Huda Sha’rawi voksede op i en rig, højt estimeret familie i Minia, hovedstaden i Øvre Egypten. Opdraget til et liv i samfundets tjeneste, lærte hun både tyrkisk og fransk – to sprog, som alle datidens ”damer” beherskede. Undervisningen foregik i hjemmet, for i hele Egypten eksisterede der i de år kun én eneste pigeskole.
Ofte deltog hun også i smug i storebrorens lektioner i klassisk arabisk, så også det sprog beherskede hun perfekt. Ydermere læste hun alt, hvad hun kunne få fat i om både økonomi, filosofi og litteratur. Selv om Huda Sha’rawi aldrig selv havde gået i en offentlig skole, brugte hun mange kræfter på at forbedre pigernes skolegang, og i 1910 åbnede hun en pigeskole – den første i landet, der tilbød almene undervisningsfag i stedet for traditionelle ”pigefag”, der skulle opdrage pigerne til deres fremtidige liv som hustru og moder. Idéen om en sådan pigeskole blev åbenbart anset som lidt af en provokation, for de lokale myndigheder krævede en vandelsattest af piger & kvinder, der ønskede at blive optaget på skolen! Ingen kvinder søgte dog om optagelse; men de sendte deres døtre til skolen.

Det var under egypternes demonstrationer mod de britiske kolonisatorer i slutningen af 1. verdenskrig, at Huda Sha’rawi for alvor kom i offentlighedens søgelys. Bl.a. ledede hun en delegation af 350 tilslørede kvinder, der den 16. marts 1919 afleverede en protestnote til den britiske højkommissær, da det stod klart, at briterne ikke havde til hensigt at holde deres løfte om at forsvare de politisk undertrykte landes rettigheder. Huda Sha’rawi havde også sendt et brev til højkommissærens hustru, der var en af hendes personlige venner.
Svaret på disse to henvendelser kom i form af bombning af byen Asyut i Øvre Egypten, hvor mange civile blev dræbt.

Den 12. april 1919 deltog hundreder af tilslørede kvinder i en sørgehøjtidelighed i Cairo for ofrene for tidligere dages demonstrationer. Synet af de tilslørede, demonstrerende kvinder skræmte briterne, der åbnede ild mod mængden. Mange faldt for briternes kugler. Det fortælles, at Huda Sha’rawi, der deltog i processionen, trådte frem og på et fejlfrit, velformuleret engelsk – henvendt til kaptajnen for det britiske kavaleri – sagde: “Her står jeg. Hvorfor skyder du mig ikke, som du har skudt andre egyptiske kvinder? Vi ønsker frihed for vort land. Vi vil ikke acceptere jeres vanærende overherredømme!”
Forbavset over kvindens mod og over at høre sit eget sprog fra en tilsløret kvindes mund, gav kaptajnen ordre til at stoppe skyderierne.
Urolighederne fortsatte; briterne arresterede en politisk aktivist ved navn Sa’ad Zaghlul. Briterne håbede, at de på den måde kunne sætte en stopper for urolighederne; men kvinderne var med til at holde sagen i live. På alle pengesedler, de overhovedet kunne få fat i, skrev de: Yahya Sa’ad (længe leve Sa’ad) – og lod sedlerne cirkulere.

Og den 25. december 1921 skrev Huda Sha’rawi til Lord Allenby:

Deres Excellence!

Hvis De tror, De har magt til at udslette det egyptiske folks stemme ved at landsforvise manden (Sa’ad Zaglul), til hvem vi har sat vor lid, og som vi ønsker skal tale i vort navn, beder jeg Dem tage sagen op til fornyet overvejelse.
De har nu hørt én stemme; men snart vil De høre 14 millioner stemmer, der vil kræve deres rettigheder og deres frihed, og som dybt beklager den uret og de aggressioner, de har været udsat for.
Hvis De, Deres Excellence, udelukkende påberåber Dem magten til at knuse vore rettigheder, beder jeg Dem overveje også dette endnu engang. For magt har sin ende; men rettigheder består.
Vi vil fortsætte med at protestere mod de sammensværgelser, Deres Excellence udsætter os for. For disse sammensværgelser vil blot vække folkets og Guds vrede.

På de egyptiske kvinders vegne …

I 1920 grundlagde Huda Sha’rawi sammen med egyptiske lærerinder den første kvindeforening, og hun deltog i den internationale kvindekonference i Rom som Egyptens repræsentant. Under hjemrejsen kredsede hendes tanker for alvor omkring de traditioner, der forbød hende at fremtræde utilsløret i sit eget land, og da hun landede i Alexandria tog hun sit ansigtsslør af og bar det aldrig siden. Hun mødte megen kritik, men fremførte sig altid beskedent og værdigt og tog sig ikke af kritikken. Men hendes mand, en rig fætter, lod sig skille fra hende, da hun nægtede at bære slør.
Huda Sha’rawi udgav et damemagasin The Egyptian Woman, der udkom både på arabisk og fransk, og som skulle gøre alle kvinder bekendt med den i 1924 grundlagte kvindebevægelses mål: Uddannelse for kvinder, forhøjelse af minimums-ægteskabsalderen for kvinder, ligestilling på arbejdsmarkedet, forbud mod prostitution, oprettelse af hjem for forældreløse, kvindecentre og værksteder for kvinder. Kvindebevægelsen afholdt konferencer og foredrag og arrangerede møder om emner af interesse for kvinder.
I 1927 åbnedes det første pige­gymnasium, og i 1929 fik de første kvinder adgang til universiteterne – og lidt efter lidt lod kvinderne sløret falde. Huda Sha’rawis mand bad hende gifte sig med ham igen, hvilket hun indvilligede i.

Huda Sha’rawi havde i alle årene kæmpet for udbredelsen af det arabiske sprog i en tid, hvor fransk var det moderne, officielle sprog i Egypten. I 1929 blev Aminah al-Sa’id af Huda Sha’rawi valgt til at holde en tale på klassisk arabisk til et velgørenhedsbal. Aminah al-Sa’id blev herefter Huda Sha’rawis assistent, og det var hende, der i Huda Sha’rawis sidste leveår oplæste dennes officielle taler.
Livet igennem var Huda Sha’rawi kendt som en venlig, intelligent, værdig og beskeden kvinde, der på utrættelig vis kæmpede for at forbedre de egyptiske kvinders kår. Hun støttede utallige kunstnere og forfattere fra forskellige befolkningsgrupper ved at arrangere udstillinger og støtte bogudgivelser.
Huda Sha’rawi deltog i de internationale kvindekonferencer i Istanbul 1935 og København 1939. I 1944 var hun med til at starte den panarabiske kvindebevægelse, som blev et eksempel for Den Arabiske Liga, der blev grundlagt to år senere. En af hendes sidste handlinger var at deltage i en konference om atomvåben i 1946, og hun var en af de første kvinder, der opfordrede til afskaffelse af alle atomvåben.
Huda Sha’rawi døde i december 1947. Da havde hun banet vejen for en ny generation af egyptiske kvinder – kvinder, der engagerede sig i alle samfundets anliggender.

Den egyptiske kvindebevægelses mål ifølge dens statutter:

  1. Hæve kvinders intellektuelle og moralske niveau for at gøre dem bevidste om deres ligeværd med mændene i politisk og social henseende i overensstemmelse med loven.
  2. Kræve fri adgang til skoler og højere læreanstalter for alle piger, der ønsker uddannelse.
  3. Reformere ægteskabstraditionerne for at tillade de to parter at lære hinanden at kende inden forlovelsen.
  4. Forsøge at reformere ægteskabsloven – hvis fejlagtige fortolkning er imod Koranens ånd – for derved at beskytte kvinden mod den uret, der begås imod hende, når polygami og forstødelse af kvinden finder sted på useriøst grundlag.
  5. Arbejde for en minimums ægteskabsalder for piger på 16 år.
  6. Føre en aktiv kampagne for højere hygiejne-standard.
  7. Opmuntre dyd og bekæmpe umoral.
  8. Bekæmpe overtro og visse sædvaner, der strider imod al sund fornuft.
  9. Føre en aktiv kampagne i pressen for bevægelsens ideer.

© Aminah Tønnsen, 1993   

Fra: ISLAM – FRED & HARMONI 4/93. 

Litteratur: 

  • Huda Shaarawi, Egyptian Feminist & Activist
  • Da min tante og jeg smed sløret (om Huda Shaarawi).
  • Jesper Petersen: Fra harem til islamisk feminisme.
    Kvindernes kamp i Egypten. Akademisk Rejseforlag 2014.
  • Sania Sharawi Lanfranchi:
    Casting Off the Veil: The Life of Huda Shaarawi, Egypt’s First Feminist.
    I.B. Tauris, 2011 & 2014.
  • Beck, Lois & Keddie, Nikki:
    Women in the Muslim World. Cambridge 1978, 193-200.