Beretningen om Abraham findes brudstykkevis mange forskellige steder i Koranen. Nogle af passagerne overlapper delvis hinanden, men giver ofte nogle supplerende detaljer om emnet:
”Abraham var hverken jøde eller kristen.
Han var oprigtig (hanif) gudhengiven (muslim)
og dyrkede ikke afguder (mushrik)” (3:67).
Med disse få men fyndige ord karakteriserer Koranen Profeten Abraham, der ifølge islamisk tradition er muslimernes stamfader igennem sin førstefødte søn Ismael. Derfor indeholder Koranen mange detaljer fra Abrahams og hans nærmestes liv og færden, som i korthed gengives her:
Da Abraham var ung, prøvede han at overbevise sin fader Azar om det forkerte i at tilbede stjernerne, månen og solen, og i at bøje sig for simple gudestøtter – afguder, der hverken kunne tale, høre eller se, og som ikke kunne være til nogen som helst nytte. Faderen blev vred og truede med at stene ham, hvis han ikke kom på bedre tanker.
Ingen ville lytte til Abrahams tale om den ene sande Gud – alle foretrak de deres forfædres afguder. En dag, da landsbyens beboere var travlt optaget af deres ugudelige ritualer, slog Abraham templets gudestøtter itu. Som straf kastede de rasende afgudsdyrkere Abraham på et flammende bål; men ved Guds indgriben blev flammerne kolde, og Abraham led ikke den ringeste overlast.
Abraham forlod sin fødeegn (Mesopotamien), og Gud velsignede ham med en søn i sin alderdom.
Gud befalede Abraham, at han sammen med en del af sin familie, hustruen Hagar og sønnen Ismael, skulle udvandre til en øde og ufrugtbar dal (i Arabien). Gud befalede nu Abraham at efterlade sin lille familie dér og selv drage tilbage til hustruen Sara, der var blevet tilbage i Palæstina.
Da Hagars proviant slap op, løb hun fortvivlet frem og tilbage mellem to høje (Safa og Marwa) for at spejde efter vand. Da hun udmattet vendte tilbage til Ismael, som hun havde lagt i skyggen af en busk, var en kilde brudt frem af den golde ørken ved barnets fod.
Mange slog sig siden hen ned i området, så da Abraham nogle år senere vendte tilbage, var byen Mekka – eller Bakka, som den oprindelig hed – en realitet. Kilden fik navnet Zamzam – lyden fra rislende vand.
Da sønnen Ismael havde nået skelsår og alder, satte Gud Abraham på en prøve ved i et drømmesyn at befale ham at ofre sin søn. Da Abraham gjorde mine til at efterkomme Guds befaling, sendte Gud ham et slagtedyr, som han skulle ofre i stedet for sønnen. Og som belønning for sin villighed til at ofre det allerdyrebareste, han ejede, velsignede Gud Abraham med endnu en søn, Isak, ved hustruen Sara.
Da Abraham atter vendte tilbage til Hagar og Ismael, byggede han sammen med Ismael Ka’baen, det første hus, der nogensinde er blevet bygget til ære for den ene sande Gud. Og den retskafne Abraham blev forbillede for menneskeheden.
Valfartens ritualer er tæt knyttet til Abraham, Hagar og Ismael.
© Aminah Tønnsen, 2000
Se også: Hagar – profeten Abrahams anden hustru
- ISLAMISCHES Zentrum Hamburg:
Geschichten der Propheten aus dem Qur’an (1982). - TØNNSEN, Aminah:
Profetfortællinger fra Koranen. Forlaget LM (Lærerforeningens Materialeudvalg 2002, 32-41).
Profeten Abraham i Koranen:
Abrahams modstand imod afgudsdyrkelse og hans opgør med sin far:
6:74-79. Abraham sagde til sin fader Azar: “Tager du afguder som gud? Jeg ser, at dit folk er i åbenlys vildfarelse.” Så viste Vi Abraham himlenes og jordens kræfter og love, for at han skulle forstå og få vished. Da natten omsluttede ham, så han en stjerne. Han sagde: “Dette er min Herre!” Men da den gik ned, sagde han: “Jeg elsker ikke dem, der går ned!” Da han så månen stå op i al sin herlighed, sagde han: “Dette er min Herre!” Men da månen gik ned, sagde han: “Medmindre Herren vejleder mig, vil jeg være blandt de vildfarne.” Da han så solen stå op i al sin herlighed, sagde han: “Dette er min Herre! Det er den største af alle.” Men da solen gik ned, sagde han: “Oh mit folk! Jeg vil visselig ikke begå den synd at dyrke afguder. Jeg vender mig fast og oprigtigt mod Ham, der skabte himlene og jorden, og jeg vil aldrig være af afgudsdyrkerne.”
19:41-47. Og ihukom (beretningen om) Abraham i Bogen: Han var sandhedskærlig, en profet. Han sagde til sin fader: “Oh fader! Hvorfor tilbeder du det, som hverken kan høre eller se, og som ikke kan være dig til nogen nytte? Oh fader! Jeg har fået viden, som endnu ikke har nået dig. Så følg mig, for at jeg må lede dig til en lige vej. Oh fader! Tilbed ikke satan, for han gør oprør imod Den Allerbarmhjertigste. Oh fader! jeg frygter, at Den Allerbarmhjertigstes straf vil komme over dig, og at du vil blive satans ven.” Da svarede han (dvs. faderen): “Forsmår du mine guder, Abraham? Hvis du ikke ophører dermed, vil jeg visselig stene dig. Hold dig (derfor) borte fra mig en tid lang.” Abraham sagde: “Fred være med dig! Jeg vil bede Herren tilgive dig, for Han er mig visselig venligt stemt.”
Abrahams opgør med sit folk
29:16-17. Abraham sagde til folket: “Tjen Gud og nær ærefrygt for Ham. Det er det bedste for jer, om I blot vidste det. I dyrker afguder i stedet for Gud og farer med løgn. Dem, I dyrker i stedet for Gud, formår ikke at underholde jer. Søg jeres underhold hos Gud; tjen Ham (alene) og vær Ham taknemmelige. Til Ham skal I alle vende tilbage.”
26:70-104. Fortæl om Abraham, der sagde til sin fader og til sit folk: “Hvad er det, I tilbeder?” De sagde: “Vi tilbeder guder og tjener dem vedholdende.” Han sagde: “Lytter de til jer, når I påkalder dem? Gavner de jer – eller skader de jer (hvis I ikke tilbeder dem)?” De sagde: “Nej, men således gjorde vore forfædre!” Han sagde til dem: “Har I og jeres forfædre før jer overhovedet tænkt over, hvad det er, I tilbeder?” “Afguderne er alle mine fjender – ikke Verdenernes Herre. Han, der skabte mig og vejleder mig. Han, der giver mig mad og drikke og helbreder mig, når jeg er syg. Han vil lade mig dø og opvække mig til nyt liv. Og Han vil – håber jeg – tilgive mig mine forseelser på Dommedag. Herre! Giv mig indsigt og viden og forén mig med de retfærdige. Lad ryet om min sandfærdighed nå kommende generationer, og lad mig indgå i Lyksalighedens Haver. Tilgiv min fader, for han hører til de vildfarne, og bring ikke skam over mig på Opstandelsens Dag (ved at lade mig måtte se hjælpeløs til, medens min fader går til grunde) – den dag, da hverken velstand eller efterkommere vil være til gavn, og hvor kun den, hvis hjerte er oprigtigt (vil blive frelst).”
Haven vil vise sig for de retfærdige, og Ilden vil vise sig for synderne. Der vil blive sagt til dem: “Hvor er de guder, I tilbad i stedet for Gud? Kan de hjælpe jer eller sig selv?” De (dvs. afguderne) vil blive kastet hovedkulds i Ilden – de og de vildfarne, der følger satan, alle til hobe. De vil dér sige til hinanden: “Ved Gud! Det er åbenlyst, at vi tog fejl, når vi opfattede jer som Verdenernes Herres ligemænd. De, der forførte os, var selv syndere. Nu har vi ingen til at gå i forbøn for os, ikke en eneste medfølende ven. Hvis vi blot kunne vende tilbage (til livet), ville vi visselig være blandt de troende!” I dette er der tegn, men de fleste af dem tror ikke. Herren er visselig almægtig og barmhjertig. (jvf. 21:51-54 & 37:85-87)21:55-57. De (dvs. folket) sagde: “Bringer du os sandheden, eller spøger du?” Han sagde: “Jeres (virkelige) Herre er Ham, der råder over himlene og jorden; Ham, der skabte dem (ud af intet), og jeg er af dem, der vidner om Ham. Jeg sværger ved Gud, at jeg vil udtænke en plan imod jeres afguder, der vil få jer til at vende dem ryggen.
19:48. Og jeg vil fjerne mig fra jer og alt det, I tilbeder i stedet for Gud. Og jeg vil påkalde Herren i sikker forvisning om, at mine bønner til Ham ikke vil forblive ubesvarede.”
37:89-93. Han sagde: “Jeg føler mig utilpas!” og de forlod ham (for at feste for deres guder). Han sagde til deres guder: “Vil I ikke spise (af folkets offergaver)? Hvad er der i vejen med jer, siden I ikke vil tale?” Da gik han løs på dem og slog dem med sin højre hånd.
21:58-67. Han knuste dem alle – undtagen den største af dem, for at de kunne henvende sig til ham. De sagde: “Hvem har gjort dette imod vore guder? Det er en synder!” “Vi hørte en ung mand ved navn Abraham tale nedsættende om dem,” råbte nogle i menneskemængden. “Før ham frem, at de må vidne imod ham.” De sagde: “Har du gjort dette imod vore guder, Abraham?” Han sagde: “Nej! Det var den største af dem, der gjorde det. Spørg ham, hvis han da kan tale!” Da beskyldte de indbyrdes hinanden: “I er vildfarne!” (men de skiftede mening og sagde til Abraham): “Du ved udmærket, at disse guder er ude af stand til at tale (så hvorfor opfordrer du os til at spørge dem?)” Da sagde Abraham: “Tilbeder I virkelig sådant i stedet for Gud, noget, der hverken kan gavne jer eller skade jer? Skam over jer og over det, som I tilbeder i stedet for Gud. Er I virkelig så uforstandige?” (jvf. 37:94-96)
Folkets straffeaktion
21:68-70. De råbte: “Brænd ham for at beskytte jeres guder, hvis I da vil tage affære.” Vi sagde: “Oh ild! Bliv kold og lad Abraham forblive uskadt.” De forsøgte at skade Abraham; men Vi gjorde dem til de største tabere. (jvf. 37:97-98)
2:258. Da Abraham sagde: “Min Herre er den, der giver liv og lader dø!” svarede han (dvs. folkets leder): “Det er mig, der giver liv og lader dø!” Abraham sagde: “Det er Gud, der får solen til at stå op i øst. Få du den til at stå op i vest!” Den ugudelige blev målløs; men Gud vejleder ikke de uretfærdige.
2:260. Da Abraham sagde: “Herre! Vis mig, hvorledes du opvækker døde,” sagde Han: “Tror du da ikke?” Han (Abraham) sagde: “Jovist, men blot for at berolige mit hjerte.” Han (Gud) sagde: “Tag fire fugle. Tæm dem og sæt dem på hver sit bjerg. Kald på dem, og de vil komme tilbage dig med lynets hast. Og vid, at Gud er almægtig og vís.”
Abrahams udvandring, hans førstefødte søn Ismael ved Hagar og deres prøvelse
37:99-113. Abraham sagde: “Jeg vil gå til min Herre. Han vil vejlede mig. Herre! Giv mig en retskaffen livsarving.” Og Vi gav ham den gode nyhed om en udholdende og kærlig søn. Da (sønnen Ismael) havde nået skelsår og alder, sagde Abraham: “Oh min søn! Jeg har set i et syn, at jeg ofrede dig (til Gud) – hvad mener du om det?” Sønnen sagde: “Fader! Gør, hvad du er blevet påbudt. Om Gud vil det, vil du se, at jeg hører til de udholdende!” Da de således begge havde givet sig hen (til Guds vilje), og han havde lagt ham med panden mod jorden, råbte Vi til ham: “Oh Abraham! Du har allerede nu opfyldt dit drømmesyn!” Således belønner Vi de retskafne. Dette var åbenlyst en prøvelse. Og Vi løskøbte ham med et mægtigt slagtoffer. Vi velsignede ham og lod hans ry nå kommende generationer: “Fred være med Abraham!” Således belønner Vi de retfærdige. Han var én af vore troende tjenere, og Vi gav ham gode nyheder om Isak – en profet, én af de retfærdige. Vi velsignede ham og Isak; men af deres efterkommere er der nogle retsindige, men andre, der åbenlyst skader sig selv.
Abraham bebudes en søn ved Sara
11:69-75. Vore sendebud kom i sin tid til Abraham med gode nyheder. De sagde: “Fred!” Han svarede: “Fred!” og skyndte sig at slagte en fedekalv. Men da han så, at de ikke rakte ud efter måltidet, blev han mistroisk og bange for dem. De sagde: “Frygt ikke! Vi er blevet sendt til Lots Folk.” Hans hustru stod og lo, og Vi gav hende gode nyheder om Isak, og efter ham Jakob. Hun sagde: “Skal jeg føde et barn, jeg, en aldrende kvinde med en gammel ægtemand? Det ville visselig være usædvanligt!” De sagde: “Undrer du dig over Guds beslutning? Guds nåde og barmhjertighed vil komme over dette hus og dets beboere. Gud er lovprist og navnkundig.” Da frygten havde forladt Abraham og de gode nyheder havde nået ham, begyndte han at påkalde Os og gå i brechen for Lots Folk, for Abraham var mild, medlidende og godhjertet.
(og her følger beretningen om Lot, Sodoma og Gomorra 11:76-83, som findes flere andre steder i Koranen også)
Abraham og Ismael bygger Ka’baen
2:124-125. Husk, hvorledes Abraham blev prøvet af Herren med opgaver, som han løste. Da sagde Herren: “Jeg vil gøre dig til leder og forbillede for menneskeheden.” Abraham sagde: “Og mine efterkommere (ligeså)!” Herren sagde: “Min pagt omfatter ikke de uretfærdige.”
Og husk, hvorledes Vi gjorde Huset (Ka’baen) til et samlingssted for menneskeheden og et fredhelligt område (idet Vi sagde): “Vis ærefrygt for Abrahams (religiøse) ståsted og tag det til jer.” Vi pålagde Abraham og Ismael: “Rens Mit Hus for dem, der vandrer omkring det, der trækker sig tilbage dertil, der bøjer sig og kaster sig ned (i bøn til Mig).” (jvf. 22:26-28)2:126. Husk, hvorledes Abraham sagde: “Herre! Gør dette område til et fredhelligt område og udgyd Din nåde over de af dets beboere, der tror på Gud og Den Yderste Dag.” Gud sagde: “De, der fornægter troen, vil Jeg lade nyde dette livs goder for en stund. Så vil Jeg føre dem til Helvedes Ild, hvilket grusomt endeligt.”
14:35-39 Abraham sagde: “Herre! Gør denne by til et fredfyldt og sikkert sted. Og beskyt mig og mine sønner imod afgudsdyrkelse, for afguderne har visselig ledt mange på vildspor. Herre! Jeg har bosat en del af min familie i en ufrugtbar dal ved Dit Hellige Hus (Ka’baen), for at de, oh Herre, må være gudhengivne. … Æret være Gud, der i min høje alder skænkede mig Ismael og Isak. Herren hører de bedendes bønner!”
2:127-129. Og husk, hvorledes Abraham og Ismael bad, da de havde bygget Huset (Ka’baen): “Herre! Tag imod dette fra os. Du er althørende og alvidende. Herre! Gør os gudhengivne, og gør vore efterkommere til en gudhengiven menighed. Lær os, hvorledes vi skal tjene Dig, og vær os nådig. Du er visselig kærligt overbærende og allerbarmhjertigst. Herre! Send vore efterkommere en profet fra deres egne (rækker). Én, der vil foredrage Dine tegn for dem, der vil undervise dem i Skriften og rense dem (for al hedenskab). For Du er almægtig og vís.”
87:16-19. I foretrækker livet i denne verden; men Det Hinsidige er bedre og mere vedvarende. Dette står (skrevet) i de tidligste åbenbarede bøger, Abrahams og Moses’ bøger.
Abraham som forbillede for menneskeheden
2:130-134. Hvem andre end tåberne afviser Abrahams tro? Vi udvalgte ham i dette liv, og i Det Hinsidige vil han være blandt de retfærdige. Herren sagde visselig til Abraham: “Giv dig hen til Mig!” Han sagde: “Jeg giver mig hen til Verdenernes Herre.” Det var den (tros)bekendelse, Abraham pålagde sine efterkommere, og Jakob (gjorde) ligeså: “Oh mine børn! Gud har valgt Sin evige og uforanderlige Lov for jer. Dø ikke på anden måde end som gudhengivne.” Var I vidner, da Jakob på sit dødsleje sagde til sine børn: “Hvem vil I tjene efter min død?” De sagde: “Vi vil tjene din Gud, dine forfædres Gud, Abrahams, Ismaels og Isaks Gud – den eneste Gud (der findes). Til Ham giver vi os hen.” Denne menighed er allerede gået bort. De vil alle få løn efter fortjeneste – og I ligeså. Og I skal ikke stå til ansvar for deres gerninger. (Se også 2:135-140.)
3:84. Sig: “Vi tror på Gud og på det, som er blevet åbenbaret til os; på det, som blev åbenbaret til Abraham og Ismael, til Isak og Jakob og hans efterkommere, og på det, som Gud gav Moses og Jesus og profeterne. Vi fremhæver ikke nogen frem for andre, og vi giver os hen til Gud.
3:95-97. Sig: “Gud taler sandt. Følg derfor Abraham, den retskafnes tro. Han var ikke afgudsdyrker.” Det første gudshus, der blev opført for menneskeheden, var det i Bakka – som en velsignelse og vejledning for alverden. Deri er der tydelige tegn som Abrahams Sted. Enhver, der betræder det, vil være i sikkerhed og føle fred. De, der har mulighed derfor, er forpligtede til at valfarte dertil til Guds ære.
6:161. Sig: “Herren har visselig ledt mig til en lige vej, til den sande tro – den, som Abraham, den gudhengivne, bekendte sig til. Han gav ikke Gud partnere.”
16:123. Til dig (Muhammad) åbenbarede Vi, at du skal følge Abrahams bekendelse. Han var gudhengiven og hørte ikke til afgudsdyrkerne.
22:77-78. Oh I troende! Bøj jer og kast jer ned (i bøn). Tjen Herren og gør gode gerninger, for at det må gå jer godt. Stræb ihærdigt for Guds sag, som det sig sømmer. Han har udvalgt jer og har ikke gjort jeres fader Abrahams tro byrdefuld for jer. Det er Ham (dvs. Gud), der har kaldt jer muslimer (dvs. gudhengivne) i tidligere åbenbaringer – og i denne. At sendebuddet må vidne (om jer på Dommedag) for Gud, og I må vidne (om Gud) for menneskeheden! Hold bøn, betal zakât, og hold jer til Gud, for Han er jeres beskytter. Hvilken ypperlig beskytter og hjælper.
Abrahams efterkommere
19:49-50. Og da Abraham havde vendt sig fra sit folk og deres afguder, skænkede Vi ham Isak og Jakob og gjorde dem til profeter. Og Vi velsignede dem og gav dem ry for at være sandhedskærlige.
19:54-55. Bogen beretter ligeledes om Ismael. Han holdt sit løfte (i forbindelse med ofringen), og han var Guds sendebud. Han påbød sit folk at bede og betale zakât, og Gud fandt velbehag i ham.
6:84-86. Vi skænkede ham (dvs. Abraham) Isak og Jakob, og Vi retledede dem begge. Tidligere retledede Vi Noa, og blandt hans efterkommere David, Salomon, Job, Josef, Moses og Aron. Således belønner Vi de retfærdige. Og Zakarias og Johannes, Jesus og Elisa – alle fra de retfærdiges rækker. Og Ismael og Elisa, Jonas og Lot. Hver (eneste) af dem har Vi givet en fortrinsstilling frem for menneskeheden (ved at gøre dem til profeter).
38:45. Husk Vore tjenere Abraham, Isak og Jakob, der besad magt og visioner. Vi udvalgte dem visselig med den specielle (hensigt) at forkynde budskabet om Det Hinsidige. De hører visselig til Guds udvalgte. Og husk Ismael, Elisa og Dhul-Kifls: Hver af dem hørte til de gode.
© Aminah Tønnsen, 2000