Det arabiske ord hidjab bruges i folkemunde mest om kvindens klædedragt (der ifølge traditionelle retslærdes forskrifter bør dække hele kroppen undtagen ansigt og hænder) – eller om selve hoveddækket. Man taler ligefrem om at ”bære hidjab” og om en “hidjabi”, dvs. en kvinde, der bærer hidjab. Selve begrebet hidjâb (pakistansk: purdah) omfatter dog også kønsadskillelse og afsondring af kvinder.
Ordet hidjab (egl. forhæng, dække eller skærm) og det tilhørende verbum hadjaba bruges i forbindelse med det at:
- skjule eller gemme for øjet.
- skjule for at beskytte.
- markere en grænse, adskille eller opdele.
- afgrænse eller skjule for at gøre noget forbudt.
Ordet hidjab forekommer kun 8 steder i Koranen, men intetsteds i forbindelse med hverken kønsadskillelse eller kvinders klædedragt:
- Forhænget, bag hvilket Maria havde trukket sig tilbage fra offentligheden under sit ophold i templet, da ærkeenglen Gabriel bebudede hende, at hun skulle føde en søn, Jesus (19:17).
- Udskilning af de frelste og de fortabte på Dommedag (7:46).
- Det usynlige forhæng, der er mellem Gud og Profeten, når denne modtager åbenbaringer (42:51).
- Slør (i negativ betydning, en form for straf), der omhyller dem, der har svært ved at fatte budskabet eller helt forkaster det, og som derved skaber et skel mellem dem og de troende (17:45, 41:5 og 83:15).
- Natten lægger sig som et slør omkring solen og skjuler den for vore øjne (38:32).
- Den høflige distance man bør bevare mellem sig og Profetens hustruer af respekt for dem og deres helt specielle status:
Oh I troende! Betræd ikke Profetens hjem uden (at være inviteret) til et måltid. Kom ikke, før måltidet er klar; men træd ind, når I bliver bedt derom. Og træk jer tilbage lige så snart måltidet er slut – uden at forglemme jer i familiær snak. En sådan opførsel mishager Profeten; men han er for blufærdig til at gøre jer opmærksom derpå. Gud er dog ikke bange for (at fortælle jer) sandheden. Og når I beder (Profetens hustruer) om noget, da gør det bag et forhæng (hidjab). Det er mere ærbart for jer og for dem. I må ej heller krænke Guds Sendebud ved at ægte hans enker efter hans død. Noget sådant ville veje tungt i Guds øjne. (33:53)
Dette vers bliver ofte betegnet som ”hidjab-verset” og grundlaget for selve ”hidjab-fænomenet”. Det blev åbenbaret i år 627, og kan – nøgternt betragtet – nærmest defineres som et påbud om ikke at være for påtrængende, men udvise respekt for Profetens hjems ukrænkelighed og udvise værdighed og respekt over for en ganske speciel gruppe kvinder: Profetens hustruer – uden at der er den mindste hentydning til omgangen med andre kvinder i øvrigt.
Der findes flere forskellige beretninger om de omstændigheder, under hvilke 33:53 blev åbenbaret. F.eks. fortæller Anas ben Malik:
Profeten havde giftet sig med Zaynab bint Djahsh og havde pålagt Anas at invitere folk til bryllupsmiddagen. Zaynab sad i et hjørne af det stuvende fulde værelse. Middagen var overstået; men tre af de mandlige gæster blev siddende og havde svært ved at løsrive sig – ganske taktløst og uden forståelse for, at Profeten gerne ville være alene med sin brud. Profeten forlod værelset og foretog sin sædvanlige runde for at hilse på sine øvrige hustruer.
Da han vendte tilbage til Zaynabs værelse, sad de tre gæster stadig og diskuterede. Irriteret gik Profeten hurtigt tilbage til hustruen Aishas værelse. Først da man meddelte ham, at gæsterne havde forladt stedet, kom han tilbage. På dørtærsklen blev han stående, vendte sig om og trak et forhæng ned – et forhæng, der adskilte ham og hans privatsfære med offentligt rum og den eneste mandlige gæst, der var tilbage: Anas, der havde arrangeret bryllupsmiddagen.
Og i dette øjeblik modtog Profeten åbenbaringen af 33:53, hvori der altså er tale om markering af to grænser:
1) mellem Profetens hustruer og mandlige muslimer
2) mellem Profetens privatsfære og det offentlige rum (for naturligvis har selv en folkekær statsleder krav på privatliv uden for offentlighedens søgelys); men uden den ringeste hentydning til kvinders klædedragt eller til kønsadskillelse i øvrigt.
© Aminah Tønnsen, 1998
Fra: ”Islam i europæisk klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse” (Tønnsen 1998, 42-44)