Følgende vers i Koranen refererer i korthed til Profetens mystiske rejse, hans natterejse (al-isra) fra Mekka til Jerusalem og den efterfølgende himmelfærd/opstigning (al-miraj/miradj).
”Priset være Gud, der ved nattetide lod Sin tjener rejse fra den Hellige Moské (egl. det hellige bedested, al-masjid al-haram i Mekka) til det Fjerneste Bedested (Tempelpladsen, al-masjid al-aqsa i Jerusalem), hvis omgivelser Vi har velsignet (barakna hawlaha), for at vise ham nogle af Vore tegn. Han er visselig althørende og altseende” (17:1).
Et andet koranvers refererer til noget af det, Profeten så under denne rejse, nemlig ærkeenglen Gabriel og lotustræet på grænsen til Paradisets Have:
”Det er intet mindre end en åbenbaring, han modtager. Han (Muhammad) er blevet vejledt af én fuld af magt og visdom. Den fuldkomne (dhu mirrah) stod stille (fastawa) og viste sig for ham i horisonten. Så kom han nærmere og var (til slut kun) to bue-længder (fra ham) eller (måske) nærmere. Således åbenbarede Gud budskabet til Sin tjener. Hvad Profeten (med sine egne øjne) så er ikke bare indbildning. Vil I strides med ham om, hvad han så? Han så ham (Gabriel) visselig en anden gang (i drømmesynet om himmelrejsen) nær det yderste lotustræ (sidrat-ul-muntaha) på grænsen til Haven. Lotustræet var tilsløret (for at menneskene ikke kan se Havens hemmeligheder). Profetens syn svigtede ham ikke – ej heller overskred han grænsen. Han har visselig set Herrens største tegn (Gabriel)” (Koranen 53:4-18).
Derudover er rejsen omtalt mere udførligt af bl.a. Ibn Kathir og Ibn Ishaq samt naturligvis i de forskellige traditionssamlinger.
Den natlige rejse har betydning for så vidt som det var i forbindelse med denne oplevelse, at antallet af de daglige bønner blev fastsat som en fast del af islamisk trospraksis:
I al sin korthed går fortællingen ud på, at Profeten Muhammed en nat (o. år 617, dvs. før muslimernes udvandring til Medina) lå og sov i nærheden af Ka’baen i Mekka. Englen Gabriel vækkede ham og bragte ham til Jerusalem på ryggen af et fabeldyr (buraq) med vinger og menneskehoved.
I Jerusalem mødte Profeten en række tidligere profeter, heriblandt Abraham, Moses og Jesus. Profeten Muhammed ledede de andre profeter i bøn, hvorefter Gabriel rakte ham to krus: Det ene fyldt med mælk, og det andet med vin. Muhammed valgte (naturligvis) mælken, hvorefter Gabriel sagde, at han havde valgt rigtigt, eftersom vin er forbudt for muslimerne.
Fra Jerusalem lod Gud Profeten stige til himmels. (I Klippemoskéen i Jerusalem fremvises den klippe, som Profeten skulle have stået på, da han steg til himmels.) På grænsen til himmelen så han lotustræet, som ingen Profet før ham havde set. Englen Malik, der vogter over Helvede, viste Profeten de frygtelige lidelser, som Helvedes beboere på gennemgå.
Englene tog derefter Profeten op igennem de syv himle. Undervejs mødte han igen flere profeter, hvorefter han blev ført i Guds nærhed. Gud gav Profeten besked om, at muslimer skal bede 50 gange om dagen. På vej tilbage til jorden mødte Muhammed Moses, der spurgte ham, hvor mange gange han havde fået besked på at bede. Moses opfordrede Muhammed til at gå tilbage til Gud og bede Ham om, at det måtte blive et mindre antal. Det gjorde Muhammed. Dette gentog sig flere gange, indtil der kun var fem bønner om dagen tilbage.
Profetens natlige rejse er et klassisk eksempel på uenigheden om, hvorvidt visse passager af Koranen skal tolkes bogstaveligt eller billedligt. De fleste fortolkere opfatter denne hændelse bogstaveligt – selvom Profetens hustru Aisha fastholdt, at der var tale om en åndelig rejse, for – som hun skal have sagt: “Guds sendebuds krop forlod ikke stedet. Gud lod ham rejse med sjælen (bi-ruhihi).”
© Aminah Tønnsen, februar 2009
Litteratur:
Asad, Muhammad:
The Message of the Qur’an, appendix IV, (Dar al-Andalus 1980)
Ibn Ishaq:
Mohammed. Das Leben des Propheten. (Goldmann 1982, 78-86)
Pommier, Sophie:
Muhammeds natlige færd til himlen og underverdenen. (Hjulet 1996)
Islam fra A til Å: Jerusalem