Kvindelige muslimske statsoverhoveder

Da Benazir Bhutto i 1988 blev valgt til præsident i Pakistan, reagerede mange muslimske mænd med dyb forargelse. Noget sådant var – efter deres mening – simpelthen utænkeligt i et muslimsk land.
Året forinden havde den marokkanske sociolog Fatima Mernissi udgivet en bog ”Le Harem politique. Le Prophète et les femmes” (Det politiske harem. Profeten og kvinderne). Heri skriver hun i sit forord:

“Kan en kvinde herske over muslimer?” spurgte jeg en dag min købmand, der – som de fleste købmænd i Marokko – er et veritabelt ‘termometer’ for den offentlige mening.
“Allah bevare os!” udbrød han, forarget, trods vort venskab. Ved tanken om en sådan horribel situation, havde han nær tabt de seks æg, jeg var kommet for at købe.
“Allah bevare os for tidens katastrofer!” mumlede en kunde, der købte oliven, idet han gjorde tegn til at ville spytte i gulvet. Min købmand er en fanatisk tilhænger af renhed, selv en forbandelse retfærdiggør ikke – ifølge hans mening – at man snavser gulvet til.
En anden kunde – en lærer, som jeg et par gange var stødt på i aviskiosken – tildelte mig det endelige slag ved at citere et hadith, som han vidste skæbnesvangert – alt imens han langsomt strøg fingrene hen over bladene på det bundt fugtig mynte, han netop havde købt: “Et folk, der betror sin ledelse i en kvindes hænder, vil aldrig have fremgang” (lam yaflah qawmun wallaw Amrahum Imra’a).
Stilheden sænkede sig omkring os; jeg havde tabt spillet. Et hadith er ikke et betydningsløst anliggende i et religiøst samfund. Hadith-samlingerne er dokumenter, hvor Profetens udsagn og handlinger er nedskrevet i mindste detalje. Disse dokumenter udgør sammen med Koranen både kilden til lovgivning og rettesnor til at skelne det rigtige fra det forkerte, det tilladte fra det forbudte.

Jeg forlod diskret butikken uden yderligere kommentarer. Jeg kunne intet stille op imod et sådant udsagn – på én gang både ubønhørligt og populært.
Forbløffet, besejret og rasende følte jeg med det med ét bydende nødvendigt at samle materiale om dette hadith og at studere de tekster, hvor det var nævnt, for på den måde at forstå dets forbløffende magt over jævne mennesker i et moderne samfund.

Fatima Mernissi beviser i sin bog – med henvisning til anerkendt arabisk kildemateriale – hvorledes de traditioner (hadith), der er anerkendt som værende udsagn fra Profeten Muhammad – og som følgelig betragtes som retningsgivende for muslimer også i dag – i flere tilfælde er “fabrikeret” til en bestemt lejlighed og fremsat af yderst uvederhæftige personer – således også det ovenfor citerede udsagn:

Profeten Muhammads enke Aicha besluttede i AD 656 at afsætte den nyligt udnævnte 4. kalif Ali (Profetens fætter og svigersøn). Hun beskyldte (som så mange andre) Ali for meddelagtighed i mordet på sin forgænger Uthman, den 3. kalif.
Aicha begav sig med en hær mod Basra i Irak, hvor hun dog tabte kampen mod Alis tilhængere. Slaget blev senere kaldt “kamelslaget”, fordi Aicha dirigerede tropperne fra kamelryg. Mange af Basras notabler havde erklæret sig neutrale i striden; men efter Aichas nederlag erklærede én af dem, Abu Bakra (ikke at forveksle med den første kalif Abu Bakr), at Profeten Muhammad engang skulle have sagt: ‘Ethvert land, der ledes af en kvinde, går sin undergang i møde’. “Hvilken fabelagtig hukommelse må han ikke have haft,” skriver Fatima Mernissi – for kamelslaget fandt sted 24 år efter Profeten Muhammads død!
Ydermere var Abu Bakra nogle år forinden blevet dømt for falsk vidneudsagn i forbindelse med en sag om utroskab. Ifølge almindelig retspraksis bør man aldrig derefter acceptere en sådan persons vidneudsagn – medmindre den formastelige angrer, hvilket der intet foreligger om i denne forbindelse:

De, der fremsætter anklager (om utugt) mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, skal straffes med firs slag. Og før dem aldrig mere som vidne, for de er visselig (gemene) overtrædere. (24:4)

Abu Bakra er også den eneste, der har påstået, nogensinde at have hørt Profeten udtale den famøse sætning: “Et folk, der betror sin ledelse i en kvindes hænder, vil aldrig have fremgang”. Og alligevel blev udsagnet hevet op af mølposen, da Benazir Bhutto blev valgt til Pakistans præsident.
Arabiske ledere fandt åbenbart Fatima Mernissis bog for kompromitterende, for den blev forbudt i en lang række arabiske lande; men ingen har til dato modbevist hendes påstande.
Og da Benazir Bhutto i 1990 blev afsat, var den officielle begrundelse da heller ikke, at et islamisk land ikke kan ledes af en kvinde – men en anklage for korruption og magtmisbrug.

Selvom Benazir Bhutto af mange blev omtalt som “den første kvindelige leder af et islamisk land”, viser historien, at hun langt fra har været den første. Rent faktisk har der før hende været utallige anerkendte kvindelige muslimske statsoverhoveder; men arabiske mænd har i tidens løb gjort alt for, at dette faktum skulle gå i glemmebogen.
“Sultanes oubliées” – de glemte kvindelige sultaner – hedder Fatima Mernissis bog, der giver en grundig levnedsbeskrivelse af et hav af muslimske regenter, sultaninder og dronninger:
Ganske modsat hendes bange anelser, viste det sig nemlig utrolig nemt at finde frem til disse dronninger. Selvom ingen af dem har båret titlen af “kalif” eller “imam”, men sultaninde, Malika (dronning), Sitt (dame), Hurra (fri kvinde) eller Khatun (den mongolsk/asiatiske variant), er deres livshistorier fascinerende læsning:

Historikere – bl.a. den rejselystne nordafrikaner Ibn Battuta – fortæller om, hvorledes Turkan Khatun trods stor modstand overtog magten ved sin mands død i 1072, idet deres søn kun var fire år gammel. I 20 år regerede hun fra Baghdad et rige, der strakte sig fra Kinas grænser i øst til Syrien i vest og til Yemen i syd – fredagsbønnen blev dog sagt i hendes søns navn.
Ibn Battuta fortæller også om den unge, ugifte Radia, der overtog magten efter sin far i Delhi i 1236. Han havde før sin død udnævnt hende til sin efterfølger – hans to sønner var efter hans mening ikke dygtige nok! Det første, Radia som nybagt regent foretog sig, var at få sit navn præget i landets mønter. Hun færdedes utilsløret og var en god rytterske. Men da hun giftede sig med en abyssinsk slave, blev folk indigneret. Hun blev offer for rovmord, da hun var på flugt efter at have tabt et slag om Delhi.
Chajarat ad-Dur overtog magten efter sin mand i Ægypten i 1250. Yderligere seks tyrkisk/mongolske kvinder var ved magten i de efterfølgende år, indtil 1681. Ibn Battuta har i sine rejsebeskrivelser i flere kapitler med stor forundring beskrevet den respekt, de mongolske kvinder nød. Deres deltagelse i det offentlige liv var også noget ganske ukendt for ham.
De maldiviske øer blev i ca.40 år regeret af kvinder. Sultana Khadijah overtog magten efter sin far i 1347. Hun efterfulgtes i 1379 af sin søster Myriam. Fatema efterfulgte sin mor på tronen i 1383 og regerede indtil sin død i 1388.
Mellem 1641 og 1699 blev Indonesien – trods stor modstand – regeret af fire kvinder tilhørende Djajadiningrat-dynastiet.
Alle disse kvindelige, muslimske regenter fik deres navn og valgsprog præget i landets mønter, og fredagsbønnen i moskéerne blev sagt i deres navn. Et interessant træk ved disse kvindelige regenter er, at langt de fleste af dem var mongoler, asiater, tyrkere, persere, indonesere og maldivere. Blandt de få kvindelige arabiske regenter kan nævnes Asma bint Chihab ac-Culayhiya og hendes svigerdatter Urwa bint Ahmad ac-Culayhiya, begge yemenitiske shi’iter. Urwas regeringstid varede i hele 47 år (1091-1138).

Mange andre kvinder har haft den reelle magt i muslimske lande i kortere eller længere tid. Nogle har officielt delt magten med deres ægtefælle. Andre har reelt regeret, fordi deres ægtefælle – der officielt var regent – ikke magtede opgaven eller ikke var interesseret i at udøve sit embede:
Blandt disse kan nævnes Sitt al-Mulk (Damen fra Cairo), der som halvtresårig overtog magten efter sin sindssyge bror Al-Hakim i 1020. Hun var godt rustet til opgaven, for helt fra hun var ung pige, havde hendes far diskuteret statsanliggender med hende og havde taget hendes synspunkter med i sine overvejelser. Hun blev aldrig officielt udnævnt til regent, og fredagsbønnen blev sagt ikke i hendes, men i hendes lille brorsøns navn.
Nævnes skal også Cubh, der var blevet taget som krigsfange under et af de mange slag, der blev udkæmpet i Spanien mellem muslimer og kristne. Hun blev gift med al-Hakam, en af de mest betydningsfulde andalusiske regenter (961-976). Al-Hakam var mere interesseret i kunst og litteratur end i statsanliggender, så det var hustruen Cubh, der tog sig af dem. Hun beholdt magten i hele 20 år efter hendes mands død – selv om hun forblev kristen hele sit liv.

Elsket af nogle – hadet af andre. Kun få af historiens kvindelige muslimske regenter fik en fredelig død. Mange af dem blev – ligesom deres mandlige sidestykker – forgiftet eller myrdet; men de er et lysende vidnesbyrd om, at afsondring og marginalisering af kvinder er et fremmedelement i muslimsk tradition. Koranens påbud om afsondring er klart og utvetydigt møntet udelukkende på Profetens hustruer – for de er ikke som andre kvinder:

Oh I Profetens hustruer! For den af jer, der opfører sig åbenbart skændigt, vil straffen (i dette liv og i det kommende) blive fordoblet. Det er let for Gud; men den af jer, der hengivent tjener Gud og Hans sendebud og handler retfærdigt, vil blive dobbelt belønnet. Og ædelt underhold venter hende (i Det Hinsidige).
Oh I Profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder: Hvis I frygter Gud, da før ikke uhøvisk, men anstændig tale, at de syge i hjertet ikke må blive optændt af begær. Bliv roligt i jeres hjem (qarna) og stil jer ikke til skue som i uvidenhedens dage.
Oh I Profetens familie! Forret bøn og giv almisse og adlyd Gud og Hans sendebud. Gud ønsker blot (med disse påbud) at rense jer for (hedensk) besudling. Ihukom og recitér Guds tegn og de visdomsord, der er blevet foredraget for jer i jeres hjem. Gud er visselig indfølende og alvidende. (33:30-34)

Den kendte ekseget al-Tabarî (død o.923) mente i øvrigt, at der slet ikke var tale om et påbud som “bliv roligt i jeres hjem” (qarna), men “opfør jer med ophøjet ro og værdighed i jeres hjem” (qirna). Og det kan vække til eftertanke, at al-Tabarî blev nødt til at søge tilflugt i sit eget hus for at beskytte sig imod en rasende menneskemængde, der beskyldte ham for kætterske tilbøjeligheder på grund af denne og andre kontroversielle holdninger. Bl.a. mente han, at der ikke var noget til hinder for, at en kvinde kunne være juridisk dommer.

Ynkeligt er det, når så mange nutidige muslimske mænd lægger hindringer i vejen for de kvinder, der ønsker at engagere sig i politik ved at nægte dem stemmeret og valgbarhed. Det er ikke forbilleder, der mangler, og historikerne har beskrevet disse kvinders liv udførligt.
Og i den ophedede debat i forbindelse med valget af Benazir Bhutto, var der tilsyneladende ingen, der tænkte på at referere til Koranen. Den nævner ikke med ét ord, at den magtfulde og højt respekterede Dronning af Saba (Bilqîs) skulle have været nødsaget til at afgive magten, da hun antog islam (27:15-44)!

Det er nødvendigt at mindes og forstå fortiden for at kunne forme fremtiden.

Påmind menneskene, for påmindelse er visselig af stor nytte. Den gudfrygtige vil drage nytte af påmindelsen – den elendige vil vende sig bort. (87:9-11)

© Aminah Tønnsen, 1991

Fra: ISLAM – FRED & HARMONI 1/91.

Litteratur:

BAHNASSAWI, Salim El-:
Die Stellung der Frau zwischen islam und weltlicher Gesetzgebung.
Bavaria, München 1993, 89-128: Die politischen Rechte der Frau.

DALIA: Meet the nine Muslim Women who have ruled Nations

GOMA, Ali Mufti: Mufti not against women presidents

MERNISSI, Fatima:
* Sultanes oubliées. Femmes chefs d’état en islam. Paris 1990.
(The Forgotten Queens of Islam. 1993)
* Le harem politique. Le Prophète et les femmes. Paris 1987.
(The Veil and the Male Elite. 1991)

SANUSI: Women and Political Leadership in Muslim Thought

SHEHABUDDIN, Sarah: Female leadership in Islam

SHERIF, Sara: Utilizing Female Resources