Ikke alle bibelske profeter nævnes i Koranen – ligesom ikke alle koranske profeter som eksempelvis Hud og Salih nævnes i Bibelen:
Profeten Hud og Ad-folket
Blandt Noas efterkommere var Ad, der har givet navn til Ad-folket, hvis rige strakte sig fra Hadramaut til det Røde Hav. Befolkningen blev undertrykt af rige og mægtige fyrster, der levede i prægtige paladser fyldt med alverdens skatte, som de havde samlet ved at kræve skatter og afgifter af de fattige bønder. Og de forlangte af bønderne, at de skulle gøre krigstjeneste, når de blev angrebet af fjendtlige stammer, mens de selv forskansede sig i deres paladser.
Ad-folket opførte mindestatuer for sig selv og deres forfædre. De beundrede statuerne og gjorde dem til afguder, som de tilbad og håbede, ville gøre dem udødelige. De digtede sagn og sange om deres heltegerninger og havde for længst glemt det budskab, som deres forfædre havde prædiket.
Gud udvalgte Hud til profet for Ad-folket. Han var en af deres egne, og han sagde til dem: “Oh mit folk! Tjen Gud og nær ærefrygt for Ham, for der er ingen anden gud end Ham. Han har sendt mig, og Han vil til sin tid belønne mig. Jeg gør ikke dette for at vinde jordisk rigdom og ære og forlanger ingen løn af jer for det budskab, jeg overbringer – vil I dog ikke prøve at forstå?”
De svarede: “Det er ikke klare beviser, du dér fremfører. Vi vil ikke opgive vore forfædres guder, blot fordi du beder os derom. Du er besat af onde kræfter.” Hud svarede: “Læg I blot ondsindede planer imod mig; men jeg har tillid til Gud, som også er jeres Herre. Han råder over alle skabninger og viser dem den rette vej. Selvom I afviser Gud, har jeg gjort min pligt og overbragt jer budskabet. Gud vil erstatte jer med et andet folk, og I skader Ham ikke den mindste smule ved at afvise Ham, for Han er uafhængig af alt og alle.”
Ad-folkets ledere råbte hadefuldt: “Sikken en tåbe! Hvem kan tage sådan en løgner alvorligt?” Hud svarede roligt: “Jeg er ingen tåbe, men et sendebud fra Gud, alverdens skaber og opretholder. Jeg gør blot, hvad Gud har pålagt mig at gøre, og jeg er en oprigtig og troværdig vejleder. Undrer det jer, at én af jeres egne er blevet udvalgt til at advare jer? Husk, at Gud gjorde jer til arvinger og forvaltere af jorden efter Noa – og gav jer høj status iblandt folkeslagene. Og husk de fordele, Gud har givet jer, for at I må have fremgang.”
Ad-folkets ledere sagde hånligt: “Beder du os tjene Gud alene og opgive vore forfædres kult? Lad den straf komme over os, som du truer os med – hvis du da siger sandheden!
Hud svarede: “Gud har allerede straffet jer med tørke og hungersnød. Vil I virkelig skændes med mig om de falske guder, som I og jeres forfædre har opfundet, og som ikke kan hjælpe jer? Vend jer angergivent til Herren og bed om tilgivelse for jeres synder. Så vil Han sende regn ned fra himmelen og give kraft til afgrøderne på jeres marker, således at folk fra fjerne egne vil slå sig ned her på egnen. Gud gav jer kvæg og efterkommere og haver og rislende bække; men I har ikke vist Ham taknemmelighed, så jeg frygter, at I vil få en smertefuld straf.”
Ad-folkets endeligt
Ad-folket var hovmodige og kunne ikke forestille sig, at nogen kunne være stærkere end de selv og deres guder. Derfor mente de ej heller, at nogen kunne påføre dem smerte og straf. Så da de så en sort sky nærme sig i horisonten, troede de, at deres guder havde hørt dem, og at regnen omsider var på vej; men det var en fygende sandstorm, der varede i syv nætter og otte dage og føltes som en uendelighed.
Stormen lagde deres paladser og huse i ruiner. Og da stormen omsider stilnede af, lå der døde mennesker alle vegne, som var de udtørrede palmetræer, der var blevet rykket op med rode. Hvilken frygtelig straf for deres hovmod og ugudelighed.
Således gik det Ad-folket, der hovmodigt afviste at tro; men Gud frelste Hud og dem, der troede med ham. Også hovedstaden Iram, Perlen, med sine smukke søjler, hvis lige ikke fandtes nogen steder, blev ødelagt; men ind i mellem finder man spor efter Ad-folkets bygningsværker i sandet.
Hud blev begravet i Hadramaut nær byen Mukalla, og hvert år valfarter folk til hans grav, Qabr Nabî Hûd.
Profeten Salih og Thamud-folket
Thamud-folket levede i det frugtbare område mellem Hidjaz i Arabien og Syrien. Det var beslægtet med Ad-folket, der havde lidt så krank en skæbne. Thamud-folket var delt op i ni stammer, hver med deres egen leder.
De rigeste iblandt Thamud-folket boede i paladser og borge i det åbne land. De havde opdyrket jorden, og der var haver og rislende bække, kornmarker og daddelpalmer med frugter i overflod. Deres rigdom havde gjort dem begærlige, og de forhindrede de fattige i at vande deres marker og jog deres dyr væk fra brønde og græsgange. De stiftede ufred i landet i stedet for at fordele goderne og give rimelige kår til alle.
Andre havde hugget deres hjem – ja hele byer – ud i klipperne, hvor de følte sig i sikkerhed imod fjendtlige angreb.
Gud udvalgte én af folkets kendte skikkelser, Salih, til at prædike for sit eget folk, og han sagde til dem: “Oh mit folk! Tjen Gud, for der er ingen anden gud end Ham. Det er Ham, der har skabt jer og sat jer på jorden. Vend jer angergivent til Ham og bed om tilgivelse for jeres synder. Han er altid nærværende og parat til at lytte.”
De svarede: “Oh Salih! Du har altid været os en vis og god leder, og vi har sat vor lid til dig. Vil du nu forbyde os at tilbede de guder, som vore forfædre tilbad? Vi er virkelig mistænksomme over for det, du påbyder os at gøre.”
Salih svarede: “Oh mit folk! Forstår I da ikke, at jeg skal stå til ansvar for Gud, hvis jeg ikke overbringer jer Hans vejledning, som Han har påbudt mig at gøre? Hvem kan hjælpe mig, hvis jeg ikke adlyder Gud? Jeg forlanger ingen løn af jer, for Gud vil lønne mig rigeligt.”
Den vansirede kamel
Folkets ledere sagde til Salih: “Du må være besat af onde kræfter, og du er kun en dødelig som os selv. Bring os et bevis, hvis du virkelig fortæller os sandheden!”
Salih svarede: “Her er et tydeligt tegn til jer fra Herren: Denne hun-kamel skal have lov til at drikke på fastsatte dage – ligesom også I skal drikke på fastsatte dage. Og lad hende græsse frit på Guds jord. Hvis der tilstøder hende noget ondt, vil I blive straffet hårdt.”
Thamud-folkets ledere var hovmodige over for de af deres undersåtter, der var blevet troende. De opfattede dem som svage medløbere og sagde til dem: “Hvordan kan I vide, at Salih virkelig er Guds sendebud? Han er en forræder.” De troende svarede: “Vi tror oprigtigt på åbenbaringen, som han overbringer os.” “Vi afviser blankt, hvad I tror på. Salih er blot en uforskammet løgner,” var ledernes kommentar.
De trodsede Guds bud og snittede senerne i hun-kamlens knæ over, så den ikke kunne løbe bort, før de kunne nå at slagte den. Og de sagde hånende til Salih: “Lad blot den straf, som du har advaret os imod, ramme os, hvis du virkelig er Guds sendebud!”
Salih sagde til dem: “Træk jer tilbage til jeres huse i tre dage og tænk over, hvad I har gjort, og over den skæbne, der venter jer.” Men de angrede ikke deres opsætsighed og følte sig sikre på, at intet ondt kunne ramme dem.
Så i stedet for at tænke over deres skamfulde handling, lagde de mest opsætsige iblandt folket i al hemmelighed planer om at slå Salih og de troende ihjel i nattens mulm og mørke. De sagde til hinanden: “Hvis nogen bagefter spørger os, om vi kender noget til massakren, vil vi sværge, at vi ikke ved, hvem der udførte den, og at vi taler sandt.”
Men Gud hører alt og ved alt – intet kan holdes skjult for Ham, og ingen kan forhindre Ham i at føre Sin vilje ud i livet.
Og se, hvad de fik ud af deres hemmelige planer: Byen ramtes af en frygtelig storm med lyn og torden – efterfulgt af et enormt jordskælv. De opsætsige blev slået omkuld, og næste morgen lå de alle døde i deres huse; men Gud frelste Salih og de, der troede med ham. Byen blev ødelagt, og kun ruinerne fortæller om Thamud-folket og det blomstrende liv på egnen.
Men selvom ruinerne taler deres tydelige sprog, er der mange andre folkeslag, der stædigt afviser at tro på Gud, den Almægtige.
© Aminah Tønnsen, 2002
Fra: ”Profetfortællinger fra Koranen” (Tønnsen, 2002, 25-31)
Koranen: Sûra 11:50-68, 26:123-159, 54:18-31, 15:80-84 m.fl.
Vedr. Hud og Ad-folket:
“Hadramaut” menes at være en udledning af “Ad-i-Iram”, Ads by.
Vedr. Salih og Thamud-folket:
De store byer, udhugget i klipper i det nordlige Hidjaz, kaldes den dag i dag “Mada’in Salih”, Salihs byer.
Mange historikere mener, at udgravningerne i Petra i vore dages Jordan stammer fra nabatæerne, der var Thamud-folkets efterkommere. Thamud nævnes ved navn i en indskrift i Petra fra 715 f.Kr. som et øst- og sydarabisk folk.