I begyndelsen af Koranens andet kapitel beskrives tre slags mennesker:
- de gudfrygtige (al-muttaqûn, vers 2-5),
- gudsfornægterne (al-kâfirûn, vers 6-7) og
- hyklerne (al-munâfikûn, vers 8-20)
Sidstnævnte er de værste, for man ved aldrig, hvor man har dem:
Nogle mennesker siger: “Vi tror på Gud og den yderste dag” uden dog at tro. De vil bedrage Gud og de troende; men de bedrager kun sig selv, uden at fatte det. De er syge i hjertet, og Gud lader deres sygdom forværres. En smertelig straf venter dem for deres løgnagtighed (2:8-10).
Når der siges til dem: “Spred ej fordærv på Jorden,” siger de: “Hvad? Vi ønsker blot at fremme freden!” Det er dem, der spreder fordærv; men de fatter det ikke. Når man siger til dem: “Tro, som andre mennesker tror,” siger de: “Skal vi tro, som tåberne tror?” De er selv enfoldige tåber; men de ved det ikke. Og når de møder de troende bedyrer de: ”Vi tror!” Men når de er alene med deres onde drifter (shaiatin), siger de: ”Vi er med jer – vi gjorde blot nar af dem” (2:11-14).
Gud vil gengælde dem for deres hån og vil lade dem blive i deres hovne vildfarelse en tid, mens de flakker om i blinde. De har tusket sig til vildfarelse i stedet for vejledning (hudan); men deres handel har ikke givet dem gevinst, og de er ikke blevet vejledt. Det er med dem, som når man tænder en ild. Lige så snart den har oplyst alt omkring dem, tager Gud lyset fra dem og efterlader dem i det dybeste mørke: døve, stumme og blinde – og de kan ikke vende om (2:15-18).
Eller (de er) som et voldsomt regnskyl fuldt af mørke, torden og lyn, der får dem til at stikke fingrene i ørerne under tordenbragene af lutter angst for døden. Guds Lov omfatter dem, der fornægter troen. Lynene blænder dem. Når det lysner omkring dem, vandrer de rundt; men når mørket sænker sig omkring dem, bliver de stående. Hvis Gud havde villet, kunne Han have berøvet dem både hørelse og syn (og derved frataget dem enhver mulighed for at finde sandheden), for Han råder over alt. (2:19-20)
Der er også tale om hyklere i en passage, der ofte bliver draget frem af islam-modstandere som bevis for muslimers krigeriske hensigter. Passagen handler om slaget ved Uhud i 625:
Frustreret over nederlaget til muslimerne ved Badr i 624, drog de hedenske mekkanere atter mod Medina med en hær endnu større end sidst. Da nyheden om mekkanernes fremmarch nåede Profeten, samlede han i hast en hær for at drage mekkanerne i møde. Ved byporten blev han imidlertid svigtet af en af sine ledere, og sammen med ham 1/3 af sine mænd.
Der var tale om hyklere, dvs. hedninge, der havde sluttet sig til Profeten, dog uden at mene det helhjertet, og som derfor stadig i hemmelighed understøttede mekkanerne i deres kamp imod muslimerne. Derfor svigtede de muslimerne, da det virkelig gjaldt.
Muslimerne var delte i spørgsmålet om, hvorledes de skulle forholde sig til disse forrædere: En del af dem ville henrette forræderne på stedet – andre ville stille sagen i bero og se, om de ikke med tiden kunne få dem overbevist om at følge den rette vej. Men ingen vil nogensinde kunne overbevise dem, der bevidst og af egen fri vilje vælger den forkerte vej, om det forkerte i deres valg:
Hvorfor skulle I være splittede mht. hyklerne? Gud har ladet dem snuble for deres gerninger. Vil I vejlede dem, som Gud har ladet fare vild? I vil aldrig være i stand til at retlede dem, som Gud har ladet fare vild (4:88).
Hyklerne ser naturligvis gerne, at vi andre bliver som dem, og derfor advares muslimerne om at knytte alt for tætte bånd til hyklerne, så længe de nægter at følge den rette vej. Hvis de hårdnakket fornægter Gud, er det tilladt at dræbe dem. (Dette kræver naturligvis en nærmere forklaring, som følger i 4:90):
De ønsker, at I skal fornægte troen, ligesom de gør, og således være på lige fod med dem selv. Tag derfor ikke venner iblandt dem, før de forsager det onde og følger Guds vej. Hvis de stadig er åbenlyst fjendtlige, da grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem, og tag dem ikke som nære venner eller hjælpere (4:89).
På Profetens tid var verden langt mere sort-hvid end i dag. Samfundet var ikke multikulturelt, som vi ville sige i dag. Arabien var befolket med stammer, hvis medlemmer alle var enten hedninge, muslimer el. jøder. Hvis en hedning eller jøde blev muslim, flyttede hun/han rent fysisk sammen med muslimerne.
Nogle stammer sluttede freds- eller ikke-angrebspagter med muslimerne – andre stammer (som f.eks. Quraish i Mekka) benyttede enhver lejlighed til at angribe muslimerne, fordi de opfattede dem som en trussel. Mekka var ikke kun et handels-knudepunkt, men også et gammel valfartsmål for Arabiens hedninge, og mekkanerne frygtede naturligvis, at de ville miste en masse indtægter, hvis mange af disse hedninge sluttede sig til muslimerne.
Hvis de forræderiske hyklere derfor sluttede sig til en stamme, som havde indgået en fredspagt med muslimerne – eller de sluttede sig til en stamme, der levede fredeligt side om side med muslimerne, selvom de ikke havde indgået nogen speciel pagt, havde muslimerne ingen mulighed for at straffe dem for deres forræderi:
Undtagen dem, der slutter sig til et folk, med hvem I har indgået en pagt eller til folk, hvis samvittighed har ladet dem afholde sig fra at angribe jer eller deres egne. Hvis Gud havde villet, havde Han givet dem magt over jer, og de ville have bekriget jer. Hvis de holder sig på afstand og ikke angriber jer, og tilbyder jer fred, har Gud ikke tilladt jer at skade dem (4:90).
Andre hyklere sluttede sig ikke åbenlyst til andre stammer, men forsøgte at vinde både muslimernes og hedningenes tillid. De lod sig friste til at spille dobbeltspil og fortjente ikke, at man bar over med dem. Eftersom de ikke eksplicit sluttede en fredspagt med muslimerne, blev de regnet som hørende til de fjender, der aktivt bekæmpede muslimerne:
Der er andre (blandt hyklerne), der ønsker at vinde jeres såvel som deres egnes tillid; men hver eneste gang de får et tilbagefald, lader de sig friste (til at handle uret). Hvis de ikke trækker sig tilbage fra jer og ikke tilbyder jer fred, da grib dem og slå dem, hvor I end støder på dem, for med hensyn til dem, der angriber jer, har vi givet jer en tydelig bemyndigelse (4:91).
Således fik muslimerne kun mulighed for at straffe de hyklere, der sluttede sig til de fjendtligsindede stammer, der med mellemrum forsøgte at udslette muslimerne.
Dette betyder endvidere, at i lighed med Koranen 9:1-9:6, 2:190-193, 22:39-41 og 60:8-9, er det kun tilladt at kæmpe imod dem, der angriber én, dvs. der er tale om ren forsvarskamp.
Efter denne redegørelse må det stå klart for enhver, at der er tale om en situation, der på ingen måde kan sammenlignes med muslimers forhold til ikke-muslimer i det danske samfund.
(forklaringerne til 4:88-91) er hentet hos Abdullah Yusuf Ali og Muhammad Asad)
© Aminah Tønnsen, 2003