– og kong Salomon

Skønt  kong Salomon og hans nærmeste var troende, var der i folket ondsindede, der forsøgte at så splid mellem menneskene og lærte dem trolddomskunster – de samme som Harut og Marut i Babylon beherskede; men de lagde ikke skjul på, at de var sendt som en fristelse og prøvelse, idet de sagde: “Vend jer ikke bort fra troen!” De lærte menneskene at så splid mellem ægtefæller; men de kunne ikke skade nogen – undtagen hvis Gud ville det. Og de gjorde det, selvom de vidste, at de, der beflitter sig med magi og trolddomskunst, ikke får del i det Hinsidige.
Kong Salomon havde en mægtig handelsflåde, og Gud befalede vindene at sørge for, at flåden nåede vidt omkring. Salomon brugte sin klogskab til at få ånderne til at arbejde hårdt for sig. Han befalede dem at bryde malm i bjergene og dykke ned og fiske perler på havets dyb. De byggede templer og paladser med søjlehaller og husgeråd til Salomons mange gæster.
Kong Salomon talte dyrenes sprog og havde de smukkeste heste i sine stalde. Når han  betragtede deres skønhed og striglede dem, til deres pels var blank og glat, mindede de ham om Guds storhed og nåde. Salomon var gudfrygtig som sin far. Han forsømte aldrig sine bønner, og han takkede Gud for den visdom og profetværdighed, Han havde givet ham.

Engang så kongen i et syn en livløs krop siddende på sin trone. Først blev han forskrækket, men så forstod han, at det var en påmindelse om, at livet og alverdens rigdomme er forgængelige. Han faldt på knæ og bad Gud om tilgivelse for sine synder, og om visdom og retsind i denne verden og del i det evige liv.
På en af sine rejser kom Salomon engang med sit følge gennem en dal, der sjældent blev betrådt  af mennesker. I dalen havde myrer bygget deres tuer, og myrernes dronning råbte af sine lungers fulde kraft til de andre: Kom ind i jeres tuer, ellers vil Salomon og hans mænd knuse jeg, inden I ved af det!”
Salomon forstod dronningens tale og førte med stor forsigtighed sine mænd gennem dalen, mens han takkede Gud for de evner, han havde fået. Og han bad om Guds hjælp til at blive lige så vis og retsindig som sine forfædre.

Kong Salomon og dronningen af Saba
Kongen havde nogle hærfugle, der hver eneste aften aflagde beretning til ham om, hvad de havde set i dagens løb på deres færd viden om. Til kongens store undren manglede en af hans hærfugle en aften; men da den langt om længe dukkede op, sagde den: ”Jeg har været langt borte i et rige, som du aldrig har set. Jeg bringer dig nyheder fra Saba. Jeg så deres dronning siddende på en vidunderlig trone. Satan har lokket hende og hendes folk bort fra den rette vej. De tilbeder solen som gud og har brug for vejledning om det skjulte, om den ene sande gud, himlenes og jordens skaber.”
Salomon sagde til hærfuglen: ”Overbring dette brev til dronningen fra mig og afvent hendes svar.” Da dronningen havde læst Salomons brev, sagde hun til sine ministre og hoffolk: ”Jeg har modtaget et brev fra Salomon, der fortjener vores opmærksomhed. Han skriver: “I Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn. Vær ej hovmodig over for mig. Kom til mig og underkast dig den sande tro.””
Dronningen havde for vane at rådføre sig med sine ministre, før hun traf store beslutninger, og ministrene sagde: ”Vi er en stærk nation. Vor hær er rede til at gå i krig, hvis du befaler det.” Men dronningen vidste, at det ikke var med våbenmagt, at hun kunne vinde Salomons tillid, så hun sagde: ”Når konger indtager et land, ødelægger de det og får selv de fineste mennesker til at handle nedrigt; men jeg vil sende kongen en gave og afvente sendebuddets svar.”
Da sendebuddet overbragte Salomon dronningens værdifulde gave, sagde han: ”Kommer du med jordisk gods? Tag det med tilbage til dronningen, for hvad Gud giver menneskene er langt mere værdifuldt og vedvarende end alverdens rigdomme.”
Salomons svar gjorde indtryk på dronningen, for hun havde aldrig før oplevet, at nogen havde afvist en kostbar gave, og hun blev nysgerrig efter at møde Salomon og kende motivet til hans handlemåde.

Samtidig med, at dronningen begav sig på vej med sit store følge, sagde Salomon til sine mænd: ”Hvem af jer kan bringe mig dronningens trone, før hun selv når frem?” Den største af ånderne sagde: ”Jeg kan bringe dig dronningens trone, før du når at afslutte denne rådsforsamling.” En gammel vismand sagde: ”Jeg kan bringe dig dronningens trone, før du kan nå at blinke med øjet,” og straks stod dronningens trone foran kongen.
”Dette skete ved Guds hjælp,” sagde Salomon. ”Han vil sætte min tro på prøve.” Henvendt til sine mænd sagde han: ”Forvandl denne trone, så den er en troende dronning værdig. Hvis hun er på rette vej, vil hun genkende den som sin egen.”

Dronningen af Saba bliver troende
Da dronningen endelig ankom til Salomons tempel i Jerusalem, spurgte Salomon hende: ”Er dette din trone?” ”Den ligner den meget,” svarede dronningen. Hun havde genkendt sin egen trone, men den havde fået et nyt lysende skær over sig. Salomon fortsatte: ”Mit folk har fået indsigt og viden og har givet sig hen til Gud.” Således ledte Salomon dronningen fra afgudsdyrkelse til tro – selvom hun var opvokset iblandt et ugudeligt folk.
Salomon bød dronningen inden for i sit palads; men da hun så den spejlblanke gård, troede hun, at det var en sø. Så hun løftede op i sin kjole, så man kunne se hendes ben. Salomon sagde: ”Det er blot min gård, der er dækket med glas.” Da dronningen så nærmere efter, blev hun klar over sin fejltagelse og sagde: ”Jeg har syndet, for jeg har blot betragtet livet på overfladen. Fra nu af vil jeg – ligesom Salomon – ikke tjene andre end verdenernes Herre.”

Salomon døde, mens han sad på sin trone. Ingen opdagede det, før han sank sammen, fordi en lille orm havde gnavet i den stav, han støttede sig til. Ånderne holdt øjeblikkelig op med at arbejde, og ingen har siden haft dem i sin magt og kunnet tvinge dem til at arbejde for sig.
Da israelitterne vendte sig fra troen, blev Salomons prægtige tempel ødelagt to gange – sidst af romerne som straf for, at de afviste Profeten Jesus.

Saba lå i det område, der i dag kaldes Yemen. Landet var rigt og fyldt med smukke haver og grønne sletter på begge sider af Arim-floden; men menneskene var utaknemmelige og vendte lidt efter lidt troen ryggen. Som straf lod Gud en voldsom flodbølge bryde igennem Maarib-dammen i bjergene, og det ellers så frugtbare land blev snart øde og goldt. Træernes frugter blev bitre og uspiselige, og snart måtte frugttræerne vige pladsen for tamarisker og tornede lotustræer.
Der var anlagt byer med højhuse og rastepladser langs de kendte karavaneveje, så man kunne rejse i fuld sikkerhed både om dagen og ved nattetide. Men befolkningen i Saba var misundelig på dem, der tjente på de rejsende, så de bad Gud om at udslette rastepladserne. Deres havesyge blev deres eget endeligt, for befolkningen langs karavanevejene udvandrede til fjerne egne, så også handelen i Saba gik helt i stå.

© Aminah Tønnsen, 2002  

Uddrag af “Profetfortællinger fra Koranen” (Tønnsen 2002, 83-87)
(Lærerforeningens Materialeudvalg 2002.)

Dronningen af Saba hedder ifølge arabisk tradition Bilqis.
Koranens 27. kapitel hedder “Myrerne”,  det 34.kapitel hedder “Saba”.

Ref.: Koranen 27:15-44, 38:30-40, 21:78-82, 34:15-21.