sagde Guds Profet følgende:
Der skal ikke være nogen skadeudøvelse og ej heller nogen gengældelse. (Ibn Madja)

 

Fra Islam set indefra (s. 29-31, Islamisk Studiebogssamling 1995) 

SUNNA – Profetens sædvane
Koranen opfordrer gang på gang mennesket til at følge og efterleve Profeten Muhammads forkyndelse:

Sig (Muhammad): “Hvis I elsker Gud (oprigtigt), så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder. For Gud er tilgivende og barmhjertig.” Sig: “Adlyd Gud og Hans sende bud. Dersom I vender jer bort, da vid, at Gud ikke elsker dem, der afviser at tro.” (3:31-32)

I Guds sendebud har I visselig et smukt forbillede for den, der tror på Gud og Den Yderste Dag, og som uafladeligt ihukommer Gud. (33:21)

Men disse vers bliver af de fleste fortolket til også at omfatte Profetens sædvane, og det er Profetens sædvane (sunna), der ligger til grund for måden, hvorpå muslimer efterlever deres religion. Hvorledes Profeten plejede at gøre dette eller hint, er nedfældet i de såkaldte traditioner (hadîth) sammen med de råd og den vejledning, Profeten gav sine trosfæller om stort og småt i dagligdagen. Der er regler for personlig hygiejne, påklædning, kønsroller, børneopdragelse, uddannelse, dyrebeskyttelse, handel, arv, bod, navngivning, almen opførsel, omsorg for næsten o.m.a. Traditionerne indeholder desuden konkrete anvisninger på udførelsen af de religiøse ritualer så som bøn, faste, almisse, pilgrimsfærd og begravelse, samt uddybelse af rent dogmatiske spørgsmål.
Hvis Profeten Muhammad selv havde opfattet sin egen sædvane som værende lige så autoritativ som Koranens ord, ville han ganske givet have sørget for, at den var blevet nedskrevet med samme omhu som de åbenbaringer, han modtog fra Gud via ærkeenglen Gabriel, og som blev nedskrevet og samlet i Koranen. Dette skete imidlertid ikke – ja, nogle mente endog, at Profeten udtrykkelig havde forbudt nedskrivningen af sin sædvane, for at man ikke skulle forledes til at forveksle den med Koranens åbenbarede tekst. Men nogle af hans trosfæller nedskrev – på eget initiativ – en del af hans sædvane.
Disse udsagn om Profetens sædvane gik fra mund til mund i hele det arabisk/islamiske rige, hvor de tidligste generationer af muslimer brugte deres sunde fornuft og personlige skøn (ra’i) til at tilpasse reglerne deres egen sociale virkelighed. Et eksempel herpå er den dialog, der udspandt sig mellem Profeten Muhammad og Mu’âdh Ibn Djabal, aftenen før denne skulle sendes til Yemen som dommer:

“Hvordan vil du, oh Mu’âdh, bære dig ad, når du skal fælde en dom?” “Jeg vil henholde mig til Guds Bog (Koranen).” “Og hvis du ikke finder svaret dér?” “Da vil jeg henholde mig til Guds profets sædvane.” “Og hvis du ej heller finder svaret dér?” “Da vil jeg anstrenge mig til det yderste og afsige min egen dom.” “Lovet være Gud, der har vejledt Sin profets sendebud,” var Profetens kommentar.

Jurister har altså spillerum til fri tænkning og individuelt ræsonnement. De skal ikke nøjes med at fortolke de religiøse tekster, men også bruge en god portion sund fornuft og forståelse. De skal gøre brug af gældende retspraksis, og kan om nødvendigt henholde sig til andre i samfundet accepterede love og normer – hvis disse da ikke er i direkte modstrid med Koranen og Profetens sædvane.
Disse fornufts- el. analogislutninger (qiyâs) blev med tiden udført mere og mere systematisk. Og efterhånden blev det forbeholdt teologer at analysere og konkretisere religionens indhold (idjtihâd); men selv om teologerne selvfølgelig havde forskellige opfattelser af, hvorledes Koranen og Profetens sædvane skulle udmøntes i dagligdagen, var der dog enighed om det principielle (idjmâ’).

Så selv om Profetens sædvane altid er behandlet med den største respekt, så er det, der kaldes sunna, i virkeligheden produktet af muslimernes lokale traditioner og frie fortolkninger af Profetens sædvane, der derved til stadighed har undergået en naturlig udviklingsproces. Og Profeten Muhammad skal selv have sagt:

“Jeg er blot et menneske. Kun, hvis jeg forordner jer nogle religiøse pligter, skal I rette jer efter dem. Hvis jeg derimod giver jer anvisning i henhold til min personlige mening, er det blot et skøn. Og jeg er kun et menneske. I kender selv bedst jeres verdslige anliggender.” Og mange gange har Profeten spurgt sine trofaste fæller Abû Bakr og ‘Umar om råd ved at sige: “Rådgiv mig, for uden Guds åbenbaring er jeg blot menneske som I.”

Men nogle teologer mente, at Profetens sædvane skulle opfattes ganske bogstaveligt. Den skulle ikke være en levende, naturlig og fremadrettet proces, men statisk og bagudrettet. Og dermed blev porten til fornyelse og nytænkning (idjtihâd) smækket i. Og ”ortodoks” islam var – efter manges opfattelse – defineret én gang for alle.
I 800-tallet blev de overleverede udsagn samlet i de såkaldte traditionssamlinger, hvoraf al-Bukhârî og Muslim anses for de mest autoritative. Hver især søgte de at frasortere de ”tvivlsomme” udsagn. Hvert eneste udsagn indledes med en række navne (‘isnad), der fører tilbage til den oprindelige fortæller; men ikke alle medtagne udsagn kan spores tilbage til Profeten. Mange kan blot spores tilbage til Profetens hustruer eller andre fortrolige.
Pålideligheden af hadîth er – og har altid været – et kontroversielt og omdiskuteret emne, og udvælgelse af ”pålidelige eller troværdige” udsagn i hadîth-vrimmelen har beskæftiget teologer i årevis. Desværre synes det, som om disse teologer har været langt mere interesseret i, hvorvidt der var tale om en øjenvidneskildring eller en troværdig referent, der personligt kendte eller havde mødt den foregående referent i kæden – end i at se på selve udsagnets indhold: Om Profeten virkelig har kunnet sige eller handle således i en given situation, og om udsagnet er i overensstemmelse med Koranens ånd.

Det er især indiske og pakistanske teologer, der er kritiske over for traditionssamlingernes (el. enkelte udsagns) troværdighed og anvendelse. Andre er gået til den anden yderlighed og postulerer, at hver eneste af Profetens handlinger, ja hvert eneste ord, der lød fra hans mund, var guddommeligt inspireret og lov for alle til evig tid.
Denne holdning er til stor skade både for den enkelte muslim og for Islams generelle omdømme. For selv om der findes mange smukke og troværdige udsagn, der fint supplerer Koranens ord, findes der i traditionssamlingerne udsagn, der står i skærende kontrast til Koranens menneskesyn og rummelighed. F.eks. er der udsagn, der legitimerer dødsstraf for blasfemi, frafald fra religionen, homoseksualitet, prostitution og ægteskabsbrud, hvilket der absolut intet belæg er for i Koranen – ligesom børns og kvinders gudgivne rettigheder krænkes på en ganske uacceptabel måde. Også individets frihed krænkes groft til fordel for fællesskabets rettigheder – når Koranen dog bærer vidnesbyrd om en fin balance netop mellem individets og fællesskabets interesser, ansvar og pligter.

 

Fra Islam i europæisk klædedragt (Forlaget Fremad 1998)

(side 19-20) Og med Koranen som ramme og rettesnor skulle Profetens efterfølgere og senere herskere udforme de for samfundet nødvendige lovregler. På nøjagtig samme måde som det til enhver tid siddende folketing her i landet udsteder nye love og bekendtgørelser inden for grundlovens rammer i takt med skiftende behov og omstændigheder.
Desværre er der – også blandt de unge – en udbredt tendens til, at man undlader selv at gå til den oprindelige kilde, Koranen, men nærmest forguder de såkaldt lærdes læresætninger og fortolkninger af Koranen, Profetens sædvane (sunna) og den klassiske islamiske lov (sharî a). Et fænomen, der gang på gang advares imod i Koranen, og som af mange opfattes som slet og ret afgudsdyrkelse (shirk) – det at underkaste sig en anden autoritet end Gud, Allah. For de såkaldt lærde er alt andet lige kun mennesker, og derfor er deres viden pr. definition begrænset.

I langt de fleste tilfælde er der overhovedet ikke behov for at benytte andre kilder end Koranen for at forstå budskabet. Andre kilder bør kun benyttes, såfremt Koranen ikke selv giver en forklaring på tingenes betydning og sammenhæng.
Med Koranen som rettesnor går man aldrig fejl. Koranen giver den perfekte vejledning og ramme for livet og den fornødne frihed til at udfylde rammen i forhold til den tid, den kultur og den sociale og politiske virkelighed, man lever i.

(side 26-29) Og de, der hævder, at traditionssamlingerne (hadîth) er lige så autentiske og autoritative som Koranen, glemmer, at der blot er tale om materiale, der er overleveret mundtligt – og for langt størstepartens vedkommende først nedskrevet i de første århundreder efter Profetens død. En proces, der ifølge sagens natur i bedste fald kan ses som en tilkendegivelse af en mulighed – ikke vished. Det er utænkeligt, at Gud skulle sætte de troende i en position, hvor de skal afgøre vigtige juridiske anliggender (det her understregede er en præcisering af den oprindelige tekst foretaget i internet-udgaven fra 2001) på grundlag af mundtligt overleveret materiale. Og for at give menneskene mulighed for at skelne mellem det guddommelige og det menneskeskabte, har Gud tydeligt tilkendegivet, at Hans åbenbarede ord, Koranen, vil blive bevaret for eftertiden:

Det er visselig Os, der lidt efter lidt har nedsendt advarslen (Koranen), og Vi vil bevare den (imod forvanskning og udslettelse). (15:9)

For dette er en magtfuld bog, som det ikke vil lykkes nogensinde at forfalske. Den er nedsendt af én fuld af visdom, der fortjener al lovprisning. (41:41-42)

Mundtligt overleveret materiale kan være nyttigt for at skaffe vished om Profetens og hans fællers sædvane; men det er ikke noget, man kan stole fuldt og helt på. Påstanden om, at hadîth-tekster ukritisk skal accepteres som ufejlbarlig, er uholdbar, og man har da også i århundreder opdelt udsagnene i ”stærke og svage, autentiske og falske”.
Man ved f.eks., at den af Profeten så højt respekterede Ibn Abbâs blev misbrugt i politisk øjemed ved at mange falske traditioner med ham som angivelig kilde blev sat i omløb, da hans efterkommere, Abbasiderne, kom til magten. Falskneriet var så omfattende, at al-Shâfi’î så sig nødsaget til at fastslå, at der kun er ethundrede traditioner, der rettelig kan henføres til Ibn Abbâs. Også Ibn Taymiyyah (1262-1327) sagde advarende, at der befandt sig flere falske end ægte traditioner i cirkulation, og Profetens hustru Â’isha bint Abî Bakr har benægtet rigtigheden af mange af Abû Hurairas udsagn om kvinder.
Abû Hanîfa (697-767), en anden af de fire retslærde bag De fire Lovskoler, der udgør Islamisk Lov, brugte overhovedet ikke traditionerne i sine værker, selv om der på hans tid allerede fandtes enkelte nedskrevne traditionssamlinger. Så hvis moderne lovgivere finder det mere sikkert ikke at bruge traditionerne som kildemateriale, følger de faktisk én af de største fortolkere af Islamisk Lov inden for Sunni-Islam. Abû Hanîfa blev imidlertid af sine modstandere kaldt både ”frafalden”, ”den værste blandt de foragtelige” og ”farligere for muslimerne end Satan”, og han blev beskyldt for at ”stække Islams vinger”. Senere hanâfi-teologer har dog – på trods af alle beskyldninger imod deres læremester – opfattet hans fortolkninger som urokkelige og evigtgyldige.
Lige siden De fire Lovskoler blev etableret, har modige og indsigtsfulde retslærde imidlertid – hver på deres måde – forsøgt at gøre op med De fire Lovskolers endegyldighed og plæderet for nytænkning og nytolkning af Islam Risâla, det guddommelige budskab nedfældet i Koranen. For hvordan man så end vender og drejer det, så er Koranen den eneste kilde, der er omfattet af Guds løfte om beskyttelse imod forfalskning. Og det er værd at huske på, at Profeten aldrig beordrede sin egen sædvane (sunna) skrevet ned – med den begrundelse, at menigheden ikke skulle forledes til at forveksle den med Koranens åbenbarede tekst. Og det må anses for sandsynligt, at det er de samme tanker, den første kalif, Abû Bakr, gjorde sig, da han destruerede den traditionssamling, han egenhændigt havde nedskrevet.
Alle andre bøger end Koranen er udfærdiget af mennesker og dermed påhæftet menneskelige fejl og mangler. Netop derfor er Koranen den eneste kilde, der til alle tider og af samtlige muslimer er blevet accepteret som 100% troværdig. Skal man definere Islam, må man nødvendigvis tage udgangspunkt i Koranen. Alle andre bøger er kun menneskeskabte fortolkninger og gisninger. Derfor må det nødvendigvis også primært være Koranen og dens rammelov, der skal ligge til grund for samfundet og de afgørelser, der skal træffes i stort og småt på alle niveauer.

Sig: “Skulle jeg søge en anden dommer end Gud, når Han dog har sendt en tydelig og udførlig bog (Koranen)? De, der har taget Bogen til sig, har forstået til fulde, at den er sendt fra Herren og indeholder sandheden. Så tvivl ikke. Herrens løfter vil gå i opfyldelse i retfærdighed og sandfærdighed. Ingen er bemyndiget til at ændre Hans ord, for Han er althørende og alvidende.” (6:114-115)

Sig (Muhammad): “Det tilkommer ikke mig at foretage nogen som helst ændring (i Guds ord). Jeg følger blot, hvad jeg har fået åbenbaret. Hvis jeg ville modsætte mig Herren, ville jeg visselig frygte straffen på Den store Dag (Dommedag).” (10:15)

I dette århundrede er der opstået flere grupper, der totalt forkaster brugen af traditionerne (hadîth), bl.a. Ahl al-Qur’ân (Koranens Folk, oprettet af Amir Alî). Tolu-e-Islam (Islamisk Daggry, oprettet af Ghulam Ahmad Parwez, der videreførte og videreudviklede Muhammad Iqbals idéer og reformtanker) er et eksempel på en organisation, der er meget kritisk – men ikke afvisende – over for brugen af hadîth. (det her understregede er en tilføjelse gjort i internet-udgaven fra 2001)
Det ville imidlertid ikke være rigtigt at følge Koranens tekst (eller udledninger af den) bogstaveligt og uden at afveje dem i tidssvarende sammenhæng. For at tackle et problem fornuftigt, må man først og fremmest koncentrere sig om lovens mål og hensigt og derefter foretage de nødvendige justeringer, som omstændighederne kræver.

 

Menneske først – muslim så … (Nordisk Missionstidsskrift nr. 3/1998)

MUNDTLIGT OVERLEVERET MATERIALE ER HISTORISK BETINGET
Mange religiøse ledere hævder, at traditionssamlingerne er lige så autentiske og autoritative som Koranen, og at den såkaldte Islamiske Lov er guddommelig og ufejlbarlig – når den i virkeligheden er formuleret af almindelige dødelige på basis af Koranen, af mundtligt overleverede traditioner og af lokalhistorisk sæd og skik – og så er det, at det hele skrider.
Det er imidlertid efter min bedste overbevisning utænkeligt, at Gud skulle sætte de troende i en situation, hvor de skal bestemme vigtige juridiske anliggender (herunder også afsige dødsdomme) på grundlag af mundtligt overleveret materiale.
Ydermere undergraver og anfægter man i virkeligheden Koranens helt unikke status som Guds åbenbarede ord, når man sidestiller andre skrifter med Koranen.
I den igangværende tilpasningsproces er det derfor vigtigt at huske på, at Koranen er den eneste kilde, der til alle tider og af samtlige muslimer er blevet accepteret som 100% autentisk og troværdig. Alle andre bøger er udfærdiget af mennesker og derfor ”farvet” af forfatterens helt personlige historiske, kulturelle og sociale baggrund – samt naturligvis af de konkrete politiske forhold.

 

En dansk muslims bekendelser (Kristeligt Dagblad 8. marts 2000)

… Trods Koranens forsikring om, at den indeholder det perfekte og altomfattende budskab, er der desværre også mange, der sætter mundtligt overleveret materiale på højde med – eller endog højere end – Koranens åbenbarede ord. Dette materiale – de såkaldte hadith, hvis troværdighed altid har være omdiskuteret – indeholder en del udsagn, der ganske fint supplerer Koranens ord, og som sagtens kunne stamme fra Profetens mund. De indeholder dog også utallige udsagn, der direkte strider imod Koranens ord ved at opstille regler, forbud og straffe, der ikke nævnes i Koranen. Udsagn, der er med til at skabe barrierer og så splid mellem mennesker, og som af en åndeligt afstumpet magtelite bruges til at legitimere fanatisme og vold mod alle anderledes tænkende. Og det har der alle dage været muslimer, der har forsøgt at bekæmpe.

 

Fra Vejen vi går. Tolv kvinder om deres åndelige praksis (s. 149, Borgen 2002)

Aminah Tønnsens uortodokse tilgang til islam gør, at hun af mange af sine trosfæller betragtes som kontroversiel. Det skyldes blandt andet hendes skriftsyn.

“Koranen siger om sig selv, at den indeholder alt det, vi har brug for at vide, og at det ene vers supplerer og tydeliggør et andet. Vi skal med andre ord se Koranen som en helhed. Profetens sædvane og de anvisninger, han gav sine samtidige, og som er nedfældet i de såkaldte Hadith-samlinger, skal efter min opfattelse ses som Profetens måde at fortolke grundteksten på i den konkrete situation og det konkrete samfund, som han levede i for fjorten hundrede år siden. Det er så vores opgave at overføre hensigten og meningen med hans handlinger og anvisninger til vor egen virkelighed. Derfor kan det godt være, vi ind i mellem må tage andre midler i brug for at nå det samme mål.
I nogle tilfælde kan det dog være nyttigt at tage Hadith-samlingen for at se, hvordan profeten gjorde. Det klassiske eksempel er Hadiths detaljerede beskrivelse af ritualerne i forbindelse med bønnen. Men der er andre situationer, hvor Koranen giver svar på alt det, som det er nødvendigt at vide. Når Koranen siger, at du skal vise omsorg for dine medmennesker, har jeg ikke behov for at gå til en anden tekst for at se, at det også gælder over for ikke-muslimer, for det siger sig selv, at det gælder alle mennesker. Der har altid været muslimer, der har sat spørgsmålstegn ved Hadith-samlingernes troværdighed, fordi de ikke er blevet nedskrevet lige så konsekvent og lige så tidligt som Koranen. Så hvis et Hadith-udsagn strider imod Koranens ord, er det Koranen, der gælder.”

 

Der er ikke dødsstraf for hor (Weekendavisen 25. april 2002)

Jeg tvivler ikke på, at Profeten Muhammad har ført Koranens anvisninger ud i livet på smukkeste vis og i harmoni med de politiske, kulturelle og historiske omstændigheder, han levede under. Hans sædvane og udsagn er imidlertid videregivet fra mund til mund og fra generation til generation af mennesker, før de blev systematisk nedskrevet. Op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed, og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
Koranens arabiske tekst er derimod nedskrevet i takt med, at Profeten Muhammad fik Guds ord åbenbaret via ærkeenglen Gabriel. Gud siger selv, at Han “intet har glemt i Bogen” (6:38), og at den indeholder “en vejledning til menneskeheden og et klart kriterium (furqân) til at skelne mellem ret og uret.” (2:185)
På den baggrund er det mig ganske ubegribeligt, at man retfærdiggør dødsstraf for frafald fra islam og en så grusom afstraffelse som stening for hor ved at henvise til mundtlige overleveringer (hadîth).
Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger for ritualer som faste og bøn; men hvordan kan man insistere på at bruge hadîth-udsagn, der direkte strider imod Koranens ord – især, når der er tale om at berøve et medmenneske livet?

 

Fra Kristeligt Dagblads religionsdebat på nettet (30. april 2002)

I den seneste tids debat har der været tale om, at man legitimerer dødsstraf for utugt på grundlag af hadîth-udsagn, der åbenlyst strider imod Koranens ord. …
Når Gud har talt så tydeligt i Koranen, må det, der udgives for at være Profetens sædvane og udsagn om dette helt konkrete emne, afvises som utroværdigt – eller stamme fra FØR åbenbaringen af suraerne 24 og 5.
Gud siger selv i Koranen, at Profeten ikke har forfalsket åbenbaringerne, og at Gud vil bevare Koranen imod forfalskning. Så kan man naturligvis ikke acceptere, at mennesker tilskriver Profeten udsagn og handlinger, der siger det modsatte af, hvad Koranen siger.
Og det er netop af dybeste respekt for Gud og Hans skaberværk og af bekymring over, at man undergraver Koranens helt unikke særstatus og kompromitterer Profeten ved at tilskrive ham udsagn og handlinger, der i den grad strider imod Koranens bogstav og ånd, at også mange nutidige intellektuelle siger fra over for hadîth-udsagn, der legitimerer drab på mennesker PÅ TRODS af 5:35.
Det er da rigtigt, at Gud flere steder i Koranen siger, at vi skal adlyde Ham og Hans sendebud. Men ligesom mennesker har pligt til at sige fra over for forældre, der beder dem gøre noget, der strider imod islam (29:8), så må lydigheden over for Profeten også ophøre, når der er tale om udsagn, som stammer fra tiden før en tydelig anvisning blev givet i Koranen – eller når mennesker tilskriver Profeten udsagn og handlinger, der direkte strider imod Guds egne ord, Koranen.

Om Koranen og hadîth
Der er for mig ingen tvivl om, at Profeten Muhammad har ført Koranens anvisninger ud i livet på smukkeste vis og i harmoni med de politiske, kulturelle og historiske omstændigheder, han levede under. Hans sædvane og udsagn (hadîth) er imidlertid videregivet fra mund til mund og fra generation til generation af mennesker, før de blev nedskrevet. Op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed – og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
Koranens arabiske tekst er derimod nedskrevet i takt med, at Profeten Muhammad fik Guds ord åbenbaret via ærkeenglen Gabriel. Gud siger selv, at Han “intet har glemt i Bogen” (6:38), og at den indeholder “en vejledning til menneskeheden og et klart kriterium (furqân) til at skelne (mellem ret og uret).” (2:185)
Med dette in mente er det mig ganske ubegribeligt, at man retfærdiggør en så grusom afstraffelse som stening ved at henvise til sekundære tekster som hadîth.
Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger for ritualer som faste og bøn; men hvorledes kan man insistere på at bruge hadîth-udsagn, der direkte strider imod Koranens ord – især, når der er tale om at berøve et medmenneske det dyrebareste af alt: selve livet?
At bruge sekundære tekster i tilfælde, hvor Koranen giver en klar og utvetydig anvisning, er at sætte mennesket over Gud.

DERFOR holder jeg fast ved, hvad jeg første gang skrev i 1989 i bogen Islam Naturens Religion: “Hvis det havde været Guds mening at straffe ægteskabsbrydere med så alvorlig en straf som stening til døde, ville Han ganske givet have nævnt det direkte i Koranen.”

 

Troens mangfoldighed. Indlæg i steningsdebatten (Kristeligt Dagblad 17. juni 2002)

Op igennem historien har flere islamiske lærde og intellektuelle sat spørgsmålstegn ved enkelte hadîth-udsagns troværdighed – bl.a. fordi de er blevet videregivet af mennesker i flere led, før de er blevet nedskrevet. Alle som én har disse kritikere måttet lide den tort at blive forsøgt trynet til tavshed, kastet i fængsel, ja sågar halshugget af trosfæller, der har opfattet deres holdninger som udtryk for frafald fra islam.
Samtidig er det en kendt sag, at der har været i tusindvis af falske hadîth-udsagn i omløb i tidernes løb. Bl.a. har al-Bukhari (809-869) og Muslim (817-874), hvis hadith-samlinger regnes for at være de mest autoritative, sorteret i det enorme hadith-materiale, der var i omløb på deres tid – uden at nogen har sat spørgsmålstegn ved deres tilhørsforhold til islam af den grund. Senere har Ibn Taymiyyah (1262-1327) sat spørgsmålstegn ved hadith-udsagn, der tydeligvis var mere inspireret af jødisk end af islamisk tradition.
Det hævdes, at hadith-udsagnene er filtreret og klassificeret af fagkyndige efter meget strikse kriterier; men helt udelukke, at nogle udsagn er sluppet igennem filteret af politiske årsager, kan man nok ikke, da det jo trods alt er mennesker, der har stået for udvælgelsen. Ligesom man også kan have mistanke om, at det faktum, at det er mænd, der har stået for udvælgelsen, har påvirket processen i forhold til udsagn, der vedrører kønsroller.
Så vidt jeg husker er det Fazlur Rahman (1919-1988), der et sted skriver, at det synes, som om de lærde, der har udvalgt “troværdige” og “sande” udsagn i hadith-vrimmelen, har været mere interesseret i, hvorvidt der er tale om en øjenvidneskildring eller en troværdig referent, der personligt kendte eller havde mødt den foregående referent i kæden – end i at se, om det enkelte udsagns indhold var i overensstemmelse med Koranens vejledning og ånd. …

Når Gud har talt så tydeligt i Koranen, må det, der udgives for at være Profetens sædvane og udsagn om dette helt konkrete emne, afvises som utroværdigt – eller stamme fra FØR åbenbaringen af suraerne 24 og 5.
Gud siger selv i Koranen, at Profeten ikke har forfalsket åbenbaringerne, og at Gud vil bevare Koranen imod forfalskning. Så kan man naturligvis ikke acceptere, at mennesker tilskriver Profeten udsagn og handlinger, der siger det modsatte af, hvad Koranen siger.
Og det er netop af dybeste respekt for Gud og Hans skaberværk og af bekymring over, at man undergraver Koranens helt unikke særstatus og kompromitterer Profeten ved at tilskrive ham udsagn og handlinger, der i den grad strider imod Koranens bogstav og ånd, at også mange nutidige intellektuelle siger fra over for hadîth-udsagn, der legitimerer drab på mennesker PÅ TRODS af 5:35.
Det er da rigtigt, at Gud flere steder i Koranen siger, at vi skal adlyde Ham og Hans sendebud. Men ligesom mennesker har pligt til at sige fra over for forældre, der beder dem gøre noget, der strider imod islam (29:8), så må lydigheden over for Profeten også ophøre, når der er tale om udsagn, som stammer fra tiden før en tydelig anvisning blev givet i Koranen – eller når mennesker tilskriver Profeten udsagn og handlinger, der direkte strider imod Guds egne ord, Koranen.

Muslimer skal ikke leve som mekaniske robotter, men bruge det intellekt, Gud har givet dem til bl.a. at være kritiske over for magthaverne og udfordre dem og deres udlægning af skrifterne. Det enkelte menneske bør konstant ransage sine egne holdninger og egen levevis – og tage det fulde ansvar for dem.
Enhver tidsalder har opfostret både autoritets- og bogstavtro grupperinger – såvel som disses modsætninger. Det er ikke spor usædvanligt; men selvom de muslimer, der siger fra over for visse dele af hadith-samlingerne, tilhører et mindretal, har de alt andet lige ret – ja endog pligt – til at give deres mening til kende. Det er sørgeligt, at de konstant både skjult og åbenlyst fordømmes af deres trosfæller – hvilket dog nok i sidste ende fortæller mere om dem, der fordømmer, end om dem, der fordømmes.
Man begrænser Gud og gør Ham lille, hvis man mener, Han ikke kan acceptere, at mennesker forstår og levendegør Hans åbenbaringer på forskellig vis, når Han dog har givet menneskene intellekt og dermed handle-, tanke- og trosfrihed.
Gud ved bedst, og Han er den bedste dommer.

 

Fra mit bidrag til antologien Islam i bevægelse (side 94, Akademisk Forlag 2003)

Forstå Profetens sædvane
Gud opfordrer i Koranen de troende til at følge Profetens eksempel, til at følge hans sunna, hans sædvane og udsagn i form af råd og vejledning til sine samtidige, der er samlet i de såkaldte hadîth-samlinger. Dette får nogen til at mene, at man skal efterligne Profeten – jeg hører til dem, der mener, at man skal efterfølge ham.
Jeg opfatter Profetens sædvane og udsagn som den perfekte virkeliggørelse af Koranens ord og vejledning i en helt bestemt historisk kontekst, som muslimer skal overføre til den til enhver tid aktuelle kontekst. Det er ikke meningen, at alle mellemliggende fortolkninger ukritisk skal kasseres; men de skal ses som eksempler på fortolkning i hver deres helt specifikke historiske kontekst.
Profetens og de første kaliffers udsagn er ikke blevet systematisk nedskrevet fra starten, men videregivet af mennesker fra mund til mund. Og op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed – og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger for ritualer som faste og bøn og for sameksistensen mellem mennesker. Andre udsagn må imidlertid afvises som utroværdige, idet de strider direkte imod en klar og tydelig anvisning i Koranen. Her tænker jeg specielt på strafferetslige bestemmelser så som dødsstraf for frafald fra islam eller for utugt – som også mange danske muslimer finder, hører med til et perfekt islamisk samfund – skønt de udelukkende kan henføres til hadîth-traditionen.

At sætte hadîth-udsagn i stedet for en tydelig koransk anvisning er at sætte mennesket over Gud og sætte spørgsmålstegn ved Koranens guddommelighed, autenticitet og helt unikke særstatus.

 

Fra Islam – tro og livsforståelse i serien Troens verden (s. 15-16, Gyldendal Uddannelse 2003)

Det fuldkomne menneske
Gud opfordrer i Koranen menneskene til at se Profeten som et forbillede for deres egen levevis. Profetens liv og levned er kort beskrevet i Koranen og mere detaljeret i de såkaldte traditions- eller hadith-samlinger. Disse indeholder beretninger om Profetens sædvane, om den vejledning, han gav sine samtidige, og om de handlinger, han stiltiende accepterede. Disse beretninger er blevet viderefortalt fra mund til mund i flere generationer og senere nedskrevet.

Trods den enorme ærbødighed, muslimer udviser for Profeten Muhammads person og virke, betragter de ham ikke som et overmenneske eller som en menneskelig gud på jorden. Muslimer beder ikke til Profeten Muhammad på samme måde, som kristne beder til Jesus Kristus. Derfor er det misvisende at tale om muhamedanisme eller muhamedanere på samme måde, som man taler om kristendom eller kristne.

Eksempler på hadith-udsagn:

Ifølge Anas Ibn Malik, kendt som en af Profetens medhjælpere, sagde Profeten: “Ingen af jer er sand troende, førend I ønsker for jeres bror, hvad I ønsker for jer selv!”

Abu Huraira berettede, at han hørte Profeten siger: “Den bedste iblandt jer er den, der behandler sin hustru bedst.”

Wabisa ibn Mabad fortalte følgende: Jeg kom til Profeten, og han sagde: “Du er kommet for at spørge om retskaffenhed?” Jeg svarede: “Ja!” Profeten sagde: “Søg i dit hjerte. Retskaffenhed er det, som beroliger sjælen, og det, som giver hjertet fred. Forsyndelse er det, som bølger i sjælen og skubbes frem og tilbage i brystet – til trods for, at folk har givet dig deres billigelse.”

Hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke godt om deres egne, da de hørte rygterne? Og hvorfor sagde de ikke: “Denne (anklage) er en åbenlys løgn”? (24:12)

Gud ved bedst!

Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede. (Tønnsen 2006, spørgsmål 34)

Islam – Koran, Hadith, Sharia (Tønnsen 2015, 88-118)

 © Aminah Tønnsen, februar 2004  & august 2016