halvmane

Halvmånen og den femtakkede stjerne
Symboler som halvmånen og den femtakkede stjerne kan føres tilbage til Centralasien, hvis indbyggere tilbad solen, månen og stjernerne. De skulle også være blevet brugt for at illustrere den kartaginiensiske gudinde Tanit og den græske gudinde Diana. Halvmånen fandtes også i Konstantinopels flag allerede før Kristi fødsel.
Det tidligste muslimske samfund havde ikke noget decideret symbol; men muslimske karavaner brugte ensfarvede flag: sorte, grønne eller hvide, uden skrift eller symboler af nogen art.

Månens faser er grundlaget for den islamiske månekalender – en ny måned begynder ved nymåne; men i Koranen 41:37 hedder det klart og utvetydigt: “Tilbed hverken solen eller månen, men tilbed Gud, der skabte dem, hvis det er Ham, I tjener,” og derfor er det ret besynderligt, at halvmånen og den femtakkede stjerne er endt som “islamiske symboler”.
Det var dog først under osmannerne, at halvmånen og stjernen blev forbundet med den muslimske verden. Da tyrkerne erobrede Konstantinopel i 1453, tog de byens symbol til sig. Det fortælles, at det osmanniske riges grundlægger, Osman, havde en drøm, hvori halvmånen strakte sig fra den ene ende af verden til den anden. Og derfor beholdt han halvmånen som symbol for sit dynasti.
Halvmånen og stjernen har som symbol overlevet det osmanniske riges fald i 1923 og ses blandt andet på toppen af mange moskéers minareter og i mange muslimske landes nationalflag; men eftersom islam historisk set ikke har haft noget symbol, opfatter mange muslimer fortsat halvmånen og stjernen som u-islamiske, hedenske symboler.

Ka’baen
Muslimernes største helligdom, den terningformede bygning, Ka’baen, der ligger midt i den store moské i Mekka, er det symbolske midtpunkt for alverdens muslimer.
Ka’baen er ifølge Koranen bygget af Profeten Abraham og hans førstefødte søn Ismael. Det var i Mekka, Profeten Muhammed modtog sine første åbenbaringer. Muslimer vender derfor front mod Mekka, når de beder. Muslimer lægges i graven med ansigtet vendt mod Mekka, og Ka’baen er midtpunkt for de centrale ritualer under den muslimske pilgrimsfærd.

Muhammed Asad skriver i sin bog “Vejen til Mekka” fra 1927:

“Dette var altså Ka’baen, troens symbolske stjerne og den islamiske verdens midtpunkt, længslernes mål for millioner af mennesker gennem århundreder …”

Nogle muslimer bærer Ka’baen som halssmykke.

Farven Grøn
Farven grøn betragtes af nogle muslimer som “islams farve” eller “Profetens farve”, fordi den stamme, som Profeten Muhammed tilhørte, havde et grønt banner. Den grønne farve var for disse beduiner symbol på Paradis. De troende i Paradis vil bære klædedragter af grøn silke og brokade (18:31, 76:21), og de vil læne sig op ad grønne puder (55:76).
Farven grøn er også symbol på liv: Gud sender den livgivende regn ned fra himlen, så at den golde jord frembringer mange forskellige slags grønne vækster (6:99, 22:63 …). Kuplen over Profeten Muhammeds grav i Medina er grøn.

Tallet syv
Tallet syv betragtes af nogle muslimer som helligt:
Under pilgrimsfærden vandrer pilgrimmene syv gange rundt om Ka’baen. De vandrer syv gange frem og tilbage mellem de to høje Safa og Marwa og foretager en symbolsk stening af det onde med syv sten.
Koranen beretter om Josef, der tydede kongens drøm om de syv fede køer, der spiste syv magre køer: Syv år med stort høstudbytte ville blive efterfulgt af syv år med meget ringe høstudbytte (12:43-50).
Koranen omtaler “de syv vers, som gentages ofte, og som indeholder Koranens essens” (15:87). Der er tale om Koranens første kapitel, sura al-fatiha, der består af syv vers, og som fremsiges 17 gange i alt i forbindelse med de fem daglige bønner.
Universet blev ifølge Koranen skabt i løbet af seks perioder (7:54). Gud har skabt syv himle eller kosmiske systemer i fuldkommen harmoni (67:3, 71:15, 78:12). Ifølge Lisan al-Arab er syv synonym for “flere” eller “mange”.

Fatimas hånd
Fra de ældste tider har hånden været symbol på magt og styrke, velsignelse og tilbedelse, gæstfrihed og beskyttelse.
I mellemøstlig folkereligiøsitet bliver hånden (på tværs af religionerne) brugt som beskyttelse imod onde ånder, specielt imod ‘onde øjne’ – og er således forbundet med overtro, selvom man som troende ikke burde tror på andre beskyttere end Gud.
Man kan ofte se en hånd med et stort øje i håndfladen malet på husmure ved siden af indgangsdøre. Hånden er også populær som smykkevedhæng og dørhammer.

Fatima.3

I muslimske kulturer går hånden under betegnelsen “Fatimas hånd” eller “khamisa” (fem).
Nogle muslimer mener, at de fem fingre symboliserer islams fem søjler: trosbekendelse, bøn, faste, almisse og pilgrimsfærd.
For shia-muslimer symboliserer tommelfingeren Profeten Muhammad, pegefingeren hans datter Fatima, langfingeren hendes mand Ali, ringfingeren og lillefingeren deres børn Hassan og Hussain.

”Må man som troende bære et smykke, der også symboliserer overtro?” spurgte jeg den kendte koranfortolker prof. Muhammad Hamidullah, som jeg førte en livlig korresponderede med i begyndelsen af 1990’erne. “Alt afhænger af, hvad den person, der bærer smykket, lægger i det. Hvis man ikke selv tror på håndens magiske kræfter, er der intet i vejen for at bære et sådant smykke, idet det jo også er symbol på grundprincipperne i den islamiske tro,” var hans svar.

© Aminah Tønnsen, marts 2009 og juni 2016