Skønt Jerusalem (al-quds) ikke nævnes direkte i Koranen, er den ifølge islamisk tradition Islams tredjehelligste by efter Mekka og Medina.
Medens Profeten Muhammad prædikede i Mekka, var Jerusalem muslimernes bederetning (qibla). Efter udvandringen til Medina i år 622 ændredes bederetningen på guddommelig befaling til Mekka, idet det var her, patriarken Abraham iflg. Koranen sammen med sin førstefødte søn Ismael byggede det første bedehus, Ka’baen, til den monoteistiske Guds ære:

”Tåberne vil sige; “Hvad har bragt dem bort fra den bederetning, som de før holdt sig til?” Sig: “Østen og Vesten tilhører Gud. Han leder hvem Han vil til en lige vej.”
Og således har Vi gjort jer til et midtsøgende fællesskab, for at I må være forbillede og vidner for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne for jer. Den bederetning, du (hidtil) har fulgt, havde til formål at skelne dem, der følger Sendebuddet, fra dem, der vender ham ryggen. Forandringen var svær – undtagen for dem, Gud vejledte. Han vil visselig ikke lade de bønner, I bad (vendt mod Jerusalem) være værdiløse, for Han er medfølende og barmhjertig over for menneskene.
Vi har set dig vende dit ansigt mod himlen, og Vi vil nu give dig en bederetning, du vil være tilfreds med. Så vend dit ansigt mod den Hellige Moské (når du beder). Hvor I end befinder jer, vend jeres ansigt i den retning” (2:142-144).

Klippemoskéen, den ottekantede moské med guldkuplen, er opført af kaliffen Abd al-Malik i slutningen af det 7. årh. Den ligger midt på Tempelpladsen, hvor jødernes andet tempel lå, indtil det i år 70 blev ødelagt af romerne.
Klippemoskéen er bygget over den klippe, hvorfra Profeten Muhammad ifølge islamisk tradition foretog sin natlige himmelfærd (miraj/miradj), efter at en hvid hest havde ført ham fra Mekka til Jerusalem. Efter at have bedt en bøn sammen med profeterne Abraham, Moses og Jesus, blev Muhammad ført op igennem de syv himle til Gud, hvor han fik sig forhandlet frem til en nedsættelse af det oprindelige antal daglige bønner fra 50 til 5:

”Priset være Gud, der ved nattetide lod Sin tjener rejse fra den Hellige Moské (egl. det hellige bedested, al-masjid al-haram i Mekka) til det Fjerneste Bedested (Tempelpladsen, al-masjid al-aqsa i Jerusalem), hvis omgivelser Vi har velsignet (barakna hawlaha), for at vise ham nogle af Vore tegn. Han er visselig althørende og altseende” (17:1).

De lærde har lige siden Profetens dage diskuteret, hvorvidt der er tale om en virkelig begivenhed eller et drømmesyn. Bl.a. skal Profetens hustru Aisha have hævdet: “Guds sendebuds krop var ikke fraværende; men Gud lod ham rejse med sjælen.”

I udkanten af Tempelpladsen ligger al-Aqsa-moskéen, den fjerneste Moské/bedehus, med sølvkuplen, der blev bygget af Abd al-Maliks søn, Al-Walid, i begyndelsen af det 8. århundrede.
Imellem den og Klippemoskéen ligger der en brønd, hvor de troende kan foretage den rituelle afvaskning før bønnen. Hver fredag forsamles de troende til bøn på pladsen mellem de to moskéer.

© Aminah Tønnsen, april 2000  

Kilder og litteratur: