Profetfortællingerne er en lære for de indsigtsfulde.
Det er ikke opdigtede fortællinger,
men en bekræftelse af det, som gik forud.
Det er en detaljeret fremstilling af alt,
og en vejledning og en velsignelse for dem, som tror (Koranen 12:111).

Adam var den første profet, som videregav Guds ord til de mennesker, han levede iblandt. Efter ham udvalgte Gud utallige profeter til at videreføre opgaven, og de indgik alle en pagt med Gud om at viderebringe Hans vejledning uden at ændre den mindste smule på åbenbaringerne.
Femogtyve profeter nævnes ved navn i Koranen: Der er beretninger af varierende længde om Adam, Noa, Abraham, Lot, Ismael, Isak, Jakob, Josef, Moses, Aron, Samuel, Elias Jonas, Job, Zakarias, Johannes, Jesus og Muhammed. Elisa, Enok og Ezekiel nævnes kun ganske kort og er derfor kun medtaget i navnelisten i denne bog. Salih, Hud, Shuaib og Lukman har ingen paralleller i Bibelen – på samme måde som der findes profeter i Bibelen, som ikke har paralleller i Koranen. Utallige andre profeter har virket – uden at de dog nævnes eksplicit i Koranen.
Ifølge Koranen er alle profeter – også Jesus og Muhammed var mennesker som alle andre, men dog udvalgt til en speciel opgave: nemlig at viderebringe Guds ord og vejledning til deres eget folk – de talte samme sprog og kendte deres traditioner og levevis ud og ind. Profeten Muhammed blev endvidere i den allerførste åbenbaring opfordret til at sørge for, at budskabet blev bevaret for eftertiden. Derfor pointeres det igen og igen, at Koranen er et budskab til menneskeheden.
Alle profeter er ifølge islam ud af samme slægt og tilhører samme fællesskab (umma). De er alle blevet forhånet truet og forfulgt. Det er karakteristisk, at det ofte er det jævne folk, der først accepterer budskabet, medens de rige og magtfulde er afvisende og uimodtagelige over for nye tanker og idéer.
Rejser man ud i verden, kan man ved selvsyn se sporene efter de folkeslag, som Gud udslettede som straf for, at de ikke tog den vejledning, profeterne overbragte den, til sig, jf. beretningerne om Faraos folk, Ad- og Thamud-folkene. Intet folk er dog blevet udslettet uden først at være blevet gjort bekendt med Guds ord.

Profeternes opgave bestod udelukkende i at prædike Guds ord og advare om, at hvert eneste menneske skal stå til ansvar for sine handlinger og undladelser. Det er ikke profeternes opgave at omvende – det kan kun Gud. Man må ikke fremhæve nogen profet frem for andre. Det eneste, der adskiller Muhammed fra de øvrige profeter, er, at han er den sidste i rækken. Han er ”profeternes segl”, efter ham kommer der ikke flere profeter.
Profeterne skal på Dommedag vidne om deres folk (men ikke dømme dem), og de vil selv – som alle andre mennesker – blive udspurgt om deres gerninger.
Alle profeter har prædiket det samme budskab. Nogle af de tidligere skrifter er imidlertid ifølge Koranen blevet glemt, misfortolket eller forsøgt skjult. Koranen, som for muslimer er en nøje gengivelse af de åbenbaringer, Profeten Muhammed modtog via ærkeenglen Gabriel i årene 610-621, bekræfter og præciserer således på nogle områder tidligere skrifter, medens den på andre områder lemper nogle forskrifter eller korrigerer dem.
Eksempelvis korrigerer Koranen de kristnes overfortolkning af Jesus’ rolle ved at præcisere, at Jesus hverken er ”Gud”, ”Guds søn” eller del af en ”treenighed”. Koranen lemper Moselovens spiseregler, idet der kun er forbud imod indtagelse af svin, blod og rusmidler.
Moselovens mange regler omkring ”rent og urent” afvises, idet en troende aldrig kan være uren som sådan – blot rituel uren f.eks. efter toiletbesøg, hvilket kræver fornyet afvaskning før bøn.
Koranen henviser til Moselovens princip om ”øje for øje, tand for tand” (2. Mos. 21, 22-27), men tilføjer, ”at det er bedre at tilgive”.
Koranen bekræfter Moselovens billedforbud (2. Mos. 20,4), i modsætning til kristendommen, hvor Gud godt må gengives billedligt. Koranen konstaterer, at forudsigelser om Profeten Muhammeds komme i både Det Gamle og Det Nye Testamente er forsøgt skjult via misfortolkning.

Som muslim må man derfor tro på både Toraen (tawrat), der blev givet til Moses, Salmerne (zabur), der blev givet til David, Evangeliet (injil), der blev givet til Jesus samt Koranen (qur’an), der blev givet til Muhammed. Hvor skrifterne afviger fra hinanden, vil det altid være Koranen, der er den endegyldige autoritet for muslimer.

© Aminah Tønnsen, 2002

Koranens 21. kapitel hedder ”profeterne”.

Ovenstående er et uddrag af ”Profetfortællinger fra Koranen” (Tønnsen 2002, 132-134).