Interview m. Muhammad Said al-Ashmawy
Egyptens ledende højesteretsdommer Said al-Ashmawy har i de seneste år uden for arbejdstid holdt sig inden for sit hjems fire vægge. Bevæbnede vagter i bygningens foyer undersøger alle besøgende og eskorterer dem i elevatoren hele vejen op til hans dør. Det er flere år siden, han sidst har spist ude eller taget sig en aftenspadseretur, og hans blege ansigt afslører, at han for det meste holder sig inden døre.
Aktivister og ledende religiøse ledere opfatter hans synspunkter som kætterske og har, siden han udgav sin første bog i 1980, stræbt ham efter livet. Kun det store antal væbnede vagter, der omgiver ham, har hidtil forhindret deres forehavende i at lykkes. Hvori består hans forbrydelse? Jo, han har udtalt, at strafferetten er menneskeskabt og ikke guddommelig. Og at den derfor kan afløses af en nyere og mere tidssvarende lov, der også omfatter menneskerettigheder.
En ledende religiøs shaikh stemplede ham som en frafalden, der fortjente døden. Hans modstandere betragter ham som en dissident af allerfarligste slags, fordi han understøtter sine argumenter med koranske fakta. Han fortæller selv:
“Der er relativt få lovregler i Koranen sammenlignet med det samlede antal vers. Der er godt og vel 6200 vers i Koranen, og kun ca. 80 af dem omhandler juridiske emner, så som handels- og strafferet, person- og arveret. Koranen er mere en etik- og moralkodeks end en lovsamling.
På trods af dette tror mange, at Islamisk Lov blev åbenbaret af Gud – uden at skelne mellem den religiøse lov og den senere tilføjede jurisprudens. Det meste af det, der i dag anses for værende Islamisk Lov (fiqh) blev tilføjet i århundrederne efter Profetens død af selviske herskere, der ønskede at ‘helliggøre’ sig selv under dække af religionen. Der var slet og ret tale om diktatur, der ikke afspejlede Islams ånd. Retfærdighed, fremgang og muligheder blev styret af kalifferne og deres ministre, og de delte ud af dem efter forgodtbefindende. Folket blev nægtet retten til disse goder, og magthaverne tolererede ingen modstand. Når modstand alligevel brød frem, blev den kaldt kætteri og fordømt som ateisme.
Der er kun nævnt fire legale straffe i Koranen: Amputation af en hånd for tyveri, piskning for hor, piskning for at anklage en kvinde for hor uden at kunne fremføre fire vidner, og fængsel eller dødsstraf for landevejsrøveri. Der er flere forudsætninger for, at disse straffe kan træde i kraft. Man amputerer f.eks. ikke hånden af en fattig og nødlidende tyv. Dødsstraf for apostasi er ikke nævnt i Koranen. I virkeligheden understreger Koranen religionsfrihed for alle. Koranen giver også nogle midlertidige love for gradvis afskaffelse af slaveri og konkubinat. Og fordi der er denne præcedens, kunne islamisk strafferet opdateres, således at f.eks. amputation for tyveri også kunne afskaffes.
Udtrykket djihâd i Koranen betyder hovedsageligt selvkontrol og selvudvikling. Djihâd med våben i hånd må ifølge Koranen udelukkende bruges defensivt – aldrig offensivt. De militantes teorier udgør ikke kun en trussel for verdensfreden, men underminerer selve Islam, forfalsker dens fremragende læresætninger og tilsidesætter dens dynamiske og humanistiske ånd.
De militante gør intet for menneskeheden, og enhver opposition mødes med dødstrusler. Deres argumenter er uigennemtænkte og uden substans. Hvis man f.eks. følger aktivisternes argumentering for, hvorfor kvinder bør tilsløre sig, så burde både mænd og kvinder tilsløre sig. Så simpelt er det. For aktivisterne er en kvinde altid underlagt en mands myndighed – en fars, brors, mands eller søns. De påstår, at en kvinde ikke har ret til at forlade sit hjem eller tage udearbejde uden hendes formynders tilladelse. For aktivisterne har en kvinde ikke lov til at klæde sig, som hun ønsker: Nægter hun at tilsløre sig, erklæres hun som kættersk.
Deres bevægelse er ikke rationel – det er blot en politisk bevægelse bygget på slogans. De opmuntres af Saudi Arabien og Iran og har infiltreret medierne og alt andet.
De fleste lande, hvor flertalsbefolkningen er muslimer, ledes af militære eller halvmilitære regeringer. Og det karakteristiske for sådanne regeringer er, at de søger at skabe permanente ydre trusler for at aflede befolkningens opmærksomhed fra interne problemer. Vestlig kolonisering og staten Israel udgør en permanent ydre trussel for den islamiske verden. I mangel af virkelig demokrati bliver befolkningen drevet til ekstremisme, fordi de ikke har nogen som helst moderat kanal til at få afløb for deres frustrationer og afmagtsfølelse.
Eksistensen af totalitære regimer i den islamiske verden har sat magthaverne i stand til at misbruge offentlige midler og udenlandsk økonomisk bistand til at fremme deres egne interesser, hvilket har medført en bølge af korruption. Frihed, uddannelse og ansvarlighed er de bedste midler til at bekæmpe en sådan situation. Uden dem vil befolkningen fastholde, at oprettelsen af en teokratisk regering vil helbrede alle samfundets dårligdomme. De tror, at en sådan regering vil skabe et nyt utopisk samfund og vil give dem identitet, sikkerhed og håb i en verden, som de selv føler sig fremmede i.
En virkelig islamisk regering er – hvis man følger Profetens tradition – folkets regering. En regering, der vælges frit, og som folket har del i. En regering, som de kan ændre med fredelige midler – uden blodsudgydelser og uden at blive stemplet som kættere. Shaikherne på Al Azhar er regeringens agenter. Hvorfor vender muslimer sig til Al Azhar for at få svar på spørgsmål om Islam? Der er ingen sofistikerede lærde dér, de er simpelthen degenererede. Nogle af dem har uddannelse, andre har ikke, og deres religiøse viden er yderst mangelfuld. Derfor overrasker det mig, at andre lande fortsat tillægger udtalelser fra de retslærde på Al Azhar så megen vægt.”
© Oversættelse Aminah Tønnsen, 1998
Muhammad Said al-Ashmawy: WIKIPEDIA
« L’islamisme contre l’Islam » (La Decouverte 1990)
« Against Islamic Extremism: The Writings om Muhammad Sa’id al-Ashmawy”
(University Press of Florida 2002)
(Findes som PDF flere steder på nettet)