Sakramenter – Islam – tro og livsforståelse

Inden for kristendommen er et sakramente en hellig handling, der traditionelt finder sted i en kirke. Det består både af et ydre tegn og forkyndelsen af Bibelens ord. Under nadveren bliver det for eksempel sagt, at mennesket får forladelse for sine synder. Samtidig er der et ydre tegn, nemlig overrækkelsen af brød og vin.
I den protestantiske kirke skal et sakramente være indstiftet af Jesus selv, og her findes to sakramenter, nemlig dåb og nadver.
Den katolske kirke har syv sakramenter: dåb, firmelse, nadver, skriftemål, de syges salvelse, ægteskab og ordination, der i højere grad ses som udtryk for Guds mysterier, hvor Guds kraft virker i dem, der deltager.

Da Koranen ikke omtaler noget præsteskab eller gejstligt hierarki, kan mennesker (herunder imamer) ikke agere mellemled mellem Gud og mennesker i forbindelse med rituelle handlinger.
Ethvert barn er omfattet af Guds nåde og barmhjertighed allerede fra fosterstadiet, fra det øjeblik, hvor Gud blæser af Sin ånd (ruh) i fosteret – uden en dåbshandling, nadver eller firmelse. Gud tilgiver den, der ydmygt henvender sig til Ham i bøn og beder om Hans tilgivelse – uden en præst som mellemled. Vejen til Gud er direkte.

Findes der sakramenter i islam?

Sakramente betyder mysterium og hemmelighed og er inden for kristendommen betegnelsen for hellige handlinger som dåb og nadver.

Der er i islam intet religiøst ritual, der kan sidestilles med den kristne dåb. Ethvert barn anses for muslim fra fostertilstanden – fra det øjeblik, hvor ”Gud puster af Sin ånd i fosteret” – og er dermed omfattet af Guds nåde og barmhjertighed. Det er menneskets naturlige tilstand (fitra) at være muslim; men nogle føres bort fra denne naturlige tilstand og opdrages til at være jøder, kristne eller andet.

Der er dog nogle traditioner omkring et barns fødsel, der kan føres tilbage til Profetens tid, og som nogle stedet stadig holdes i hævd:

Eksempelvis er det nogle steder skik og brug, at man hvisker trosbekendelsen eller kaldet til bøn (hvori trosbekendelsen også indgår) i det nyfødte barns ører – først i højre, dernæst i venstre. Nogle gnider dernæst den nyfødtes gummer med en smule veltygget dadel og fremsiger en speciel bøn.

På syvendedagen efter fødselen holdes aqiqa-ceremonien. Barnet bliver navngivet (® navn) og kronraget, og forældrene giver vægten af håret i guld eller sølv i frivillig almisse til trængende. En vædder eller et vædderlam slagtes, og to tredjedele af kødet gives til de fattige.

Derfor er der selvsagt ikke noget ritual, der kan sidestilles med den kristne konfirmation, dvs. den unges bekræftelse på barnedåben. Som ung og voksen bekræfter man sin tro ved at praktisere den, bl.a. ved i de daglige bønner at fremsige trosbekendelsen utallige gange og ved at handle i overensstemmelse med Guds/Koranens vejledning.

Der er ej heller noget, der kan sidestilles med den kristne nadver. ® Imamer kan aldrig agere mellemled mellem Gud og mennesker, og Guds tilgivelse er ikke afhængig af Jesus’ korsdød. Gud tilgiver den, der ydmygt henvender sig til Ham i bøn og beder om Hans tilgivelse.

Fra: “Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål til islam i det 21. århundrede” (Tønnsen, 2006 sp. 78)

Se også: Kristendom.dk: Sakramenter og de syv katolske sakramenter