For at forklare, om Koranen omtaler et syndefald, er det nødvendigt at tage udgangspunkt i skabelsesberetningen:

Og se, Herren sagde til englene: “Jeg vil indsætte en arving og stedfortræder (khalifa) på jorden – generation efter generation!” De sagde: “Hvad! Vil Du sætte én på jorden, der vil forårsage fordærv og blodsudgydelser – hvor vi dog lovpriser og forherliger Dig?” Han sagde: “Jeg ved, hvad I ikke ved!”
Og Han gav Adam (dvs. mennesket) viden om alle tings beskaffenhed og egenskaber (egl. alle tings navne, ”asma”, dvs. Han gav mennesket intellekt). Så viste Han dem til englene og sagde: “Fortæl Mig om disse tings beskaffenhed, hvis I kan.” De sagde: “Æret være Du! Vi har ingen viden ud over den, Du har givet os. Du er visselig alvidende og alvis.”
Han sagde: “Oh Adam! Fortæl dem om disse tings beskaffenhed og egenskaber.” Og da han havde fortalt dem om det, sagde Gud: “Sagde Jeg ikke til jer, at Jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og at Jeg ved, hvad I åbenbart viser, og hvad I hemmeligholder?”
Og ihukom, da Vi sagde til englene: “Bøj jer for Adam!” og de bøjede sig (alle) for ham – undtagen Iblis. Han nægtede hovmodigt, for han hørte til dem, der fornægter troen (kafir). (2:30-34)

IBLIS el. SATAN følte sig overlegen i forhold til mennesket, der ”kun” var skabt af ler – og han havde ingen forståelse for betydningen af INTELLEKT, FRIHED & ANSVAR, som er det, der adskiller mennesket fra den øvrige skabelse. Derfor nægtede han at bøje sig for mennesket – og blev derved menneskets værste fjende.

DET ONDE har altså manifesteret sig FØR – og ganske uafhængigt af ”syndefaldet”.

Vi sagde. “Oh Adam! Dvæl med din hustru i Haven og spis af dens frugter som I lyster; men nærm jer ikke dette træ, for da vil I høre til de uretfærdige (zalimun).” Satan fik dem (begge) til at fejle (egl. snuble) og bragte dem (derved) ud af den (paradisiske) tilstand, de (indtil da) havde befundet sig i. Vi sagde: “Gå ud af Haven! I (mennesker) og Satan skal fremover være hinandens fjender. Jorden skal være jeres bolig for en tid, og dér vil I finde underhold.”
Herren lærte Adam at angre (tawba, egl. vende om), for Herren går de angrende i møde. Han er kærligt overbærende og allerbarmhjertigst. Vi sagde: “Gå alle ud herfra. Og når Min vejledning kommer til jer, behøver de, der følger den, hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen). De, der afviser troen (kafirun) og Vore tegn som løgn, vil være Ildens beboere, dér vil de dvæle. (2:35-39)

Ved list og svig forårsagede han (dvs. Satan) deres fald. Da de smagte af træet, blev de deres skam var, og de dækkede deres legemer med Havens blade. Herren sagde til dem: “Forbød Jeg jer ikke dette træ og fortalte jer, at Satan var jeres svorne fjende?” De sagde: “Herre! Vi har skadet os selv. Hvis Du ikke tilgiver os og forbarmer Dig over os, vil vi visselig være fortabte!” (7:22-23)

”SYNDEFALDET” er derfor ikke et ”syndefald” i bibelsk forstand, men snarere en oplæring i betydningen af ANGER & BØN & GUDS TILGIVELSE for den, der trodser Hans påbud.

Hvert enkelt menneske er – allerede fra fostertilstanden – omfattet af Guds barmhjertighed og nøde og fødes rent og uskyldigt.

Teksten er tydelig: ”Satan fik DEM til at snuble”, så der er intet belæg for at betragte Eva som den syndige, der fik overtalt Adam til også at synde.

Ifølge Koranen er hvert enkelt menneske ansvarligt for egne handlinger – ikke for andres.

Gud er TILGIVENDE & BARMHJERTIG – og visker derved tavlen ren for den, der oprigtigt angrer, beder om tilgivelse og forbedrer sig.

Der er derfor ikke tale om et egentligt syndefald – men om en nødvendig FORBEREDELSE til menneskets egentlige opgave på JORDEN: at være Guds arving og forvalter af skabelsen.

© Aminah Tønnsen, april 2000   

Litteratur:

Islamic Awareness: Adam – the original sin

Islam Religion: The original sin

Antike Zukunft: Verführte Eva Adam?