I jalousi over, at deres far, Jakob, holdt mere af deres yngre bror Josef end af dem selv, kastede brødrene Josef ned i en udtørret brønd og fortalte deres fortvivlede far, at en ulv havde ædt deres bror.

Josef kommer til Egypten
Næste dag kom en karavane forbi den brønd, som Josef sad i. Karavanens mænd vidste ikke, at brønden var udtørret, og stor var deres forbavselse, da det ikke var vand, men en stor dreng, de hejsede op af brønden. Josefs brødre havde på afstand set, hvad der foregik. De påstod over for karavanens mænd, at Josef var deres bortløbne slave, og de solgte ham til dem for nogle få dirham.
Karavanen fortsatte til Egypten, hvor Josef blev solgt på slavemarkedet med stor fortjeneste til Aziz, der var én af Faraos højtstående embedsmænd (vesir). Embedsmanden og hans hustru var barnløse, og manden påbød sin hustru at tage sig godt af drengen, for han ville adoptere ham og gøre ham til sin søn, hvis han ellers opførte sig ordentligt.
Josef voksede til og blev en både smuk, retsindig og klog ung mand. Embedsmandens hustru følte sig imidlertid tiltrukket af Josef og forsøgte at forføre ham; men Josef afviste hendes tilnærmelser og vendte sig bort. Men embedsmandens hustru gav ikke så let op. Hun greb fat i Josef bagfra og rev hans kjortel itu. I det samme trådte hendes mand, ganske uventet ind i rummet, og hun beskyldte Josef for at have gjort tilnærmelser til hende og forlangte ham straffet. Josef forsvarede sig og sagde til embedsmanden: “Det var hende, der forsøgte at forføre mig.”
En af de tilstedeværende gjorde embedsmanden opmærksom på, at Josefs kjortel var ødelagt på ryggen, hvilket måtte være bevis på, at den var blevet revet i stykker, mens Josef havde forsøgt at undslippe kvindens tilnærmelser. Nu forstod embedsmanden, at hans hustru havde løget for ham. Han undskyldte hendes opførsel over for Josef, og beordrede sin hustru til at bede Josef om tilgivelse og holde sig fra ham i fremtiden.

Skandalen rygtedes hurtigt blandt byens fornemste kvinder, og de talte spottende om embedsmandens hustru, der forgæves havde forsøgt at forføre sin egen slave. Hustruen følte sig ydmyget over sladderen og inviterede kvinderne hjem til sig. Hun kaldte på Josef, og da kvinderne så ham, blev de så betaget af hans skønhed, at de kom til at skære sig i hånden med de knive, de brugte til at skrælle frugter med.
Hun sagde til dem: “Her er den mand, som I bebrejder mig at have lagt an på. Jeg forsøgte virkelig at forføre ham, men han gav ikke efter for mig. Hvis han ikke denne gang føjer mig, vil jeg sørge for, at han bliver kastet i fængsel!” Josef bad en stille bøn til Gud: “Oh Herre! Jeg foretrækker at blive kastet i fængsel frem for at føje disse tøjlesløse kvinder. Hjælp mig og styrk mig, så jeg ikke falder for deres fristelser.” Gud hørte Josefs bøn og gav ham udholdenhed og styrke; men kvinderne var rasende og gjorde deres indflydelse gældende for at få Josef kastet i fængsel.

Josef i fængslet
Josef delte celle med to unge mænd, der havde været ansat ved Faraos hof. En dag sagde den ene af dem: “Jeg har set mig selv perse druer i et drømmesyn.“ Og den anden sagde: “Jeg har set mig selv med brød på hovedet, som fuglene spiste af.” De havde hørt, at Josef var i stand til at tyde drømme, og de spurgte ham, hvad disse syn skulle betyde.
Josef svarede: “At tyde drømme er en del af den opgave, Gud har betroet mig. Jeg følger mine forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs tro, og jeg vil aldrig sætte noget eller nogen ved siden af Gud. I vil få svaret, før vagten kommer med vores morgenmåltid.” Og han opfordrede de to mænd til at følge ham i troen på Gud, den Højeste, og aldrig dyrke afguder, som deres forfædre gjorde, og han tilføjede: “Det er Gud, der råder over himlene og jorden, men de fleste forstår det ikke.”
Da morgenen kom, sagde han til den ene af sine medfanger: “Du vil blive mundskænk ved Faraos hof.” Og til den anden sagde han: “Du vil blive dødsdømt og hængt på et træ for din forbrydelse, og fuglene vil hakke i dit hoved.” Og han sagde til den, der ville blive løsladt fra fængslet: “Når du kommer tilbage til din herre, da fortæl ham om mig og min uberettigede fængsling.” Det gik, som Josef havde forudsagt; men mundskænken glemte alt om sin tidligere medfange.

Faraos drøm
En morgen fortalte Farao sine hoffolk om en drøm, han havde haft: “Jeg så i et drømmesyn syv fede køer, der blev ædt af syv magre køer. Og jeg så syv fyldte kornaks blive fortæret af syv tomme kornaks. Hvad betyder mon denne drøm?” Hans hoffolk svarede: “Det lyder meget forvirrende, og vi har ikke lært at tyde drømme.” Mundskænken hørte, hvad der blev sagt og kom i tanker om Josef i fængslet. Han sagde til Farao: “Jeg kender én, der kan tyde drømme,” og han skyndte sig hen til Josef og bad ham tyde Faraos drøm.
Josef svarede: “I syv år vil høstudbyttet være overdådigt, men I skal oplagre det meste og kun bruge en lille del af det. I de følgende syv år vil I være nødt til at bruge af jeres forråd – undtagen en lille del, som I skal gemme som såsæd. Derefter vil der komme et år med så megen regn, at I atter vil kunne perse vin og olie.”
Da Farao hørte dette, sendte han bud til fængslet for at få Josef løsladt. Men Josef nægtede at forlade fængslet, før han havde fået klarhed over, om de kvinder, der i sin tid havde fået ham kastet i fængsel, var gået til bekendelse. Farao kaldte kvinderne til sit palads og spurgte, hvad de havde haft i sinde, da de havde øvet pression imod Josef. Kvinderne bedyrede, at de intet ondt havde haft i sinde; men embedsmandens hustru fortalte beskæmmet, at det havde været hendes hensigt at forføre Josef. “Det lykkedes mig ikke, for han er retsindig og trofast. Fortæl ham, at jeg ikke siden har smedet onde planer imod ham, for jeg ved nu, at Gud ikke hjælper synderne. Mennesket er svagt over for det onde; men Gud er nådefuld, og Han er tilgivende og barmhjertig.”
Kongen befalede nu sine mænd at løslade Josef og føre ham til sig, for han ville gøre ham til sin personlige rådgiver. Josef sagde til Farao: “Lad mig forvalte landets kornkamre, for hele landets fremtid afhænger af dem.”

Faraos drømmesyn blev til virkelighed: Josef sørgede for, at mængder af korn blev oplagret under de syv år med overflod. Derefter fulgte syv år med tørke, hvor intet kunne gro på markerne. Men Josef åbnede kornkamrene og sørgede for, at ingen i landet sultede.

© Aminah Tønnsen, 2002

Fra: ”Profetfortællinger fra Koranen” (Tønnsen 2002, 44-48)