Hvad er hadith-litteraturen
eller islamisk tradition?

Profeten Muhammads liv og levned er kort beskrevet i Koranen, men mere detaljeret i hadith-litteraturen, dvs. de såkaldte traditions– eller hadith-samlinger. Disse indeholder beretninger om Profetens sædvane (sunna) mht. den religiøse praksis i forbindelse med bøn, faste, almisse, pilgrimsfærd, ægteskab og skilsmisse – foruden udsagn (hadith) om, hvad Profeten sagde, om den vejledning, han gav sine samtidige, og om de handlinger, han stiltiende accepterede. Beretningerne er i første omgang blevet overleveret fra mund til mund i flere generationer, inden de blev nedskrevet og systematiserede i 800-tallet. Der findes både shia-muslimske og sunni-muslimske hadith-samlinger.
Der hersker blandt teologer ikke fuldstændig enighed om denne skelnen mellem sunna og hadith, ligesom der ej heller er enighed om hadith-litteraturens status i forhold til Koranen.

Selv hører jeg til dem, der opfatter hadith-samlingerne som sekundærlitteratur i forhold til Koranen. Profeten Muhammad sørgede nemlig ikke for, at hans egen sædvane blev nedskrevet – ja, der er endog nogle, der mener, at Profeten direkte forbød en sådan nedskrivning af frygt for, at muslimer skulle forledes til at forveksle hans egen sædvane med Koranens åbenbarede ord.
Hadith-litteraturen indeholder flere eksempler på, at Profetens enke Aisha har gjort opmærksom på, at enkelte udsagn i omløb ikke stemte overens med Profetens vejledning. Det er endvidere et faktum, at den af Profeten så højt respekterede Ibn Abbas blev misbrugt i politisk øjemed ved at mange falske traditioner med ham som angivelig kilde blev sat i omløb, da hans efterkommere, Abbasiderne, kom til magten.
Det er ligeledes et faktum, at imam Shafii (769-820), der har lagt navn til en af de fire kendteste lovskoler, modificerede nogle af sine juridiske afgørelser, da han var flyttet fra Baghdad til Kairo. Og Ibn Taymiyyah (1262-1327) advarede om, at der befandt sig flere falske end ægte traditioner i omløb, og at mange udsagn tydeligvis var mere påvirket af jødisk/kristen tradition end af islam.
Islamiske lærde har da også delt haditherne op i stærke og svage, sande og falske eller troværdige og utroværdige. Muslimer må simpelthen erkende, at haditherne ikke er så troværdige, som man kunne ønske.

Jeg betvivler ikke, at Profeten Muhammad på smukkeste vis har efterlevet de åbenbaringer, han fik, så når et hadith-udsagn strider direkte imod en tydelig anvisning i Koranen, må førstnævnte nødvendigvis vige til fordel for sidstnævnte, for Guds åbenbarede ord.
At sætte hadith-udsagn i stedet for en tydelig koransk anvisning er at sætte mennesket over Gud og sætte spørgsmålstegn ved Koranens guddommelighed, autenticitet og helt unikke særstatus.
Hadith-litteraturen er blevet til i en helt specifik social, politisk og historisk kontekst. Dette må nødvendigvis tages i betragtning, når Profetens sædvane i vore dage skal udmøntes i praksis. Muslimer skal se Profeten Muhammad som et forbillede og et godt eksempel til efterfølgelse – uden mekanisk at imitere ham indtil mindste detalje.

Uddrag af ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 34).

© Aminah Tønnsen, 2006