Rabi’a al-Adawija (død 752 eller 801) – Islam

Et typisk eksempel på, at mænd og kvinder som sufier står lige højt, er helgeninden Rabi’a. Hendes kærlighed til Gud overgik selv de største mandlige helgeners. Et enestående eksempel på ren og kompromisløs kærlighed til Gud. Selv Hasan al-Basri måtte erkende, at hun overgik ham i dette forhold.

Rabi’a blev født under ekstremt fattige forhold: Hun blev som barn kidnappet og solgt som slave. Hendes familie gav hende navnet Rabi’a, som betyder “den fjerde”, fordi hun var den fjerdefødte i børneflokken. Hendes familie blev helt splittet, og hun voksede op uden den tryghed, der er så vigtig for børns harmoniske opvækst. Rabi’a fandt tryghed i bevidstheden om Guds personlighed og nærværelse i en sådan grad, at det blev et eksempel for andre unge mennesker både på hendes tid og for eftertiden. Som slave var hun altid underlagt sin herres vilje og ønsker, og det varede ved, indtil det gik op for ham, at hun var en ganske særlig ven af Gud.
Det skete en gang først på natten, hvor han så, der var et usædvanligt lys i hele huset, kommende fra hendes værelse, mens hun bad. Ved nærmere eftersyn observerede han, at der hang en lampe frit svævende i luften over hendes hoved. Den oplyste rummet, mens hun var i bøn. Da hendes ejer så dette, blev han skrækslagen. Han prøvede at gå tilbage til sin seng for at sove; men han kunne ikke falde i søvn. Næste morgen kaldte han Rabi’a til sig og gav hende valget, om hun ville forblive hos ham som slave, eller om hun ville have sin frihed. Hun bad om friheden og fik lov til at gå.
Legenden fortæller videre, at hun en tid vandrede i ørkenen, og at hun senere en tid tjente til livets ophold som fløjtespiller, og at hun rejste til Mekka på pilgrimsrejse. Det berettes, at hun under denne rejse i en karavane havde et æsel til at bære sine ejendele, og at æslet faldt død om under anstrengelserne. De andre rejsende i karavanen tilbød at bære hendes ting; men Rabi’a syntes ikke om denne løsning. Hun udbrød: “Er dette en måde for den mest storslåede konge at behandle en svag og hjælpeløs kvinde på, efter at Han har inviteret hende til at besøge sit hus?” Straks efter rejste æslet sig igen lyslevende og fortsatte rejsen.

Rabi’a og Ibrahim ibn al-Adham var på pilgrimsrejse samtidigt. Den kendte og respekterede sufi Ibrahim ibn al-Adham kunne ikke forstå, at han ikke kunne finde den hellige kubeformede bygning (Kaabaen) ved sin ankomst til Mekka. Det skyldtes, at Gud ville belære ham om en vigtig ting gennem Rabi’as tilstedeværelse. Ibrahim ledte og ledte efter bygningen, og til sidst hørte han en indre stemme forklare fænomenet: “Kaabaen er ikke synlig for dig, fordi den er gået ud for at modtage en kvinde.”
Med ét blev Ibrahim fyldt af misundelse. Vred begav han sig mod udkanten af byen, hvor han mødte Rabi’a, der lige var ankommet. Han kiggede tilbage mod byens centrum og så til sin forundring, at Kaabaen var tilbage, hvor den plejede at være. Han udbrød: “Kvinde, hvad er det for et postyr, du er kommet med? Du har bragt vanvid ind i verden!” Rabi’a svarede ham, upåvirket af situationen: “Det er ikke mig, der har bragt vanvid ind i denne verden, men dig. Du var skør nok til at bruge fjorten år på at komme til Mekka for at tilbede. Med alle dine rituelle bønner på det ydre plan, hvor jeg med min indre bøn er her allerede nu.”

Rabi’a fik mange tilbud om ægteskab. Hun blev også tilbudt guvernøren i Basra som ægtemand, men afslog tilbuddet med disse ord: “Jeg er virkelig ikke interesseret i alt det, du ejer, eller at gøre dig til min slave, og jeg er ikke interesseret i at få afledt min opmærksomhed fra Gud for så meget som en brøkdel af et sekund. Du bør kontrollere dig selv mere, og lad være med at lade andre kontrollere dig. Du skulle hellere dele din arv med andre, og mærke den lidelse under fattigdom, som andre mennesker dagligt mærker på deres krop. Du skulle huske noget mere på din dødsdag. Hvad angår mig, så tænk på, at ligegyldigt hvilken brudepris du end måtte tilbyde mig i ægteskab, så kan den Herre, jeg tilbeder, til enhver tid fordoble den, så farvel med dig!”

Rabi’a boede i en ruin af et hus, lappet sammen som en hytte på resterne af noget, der engang var en bygning. Uden for byen Basra tilbragte hun sit liv i tilbedelse og som rådgiver for andre søgende mennesker, der kom til hende for hjælp. I ekstrem fattigdom og uden noget blik til den materielle side af livet, stolede hun blindt på, at Gud ville tage sig af hende i enhver henseende. Hun nægtede at modtage gaver fra folk i almindelighed, og svarede ofte med ordene: “Jeg er uden behov i denne verden.” Eller: “Hverken frygten for helvedes ild eller håbet om himmelske belønninger foruroliger min tilbedelse af Gud. Min længsel og min kærlighed er i virkeligheden hele grundlaget for min troskab mod Ham.”

Fattigdommen, hun levede under, opfattede hun slet ikke som noget negativt. Tværtimod opfattede hun den ydre sparsommelighed som en af vejene til sin indre rigdom. En person har refereret en sang, hun en morgen fremførte i et ekstatisk øjeblik:

“Så megen storhed og så mange gaver.
Overflod og favorisering har Du øst over mig.

Jeg søger Din kærlighed, i den er jeg velsignet.
Oh, du strålende øje i mit længselsfulde hjerte.

Du er mit hjertes befaler,
Så længe mit liv varer ved,
aldrig skal jeg være uden Dig.
Oh, mit hjertes mål, vær tilfreds med mig,
og jeg er heldig og velsignet.”

Rabi’a levede fem hundrede år tidligere end Rumi. Men deres kærlighed til den Gudommelige har mange paralleller. Hvor Rumi er blevet kaldt ‘oceanet’ er Rabi’a til sammenligning blevet kaldt ‘brønden’. Poetisk og hvad angår den ekstatiske energi er Rumi langt større, men hvad angår renhed i kærlighed, indre ubesmittet længsel, uskyld og tillidsfuldhed, er Rabi’a umålelig.

Rabi’a havde en niece, der hed Zulfa. Hun spurgte en gang: “Tante Rabi’a, hvorfor søger du at holde folk borte fra at besøge dig?” “Det er fordi jeg vil søge at undgå, de spreder historier om mig. Jeg frygter, de vil fortælle andre mennesker om ting, jeg aldrig har gjort, og ord, jeg aldrig har sagt.” “Men de siger allerede, at mad på mirakuløs måde kommer i dit hus af sig selv, og at du koger mad uden brug af ild.” “Du, der er min brors datter, hvis noget mad på den måde skulle komme til mit hus, ville jeg end ikke røre ved det med en stang så lang som 2 meter. Alt, hvad jeg har i huset, har jeg købt for mine egne penge. Det er derfor, at alting velsigner mig.”

Rabi’as antisociale livsform og identitet vil måske lede nogen til at drage paralleller mellem hende og kristne nonners form for livsførelse. Dette er ikke nogen befordrende sammenligning. Hvis man tænker efter, vil man finde hendes ekstatiske kærlighed umulig at sætte ind i et institutionsagtigt system. Skal man drage nogen sammenligning til organiseret religion, kan man sammenligne med noget før den egentlige Kristendom, hvor sammenligningerne vil nærme sig mere til Jesu mor, Maria. Kvinden, der er så smukt beskrevet i Koranen, og personen, der står som det rene og uforlignelige kvindeeksempel, der blev beæret som mor til den gudssendte Messias.

Rabi’a kunne umuligt have levet et almindeligt ægteskabeligt liv, det var ikke hendes skæbne i livet. Hun bevarede sin renhed ved at forsage verden og dens forvirring, måske gennem kendskabet til bl.a. Maria (kendt i Koranen som Mariam), der kunne have forårsaget en fuldstændig accept af det brud med de på den tid herskende normer for social orden, hvor en kvinde per definition burde gifte sig og opofre sig for sin ægtemand og sine børn. Rabi’a fremsagde nogle vers om det:

“Ægteskabet er noget med at ‘være’.
Men hvor kan man vel finde denne ‘væren’?
Jeg bør tilhøre Dig!
Hvad får Dig dog til at tro
at jeg endog tilhører mig selv?
Jeg er Hans – Hans – Hans!”

Rabi’a døde i år 135 H. (752 A.D.) i henhold til Farid ud-Din Attar. Andre kommentatorer har hævdet, at hun døde i år 185 H. (801 A.D.). Nogle siger, hun blev begravet uden for Basra i Irak, mens andre har udpeget hendes grav nær Jerusalem i Palæstina.

Uanset hvor og hvornår hun døde, så er det helt sikkert, at Rabi’a lever videre i de søgende folks bevidsthed som den store kvindelige sufi personlighed. Den første sufi, der inspireret af sin store og inderlige kærlighed til Gud, søgte enheden med Ham. Hun forenede “kashf” og “muhabbat” i sin lære (vision og kærlighed) i modsætning til sufierne på sin tid, der ikke i nær så høj grad kunne hæve sig over deres egen askese og blive opslugt af det guddommelige element.

Bogen indeholder levnedsbeskrivelser af fjorten kendte sufi mestre og giver fin indsigt i sufismens væsen.