Barzâ-kvinder, islams første feminister

En kvinde, der bevidst holder på sin ret til at færdes utilsløret (barzâ), beskrives i ordbogen Lisan al-’Arab som ”en kvinde, der ikke dækker sit ansigt og ikke går med bøjet hoved, der ses af folk og modtager besøg i sit hjem” (underforstået: af mænd, der respekterer hende ubetinget). En barzâ-kvinde er også ”en kvinde, der er værdsat for sin dømmekraft”, og som er ”kendt for deres sunde fornuft (’aql)”.

Barzâ-kvinder var et udbredt fænomen i det første århundrede efter Profeten Muhammads død. Barzâ-kvinderne satte sig op imod datidens regler for tilsløring, afsondring, polygyni og ubetinget lydighed over for ægtemanden. De indføjede frihedsrettigheder i deres ægteskabskontrakter. De forbød deres mænd retten til flere hustruer og retten til at forstøde deres hustruer efter forgodtbefindende – og de forbeholdt sig ret til at lade sig skille fra deres ægtemand, når det behagede dem.
Barzâ-kvinderne insisterede på retten til at forlade hjemmet uden forud at skulle indhente tilladelse hos deres mand. De insisterede på retten til at omgås andre mænd end deres ægtemand; ofte var der tale om poeter, med hvem de havde intellektuelle samtaler uden for hjemmets fire vægge.
Barzâ-kvinderne var islams første feminister, og ordensmagten kunne ikke forhindre deres oprør (nuchuz) imod samtidens skik og brug, eftersom de var både smukke og intelligente og oven i købet tilhørte aristokratiet!

Berømt i den forbindelse er Saqina bint al-Hussein (671-735), ét af Profetens oldebørn. Hun var kendt for at være smuk, altid elegant klædt, kultiveret, kritisk, spøgefuld, slagfærdig og veltalende. Rigets mest magtfulde mænd debatterede med hende, og kaliffer og prinser friede til hende. Hun afslog imidlertid mange frierier af politiske årsager og giftede sig ”kun” 5 eller 6 gange.
Saqina bint al-Hussein blev kendt viden om i forbindelse med sit tredje ægteskab, hvor hun ægtede Zayd, der var barnebarn af den tredje kalif Uthmân ibn Affân. Saqina forlangte via sin ægteskabskontrakt, at Zayd ikke måtte modsætte sig selv det mindste af hendes ønsker, og at hun ville bo nær sin veninde Ummu Manshuz. Som noget ganske uhørt forbød hun Zayd at omgås sine slavinder (jawari), hvilket ellers var generelt accepteret på dén tid.
Saqina forlangte skilsmisse, da hun fandt Zayd sammen med en slavinde, og dommeren måtte meget modstræbende fælde dom i den opsigtsvækkende sag. Og da hun stod foran dommeren i Medina, råbte hun til Zayd: ”Se godt på mig i dag, for du vil aldrig mere få mig at se!”
Saqina havde – ligesom sin far, Profetens dattersøn Hussein – sans for poesi og modtog ofte poeter i sit hjem, og hun var medlem af byens rådgivende forsamling. Efter mordet på sin far på Kerbala-Sletten i 680, rettede hun ved enhver given lejlighed offentligt verbale angreb mod det regerende Umayyade-dynasti, der også havde dræbt den af hendes ægtemænd, som hun havde elsket allerhøjest.

Saqina bint al-Hussein døde i Medina i en alder af 68 år. Hun var en stærk personlighed, som visse muslimske mænd med alle mulige krumspring forsøger at begrave i glemselens mørke – f.eks. ved at påstå, at hun som 6-årig blev dræbt sammen med sin far på Kerbala-Sletten, når dog ansete historieskrivere har skrevet lange biografier om hendes begivenhedsrige liv og levned.
Alle dokumenter pointerer, at Saqina var barzâ, dvs. at hun færdedes utilsløret. Hun var til stede på Kerbalas slagmark, da hendes far blev dræbt. Hun gik regelmæssigt i moskéen og bebrejdede højlydt imamen, hvis han tillod sig at angribe hendes farfar Ali ibn abu-Talib i sine prædikener.

Kendt er også Saqinas samtidige, Aisha bint Talha, halvsøster (eller niece?) til Profetens hustru Aisha bint abi-Bakr. Ligesom Saqina bint al-Hussein nægtede hun at tilsløre sig. For, som hun sagde: “Gud har ikke gjort mig smuk for at jeg skal usynliggøre mig selv. Ingen kan tvinge mig til noget som helst.”
Aisha var ligesom Saqina kendt for at være stolt over at være araber, fysisk smuk, slagfærdig og i stand til at udfordre sine ægtemænds autoritet.

Mange muslimske mænd føler sig truet af barzâ-kvinder, fordi de udstråler selvværd, styrke og individualisme og derved udfordrer de privilegier og den magt, som mændene har tilranet sig på trods af Koranens budskab om mænds og kvinders lige værd og lige ansvar. De klamrer sig til den ældgamle, men aldeles u-islamiske påstand om, at kvinden skal stækkes, fordi det er en del af hendes medfødte natur at forføre mænd og dermed skabe anarki og kaos (fitna).
Hvor ville det klæde mændene, om de i stedet selv gjorde en indsats for at efterleve Koranens moralske principper – uden hensyn til, at nogle kvinder måske overtræder dem. For selv om en kvinde offentligt skulle erklære sig for prostitueret, er der absolut intet, der berettiger mændene til at ”tage imod tilbuddet”!
Muslimske kvinders situation vil ikke forandres en tøddel, så længe de ikke fatter, at det synlige hidjâb skal forvandles til inderlighed, til ”ærefrygt for Gud (taqwa)”, således at mændene bliver nødt til at udvise respekt for alle kvinder – uanset deres ydre fremtoning.

Oh, I Adams børn! Vi har givet jer klæder for at dække jeres legemer og for at smykke jer; men ærefrygtens (taqwa) klædning er den smukkeste (ahsan). Det er Guds tegn, som I bør huske (7:26).

© Aminah Tønnsen, 1998

Fra ”Islam i europisk klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse” (Tønnsen 1998, 100-101)