Islam – fred gennem gudhengivelse – Islam

Wenn Islam Gott ergeben heisst
– im Islam leben und sterben wir alle.

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)

ISLAM – fred gennem gudhengivelse
Islam er den livsholdning/livsforståelse, der fører til fred. Det arabiske ord islam er dannet ud fra samme konsonant-rod (s-l-m), som ordet salam, der betyder fred. Ord med betydningen fuldkommen, middelvej, balance, frelse og skønhed samt en stige, der fører én sikkert til et højere liggende mål er dannet ud fra samme rod. En muslim (m-s-l-m) er følgelig én, der søger at skabe den fuldkomne fred og harmoni (både for sig selv og sine omgivelser) ved at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold – den vej, der fører én sikkert til det højeste mål af alle: Et fredfyldt liv hos Gud i Det Hinsidige – islam.
Fred kan være mange ting: Fred med Gud, fred med sig selv, fred mellem mennesker og fred mellem nationer. Så forskellige de end kan synes, er alle former for fred dog uløseligt forbundet med hinanden: Har man fred i sjælen, vil den sprede sig som ringe i vandet til også at omfatte ens nærmeste, ens naboer osv. Omvendt kommer krig og ufred i verden fra mennesket selv, for har man ikke fundet fred i sit inderste jeg, kan man ikke leve i fred med omverdenen. Og fredsaftaler mellem stridende parter er ganske nyttesløse, hvis ikke det enkelte menneske ønsker fred. For fred kommer ikke af sig selv – vi skal hver især selv ville den og søge den, og vi opnår den kun gennem gudhengivelse. Ordet islam betyder nemlig også gudhengivelse – dvs. den fuldkomne fred gennem gudhengivelse:

Et lys er kommet til jer fra Gud, og en tydelig bog, ved hvilken Gud retleder alle, der søger Hans velbehag og følger vejen til fred og frelse. Ved Sin vilje leder Han dem ud af mørket og ind i lyset, leder dem til en lige vej. (5:17-18)

De, der tror, og hvis hjerter finder fred og fortrøstning i at ihukomme Gud – for hjerter finder visselig fred og fortrøstning i at ihukomme Gud. De, der tror og gør gode gerninger, vil opnå indre fred og harmoni, og et ypperligt hjem venter dem (i Det Hinsidige). (13:28-29)

Gud vil vejlede dem, der higer efter vejledning. (19:76)

Det er Ham, der sendte fred til de troendes hjerter, at de måtte blive styrket yderligere i troen. For kræfterne i himlene og på jorden tilhører Gud. (48:4)

Du sjæl, der har fundet fred og fortrøstning (i troen), vend tilbage til Herren – tilfreds og til Hans velbehag. Slut dig til kredsen af Mine tjenere og træd ind i Mit paradis. (89:27-30)

Og gudhengivelse er, hvad Gud lige fra begyndelsen har tiltænkt alt det skabte. Uden gudhengivelse er livet ufuldstændigt. Det hører til naturens orden at give sig hen til Gud, at følge Hans bud og lovprise Ham. Derfor hedder Islam også dîn ul-fitrah – naturens religion:

Vi skabte visselig ikke himlene og jorden og (alt) derimellem af lutter tidsfordriv. (21:16)

Jeg har skabt ånder og mennesker udelukkende for at de skal tilbede og tjene Mig. (51:56)

Åbn dit hjerte for (den eneste sande) religion – oprigtigt, og i overensstemmelse med den menneskelige natur, som Gud har skabt den. Lad der ikke ske nogen forandring i Guds skabelse. Det er religionen for alle; men de fleste mennesker forstår det ikke. (30:30)

På denne dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer og har fuldbyrdet Min barmhjertighed imod jer. Og Jeg har valgt gudhengivelsen/islam som religion for jer. (5:4)

Gudhengivelse er menneskets kærligheds- og tillidserklæring og uforbeholdne hyldest til Skaberen. Gudhengivelse er vort faste holdepunkt i en forjaget og på mange måder trøstesløs verden, og den styrker vort håb om og tro på et liv efter døden:

Enhver, der helt og holdent giver sig hen til Gud og er retfærdig (dvs. tror og handler i overensstemmelse med Guds love og vejledning), har visselig grebet det ubrydelige bånd (der fører til det endelige mål). Til Gud skal vi alle vende tilbage. (31:22)

Enhver, der helt og holdent giver sig hen til Gud og er retfærdig, vil blive belønnet af Herren. Han behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen). (2:112)

Den, der lukker øjnene for Guds kærlighed, Hans almagt og visdom og i utaknemmelighed nægter at give sig hen til Ham, handler naturstridigt og går sin egen fortabelse i møde:

Sig (Muhammed): “Hvis I elsker Gud (oprigtigt), så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder. For Gud er til givende og barmhjertig.” (3:31)

Hvis nogen skulle ønske en anden religion end gudhengivelse, vil han ikke kunne drage den ringeste nytte af den, og i Det Hinsidige vil han være blandt taberne. (3:85)

Den, der giver sig hen til Gud, er Guds tjener – det arabiske ord for tjener (‘abd) er af samme konsonant-rod (b-d) som ordet for tilbedelse (‘ibâda). Men der er selvfølgelig ikke tale om hverken blind, mekanisk eller påtvungen tilbedelse eller underkastelse. Der er tværtimod tale om et bevidst, oprigtigt og ydmygt ønske om at følge Gud – et ønske, der ganske naturligt opstår hos enhver, der stoler på, at Gud har skabt os i kærlighed, at Han udelukkende vil os det bedste, og at Han er den, der bedst ved, hvad der gavner os. For det er jo Ham, der har skabt både os og den verden, vi lever i. Begrebet er også uløseligt forbundet med ærefrygt og taknemmelighed for Gud og Hans skaberværk:

Vis Gud taknemmelighed. Enhver, der er taknemmelig, er det til sit eget bedste. Og den, der er utaknemmelig (skal vide), at Gud visselig er uafhængig (af alle) og al tilbedelse værdig. (31:12)

Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han skabte mennesket af ler, og dets efterkommere af et ekstrakt af en foragtet væske. Han formede det og blæste noget af Sin ånd i det. Og Han gav jer hørelse, syn og hjerte. Liden er jeres taknemmelighed! (32:7-9)

Én af Europas allerstørste digtere, Johann Wolfgang von Goethe, var én af de første vesterlændinge i nyere tid, der åbent opfordrede til tolerance og fred mellem kristne og muslimer.
I værket Den vest-østlige divan, der tydeligt bærer præg af et indgående kendskab til – og respekt for – Koranen, skriver han:

Wenn Islam Gott ergeben heisst
– im Islam leben und sterben wir alle.

Og det er netop, hvad Koranen siger:

Alt, hvad der er i himlene og på jorden, alle levende væsener og englene, bøjer sig for Gud. Ingen er hovmodige for Herren. (16:49)

Alt og alle i de syv himle og på jorden lovpriser Gud. Der er intet, der ikke lovpriser Ham. Og dog forstår I (der afviser troen) ikke, hvorledes de kan lovprise Ham; men Gud er visselig over bærende og tilgivende. (17:44)

Ser I ikke, at alle levende væsener i himlene og på jorden – også fuglene med deres udbredte vinger – lovpriser Gud? Hver eneste lovpriser på sin egen måde, og Gud er vidende om alt, hvad de gør. (24:41)

Også i Bibelen findes talrige passager, der opfordrer mennesket til at give sig hen til Gud og Hans vilje:

I må ikke udæske (dvs. udfordre) Herren jeres Gud, sådan som I gjorde ved Massa. I skal holde Herren jeres Guds befalinger og de formaninger og love, han har givet dig. Gør, hvad der er ret og godt i Herrens øjne, for at det må gå dig godt. (5. Mosebog 6:16-18)

Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på syndernes vej og ikke sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat. Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham. Sådan går det ikke de ugudelige; de er som avner, der blæses bort af vinden. Derfor står de ugudelige ikke fast ved dommen, syndere ikke i retfærdiges forsamling. Herren kender de ret færdiges vej, men de ugudeliges vej går til grunde.(Salme 1:1-6)

(Jesus siger): Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Mattæus 7:21-23)

Jesus siger til dem: “Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.” (Joh. 4:34)

Og Søren Kierkegaard skrev:

”Sand gudsdyrkelse består ganske simpelt i at gøre Guds vilje.”

Koranen er et budskab til menneskeheden – ikke blot til muslimer, og alle kan få udbytte af at læse den. Mange passager henvender sig direkte til jøder og kristne (der også kaldes Skriftens eller Bogens Folk), medens andre passager henvender sig til mennesker generelt. Og hvis man, hver gang man læser ordet islam, har ordets egentlige betydning – fred gennem gudhengivelse – i mente, da får teksten pludselig et ganske andet skær og indhold, end vi sædvanligvis forestiller os – og så uendelig fjernt fra det, nogle snæversynede grupper gerne vil have os til at tro:

Oh menneskehed! Et sendebud (Muhammed) er kommet til jer fra Gud. Tro på ham, det er det bedste for jer. Men hvis I afviser troen, da vid, at alt i himlene og på jorden tilhører Gud. Og Gud er alvidende og alvis. (4:170)

Dette er et budskab til menneskeheden. Lad dem tage advarslen til sig og lad dem vide, at Han er én gud. Lad de indsigtsfulde grunde over dette. (14:52)

Vi har visselig åbenbaret Bogen med sandheden til dig (Muhammed), som en vejledning til alverden. Den, der lader sig vejlede, gavner sin egen sjæl; men den, der forvilder sig, skader sin egen sjæl. Du er ikke sat til at varetage deres interesser. (39:41)

Sandelig! Dette (budskab) er en påmindelse for enhver forstandig, der lytter opmærksomt og er et oprigtigt vidne. (50:37)

At være menneske er livets store udfordring til os: At vi lærer at betragte hinanden som enkeltindivider og som mennesker i stedet for at fokusere på hudfarve, sprog, klædedragt, kultur, uddannelse eller religiøst tilhørsforhold – og at vi ikke sætter hinanden i bås derefter, men lærer at behandle andre, som vi selv gerne vil behandles. For mangfoldigheden er en nådegave fra Gud, der gerne skulle være et berigende element i hverdagen:

Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:22)

N.F.S. Grundtvig udtrykte det i 1830’erne på denne måde:

Menneske først og kristen så kun det er livets orden …
Stræbe da hver på denne jord sandt menneske at være
åbne sit øre for sandheds ord, og unde Gud sin ære …

Og den indisk-pakistanske jurist, poet og filosof Muhammad Iqbal (1877-1938) skrev:

The abode of Man is higher than Heaven,
and the real foundation of civilization
is Respect for Man!

Fra: “Islam set indefra” (Tønnsen 1995, 5-10)

Se fortsættelsen HER