Profeten Muhammad omtales i de klassiske skrifter som én, der lyttede til kvinderne og var lydhør over for deres beklagelser. Eksempelvis fortæller den kendte historiker og koranfortolker at-Tabari (838-923), at nogle kvinder engang spurgte Profetens hustruer: “Gud har eksplicit nævnt jer i Koranen, men ikke os. Fortjener vi slet ikke at blive nævnt?”
Én af hustruerne, Umm Salama, spurgte derefter Profeten: “Hvorfor nævnes mændene i Koranen og ikke kvinderne?” Hendes beklagelse blev taget ad notam, og en eftermiddag nogen tid senere, mens hun var ved at ordne sit hår, hørte hun Profeten tale fra prædikestolen i moskéen. Hun løb hen til et af de rum, der stødte op mod moskéen, lagde øret mod væggen og hørte til sin store forbløffelse – og glæde – Profeten recitere det revolutionerende vers:
Gud tilgiver og belønner i rigeligt mål
mænd og kvinder, der giver sig hen til Gud,
troende mænd og kvinder,
oprigtige mænd og kvinder,
udholdende og tålmodige mænd og kvinder,
ydmyge mænd og kvinder,
gavmilde mænd og kvinder,
fastende mænd og kvinder,
blufærdige mænd og kvinder
samt mænd og kvinder, der hyppigt lovpriser Gud. (33:35)
Meningen er ikke til at tage fejl af: Gud taler til begge køn, der som troende og som medlemmer af menigheden er absolut lige værdige og lige ansvarlige. De, der i Guds øjne fortjener grænseløs belønning, identificeres ikke ud fra deres køn, men ud fra deres gudstro og deres ønske om at tjene Gud og Hans skabelse. Verset, der også kaldes ”Umm Salamas vers” udgør således et radikalt brud med pre-islamiske skikke mht. forholdet mellem kønnene.
Umm Salamas historie viser os, at kvinder ikke skal vige tilbage for at sætte spørgsmålstegn ved det bestående, og at de ikke skal tøve med at henvende sig til deres ægtefælle eller direkte til landets ledelse med deres kritik.
© Aminah Tønnsen, 2005