I Guds, Den Allernådigstes, Den Allerbarmhjertigstes navn.

Har du ikke set, hvorledes Gud behandlede elefant-folket?
Lod Han ikke deres list mislykkes?
Han sendte fugleskarer imod dem,
og de kastede hårde klumper ler imod dem.
Og de blev (ligeså kraftesløse) som en afgnavet mark (105:1-5).

Elefant-folket
I begyndelsen af 500-tallet besatte den abessinske hær Yemen og indsatte Abraha som statholder i landet. Selvom han lod opføre en stor kirke i sin hovedstad, foretrak mange af hans undersåtter det traditionelle valfartsmål: Ka’baen i Mekka, der var fyldt med afgudestøtter og -billeder.
Opildnet af magtbegær og religiøs fanatisme drog Abraha omkring år 570 mod Mekka for at ødelægge Ka’baen. I spidsen af en stor ekspedition red han på en elefant, og undervejs nedkæmpede han med hård hånd enhver modstand, han mødte på sin vej.
I området syd for Mekka overfaldt og udplyndrede hans fortrop en stor kamelhjord. Hyrderne flygtede i panik ind til byen, og således erfarede mekkanerne, at Abrahas hær var på vej. Quraysh-stammens leder, Abd al-Muttalib, vidste, at han og hans mænd intet kunne stille op imod Abrahas hær, så han beordrede byens indbyggere til at søge tilflugt i bjergene uden for byen.
Abraha gjorde sig klar til at indtage Mekka; men hans elefant nægtede at røre sig ud af stedet. Pludselig fløj store fugleskarer hen over hæren. Fuglene havde små, hårde klumper af ler i deres næb, som de lod falde ned på soldaterne, der styrtede til jorden og vred sig i smerte. Det blæste op, og vinden blev til en kraftig sandstorm, der udslettede Abrahas hær. Næste morgen lignede resterne af den før så mægtige hær en kraftesløs, afgnavet mark.
Mekkanerne vendte tilbage til deres by og kunne glæde sig over, at helligdommen, Ka’baen var uskadt. Året blev siden kaldt elefant-året.

Muhammeds barndom og ungdom
I elefant-året fødtes Abd al-Muttalibs sønnesøn Muhammed. Hans far Abdallah var død nogle måneder tidligere, og som det var skik og brug i Arabien på den tid, blev den spæde Muhammed overladt til en amme, så han kunne vokse op i de frie, men barske omgivelser i ørkenen. Skæbnen ville imidlertid, at hans mor døde efter en pludselig sygdom, så allerede som seksårig var Muhammed forældreløs.
Efter et kortere ophold hos sin farfar, tog farbroren Abu Talib Muhammed til sig. Abu Talib tog Muhammed med sig på lange karavanerejser, og da Muhammed blev lidt ældre, blev han karavaneleder for en rig købmandsenke, Khadijah. Skønt hun var langt ældre end Muhammed, friede hun til ham, og de levede sammen i femogtyve år, lige indtil Khadijahs død.
Muhammed var en eftertænksom og besindig mand, og ofte trak han sig tilbage til en grotte i ørkenen. Her havde han fred og ro til at tænke over, hvorledes han kunne forbedre sit folks levevis. De rige holdt slaver, som de udnyttede groft og behandlede på umenneskelig vis. Der var ingen, der hjalp de fattigste i samfundet. Ofte skete det, at plejeforældre bortødede de forældreløses ejendom. Araberne ville hellere have sønner end døtre, og det hændte, at man begravede pigebørn levende i ørkenen for at slippe af med dem. Mændene opfattede kvinderne som deres ejendom, og tilbedelsen af de mange gudestøtter i Ka’baen gik ikke stille for sig.

Muhammeds kaldelse til profet
En nat i slutningen af måneden ramadan i året 610, da Muhammed var 40 år gammel, viste englen Gabriel sig for ham, mens han opholdt sig i ørkengrotten: Først så Muhammed ham i horisonten; derefter kom han nærmere, så han kun var et par buelængder fra Muhammed. Gabriel påbød – på Guds vegne – Muhammed at forkynde Guds ord til sine samtidige og til at sørge for, at al den nye viden, som han på denne måde kom i besiddelse af, ville blive bevaret for eftertiden.
Den nat, hvor Muhammed modtog sin første guddommelige åbenbaring via ærkeenglen Gabriel, kaldes ”laylat ul-qadr”, bestemmelsens nat, og hvert eneste år mindes alverdens muslimer denne nat med bøn og koranlæsning.
Muhammed, der hverken kunne læse eller skrive, følte sig uværdig til at udbrede Guds budskab; men efter nogen tid fik han en ny åbenbaring, hvori han blev opfordret til at lovprise Gud og forkynde Hans ord.
Muhammed sørgede for, at åbenbaringerne blev lært udenad og nedskrevet. Efter hans død blev de samlet til den bog, som hedder Koranen. Den er en vejledning til menneskeheden og indeholder klare retningslinjer for, hvad der er ret og uret, og den bekræfter tidligere åbenbarede skrifter.
Profeten Muhammeds vigtigste opgave var at fortælle sine samtidige om den ene sande Gud, alverdens skaber og opretholder, om Dommedag og opstandelse til et liv efter døden, og at bekæmpe den overtro og afgudsdyrkelse, der prægede datidens arabiske samfund.

De første år i Mekka
Profetens nærmeste familie var de første, der fik budskabet at høre, og hans hustru Khadijah og unge fætter Ali, var de første til at tro på, at der virkelig var tale om et guddommeligt budskab. Efter en rum tid blev Muhammeds farbror Hamza også muslim; men farbroren Abu Talib, der havde opfostret Muhammed, blev det aldrig. Alligevel forsvarede han Muhammed, når de hedenske mekkanerne forsøgte at få ham til at tale sin nevø til rette.
En anden farbror, der havde fået øgenavnet ”flammens fader” (Abu Lahab) på grund af sine hyppige og voldsomme raserianfald, hvor han blev ganske rød i hovedet som en flamme, var hele sit liv indædt modstander af Profeten Muhammed og muslimerne og gjorde alt for at bekæmpe dem. Abu Lahabs hustru bidrog til uroen ved at udbrede ondskabsfulde rygter om muslimerne, og i nattens mulm og mørke strøede hun torne på jorden foran Profetens hus.
Abu Lahab faldt i et af mekkanernes mange slag imod muslimerne, efter at disse var udvandret til byen Medina, og mange var overbevist om, at hans død var Guds straf for hans modstand imod muslimerne.
Profeten Muhammed var naturligvis ked af, at nogle af hans nærmeste slægtninge ikke ville tage budskabet til sig; men Gud opfordrede ham til blot at sige til dem: ”Jeg er ikke ansvarlig for det, I gør” – og Gud præciserede, at Muhammeds eneste opgave var at prædike det budskab, han fik åbenbaret, og tale høfligt og blidt til sine tilhørere. Det var ikke Profetens opgave at omvende folk til troen – det kan kun Gud.
Snart begyndte Profeten Muhammed også at træde offentligt frem med sin forkyndelse. Mange mekkanere foretrak deres forfædres afgudsdyrkelse, og den muslimske menighed voksede kun langsomt. Muhammed følte sig derfor ind i mellem utilstrækkelig; men så mindede Gud ham om, hvorledes Han havde taget sig af ham, da han var blevet forældreløs – og hvorledes Han havde givet ham vejledning, da han havde været allermest bekymret for fremtiden.

Boykot og forfølgelse
Som alle andre profeter før ham, måtte også Muhammed lide den tort at blive hånet og bespottet og beskyldt for at være besat af onde ånder.
Modstanden imod muslimerne tog til, da Mekka blev ramt af længerevarende tørke og hungersnød, idet de hedenske mekkanere mente, at tørken var gudernes straf for Muhammeds forkyndelse. Det faldt dem ikke ind, at tørken tværtimod kunne være en prøvelse fra Gud på grund af deres egen ugudelighed og modstand imod Muhammed, så de fortsatte med at bespotte ham og kalde ham en utroværdig løgner.
De hedenske mekkanerne besluttede at boykotte muslimerne: De forviste dem til udkanten af byen, og man måtte hverken sælge varer til dem eller købe varer af dem. Boykotten varede i flere år; men muslimerne var standhaftige, og hverken afsavn eller fattigdom kunne få dem til at afsværge troen.
En nat oplevede Muhammed i et drømmesyn at rejse fra Mekka til Jerusalem, hvor han mødtes med tidligere profeter. Rejsen fortsatte op igennem himlene lige til den syvende, hvor han fik lov til at kigge ind i det forjættede Paradis. Her så han ærkeenglen Gabriel stå ved et lotustræ.
Ca. 10 år efter Muhammeds kaldelse døde hans farbror Abu Talib, der så trofast havde beskyttet ham. Det betød, at den fysiske overlast, som hedningene udsatte muslimerne for, tog til i styrke. Nogen tid efter døde også Muhammeds hustru, Khadijah.

Udvandringen til Medina
Forfølgelserne tog til, og det var i denne svære tid, at Gud gav muslimerne lov til at forsvare sig imod hedningenes angreb for at sikre retten til at dyrke Gud.
Gud opfordrede Muhammed til at udvandre til oasebyen Yathrib, hvis ledere havde ladet forstå, at de ville tage vel imod muslimerne. Muhammed sendte muslimerne i forvejen i mindre grupper, og imens besluttede de hedenske mekkanere sig for at slå Muhammed ihjel. Da de opdagede, at Muhammed havde forladt byen i nattens mulm og mørke sammen med sin tro følgesvend Abu Bakr, sendte de deres sporfindere ud i ørkenen efter dem.
Da dagen brød frem, gemte Muhammed og Abu Bakr sig i en hule. Abu Bakr blev bekymret, da han opdagede en sporfinder nærme sig; men Muhammed beroligede ham og sagde: ”Frygt ikke, for Gud er med os!” Og da sporfinderen nåede frem til hulens indgang, havde en edderkop på mirakuløs vis spundet et kæmpespind hen over hulens indgang. Da sporfinderen så edderkoppespindet, tog han det for givet, at der ikke for nylig havde været nogen i hulen, og således reddede Gud endnu engang Sin profet fra hans fjender.
Lettelsen og glæden var stor, da Muhammed endelig ankom til Yathrib. Nu kunne man for første gang kalde til bøn i fuld offentlighed. I Mekka havde muslimerne vendt sig mod Jerusalem, når de bad deres bønner; men nogen tid efter ankomsten til Yathrib blev bederetningen ved guddommelig åbenbaring ændret, så man i stedet vendte ansigtet mod Mekka – og det har muslimer gjort lige siden.
Senere skiftede Yathrib navn og kom til at hedde ”Profetens by” – Madinat un-nabi, eller Medina slet og ret.

Forsvarskrige
Eftersom Arabiens gamle karavaneveje, der forbandt Mekka med omverdenen, førte forbi Medina, var mekkanerne bange for, at muslimerne ville hævne sig på dem ved at lukke vejen for at afskære Mekka fra omverdenen. Derfor besluttede de at angribe Medina; men da rygtet om deres krigsforberedelser nåede muslimerne i Medina, besluttede disse at drage mod syd for at hindre fjenden i at nå deres by.
Da de to hære mødtes ved Badr, bønfaldt Profeten Gud om hjælp, og Han svarede: ”Jeg vil styrke jer med tusinde engle i række og geled,” og til englene sagde Han: ”Jeg er med jer. Gør de troende beslutsomme og udholdende; men gør de vantro bange og gør dem ukampdygtige ved at give dem én over nakken, fordi de vover at kæmpe imod Mig og Min profet.”
For at styrke muslimernes sind lod Gud fjenden synes mindre i antal, end de i virkeligheden var, og på mirakuløs vis sejrede 300 muslimer over den langt større og mere veludrustede hær fra Mekka. Bagefter var de troende sig fuldt ud bevidst om, at sejren ikke skyldtes dem selv, men Gud.
Mekkanerne glemte ikke det sviende nederlag ved Badr. En af byens ledere opfordrede befolkningen til at bidrage økonomisk til at udruste en hær, der kunne hævne nederlaget. Året efter drog man atter mod Medina med en endnu større hær end sidst; men det skulle vise sig, at befolkningens ofre ikke var dem til nogen nytte.
I hast samlede Profeten sine mænd, og i bjergene ved Uhud, lige uden for Medina, mødtes de to hære. Profeten beroligede sine mænd ved at minde dem om, hvorledes de ved Guds hjælp havde sejret ved Badr, og han forsikrede dem om, at Gud også denne gang ville sende Sine engle til deres hjælp, hvis blot de forblev faste i troen.
Da det så ud, som om muslimerne endnu engang ville sejre, blev mange af dem overstadige og forlod deres stillinger for at få del i det bytte, som de flygtende mekkanere havde efterladt på slagmarken. Da mekkanerne opdagede dette, vendte de om og genoptog kampen. Efter hårde kampe lykkedes det for muslimerne at trænge mekkanerne tilbage igen; men det kostede mange menneskeliv, og Profeten selv blev såret.
Mange af de sørgende svor, at de ville hævne deres døde og sårede; men Gud sagde til dem: ”Hvis I gengælder den uret, der er påført jer, så grib ikke til skrappere midler end dem, der er blevet brugt imod jer; men det er bedst for jer, om I udviser tålmodighed og afstår fra gengældelse. Vær tålmodige, og vær ikke bekymret for de rænker, de smeder imod jer for at hævne nederlaget, for Jeg er med de gudfrygtige og de retsindige!”
Mekkanerne opgav ikke håbet om at komme muslimerne til livs. De allierede sig med både jødiske og hedenske stammer og marcherede to år efter nederlaget ved Uhud atter mod Medina. Denne gang skiftede muslimerne taktik, og da de allierede tropper nåede Medina, blev de mødt af en bred skyttegrav, som i hast var blevet gravet rundt om hele byen.
Under den fire uger lange belejring af byen forsøgte fjenden flere gange forgæves at forcere skyttegraven. Forsyningerne i Medina var ved at slippe op, og mange mistede modet og fandt situationen uudholdelig. Derfor måtte Profeten flere gange minde sine bysbørn om, at Gud er med de troende og de udholdende, og med dem, der forretter bøn og viser omsorg for deres medmennesker.
En medinensisk, jødisk stamme, der ellers havde sluttet en gensidig freds- og beskyttelsespagt med muslimerne, forhandlede i hemmelighed med den belejrende fjende om at falde muslimerne i ryggen.
Medina blev reddet af en frygtelig cyklon og voldsomme regnskyl, der fik angriberne til at forlade deres stillinger. Den forræderiske jødiske stamme blev – som det foreskrives i Koranen – dømt efter deres egen lov, Moseloven.

Profeten og hans familie
Det var først efter hustruen Khadijahs død, at Muhammed tog flere hustruer. Hans hustruer havde naturligt nok en særstilling i samfundet. De nød den største respekt og blev kaldt ”de troendes mødre”.
Når Profeten rejste rundt i landet, blev der trukket lod om, hvem af hans hustruer, der skulle ledsage ham. Som det var skik og brug på dén tid, blev de(n) ledsagende hustru(er) transporteret rundt i bærestol(e) på kamelryg, tilbørlig skjult for nyfigne blikke.
En aften, da lejren skulle rømmes, var Profetens unge hustru Aisha gået afsides for at gøre sig i stand til den forestående rejse. Da hun kom tilbage til lejren, opdagede hun, at hun havde tabt sin halskæde, og ingen bemærkede, at Aisha atter fjernede sig fra lejren. Forhænget var trukket for bærestolen, så de mænd, der skulle sætte bærestolen op på kamelens ryg, opdagede ikke, at bærestolen var tom – de gik som en selvfølge ud fra, at Aisha sad i den.
Da Aisha kom tilbage til lejren, opdagede hun til sin forfærdelse, at alle havde forladt stedet. Fortvivlet satte hun sig på jorden og ventede på, at nogen skulle komme tilbage efter hende. En ung mand ved navn Safwan havde fået til opgave at gennemgå lejrstedet for evt. efterladenskaber. Da han fandt Aisha, satte han hende op på sin kamel og førte den til næste lejrplads.
Da Profeten og hans følge slog lejr før solen stod alt for højt på himmelen, opdagede man, at Aisha ikke sad i sin bærestol, og stor var opstandelsen, da hun nåede lejren, siddende på Safwans kamel. Rygterne svirrede, og selv Profeten havde i første omgang svært ved at tro på sin hustrus uskyld, men forsonede sig sidenhen med hende.
Efter denne hændelse blev de troende skarpt advaret imod at viderebringe sladder og ondsindede rygter om hinanden.

Profeten og hans familie levede ikke et liv i luksus – tværtimod. Efter en større uoverensstemmelse i det store hushold, blev Profeten opfordret til at sige til sine hustruer, at dersom de ønskede et mere komfortabelt liv end det, han kunne tilbyde dem, ville han lade sig skille fra dem. Hvis de derimod valgte at blive hos ham, ville de blive belønnet i det Hinsidige. De valgte alle at blive.
Profetens hustruer skulle være særligt påpasselige med at opføre sig værdigt og anstændigt. Hvis de forbrød sig imod lovene, ville de blive straffet dobbelt så hårdt som andre – ligesom de ville høste dobbelt løn for deres gode gerninger. De blev opfordret til at videregive den viden, som de fik fra Profeten og at tage sig af de fattige i samfundet.
Flerkoneri var almindeligt i Arabien på Profetens tid; men antallet af hustruer blev ved guddommelig åbenbaring begrænset til fire, og mange muslimer måtte derfor lade sig skille fra en eller flere af deres hustruer. Profeten fik dog lov til at beholde alle sine, men det blev udtrykkeligt præciseret, at han ikke måtte tage flere hustruer eller udskifte nogle af dem med andre.
Profeten selv var en blufærdig og beskeden mand, så der måtte en guddommelig åbenbaring til for at lære folk, hvorledes de skulle opføre sig over for ham og hans familie. Bl.a. måtte fremmede ikke betræde Profetens hus uden at være inviteret indenfor og skulle forlade huset igen, lige så snart de havde forrettet deres ærinde – medmindre Profeten bad dem blive. Fremmede mænd måtte ikke tale ansigt til ansigt med Profetens hustruer, og ingen måtte ægte hans enker efter hans død.

Fredspagten ved Hudaybiyya
Året efter drog Profeten med nogle hundrede muslimer på pilgrimsfærd til Mekka – byen, som de i årevis havde vendt sig mod, når de forrettede bøn. De var ubevæbnede og slog lejr i Hudaybiyya lidt uden for Mekka. Mekkanernes ledere ville imidlertid ikke lade muslimerne komme ind i byen. I stedet sendte de folk ud til Hudaybiyya for at forhandle med Profeten.
Muslimerne fik ikke lov til at komme ind i Mekka, men måtte vente til året efter, hvor de måtte opholde sig i byen i tre dage. Man enedes om en 10-årig våbenhvile, og i den periode skulle muslimerne sende alle mekkanere, der ville slutte sig til muslimerne uden deres forældres eller ægtefælles tilladelse, tilbage til Mekka – medmindre de nærede et oprigtigt ønske om at ville antage islam som deres tro. I så tilfælde skulle muslimerne betale erstatning til deres familie i Mekka.
Året efter drog Muhammed med en lille skare til Mekka for at udføre den lille valfart, ’umra, mens de hedenske mekkanere undrende så til: Pilgrimmene kyssede den sorte sten, der er indmuret i Ka’baens nordøstlige hjørne, hvorefter de småløb en gang rundt om den terningformede bygning. De kyssede atter den sorte sten, hvorefter de omkredsede Ka’baen endnu seks gange: tre gange småløbende og tre gange i skridtgang. Og som det var blevet aftalt året før, var der ingen muslimer, der led overlast i de tre dage, de måtte opholde sig i byen.

Mekkanerne bliver muslimer
Mekkanerne brød imidlertid fredspagten ved at angribe muslimernes allierede, hvorefter Profeten drog imod Mekka i spidsen for sin hær. Man slog lejr uden for Mekka, og byens leder, Abu Sufyan, tog ud til lejren for at tage bestik af situationen. Abu Sufyan havde i de forløbne år gjort alt for at udslette muslimerne, men efter at have talt med Profeten, bekendte han sig til islam.
Dagen efter marcherede muslimerne ind i Mekka uden at møde modstand. Ka’baen blev renset for gudebilleder, og muslimerne forrettede bøn rundt om den. Profeten tilgav sine fjender, og mange af Mekkas indbyggere blev muslimer.
Det var ved denne lejlighed, at Gud bød Muhammed understrege over for alle tilstedeværende, at alle mennesker er skabt som ligeværdige, skønt de tilhører forskellige fællesskaber og stammer – og at storhed udelukkende måles i gudsfrygt og retsind.

Da nyheden om mekkanernes omvendelse nåede en hedensk stamme i Taif-området, følte dens ledere sig truet af muslimernes fremgang, og de begav sig mod Mekka med en stor hær. Da Profeten hørte om fjendens fremmarch, samlede han sine mænd og forlod Mekka, for han ville ikke gå i kamp i den hellige by.
For første gang var muslimerne i overtal, og mange af de nye muslimer blev overstadige; men de fik sig en lærestreg, for hedningene tog i nattens mulm og mørke opstilling på højderne omkring et snævert pas, hvorfra de gik til angreb på muslimerne. Mange muslimer mistede livet, andre flygtede i panik. Profeten bevarede roen, og ved Guds hjælp lykkedes det muslimerne at slå fjenden på flugt.
Efter dette sluttede mange af Arabiens stammer alliance- og fredspagter med Profeten. Nogle blev muslimer – andre foretrak at beholde deres egen tro. Og selv i glæden over denne fremgang blev muslimerne mindet om, at sejren er Guds, og at al lovprisning tilkommer Ham.

Profetens død
Profeten og hans nærmeste blev boende i Medina; men da det rygtedes, at Profeten selv ville lede den årlige pilgrimsfærd i det tiende år efter udvandringen til Medina, strømmede muslimer fra hele Arabien til Mekka.
Profeten og de andre pilgrimme fulgte de valfarts-ceremonier, som Gud havde beskrevet for dem i Sine åbenbaringer, og det er de samme ceremonier, som millioner af pilgrimme har udført siden.
På Arafat-sletten holdt Profeten sin senere så berømte afskedsprædiken, hvori han ridsede islams hovedpunkter op: Han mindede sine tilhørere om livets ukrænkelighed og forbød alle former for blodhævn. Han opfordrede sine tilhørere til at opfylde deres forpligtelser over for hinanden. Mændene blev specielt opfordret til at behandle kvinder med respekt og sørge godt for dem, og kvinderne blev opfordret til at opføre sig værdigt og anstændigt. Profeten mindede sine tilhørere om, at alle muslimer udgør ét broderskab og opfordrede dem til at lytte til hans ord og efterleve dem. Sluttelig mindede han sine tilhørere om, at dersom man holder sig til Guds Bog, Koranen, og følger Profetens eksempel, vil man aldrig fare vild. Ved samme lejlighed blev den islamiske kalender blev endegyldigt fastlagt, og Profeten erklærede, at han nu havde fuldført sin mission.
Få måneder efter sin hjemkomst til Medina døde Profeten Muhammed. Han blev efter eget ønske begravet i Medina. Den by, som havde taget i mod ham, da han blev forfulgt i sin fødeby, og hvor han havde tilbragt de sidste ti år af sit liv.
Profeten Muhammed er med sin beskedne og retsindige adfærd et forbillede for muslimer. Han er ”profeternes segl”, khâtim al-nabîyîn – efter ham kommer der ikke flere profeter.

Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd,
men Guds sendebud og Profeternes Segl.
Gud er alvidende. (33:40)

© Aminah Tønnsen, 2002

Dette uddrag af “Profetfortællinger fra Koranen” (Tønnsen 2002, 108-124) har også været offentliggjort i RELIGIONSLÆREREN 1/2003, side 8-10.

Koranhenvisninger:
Elefant-folket i Koranen: 105:1-5.
Note: Den korte sura, nr. 105, der omtaler begivenhederne, hedder ”elefanten”.
Slaget ved Badr: 3:13, 8:5-19, 41-48.
Slaget ved Uhud: 3:121-180.
Skyttegravskrigen: 33:9-27.
Fredstraktaten ved Hudaybiyya: 48:1-4, 60:10-13.
Den første åbenbaring: 53:4-18, 96:1-5, 97:1-5.
Profetens familie: 24:11-20, 33:6, 28-62, 66:1-7.