– en rejsende i verden

Ibn Battutas navn er ikke så kendt i Europa, men af muslimer er han kendt som de rejsendes fyrste – ikke engang overgået af Marco Polo. Gennem 29 år rejste Ibn Battuta gennem 44 af de lande, som vi kan finde på det nuværende verdenskort, en rejse på omkring 75 tusinde miles.
I en alder af 21 forlod han Marokko for at tage på pilgrimsrejse til Mekka. Kendskabet til hans rejser og de dermed forbundne oplevelser finder vi i Biblioteque Nationale i Paris, hvor hans optegnelser findes på arabisk. Hans hjemby Tanger var centrum for handel, søfart og rejser allerede lang tid før Ibn Battuta blev født i begyndelsen af 1300-tallet. I denne kosmopolitiske atmosfære var det kun naturligt, at en ung mand fik lyst til at se og opleve verden, men Ibn Battutas oplevelser skulle overgå selv hans største drømme og forhåbninger.
Som muslim var det naturligt for ham at søge vejen til Mekka. Han tog på pilgrimsrejse. Efter at have afsluttet sine studier sluttede han sig til forskellige karavaner på sin rejse gennem Nordafrika. Det tog ti måneder at rejse gennem Algeriet, Tunesien og Libyen for at komme til Egypten. At hans rejser allerede på det første stadium havde større dybde end turistens, om dette vidner hans ønske om at møde mennesker med religiøs og filosofisk indsigt. Han søgte altid til lærde og mystikere for at søge og dele viden med dem. Selv var han givet drømmens og intuitionens indsigt. Sammen med hans enestående udholdenhed og evne til at forstå fremmede forhold og sammenhænge gav dette ham mulighed for med stort udbytte for sig selv – og heldigvis også for andre – at udforske en stor del af verden på sin tid.

Fra Cairo til Mekka
På Ibn Battutas tid var Cairo også en betydningsfuld by. Oldtidens storhed var i erindringen, og befolkningens mylder, rigdom og mangfoldighed var enestående. Ibn Battuta så ruinerne af et af verdens syv underværker, nemlig fyrtårnet i Alexandria på sin færd til Palæstina. Her besøgte han Bethlehem og Hebron, hvor patriarkerne er begravet. I Jerusalem beskriver han Oliebjeret, og han beder i Haram Al-Sharif moskeen på tempelpladsen. Fra Jerusalem rejser Ibn Battuta til Libanon og Syrien, hvor han slutter sig til en karavane af pilgrimme, som skal til Mekka.
Klædt i hvide usømmede pilgrimsklæder kommer Ibn Battuta til Mekka. Han besøger Ka’baen. Foretager de foreskrevne ritualer og roser indbyggerne i Mekka for deres storslåede gæstfrihed.

Baghdad, Konya og Samarkand
Fra Mekka rejste Ibn Battuta til Baghdad. Her stoppede han i Najaf – også en pilgrimsby for shiiterne. Her beskriver han besøgene til de hellige steder. Basra er hans næste mål, hvor han mener at finde de største dadler i verden. Efter at have besøgt Isfahan går hans rejse til Baghdad, kronen af alle byer under abbaside-kalifferne. Byen, hvor kunst, lærdom og poesi blomstrede, indtil mongolerne i 1258 erobrede den. Ibn Battuta beskriver byens tragedie i poetiske vendinger.
Efter opholdet i Baghdad rejser han endnu engang til Mekka på sin anden pilgrimsrejse. Fra Jiddah går turen så til Jemen og Østafrika, til Kilwa omkring 600 miles syd for Ækvator. Her møder han muslimer og andre rejsende fra Indien. Beretninger om dette rige og sagnomspundne land frister ham, men hans lyst til sørejser er ikke stor. Derfor rejser han over land, endnu engang til Mekka. Derefter besluttede han at rejse til Anatolien for derefter at begive sig til Indien.
Ibn Battuta beskriver Anatolien og tyrkerne som gæstfrie og venlige. Efter opholdet her går rejsen til Krim og Rusland. På sin færd møder han både kristne fra Byzans og Genua. Han kommer til Byzans, men ser kun Hagia Sophia udefra, da hen ikke hverken kan eller vil – som foreskrevet ved besøg af kieken – bøje sig for kirkens kors.
Ibn Battuta beskriver derimod Konya og nævner Jalal-al-Dins store betydning. Rejsen fortsætter ind i Rusland til Aral-søen gennem Uzbekistan til Bukhara og Samarkand. Her finder han Bukhara stadig sønderlemmet af Ghenghis Khans mongolske horder. Efter opholdet i Samarkand er målet Indien. Gennem Hindu Kush rejser Ibn Battuta midler til standsmæssigt at besøge sultanen af Sind. I følge med persiske stormænd rejser han ikke uden problemer videre, idet karavanen – skønt den er talrig – stadig udsættes for overfald.

Ibn Battuta i Delhi
I Delhi mødte Ibn Battuta den sagnomspundne sultan Muhammad ibn Tughluq. Hoffet var imponerende. Han beskriver sultanens dyder – men også hans uforudsigelighed. På trods af dette tilbringer Ibn Battuta syv år i Delhi, udnævnt som dommer. Efter forskellige kontroverser bliver han arresteret, og han må tilbringe nogen tid i husarrest. Efter at have tilbragt tiden med faste og recitation af Koranen frigives han dog, men opgiver sin stilling og giver alle sine ejendele bort for at leve i askese. Fem måneder senere er sultanen kommet på andre tanker. Ibn Battuta bliver pludselig udnævnt som ambassadør i Kina.

Ambassadøren Ibn Battuta
På sin vej mod sin nye opgave fandt Ibn Battuta sig pludselig i spidsen for et anseligt følge. Trods dette overfaldes han endnu engang af oprørske hinduer, for derefter at blive befriet af muslimske tropper. Ambassaden fortsatte til Malarbarkysten, hvor en voldsom storm på ingen tid blev årsag til at skibe, besætning og ambassade for evigt forsvandt. Ibn Battuta mistede alt. Idet han frygtede Sultan Ibn Tughluq’s vrede, besluttede Ibn Battuta at rejse til Kina på egen hånd.
Først sejlede han til Maldiverne. Da dronningen her – Khadidja – blev vidende om hans lærdom og betydning, overtalte hun Ibn Battuta til at blive. Han giftede sig, så vidt vides ialt seks gange, men blev også skilt igen. Under opholdet her fik han en vis politisk betydning. Beretningen følger Ibn Battutas besøg til Cathay i Quanzhou i Kina. Det var her, at den berømte og betydningsfulde “silkevej” begyndte. Her blev han imponeret af den meget store havn.
Ibn Battuta blev fascineret ved synet af det, han mødte i Kina. Som Marco Polo fandt han Kina det sikreste og bedst administrerede land for rejsende. Man kunne uden frygt bære store værdier på sig. Dog voldte spisevanerne problemer for Ibn Battuta. Som muslim tog han afstand fra at spise svine- og hundekød. Han fandt, at slagternes gade snarere var en hel zoologisk udstilling end et sted, hvor man uden problemer kunne hente sine fødevarer. Efter sit ophold i Kina drog Ibn Battuta tilbage. Rejsen varede tre år. Få oplysninger er overleveret, blot ved man, at han besøgte Sumatra, Calicut, Hormuz og Baghdad. Endnu engang rejse han til Mekka.

Tilbage til Marokko
Et kvart århundrede efter sin afrejse vendte Ibn Battuta tilbage til sin hjemstavn. Her deltog han i kampen mod de fremtrængende kristne i det sydlige Spanien. Tre år efter hjemkomsten begiver han sig ud på en ny ekspedition, denne gang for at krydse Sahara. I Mali gæstede Ibn Battuta herskeren, kong Mansa Sulayman, med nogen skuffelse. Gæstfrihed er kendt hos muslimer, men her blev der ikke udvist samme åbenhed, som Ibn Battuta havde mødt hos andre. Mansa Sulayman virkede nærmest påholdende – for ikke at sige nærig.
Efter at have rejst i store dele af verden drog Ibn Battuta den konklusion, at hans hjemland dog var det bedste. Her var alle livets fornødenheder, og menneskene var behagelige.
På sultanens befaling forfattede Ibn Battuta sin rejsebeskrivelse. Gennem to år – med hjælp af digteren Ibn Juzayy – skrev han om sine oplevelser. I de sidste år af sit liv virkede han som dommer i nærheden af Fez. Ibn Battuta blev 64 og døde i 1369. Han var noget særligt. Mange har rejst både før og efter ham. Men han var en af de få, som har rejst længst ikke blot i målelige afstande.
Overalt søgte han mennesker med indsigt og visdom. Han var selv et af dem. Man kender ikke med sikkerhed hans grav, men den tyrkiske sufi, som Ibn Battuta beundrede, har sagt: “Når vi er døde skal vi ikke søge en grav i jorden, men i menneskers hjerter.”

Disse ord fra Mevlana harmonerer i Ibn Battutas liv med Muhammads: “Søg viden, om det så er i Kina.”

© Kaj Ove Krogh
Efter National Geographic, december 1991

(Denne danske bearbejdelse af artiklen har været bragt i SAMEKSISTENS nr.1/1996 og gengives her med redaktionens tilladelse.)

Litteratur: