Udgivers introduktion
Menneskeheden står på en afgrundens rand, og tilsyneladende evner den ikke at bringe sig selv i sikkerhed. Det er fordi den er fanget i et net, som er spundet af generationer før os, det er selvforskyldt, og det kræver en ny “livs-stil” at komme ud af dette net. At blive i det, vil sandsynligvis være det samme som globalt selvmord. Tingene hænger sammen. Det enkelte menneskes liv med vor klodes liv, med universets liv og eksistensmønster – med den spirituelle verdens realiteter. Mennesket af i dag har mistet denne større integrerede sammenhæng af syne; derfor ser det så skidt ud, når vi gør status over vores – og vores børns – fremtidsmuligheder.
Forurening både i luften, i havene og på jorden nærmer sig det katastrofale niveau for både mennesker, planter og dyr. Atomkrig og økonomisk bankerot truer med katastrofe af store og uoverskuelige dimensioner. Noget sådant vil betyde den store omstilling i negativ retning, som vi vesterlændinge helst ikke vil se i øjnene. Vi foretrækker oftest, som vi har gjort i årtier, at følge strudsens eksempel og gemme hovedet og foregive, at vi ikke har set, hvad der sker lige foran os. Men vi tilhører en verdensomspændende race af mennesker med lige ret til jordens ressourcer og himlens velgørenhed. Måske kan vi lære fra dem, der har noget, vi ikke har, lige som de kommer til Vesten for at lære om de materialistiske videnskaber som led i “u-lands-bistand”.
Nogle mennesker uden for vores kulturkreds har resterne af et gammelt kulturmønster i behold – et religiøst livssystem, der bygger på nogle andre normer end dem, vi kender her i det materialistiske Nordeuropa. Det er mere end blot noget religiøst, for det er noget så menneskeligt som en blanding af socialt engagement, kærlighed til alle mennesker, ærlig og åben søgen efter sandheden, værdig og nobel omgangsform, dyb tillid til Skaberen, klar vision af livets rejse og mål, indre ro, universal forståelse og tålmodig livsførelse. Det er et gammelt livssystem de ude i verden kalder “Islam”, der betyder: underkastelse i fred.
Dette system for menneskelivet er Muhammads system, Guds fred være med ham. Det er i princippet det samme system, som de sendte profeter før ham stræbte efter at etablere på deres egen tid, med de normer og de behov der rådede dengang. For denne sidste periode på jorden er det Muhammads model, der råder. Det er den meddelelse, som Skaberen gav ham til viderebringelse, der er den gældende nu. Vi lever i “Koranens tidsalder”. Muhammads meddelelser er så ubetinget Koranens ord, og hans egen efterlevelse af disse ord. Hans eksempel. Hvis vi efterlever det, vil vi snart komme ud over en lang række af de onder, vi i den moderne verden igennem generationer har påført os selv. Det er livsmønstret, som udtrykt i denne åbenbarede bog, der alene vil kunne bringe menneskeheden bort fra den afgrunds kant, vi i dag står ved. Store ord, ja, men ikke desto mindre ord, der kan verificeres gennem studier af de historiske kendsgerninger omkring profeten Muhammads liv. Det arabiske samfund var i lighed med det moderne vestlige samfund, et samfund i opløsning, degenereret på mange områder, og uden den åndelige kraft og målsætning, der skal til for at få helheden og enheden, i en fælles stræben.
Intet samfund kan udvikles sundt og harmonisk, uden at individets personlige målsætninger er i overensstemmelse med samfundets erklærede mål. Profeten Muhammads liv er et glimrende eksempel for os i dag – en glimrende model. Han er ubetinget den største historiske personlighed, menneskeheden har fostret, og denne lille bog vil give et indblik i den ophøjede og dog ukomplicerede måde han anvendte til omskabelsen af et fordærvet samfund, hvorfra der groede et absolut sundt samfund, der senere skulle blive “ideal-samfundet”, hvorfra vi i Vesten også skulle få den væsentligste del af den inspiration og viden, som bragte Europa ud af “den mørke middelalder” og ind i oplysningens tidsalder. Denne bog vil forhåbentlig også være medvirkende til at formindske den ringeagt og fordomsfuldhed, der så uretmæssigt har domineret vesterlændinges tankegang i forholdet til islam igennem århundreder.
Muhammads liv og lære er først og fremmest “Koranen” (Al-Qur’an). Det er bogen, der blev åbenbaret til ham, og den bragte forandringer til Arabien, som satte uudslettelige spor. Den blev beviset på at Gud (Allah) ikke har forladt Sin skabning, og at Han stadig yder vejledning og støtte til en menneskehed, der ellers ville have destrueret sig selv. Bogen er blevet kaldt Koranen i Vesten, men dens rigtige navn er “Al-Qur’an”, der betyder læsningen. Den er i den vestlige presse blevet gjort til en hård lovmæssig “muslim-bibel”, men det er slet ikke sandheden om denne bog. Det er heller ikke profeten Muhammad, der er forfatter til den, som nogle mennesker fejlagtigt tror, men det er den guddommelige åbenbaring til Muhammad, der selv udtalte, at den var ikke fra ham, men fra Allah, den allestedsnærværende Gud og Skaber, som betroede ham at overlevere den til menneskeheden.
Mennesker, der oprigtigt følger Muhammad i ord, tanke og handling, vil komme til at frydes i dette liv og i det kommende. Hverdagen bliver til en oplevelse med guddommeligt perspektiv. Opture og nedture er for sådanne folk kun som bølgernes skum – de selv er en integreret del af oceanet. Gennem tilbedelsens mange former og den indre gradvise åbning til guddommelig visdom og universal forståelse skabes et indre univers, der harmonerer med det ydre på en perfekt og ukompliceret måde. Det er den sande arv fra profeterne. Muhammad, som den sidste og Adam, som den første, samt alle de profeter, der er blevet sendt imellem disse to, har vist vejen ud af materialismens dualitet – og til enheden i hele eksistensen. Gud er én, ophøjet og nærværende. Bevidstheden om dette er som en ældgammel livsform, det er en bevidsthed, der erkender Gud gennem alle ting, der er “profeternes livsstil”, og den kan blive vores. Livsformen er ældgammel. Det hævdes, at den stammer fra Adam, vores stamfader, og at den er blevet genoplivet hver gang en ny profet er blevet sendt til menneskeheden. Menneskehedens evne til at forvanske overleveringen har gjort det nødvendigt for den Guddommelige Kraft at sende op til 124.000 profeter gennem menneskeslægtens historie. Mennesker, der kalder sig muslimer, har pligt til at tro på hver eneste af dem uden undtagelse. Dette er en del af læren. Ingen guddommelig sendt profet har sagt noget, der var grundlæggende i strid med tidligere profeters lære, og hvis mennesker i dag siger noget andet, er det blot tidernes fanatisme, der har fået tag i dem. Alle guddommelige udsendinge havde det guddommelige segl på den meddelelse, de blev sendt med.
Ude i verden lider folkeslag stadig under 2 århundreders undertrykkelse og påvirkning fra de europæiske nationer. Er det så underligt, at den gamle – og dog evigt unge – livsform i nogen grad er blevet forvansket? Europæernes kolonialisering ude i verden har ødelagt utroligt meget i lokale kulturer overalt på kloden; en ting, vi europæere af i dag har alt for let ved at glemme eller overse betydningen af.
Det er derfor man i dag, selv i såkaldt muslimlande skal lede grundigt for at finde de “virkelige” muslimer. Man kan sagtens kalde sig muslim, selv om det, der rent faktisk gør en person til muslim, er at han eller hun virkelig søger at efterleve Muhammads livsform og eksempel. Det blev sagt om profeten af hans kone Aisha, at Muhammad, fred være med ham, var intet mindre end Koranen gående på to ben. Hans efterlevelse af Guds ord til menneskeheden var komplet og total. Det er intet under, at nationen, der opstod under denne profet, blev både fremskridtets, udviklingens og medmenneskelighedens fakkelbærer.
Det, der først og fremmest må interessere os i dag som søgende mennesker omkring Muhammads person og virke, er den indflydelse, han som person havde på sine samtidige. Hvis vi tilhører en progressiv menneskehed, der søger udvikling og perfektion som mennesker, må vi se på hans og hans følgeres eksempler, og måle effekten af hans indflydelse i forhold til de folk, der troede på ham som profet og på det, han hævdede, var blevet åbenbaret til ham fra Gud. Hvis vi gør det, er der al mulig grund til at formode, at vi også vil kunne udvikle os til noget nærmere “perfekte mennesker”, end hvis vi blot læser om hans profetkald og frydes over dette i sig selv, uden at søge en personlig udvikling i lighed med hans tidlige følgere.
Bevisførelsen for at han virkelig var profet er for længst foretaget af forskere, og der kan i dag ikke være nogen tvivl om, at den endelige afslutning på rækken af profeter har fundet sted ved Muhammads kald. Et studie af koranen vil overbevise en oprigtigt søgende om, at det er en komplet og fejlfri hellig skrift, og at den er overbragt menneskene af en komplet og fejlfri budbringer; et værdigt punktum på menneskelivets sidste fase. Professor Harck offentliggjorde for flere år siden sin liste over de tre mest betydningsfulde personer i den menneskelige udviklings historie, og Muhammad og Omar Ibn al Khattab (profeten Muhammads anden khalif) var blandt de tre første. Dette er en international historikers bedømmelse, og vi har ingen grund til at formode, at han tager fejl. Han er da heller ikke blevet modsagt offentligt i denne forbindelse. Æren for dette er ikke de to personers, ej hellers muslimernes, men Guds ære, for det var Gud, der sendte den åbenbarede Qur’an til os via Muhammad, og det var følgerne, der i fællesskab anvendte denne åbenbaring til deres egen fordel og for menneskeheden som helhed.
Fra at være de mest tilbagestående og barbariske folk, udviklede araberne et samfund og en personlighed efter profetens eksempel og vejledning, til et niveau, hvor religion, social orden og velfærd var i indbyrdes harmoni og i perfekt balance. Klarheden omkring hvad Gud ønsker fra mennesket, og hvad den enkeltes forpligtelser over for Gud er, blev tydeligt for alle, og de mange eksempler på, hvordan et samfund bør udvikles og sættes i system, uden at det kommer til at forgribe sig over for befolkningen hverken åndeligt eller materielt, blev en inspiration for hele verden. Selv om Vesten ikke har villet give æren videre, skyldes samtlige udviklingsfaser, at de søgte oplysning og viden i de islamiske lande, hvor videnskaben, lægekunsten og filosofien blomstrede århundreder efter profeten Muhammads død.
Da profeten selv var analfabet og uden boglige kundskaber i det hele taget, er det klart, at han fik al inspiration fra den guddommelige kilde. Den bog, som vi i dag kender som koranen (al-Qur’an), er ikke alene en korrekt gengivelse, men tillige et levende-talende Guds-ord til menneskeheden for alle efterfølgende tider. Vi får ikke, som nogle ikke-muslimer har hævdet, profetens egen opfattelse af tingene, men derimod en perfekt overleveret virkelighed beskrevet i et klart og utvetydigt sprog fra Den, der har skabt hele universet med alting i det. Det er den største velsignelse for menneskeheden, at den altid har En tilstedeværende Hersker, der holder os på rette kurs gennem vejledning, der i virkeligheden blot er en beskrivelse af tingene og deres rette sammenhæng i et universalt og kosmisk perspektiv. Vi er i vore hjerner som computere, der skal fodres med informationer, og det “input”, som vi har brug for, får vi igennem koranen. Når det fæstnes i tankemønstrene, bliver vi klarttænkende og uden forsnævrende forestillinger, der stammer fra vores egen subjektive opfattelse, påvirket af arv og miljø. De stemninger, mennesker ustandseligt bliver påvirkede af, behøver ikke at være misvisende i enkeltsammenhænge, men som universal rettesnor er det nødvendigt med en præsentation uden for vor egen begrænsede fysiske og intellektuelle situation.
Hvad gjorde profeten Muhammad da for at trænge igennem den tykke mur af menneskeligt fordærv og vildfarelse. Svaret er enkelt: han lyttede til sin Herre og fortalte det, der blev givet ham i åbenbaring, videre til sine folk. Han gjorde det med sine perfekte karakteregenskaber og uden at sætte sit personlige præg på det i form af tolkning eller udlægning, men derimod kun med sit eget personlige eksempel til illustration. Hvis blot alle, der i dag hævder at følge Muhammad, gjorde det samme, så ville vi ikke have svært ved at finde vejen. Uheldigvis er praksis og teori blevet adskilt igennem de seneste århundreder, til stor skade for islams og muslimernes omdømme. Dette er den største krise i vor tid lokalt set, så vel som internationalt i alle sammenhænge. “Hvad du gør over for en enkelt person, er som du gør det over for hele menneskeheden” skulle Muhammad have sagt. Det viser os, at der ikke er nogen plads til undskyldninger og bortforklaringer i vores opførsel, men kun sandheden – den ligefremme, naturlige og korrekte opførsel; noget der skal fremelskes helt naturligt hos den enkelte for at kunne virke.
I en af de åbenbaringer Muhammad modtog fra sin Herre (hadis al qudsi), siger Allah til ham: “O Profet! Vi har sendt dig som et vidne og som en overbringer af gode nyheder (for de der adlyder) og som en advarer (til dem der er vildfarne) og som en beskytter for de svage. Du er Min udvalgte tjener og (Mit) sendebud. Jeg har navngivet dig “den tillidsfulde”, fordi du altid har tillid til Mig i enhver henseende. Du er hverken grov i opførsel eller hård i hjertet, og du skaber ikke uro på markedspladsen. Du gengælder aldrig ondt med ondt, men tilgiver og eftergiver. Allah vil ikke lade dig dø, før Han har bragt din vildfarne nation på rette vej gennem dig, og har givet lys til de blinde øjne hos de vantro, og åbnet deres døve øren og lukkede hjerter. Jeg vil rense dig med alt, hvad der er ædelt, og smykke dig med alle noble egenskaber og gøre din indre klædning behagelig for dig, og fromhed skal blive din bevidsthed, visdom og dybde skal blive din tanke og viden, sandhed og oprigtighed skal blive din natur, tilgivelse og gode handlinger skal blive din regel og retskaffenhed skal lede islams følgere ind i én nation. Dit navn er Ahmad. Gennem dig vil Jeg vise menneskene den rette vej, efter at de har fraveget den. Ovenpå deres komplette uvidenhed, skænk dem viden og visdom. Gennem dig vil Jeg hæve Mine skabninger fra det laveste stade til det højeste zenit i perfektion, gennem dig vil Jeg ophøje Mine skabninger efter at de har været uvidende og ubevidste om sandheden. Gennem dig vil Jeg forøge antallet af dine følgere som endnu kun er få; gennem dig vil Jeg ændre deres fattigdom til rigdom (i to betydninger) og gennem dig vil Jeg skabe harmoni og samklang mellem de modstridende, de forvirrede sind og splittede nationer, og gøre jer til én nation, den bedste nation til at retlede menneskeheden.”
Som vi kan se ud af ovenstående, var det Allah, Gud, der lovede Profeten alle de gode egenskaber, han er kendt for. Profeten blev æret af sin Herre, og menneskeheden er blevet æret gennem det at have et sendebud af så høj karat blandt sig. Selv om profeten Muhammad døde for mere end tretten hundrede år siden, er hans eksempel og det han efterlod os, Koranen, stadig et levende vidnesbyrd om ham og om sand islam. Det er den nedskrevne koran og de nedskrevne vidnesbyrd fra hans samtidige følgere, der overhovedet har gjort det muligt for hans eftertid at kende til islam.
Islams rolle i verden, og dermed også profeten Muhammads rolle, er slet ikke udspillet endnu. Sidste kapitel af menneskehedens historie vil komme til at handle om de idealer og den livsførelse, som islam påbyder. Krisen i verden i dag er kommet ikke mindst på grund af den vesterlandske opfattelse af eksistensen. Økonomisk krise, stjernekrig og moralsk fordærv vil altsammen komme til at finde en tilfredsstillende løsning igennem islams lære. Profeten Muhammad viste vejen. Han var den sidste i en lang række af profeter, og bestemt til at være den, der skulle sætte kronen på skaberværket op til dommedagen, den dag, hvor hele universet vil blive omformet, og mennesker ikke længere vil have chancen for at gøre noget om – skæringsdagen og afslutningen på den tingenes orden, som vi kender i denne fysiske verden.

“Kendskab til Gud er min hovedstad.
Årsag er roden i min tro.
Kærlighed er mit grundlag.
Enthusiasme er min hest.
At huske Gud er min verden.
Fasthed er mit skatkammer.
Bedrøvelse er min følger.
Videnskab er mit våben.
Tålmodighed er min kappe.
Tilfredshed er mit bytte.
Fattigdom er min stolthed.
Hengivelse er min kunst.
Overbevisning er min kraft.
Sandhed er min løskøber.
Lydighed er min tilstrækkelighed.
Stræben er min adfærd,
og min glæde og fryd er i min bøn.”

Sådan beskrev Muhammad, fred være med ham, sin egen indstilling og sig selv. Det er en indstilling, som enhver vil kunne lære af. Når vi ser i historieskrivningen, at han vitterlig praktiserede dette, så bliver vi klar over, at de folk, der var sammen med ham og vidnede om det, blev transformerede gennem mødet med den guddommelige vilje, i form af dette strålende menneskelige eksempel. Optegnelserne over hvad Gud befalede ham, over hvad der skete under opbygningen af et samfund efter disse retningslinier, om den åndelige og spirituelle virkelighed, der løber gennem hele eksistensen m.v. er stadigt tilgængelige for os. Det er de mest pålidelige kilder vi har til løsning af det, vi i dag kalder “personlig krise” og “samfundskrise”, og jeg ser ingen grund til at det moderne menneske, der snart har prøvet alting, ikke skulle efterforske og efterprøve metoden, da den har vist sig effektiv i så tydelig en grad igennem så lang tid, hvilket jeg selv er et vidne til og et eksempel på, takket være en inspiration jeg fik, og som fik mig til at rejse ud i verden og finde brudstykkerne til en helstøbt livsform.

Mohammad Omar Per Louborg

Forfatters forord
Vor tidsalder er præget af videnskabelige og teknologiske fremskridt. Menneskene er nået ned til oceanernes bund og op til månen, og kappes nu om at lande på fjerne planeter. Alligevel er der noget, der hindrer os i at være stolte over at tilhøre den menneskelige race. De bitre erfaringer fra to verdenskrige har fremkaldt skuffelse; optimismen har måttet vige pladsen for harme og afsky. Der er krystalklare beviser for, at de, som er blevet herrer over teknikken, mangler menneskelige kvaliteter som sans for ret og rimelighed, storsind og omsorg for menneskeheden, kort sagt: alt det, som hæver mennesket op over det dyriske.
Fortidens fejl har forøget mistænksomheden og fjendtligheden. Det vil være urealistisk at forvente fred i verden eller at tro, at de, som er ansvarlige for nutidens kaos og elendighed, virkelig stræber efter at skabe fred og lykke i verden. Tværtimod – alt, hvad supermagterne stræber efter, er at skabe sig herredømme over resten af verden. Det moderne samfund er forvirret og sygt.
Det er ikke første gang, at mennesket er snublet, fordi det manglede den rette vejledning, som både tager menneskets svagheder og dyder i betragtning. Intet tyder på, at det menneskelige intellekt selv vil kunne formulere love for livet og vise en vej frem, som vil redde mennesket fra at fare vild, hvis det omhyggeligt følger den.
Nutidens ideologier hævder, at de kan give mennesket fremgang og lykke. Men i praksis har de vist sig ude af stand til det. I stedet for at løse problemerne har de skabt mere splid og øget den sociale uretfærdighed.
Vi mener, at verden har et desperat behov for Islam – den religion som kræver lydighed mod Universets skaber og giver fred. Abraham, Moses’, Jesus’ og Muhammads religion. Guds fred være med dem alle! Efter at have været vidner til alt for mange ismers fiasko, føler vi atter trang til at henvise til Islams sidste profet, som er det sidste håb om frelse for alle.
Til en gammel elev, der bad om vejledning, skrev den vise Al-Ghazali: “Min kære elskede søn. Gid Gud vil regne dig blandt Sine lydige tjenere og føre dig frem ad Sine venners sti! Kilden til den bedste vejledning er budskaberne gennem Profeten, Gud give ham fred og velsignelse! Hvis du nu efterhånden er nået til oplysning ved hjælp af denne kilde, har du så brug for mit råd? Men hvis du stadig ikke har fået gavnlig lærdom derfra, hvad har du så lært i alle disse år?”
Ved en anden lejlighed skriver Al-Ghazali: “Hvis man tænker på, hvad Guds Sendebud har sagt, Allahs fred være med ham, og hvad der berettes i traditionen om hans iver for at vise folk Den sande Vej, og om hvordan han ledte mennesker ved at vise dem sympati og venlighed for at forbedre deres karakter og opførsel og forholdet imellem dem – kort sagt: føre dem frem til det, som er det uundværlige grundlag for alle fremskridt, såvel religiøse som verdslige. Hvis man tænker på dette, kan man ikke undgå at opdage, at hans velvilje mod sit folk er større end en faders velvilje mod sit barn.”
Behovet for at studere Profetens liv kan aldrig betones for stærkt; for kun ved en omhyggelig undersøgelse af hans personlighed gennem et helt livs stræben kan man forstå ånden i det guddommelige budskab, som blev betroet ham.
I koranen står der:

“Sandelig, i Guds Sendebud har I et godt eksempel for den, som vil se hen til Gud og Dommedag og vil ihukomme Gud meget.” (33:21)

“Og alt, hvad Sendebudet giver jer, tag det! Og alt, hvad han forbyder, undgå det!” (59:7)

Disse to koranvers må være tilstrækkelig opfordring for en muslim til et indgående studium af Profetens traditioner og til at handle i overensstemmelse med dem.
Heldigvis er Guds Sendebuds måde at leve på – både privat og offentligt – blevet beskrevet meget detaljeret. Hans tilhængere gik så vidt som til at tælle de grå hår i hans skæg og give en omhyggelig beskrivelse af hans sko.
Den første, som skrev en beretning om Profetens liv, menes at være Urwa, søn af Zubair (en af Profetens første tilhængere), og Asma (Abu Bakrs datter). Det første større værk “Sirat Rasulullah” blev skrevet af Ibn Ishaq, som blev født i Medina ca. 85 og døde 151 e.H. (efter Hidjra, flugten til Medina), dvs. ca. 768 e.Kr. Det er udgivet og omredigeret af Ibn Hisham (d.218 e.H.). Den engelske oversættelse af A. Guillaume er hovedkilden til denne lille bog. Andre beretninger er skrevet af Waqidi (d.207 e.H.) og Tabari (d.310 e.H.)
Foruden Koran-recitationerne blev mange andre af Profetens udtalelser skrevet ned allerede i han levetid og samlet efter hans død af Bukhari, Muslim, Abu Dawud og mange andre. Disse samlinger kaldes “traditioner” eller “hadith” (“hadis”). Hadith-forskningen er en højt udviklet videnskab, som skal afgøre, om en tradition er autentisk.

Talip Alp

Uvidenhedens tid
Betydningen af Profetens budskab kan bedst forstås, når man kender lidt til det før-islamiske Arabien. Denne periode kaldes Jahiliijah (uvidenhedens tid). De religiøse og sociale forhold dannede et forvirrende billede på den arabiske halvø. Nogle arabere var gået over til jødedommen, kristendommen eller persernes Zarathustra-tro, men flertallet tilbad mange guder. Det antages, at Abrahams søn Ismael forkyndte Islam for stammerne i Yemen, Amaliqa og Hijaz (Mekka-området) ca. 2000 år før Muhammad (Guds fred være med dem)! Men i århundredernes løb blev det meste af Ismaels lære forvansket eller glemt. Kun tanken om Guds enhed overlevede længe.
Omkring Jesu fødsel købte mekkanerhøvdingen Amr bin Luay et afgudsbillede i Balga, og efterhånden blev der opstillet 360 gudebilleder i og omkring Kabaen. Som tiden gik tog polyteisterne ikke engang deres afgudsdyrkelse alvorligt. De lavede små gudebilleder af dadler, men hvis de var sultne, spiste de dem. Guds budskab var glemt, og et folk med rige evner var sunket ned i mørket.
Det skete, at araberne dræbte deres børn af frygt for fattigdom. I nogle stammer ville de nødigt have døtre, og adskillige små piger blev levende begravet. Moralen var lav i det lovløse samfund. Når en mand døde, arvede den nærmeste slægtning hans kone eller koner. Derved kunne en søn få sin stedmoder til hustru. Der var ingen ægteskabslovgivning. En mand kunne tage så mange koner, han ville, og blive skilt når det passede ham. Han behøvede blot at sige “Du er som min mors ryg for mig!” men hun fik ikke lov at vælge en anden mand. Kvinder blev behandlet som en vare – købt, solgt eller byttet bort.
I dette brutale samfund havde slaveejerne ubegrænset magt over liv og død for såvel kvindelige som mandlige slaver. Hasardspil, drikken, utugt, grusomhed og plyndring var led i dagliglivet, og mange arabere var stolte af det.
Før Profetens tid var fælles regering og nationalt fællesskab ukendte begreber. Stammesolidariteten var stærk, men der var fjendskab mellem stammerne. Der berettes om 132 slag i de sidste 50 år før Islam atter brød frem. Den krigeriske ånd afspejles i de gamle arabiske digte:

Hvis ej vi en fjendtlig stamme kan finde
går vi imod en beslægtet eller venlig stamme i krig
for at vor krigstørst kan slukkes.

Langt de fleste var analfabeter. Selv i en blomstrende handelsby som Mekka, hvor der førtes omfattende regnskaber over kredithandelen, var der kun få, der kunne læse og skrive. Naturligvis var der også mange positive træk. Man overholdt reglen om, at der ikke måtte udgydes blod i det hellige Mekka-område. Araberne var kendt for at være gæstfrie, gavmilde, frimodige, tapre og udholdende. Men selv de bedste egenskaber kan misbruges, hvis den rette vejledning savnes. I større byer som Mekka var stammesolidariteten ved at svækkes, og mange tænkte kun på at øge deres velstand på andres bekostning.
Det negative var ingenlunde et særkende for araberne. De var et folk, som levede mere civiliseret og luksuøst, men i øvrigt var der lignende problemer i de omkringliggende lande. Datidens stormagter – Persien og Det Østromerske rige – bekrigede hinanden og hærgede i Syrien og Palæstina, der ligesom Ægypten var besat af østromerne. Kristendommen førte i sig selv til blodsudgydelser, idet de ortodokse, menofysitterne og nestorianerne dræbte hinanden som kættere, på grund af striden om Kristi to naturer og treenigheden. Jomfru Maria dyrkedes nærmest som en gudinde.
Der var virkelig behov for religiøs vejledning.

Sendebudet i Mekka
Da menneskene var sunket ned i nyttesløst eller skadeligt virke, oprejste Gud i Sin endeløse nåde en profet iblandt dem, for at rense dem og genskabe deres menneskeværd. Profetens fader var Abd Allah, som døde før sønnens fødsel, yngste søn af Abdul Muttalib, en af Quraish-stammens ledere. Moderen var Amina, datter af Wahab, en af Zuhrah-stammens høvdinge. 12. Rabi-ul-awal (formentlig 22. april) 571 e.Kr. regnes for Profetens fødselsdag.
Abdul Muttalib gav ham navnet Muhammad, som betyder Den lovpriste. Han begrundede det således: “Jeg ønsker, at han skal blive rost i himlen af Allah og på jorden af alle Allahs skabninger”. Muhammad, Guds fred være med ham, blev ammet og passet af beduinkvinden Halimah. Muhammad viste derfor hende og hendes stamme stor hengivenhed i hele sit liv. En gang, da der var hungersnød, gav han Halimah en kamel læsset med varer og 40 får.
Da drengen Muhammad var seks år, mistede han sin moder og to år senere sin kærlige farfader. Farbroderen Abu Talib blev hans værge. Trods dennes venlighed var det hårdt at være forældreløs, og som voksen viste Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, stor medfølelse og omsorg for andre forældreløse.
Man ved ikke meget om hans barndom og ungdom. Han var vellidt for sin ædle karakter og tiltalende væremåde. Folk kaldte ham Al-Amin (Den man stoler på) og Al-Sadiq (Den sandfærdige). En af hans bekendte beretter, at Muhammad en gang ventede på ham i 3 dage, da han havde glemt en aftale.
Quraishs fire ledende stammer var enedes om at genopbygge Kabaen, som var blevet beskadiget. Men da den hellige Sorte Sten skulle sættes på plads, ville ingen lade en anden familie få æren af det, og striden var nær ved at udvikle sig til en borgerkrig. Da foreslog Abu Umajja, at den første, som kom ind gennem Bab us-Safa-porten skulle være voldgiftsmand. Det blev den unge Muhammad, Guds fred være med ham, og de enedes om at rette sig efter “Al-Amin”s dom. Han fandt en simpel løsning. Han anbragte den Sorte Sten midt på et klædningsstykke og lod lederen af hver stamme holde i hver sit hjørne af det. De hævede stenen op i den rette højde, og han skubbede den selv på plads. Således forhindrede han en borgerkrig, ligesom han senere som profet fik araberne til at standse alle indbyrdes krige.
Som 25-årig blev han ansat hos en købmandsenke, den ca. 15 år ældre Khadidjah-d-Kwailad, som havde arvet en betydelig formue. Hun var af fornem familie, elskværdig, tiltrækkende og intelligent og kendt som “Al-Tahirah” (den rene). Mange fornemme quraisher havde friet til hende, men hun valgte Muhammad. De levede i et lykkeligt, monogamt ægteskab og fik 4 døtre og 2 sønner (sønnerne døde dog tidligt). Khadidjah stod trofast ved hans side i alle vanskeligheder, og efter hendes død mindedes han hende med dyb taknemmelighed.
Han søgte ofte op i en bjerghule for at bede til Allah og meditere. Først i en alder af 40 år modtog han den første guddommelige åbenbaring. Igennem resten af sit liv modtog han budskaber. Han fortalte senere: “Nogle gange antager englen (Gabriel) menneskelig form og taler til mig.” (Bukhari) “Somme tider kommer det som en klokke, der giver genlyd. Det er den hårdeste måde. Så standser det, og jeg husker tydeligt, hvad der blev sagt.” (Malik) Aisha fortalte: “Jeg så ham, da åbenbaringen kom ned til ham på en meget kold dag. Da den ophørte, brød der sved frem på hans pande.” “Sura al Maida blev åbenbaret for Guds Sendebud, mens han red på en kamel. Det var umuligt for den at bære ham, og han måtte stige ned.” (Musnad)
Han fik pålagt at bringe Allahs budskaber videre og begyndte stilfærdigt og tålmodigt at prædike for familie og venner. Han forkyndte, at Allah er vor gavmilde skaber og en barmhjertig men retfærdig dommer. Budskabet var også socialt:

“Undertryk ikke den forældreløse og vis ikke tiggeren uvilje!” (Koranen 93:9)

“Den, som giver og er pligtopfyldende og tror på det gode, ham vil Vi visselig gøre vejen let. Men den, som er gerrig og tror sig uafhængig, og forkaster det rette, ham vil Vi hjælpe ind på modgangens vej. Hans rigdomme vil intet gavne, når han forgår.” (Koranen 92:5-11)

Da Profeten begyndte at prædike således offentligt, blev han mødt med voldsom modstand. De rige mekkanere indså hurtigt, at den “nye” religion sigtede mod en fuldstændig reformering af samfundet. De ville standse Islams fremtrængen og prøvede at bestikke Profeten. De truede ham og kaldte ham sindssyg.
Mange af hans fjender nærede en modvillig beundring for ham. Hvorfor bekæmpede de ham da? – Fordi Islam ville ændre deres livsbane, forandre deres karakter, deres opførsel og vaner. Og frem for alt skulle de opgive de guder, som de anså for hellige, og som bragte mange pilgrimme til byen. Desuden kunne de stolte arabere, som så ned på alle fremmede, ikke acceptere, at Islam gik ind for ligeværd, social retfærdighed og menneskerettigheder, og for at man ikke skal bedømmes efter race, rang og herkomst, eller efter hvor mange slaver og kameler man ejer. I Islam er det kun retskaffenhed, der tæller.
Da der stadig blev flere muslimer, voksede polyteisternes vrede. De bad Abu Talib om at udlevere sin nevø, så de kunne tage ham udenfor det hellige område og dræbe ham. Abu Talib afslog det, skønt han selv var polyteist. En del muslimer blev beskyttet af deres familier, men de øvrige, især slaverne led megen overlast. F.eks. blev den ethiopiske negerslave Bilal, som senere blev den første muezzin, lagt på det hede sand og belæsset med tunge sten, som man lod drenge trampe rundt på
Profeten rådede derfor en del af sine tilhængere til at emigrere. De ville hellere forlade deres eget land end deres tro. I det kristne Ethiopien blev de vel modtaget. Da de fortalte herskeren om Islam og citerede suraen om Jesus, erklærede han, at han troede omtrent det samme. Muslimerne var taknemmelige over de kristnes venlighed.
Quraishs mest fremtrædende mænd holdt møde i Kabaen, og deres talsmand Utbah sagde til Profeten: “Hvis du har skabt denne uro, fordi du ønsker rigdom og magt, så sig det blot, og vi vil gøre dig til den rigeste og mægtigste iblandt os.” Sendebudet svarede: “Jeg ønsker ikke rigdom. Jeg har intet ønske om at blive konge. Jeg er Allahs ydmyge tjener. Han har sendt mig til jer som Sin apostel. Han har åbenbaret Sin bog for mig og befalet mig at advare jer mod Hans vrede, hvis I afviser Ham – og love jer Hans velsignelser, hvis I vælger at tro. Derfor har jeg overbragt Hans budskab, og ingen magt på jorden kan få mig til at holde op med at forkynde det.”
Med disse ord forudsagde Profeten på en måde Islams succesrige fremtid, skønt muslimerne endnu var en forsvindende lille del af befolkningen.
Quraish vedtog nu en boykot. Ingen fik lov til at handle med Profeten og hans familie eller tilhængere, ingen måtte sælge dem mad, besøge dem eller tale med dem. Derved mistede de muslimske købmænd deres indtægter, og i den bydel, hvor de flyttede sammen, led de sult og nød som under en belejring. Ikke desto mindre gik Sendebudet stadig til Kabaen og prædikede offentligt også for de fremmede forretningsfolk og pilgrimme. Først efter to lange år fik de moderate mekkanere boykotten ophævet. Khadijahs helbred var ødelagt, og kort tid efter døde både hun og Profetens farbroder, som havde hjulpet og beskyttet ham.
I håb om at finde tilhængere uden for Mekka drog Profeten de 80 km til handelsbyen Taif oppe i bjergene. Men som “tak” for at han ville føre dem fra mørket ind i lyset, overdængede de ham med sten. Blødende vaklede han bort. Men i stedet for at bede Gud udslette fjenderne, søgte han ydmygt tilflugt hos Gud og fandt trøst.
Kort tid efter, da han havde være profet i 10 år, indtraf en lykkelig begivenhed. Seks pilgrimme fra Yatrib – det senere Medina – blev muslimer. De nyomvendte agiterede så godt for Islam i Yatrib, at 72 muslimer fra Yatrib næste år kunne holde et hemmeligt møde med Sendebudet, hvor de aflagde ed på, at de ville støtte og forsvare ham ligesom deres egne børn.
Polyteisternes forfølgelse gjorde det umuligt for muslimerne at blive i Mekka. I små grupper rejste de til Yatrib. Netop som en plan om at dræbe Profeten var lagt, modtog han Guds ordre til at forlade sin by. Sammen med sin ven Abu Bakr flygtede han til Medina, der skulle blive “Profetens by.”

Fra:
”Glimt af Profeten Muhammads liv” (Alif 1989, 5-27). Gengives her med forlagets tilladelse.

© Alif Bogforlag