Frembring intet, der har lighed med Gud, thi Gud ved alt; men I ved intet. (16:74)
Ovenstående citat fra Koranen er en direkte pendant til det Gamle Testamentes andet bud, som Martin Luther dog undlod at nævne i sin lille katekismus fra 1529. Samtidig delte han det oprindelige tiende bud i to, således at der stadigvæk var ti bud i alt:
Du må ikke gøre dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud er en lidenskabelig gud. (2. Mos. 20, 4-5)
Koranen beretter om, hvorledes den unge Abraham fuld af afsky for sin fødebys tempelguder ender med at ødelægge dem. Byens befolkning straffer ham ved at kaste ham i et flammende bål; men ved Guds hjælp lider han ikke den ringeste overlast (37:91-98 & 21:51-71). Og da muslimerne i år 630 vendte tilbage til Mekka, beordrede Profeten Muhammad som noget af det første Ka’baens utallige gudebilleder destrueret.
Koranen beretter også om, hvorledes israelitterne i ørkenen lavede en guldkalv af deres smykker, mens Moses var gået op på Sinaj Bjerg:
Og i hans fravær tilbad Moses’ folk statuen af en kalv, som de havde lavet af deres smykker, og som syntes at brøle. Kunne de ikke se, at den hverken kunne tale til dem eller vejlede dem på nogen måde? Alligevel tilbad de den, for de var syndefulde.
Men da det siden hen gik op for dem, at de var på vildspor, vred de brødebetynget deres hænder og sagde: “Medmindre vor skaber nådigt tilgiver os, vil vi visselig være blandt de fortabte!”
Og da Moses vendte tilbage til sit folk, vred og sorgfuld, sagde han: “Afskyelig er den vej, I har fulgt i mit fravær. Ville I fremskynde Skaberens dom?” Og han kastede Lovens Tavler på jorden og greb sin brors hoved og trak ham til sig. Aron råbte: “Oh søn af min mor! Folket har ydmyget mig og nær slået mig ihjel; men lad ikke mine fjender fryde sig over mine lidelser, og regn mig ikke til synderne!”
Moses sagde: “Herre! Tilgiv mig og min bror og se i nåde til os, for Du er den barmhjertigste af alle barmhjertige.” (7:148-151)
Gud er uden for tid og rum, Han er grænseløs. Gud er også levende (2:255), og alt levende er foranderligt og modsætningsfyldt. Gud er Herskeren og den Ærefulde Majestæt (55:27), den Mest Ophøjede (13:9) og større end ALT andet (Allahu akbar) – og samtidig er Han os nærmere end vor egen halspulsåre (50:16) og kender vore inderste tanker. At afbilde Gud ville være at begrænse Ham og låse Ham fast i en bestemt forestilling. Han ville miste Sin gådefuldhed, og derfor vil ethvert forsøg på at male eller forme Gud ikke blive andet end et vrangbillede.
I Koranen findes der ikke noget generelt forbud imod at afbilde mennesker og dyr, og det er et ubestrideligt faktum, at miniature-bogmaleriet har blomstret i den såkaldt islamiske verden helt siden 1200-tallet – især blandt shia-muslimer. Ofte vil man dog se, at Profeten og hans nærmestes ansigt er skjult bag et slør, eller at der simpelthen er en bar plet i stedet. Selv i vore dage kan man i Iran købe billeder eller postkort, der – på en respektfuld måde – viser Profeten Muhammad eller hele den ”hellige familie”: Profeten Muhammad, hans datter Fatima, svigersønnen Ali og de to børnebørn Hassan og Hussain. (Muslimsk populærikonografi )
Sådanne afbildninger er dog aldrig blevet brugt i Koranen og andre hellige skrifter. De første sider i Koranen samt det første kapitel, sura al-fatiha, der blot er på syv vers, er som regel rigt udsmykket med kalligrafi, geometriske mønstre og blomstermotiver.
Figurative kunstværker har med enkelte undtagelser heller aldrig fundet vej til moskéer: Arkæologiske udgravninger skal have vist, at man i det første århundrede efter Profeten nogle steder brugte billeder af både mennesker og dyr til udsmykning af moskéer. Senere moskéer er dog udelukkende prydet med ornamentik og korancitater i kalligrafisk udførelse af en enestående skønhed. Mange bederum i Danmark er endvidere udsmykket med landskabsbilleder fra menighedens oprindelsesland eller billeder af de store kendte moskéer så som Ka’baen og den hellige moské i Mekka, Profetens moské i Medina o.a.
Ét er imidlertid at afbilde profeter på en respektfuld måde – noget andet er at bespotte eller forhåne ‘Guds tegn’ så som hellige skrifter, profeter eller naturen (ved at misbruge og ødelægge den). Dette omtales i Koranen som en stor synd:
Driv ikke spot med Guds tegn, og ihukom Bogen og den visdom (hikma), som Han sendte for at vejlede og advare jer. Nær ærefrygt for Gud og vid, at Han er alvidende. (2:231)
… De, der sårer Profeten, vil få en smertelig straf … Hvis du udspørger dem, vil de bedyre: “Det var kun for sjov!” … Gud har lovet hyklerne (al-munafiqûn) og de vantro (al-kâfirûn) – mænd og kvinder – Helvedes ild. Deri skal de dvæle – det er alt, hvad de kan få. Guds forbandelse er over dem. En smertelig straf venter dem. (9:61, 65 & 68)
Denne opfordring til ikke at bespotte det hellige suppleres af en generel opfordring til respektfuld og civiliseret omgang mennesker imellem:
Oh I troende! Lad ingen mænd eller kvinder bespotte andre; det kan vel være, at de (sidste) er bedre (end de første). Bagvask ikke hinanden, og kald ikke hinanden ved øgenavne. Det er ikke godt for en troende at bruge et nedsættende navn (om andre). De, der ikke afstår fra at bruge øgenavne, hører visselig til de uretfærdige (zalimûn).
Oh I troende! Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed kan være syndigt. (I bør ej heller) udspionere og bagtale hinanden. (49:11-12)
Det er i sekundærlitteraturen, de såkaldte hadith-samlinger, at man finder et generelt forbud imod at afbilde levende væsener så som mennesker og dyr. Begrundelsen herfor er, at mennesker ikke skal efterligne Guds skaberværk, og at man ikke skal blive fristet til at tilbede de afbildede væsener og/eller kunstneren, der har frembragt dem (jf. 2. Mos. 20, 4-5).
Både al-Bukhari og Muslim beretter således, at “engle ikke kommer ind i huse, hvor der er billeder, statuer eller hunde,” og at “de, der laver statuer eller billeder af noget levende vil lide en pinefuld og nedværdigende straf på dommens dag.”
Moderne jurister mener dog, at det, der ikke ville kunne leve i den form, hvori det gengives, må afbildes. Derfor er buster tilladt – medens torsoer (dvs. kroppe uden arme og ben) og statuer af hele mennesker forbudt.
Man gør dog en undtagelse med små figurer, der bruges som pynt – og legetøj, således at dukker, bamser og tøjdyr anses for tilladte, idet de ikke skal ligne én bestemt person.
Endimensionale afbildninger på lærred, tapeter, vægge, papir, stof o. lign. er tilladt, for så vidt som de ikke er fremstillet med det ene formål at være genstand for tilbedelse, og at de ikke er alt for iøjnefaldende. Det er eksempelvis almindeligt blandt shia-muslimer, at gravsten er smykket med portræt af afdøde.
Kalligrafier af form som fugle eller en bedende mand bruges ofte på lykønskningskort og plakater:
Man må naturligvis ikke afbilde hverken Gud, engle eller profeter, og ej heller nøgne personer eller intime og obskøne scener.
Fotografier som identifikation og til at fastholde familiære begivenheder er blevet en del af dagligdagen; men man kan stadig møde ældre mennesker, der kategorisk nægter at lade sig fotografere.
I vore dage, hvor der er lavet flere film om Profeten og hans samtidige, vil man se, at filmene er lavet som set med Profetens øjne – siddende, gående eller ridende på kamelryg. Man ser aldrig Profeten selv, men udelukkende de mennesker, der omgiver ham – eller hals og baghoved af den kamel, Profeten rider på.
Som menneske må man acceptere, at omverdenen ikke altid deler ens opfattelse af, hvor grænsen går mellem sund kritik og unødvendig, plat eller ondsindet humor.
Man bør ignorere sårende udtalelser (33:48), tilgive og bære over med de formastelige (2:109), og undgå personer, der forhåner ens tro:
Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer adfærd. Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad det ufortrødent. (6:68)
Det er op til den enkelte at fravælge bøger eller tv-udsendelser, man finder anstødelige. Man kan gøre opmærksom på, at man føler sig krænket eller såret; men man bør ikke overreagere:
Den Allerbarmhjertigstes (sande) tjenere er dem, der vandrer på jorden i ydmyghed, og som siger: “Fred!” når de uvidende (spottende) henvender sig til dem. (25:63)
Guds belønning er bedre og mere vedvarende end denne verdens goder. (Den er) for dem, der tror og sætter al deres lid til Gud, der undgår store synder og skammelige handlinger, og som tilgiver, selv når de vredes, der lytter til Herren og forretter bøn, der rådfører sig med hinanden (shûrâ) og giver ud af de (materielle og menneskelige) ressourcer, Vi har givet dem. (42:36-38)
Kappes om Guds tilgivelse og om Haven, der er lige så vid som himlene og jorden og beredt for de gudfrygtige, der beredvilligt giver almisse – hvad enten det går dem godt eller skidt – der behersker deres vrede og tilgiver menneskene. Gud elsker dem, der gør gode gerninger. (3:133-134)
Sagen om Jyllands-Postens karikaturer af Profeten Muhammad i efteråret 2005 viser med al tydelighed, hvor galt det kan gå, når man overreagerer, og medier og politikere går i selvsving. En fjer er blevet til fem høns – ja endnu flere!
På den anden side går der ingen skår i frihedsrettighederne, om man udviser en smule omtanke og situationsfornemmelse i en i forvejen spændt atmosfære. Alt er muligvis tilladt, men ikke alt er gavnligt. Er man uforvarende kommet til at såre andre, burde det ikke være så vanskeligt at beklage sin fremfærd. Etik og medmenneskelighed er ikke selvcensur.
© Aminah Tønnsen, april 2000 & februar 2006
Islamic depictions of Prophet Muhammad with hidden face
Islamic depictions of Prophet Muhammad in full
Se også:
Aminah Tønnsen i Religionslæreren. Tidsskrift for religionsundervisning i Danmark:
2016/1, 8-11: Om tegningekrise, billedforbud og ”islamisk” humor