Den egyptiske teolog Mohammed Abduh plæderede igen og igen for den enkeltes pligt til at frigøre sig fra blind imitation (taqlid) af det en gang fastlagte – og for den enkeltes frihed til at udforme sin tro og praksis i henhold til sin egen samvittighed og ganske uafhængigt af de gejstlige og af tidligere tiders praksis.

”Findes der noget mere ynkeligt end et folk, der har mistet sin værdighed, fordi religionen, der burde være årsag til folkets lykke, på grund af folkets uvidenhed og dumhed i stedet bliver årsag til dets ulykke?” spørger han.

Islam sætter mennesket fri og forpligter enhver troende til at tage den viden til sig, som Gud har nedsendt. For Gud er alle lige på dette punkt – forudsat at den enkelte gør sit yderste for at tilegne sig og forstå denne viden. Viden er ifølge Abdou ikke reserveret for en privilegeret kategori af mennesker eller for en bestemt tidsepoke (Abdou 1984, 107-110):

”Giv glade tidender til de af Mine tjenere, der lytter til Ordet og følger dets smukkeste mening. Det er disse, Gud har velsignet med Sin vejledning, og som er de virkelig indsigtsfulde. (39:17-18).

I stedet for ukritisk at imitere de religiøse autoriteter, er det den enkeltes pligt selv at gå til kildeskrifterne og reflektere over teksten.
Afvisning af taqlid er den ultimative frisættelse af mennesket – religiøst, moralsk og socialt. Derfor er islam/Koranen det sidste budskab fra Gud, og Muhammed er det segl, der afslutter profetiernes epoke.
Dermed er Mohammed Abduh en af mange nutidige tænkere, har givet deres bud på, hvorledes Koranens tekst kan danne grundlag for en teologi, der kan befri menneskene fra forskellige former for undertrykkelse og diskrimination.

Imam Muhammad Abdu – the Innovator of the Egypt nation’s thought

© Aminah Tønnsen, 2016