Kulturernes foranderlighed

Kulturer påvirker hinanden og er under stadig forandring. Når man flytter sig fra et område til et andet, har man en kulturel bagage med sig, der giver tryghed i hverdagen. Det er alment menneskeligt, at man i nye omgivelser finder sammen med mennesker, der kommer fra samme område som man selv, der taler samme sprog og går klædt som man selv, der kender ens traditioner, fejrer de samme højtider osv. Dette har været helt naturligt for de danskere, der i tidens løb er emigreret til eksempelvis USA, Canada, Australien eller New Zealand – på nøjagtig samme måde, som det har været for de indvandrere, der er kommet hertil fra mange forskellige lande og forskellige kulturer.
I sådanne situationer bliver ydre kendetegn såsom tørklæde, lange kjortler, kalot eller skæg ofte vigtige identitetsmarkører, der skaber tryghed og sammenhold i hverdagen. Indimellem bliver disse ydre kendetegn dog en form for krykkestok – eller en sovepude: Føler man sig ugleset og marginaliseret af majoriteten, er man sikker på at blive respekteret af ”sine egne”, hvis man ifører sig tørklæde eller anlægger skæg – og så behøver man ikke i samme grad bekymre sig om majoritetens (manglende) anerkendelse.

Koderne for blufærdighed og ærbarhed skifter fra kultur til kultur. Hvad der i én kultur eller én bestemt tidsalder opfattes som anstændigt bliver ikke nødvendigvis opfattet som anstændigt i en anden kultur eller en anden tidsalder.
Det kan skabe groteske situationer, hvis indvandrere stædigt fastholder deres hjemlands normer for anstændighed. Som f.eks. når en kvinde – ganske i overensstemmelse med det arabiske ideal om ærbarhed (som mange unge arabere i øvrigt også sætter spørgsmålstegn ved i dag) – går i vandet med alt tøjet på. For når hun stiger op af vandet, vil hendes gevandter klistre til kroppen, hvilket her på vore breddegrader opfattes som sexet! Hjemlige diskoteker kårede i 80’erne hyppigt miss’er, hvor kandidaterne iført t-shirt gik en tur under bruseren, før de betrådte podiet og udsatte sig for dommernes og publikums kritiske blikke.

For et par år siden lanceredes svømme- og sportstøj ”i henhold til islamiske værdier, så muslimske kvinder fortrøstningsfuldt kan dyrke sport.” Burkini kalder man disse dragter – et også rent sprogligt forsøg på at bygge bro mellem burqa og bikini. Dragterne købes over nettet og består af lange benklæder, en lang figursyet overdel, der når ned midt på låret, med lange ærmer og en påsyet hætte, stram i kanten så den ikke glider af. Dragterne dækker hele kroppen, undtagen ansigt, hænder og fødder, som hadith-litteraturen foreskriver. Enkelte vovede modeller er med korte eller trekvartlange ærmer og benklæder, der ender lige under knæene; men fordi de fleste dragter er i pangfarver, vil burkini-klædte kvinder – stik imod Koranens vejledning – tiltrække sig alles opmærksomhed. Og når den våde dragt efter en svømmetur klistrer til kroppen, vil den – stik imod hadith-litteraturens vejledning – afsløre kroppens former for alle og enhver. Jeg har sandt for dyden svært ved at se det islamiske og ærbare i disse burkinier. Der er snarere tale om et ulyksaligt, nærmest tragikomisk forsøg på at islamisere bikinien.
Herhjemme er en diskret, tækkelig bade- eller sportsdragt så afgjort mere passende for en kvinde, der vil undgå at tiltrække sig fremmede mænds opmærksomhed – også selvom hun derved lader mere være utildækket, end hadith-litteraturen tillader. Desværre er det et af de punkter, hvor mange herboende muslimer blindt følger traditionelle fortolkninger uden at se på hensigten bag kildeskrifternes anvisninger – og ganske uden hensyn til omverdenens reaktion i den aktuelle kontekst. De sætter en ære i at ”lide for deres tro” og styrker deres identitet og sammenhold i modstanden imod den – efter deres opfattelse – ugudelige og dekadente omverden.

Muslimer står konstant over for nye udfordringer, når Koranens og hadith-litteraturens principper skal gives et passende kulturelt tilsnit. Muslimer har altid integreret lokale sædvaner (urf) i deres dagligdag i de områder, islam har bredt sig til, og indimellem har de desværre også taget traditioner til sig, som ikke kan siges at harmonere med Koranens vejledning, såsom den patriarkelske levemåde.
Det tager tid at falde til i nye omgivelser; men som årene går, får man mod og overskud til at forsøge sig med nye græsgange. Man tager det bedste af omgivelserne til sig – samtidig med at man bevarer det bedste af sin medbragte bagage. Det er ikke altid nemt at flytte fra et totalitært samfund til et samfund, hvor næsten alt er tilladt, og hvor man selv skal træffe en lang række valg for sig selv og sin familie. I dén situation gælder det om at holde tungen lige i munden, hvis man vil vinde omverdenens anerkendelse og respekt – uden at miste sin identitet og selvrespekt.
Fra majoritetssamfundets side kræver det både tålmodighed, medmenneskelighed og storsind at give nye medborgere rum og mulighed for at udvikle sig. Det handler om rodfæstethed, værdier, identitet og selvforståelse – på begge sider.

Fra: ”Islam – min hjertesag” (Tønnsen 2014, 124-126).

© Aminah Tønnsen, 2014

Litteratur:

Fajstrup, Marianne: Burkini sælger godt
Berlingske Tidende 13. juni 2008

RITZAU: Fransk burkini-forbud på vej i retten
Kristeligt Dagblad 13. august 2016

La presse anglo-saxonne furtige l’interdiction du burkini en France, entre ironie et indignation
OUMMA.com 16. august 2016

Women’s liberation and the French burkini-ban
14. september 2016

Burkini Swimwear: www.ahiida.com