En af tidens største svøber er, at nogle muslimer såvel som ikke-muslimer tager et enkelt koranvers ud af sammenhængen og bruger det som bevis for, at muslimer har guddommeligt carte blanche til at udrydde alle ikke-muslimer fra jordens overflade for at tiltvinge sig herredømmet på jorden. Blandt de vers, der hyppigt nævnes, er det såkaldte sværdvers Koranen 9:5.
For at forstå Koranen er man nødt til at betragte den som en HELHED. Intet vers kan stå alene, men skal forstås ind i en ganske bestemt sammenhæng. Koranens vers og passager supplerer hinanden indbyrdes. Forklaringen til ét vers skal ofte findes i mange andre passager rundt omkring i Koranen. Derfor er det nødvendigt at kende HELE Koranen for at gøre sig forhåbning om blot at forstå den tilnærmelsesvis.
Det siger sig selv, at man er nødt til at læse en længere passage før og efter et bestemt vers for overhovedet at kunne finde hoved og hale på det.
Eksempelvis er Koranens 9. kapitel, der bl.a. indeholder retningslinjer for forholdet til pagtfæller, en forlængelse af det foregående kapitel 8, der indeholder retningslinjer for human krigsførelse og fordeling af krigsbytte.
At et enkelt vers eller en enkelt sætning ikke kan stå alene, bliver klart og tydeligt i forhold til det såkaldte sværdvers, der findes i begyndelsen af kapitel 9. Der er tale om, at muslimer har ret til – med fire måneders varsel – at opsige en pagt, de har indgået med hedninge, hvis disse har brudt pagten. Der er tale om en form for betænkningstid, der gives i håb om, at pagtfællerne vil komme på bedre tanker. Muslimerne må – når de fire måneder er omme – forsvare sig imod evt. fjendtligheder fra de tidligere pagtfællers side.
Bemærk i øvrigt, at der er tale om hedninge eller afgudsdyrkere/flergudsdyrkere (mushrikûn) og ikke Bogens/Skriftens Folk (ahl al-kitâb), dvs. jøder eller kristne, idet Koranen implicit går ud fra, at jøder, kristne og muslimer ikke bekriger hinanden indbyrdes.
Under normale omstændigheder skal pagter indgået med andre befolkningsgrupper naturligvis overholdes. Den sætning, der ofte betegnes som “sværdverset”, og som påstås at legitimere uhæmmet drab på enhver ikke-muslim, er i det efterfølgende fremhævet med fed skrift:
Dette er en erklæring, der løser Gud og Hans sendebud fra den pagt, de har indgået med flergudsdyrkerne (mushrikun) (9:1).
Rejs frit omkring i landet i fire måneder, men vid, at I ikke kan unddrage jer Gud, og at Han vil bringe skam over alle, der afviser Ham (9:2).
Dette vil Gud og Hans sendebud kundgøre på dagen, hvor pilgrimmene forsamles: Gud og Hans sendebud opsiger deres pagt med flergudsdyrkerne. Det er bedre for jer, om I angrer; men hvis I vender jer bort, da vid, at I ikke kan unddrage jer Gud. Kundgør, at en smertelig straf venter de utaknemmelige (kafirun) (9:3).
Men I skal ikke opløse de pagter, I har indgået med flergudsdyrkere (mushrikun), der ikke har hverken brudt den indgåede pagt eller hjulpet nogen imod jer. Så opfyld jeres forpligtelser overfor dem indtil pagtens udløb, for Gud elsker de ærefrygtige (taqwa) (9:4).
Når de forbudte[1] måneder er ovre, da dræb dem, hvor I end finder dem. Tag dem til fange, omring dem, læg jer i baghold og pas dem op overalt. Men hvis de oprigtigt angrer og slutter sig til jer ved at forrette bøn og betale socialskat, da sæt dem fri. For Gud er tilgivende og barmhjertig (9:5).
Hvis en af flergudsdyrkerne beder om beskyttelse (egentlig: søger at blive din nabo), da giv ham den, for at han må høre Guds ord. Før ham derefter til et sted, hvor han kan være i sikkerhed. Dette, fordi menneskene er uvidende (9:6).
Som det fremgår, går der mange ting forud for ”sværdverset”, som oven i købet – som altid i åben krig og konfliktsituationer – giver flere muligheder: dræb dem, tag dem til fange, omring dem, læg jer i baghold og pas dem op, giv afhopperne asyl, frigiv dem – og tilgiv, alt efter situationen. Endvidere er det vigtigt at huske:
Giv glade tidender til de af Mine tjenere, der afholder sig fra at tjene det onde, der vender sig til Gud, og som lytter til Ordet og følger dets smukkeste (ahsan) mening. Det er disse, Gud har velsignet med Sin vejledning, og som er de virkelig indsigtsfulde (39:18).
Og det bedste må alt andet lige være at spare liv, hvor det overhovedet er muligt.
© Aminah Tønnsen, februar 2002
Læs mere om det såkaldte sværdvers i ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (Tønnsen 2015, 259-269).
Aminah Tønnsen: Koranen må læses i sammenhæng. Religion.dk 3. juli 2003,
[1] Haram betyder både hellig og forbudt.
Ifølge den islamiske kalender er der fire hellige måneder: Muharram (1. måned), rajab (7. måned), dhul qada (11. måned) og dhul-hijjah (12. måned). Disse måneder er fra gammel tid blevet anset som fredhellige, hvor det var forbudt at føre krig.
I denne passage (9:5) er der imidlertid tale om fire forbudte måneder, der følger umiddelbart efter kundgørelse af opsigelsen af en pagt – når som helst på året. I disse måneder er det forbudt for muslimerne at forsvare sig imod angreb fra pagtfællernes side.