Midt i Den Store Moské i Mekka i Arabien ligger der en stor terning-formet bygning, Kabaen. I Koranen står der, at det var Profeten Abraham, der sammen med sin førstefødte søn Ismael på nøjagtig det sted – for flere tusinde år siden – byggede den allerførste bygning, der nogensinde er bygget for tilbedelsen af én eneste gud. Men Kabaen er blevet genopbygget flere gange siden Abrahams tid.
Denne fortælling handler om en begivenhed, der fandt sted i begyndelsen af 600-tallet:

Kabaen var bygget af store, tilhuggede blokke, der var lagt ovenpå hinanden uden mørtel imellem. Kabaen var lidt mere end mandshøj og uden tag. Selv om den oprindeligt var bygget for tilbedelse af Gud (der på arabisk kaldes Allah), så var mange arabere i tidens løb begyndt at tilbede flere guder. De havde fyldt Kabaen med gudestøtter, og ofte kom de med kostbare gaver til deres ”guder”.
Da der engang blev stjålet en kostbar skat fra Kabaen, besluttede byens ældste, at bygningen skulle gøres højere og skulle overdækkes med et tag. De håbede, at man på den måde kunne forhindre flere tyverier. Bygningen var hårdt medtaget af vind og vejr, så man besluttede at rive de gamle mure ned og erstatte dem af nye.

På den tid var Mekkas indbyggere meget overtroiske. De var bange for gudernes vrede, hvis de forandrede noget ved Kabaen, og derfor tøvede de med at gå i gang med arbejdet.
Og så var der slangen, der holdt til i en brønd i midten af Kabaen! Den plejede hver dag at komme frem fra sit skjul og krybe op på Kabaens mur for at slikke solskin. Folk var bange for slangen, for den løftede hovedet og hvæsede, hvis man kom for nær til den. Men en dag, mens man stadig diskuterede, om man turde gå i gang med arbejdet, kom der pludselig en stor fugl flyvende, mens slangen lå og solede sig på Kabaens mur. Fuglen greb slangen i sit næb og forsvandt ud i ørkenen med den – og så var den forhindring ryddet af vejen!

Nu fordelte man arbejdet mellem alle byens stammer, for alle ville have æren af at være med til at genopbygge helligdommen. Men alligevel tøvede man. For mon guderne ville blive vrede, når man begyndte at rive bygningen ned?
En mand ved navn Walid var den modigste. Han tilbød at begynde arbejdet, og hvis der skete ham noget, kunne de andre jo bare lade være med at fortsætte. Walid brød den første sten ned, og andre sten faldt ned af sig selv. Walid arbejdede resten af dagen – uden at der skete ham noget. Og da han næste morgen stadig var sund og rask, gik også de andre mænd i gang med arbejdet. Nu var de sikre på, at guderne bifaldt genopbygningen.
Man brød murene ned og stødte snart på grundmuren, som stammede fra den allerførste bygning på stedet. Men da man begyndte at brække grundmuren i stykker, ramtes hele byen af store jordrystelser. Alle blev bange, så man lod grundmuren stå og nøjedes med at forny murene over jorden.

I den gamle bygning havde der siddet en sort sten – en meteorit, der var faldet ned fra verdensrummet for mange tusinde år siden. Da murene havde nået mandshøjde, skulle Den Sorte Sten igen sættes på sin plads i østmuren. Men nu opstod der en bitter strid, for alle stammer ville have æren af at sætte Den Sorte Sten på plads.
Man stredes voldsomt i flere dage. Endelig foreslog én af byens ældste, at den person, der først trådte ind gennem porten til Den Store Moské, skulle afgøre striden.
Til alles store tilfredshed var det Muhammad, søn af Abdullah, der først kom gennem porten. Han var kendt for at være en besindig og pålidelig mand. Derfor havde han fået tilnavnet Al Amin, Den Troværdige.

Man fortalte Muhammad om striden og bad ham om råd. Der opstod vild forvirring, da Muhammad bad om at få bragt et stort klæde – hvad skulle det nu gøre godt for? Men man bragte ham, hvad han havde bedt om. Muhammad bredte klædet ud på jorden og lagde Den Sorte Sten midt på klædet. Nu bad Muhammad den ældste fra hver stamme tage fat i klædet, og sammen løftede de klædet med Den Sorte Sten op til det sted, hvor stenen skulle sættes. Da tog Muhammad selv stenen og satte den på sin plads.
Nu var alle tilfredse, for de følte alle, at de havde været med til at sætte Den Sorte Sten på plads. Og ved sin klogskab havde Muhammad forhindret blodsudgydelser. På det tidspunkt vidste endnu ingen, at Muhammad en dag skulle blive en stor profet og være med til at rense Kabaen for alle gudestøtterne. Og at Kabaen igen skulle være midtpunktet for tilbedelsen af én eneste gud.

© Aminah Tønnsen, 1993

Frit efter Koranen og Ibn Ishaqs Muhammad-biografi fra midten af 700-tallet.

Koranen:

Det første gudshus, der blev opført for menneskeheden, var det i Bakka* – som en velsignelse og vejledning for alverden. (3:96)

Og husk, hvorledes Abraham og Ismael bad, da de havde bygget Huset (Kabaen): “Herre! Tag imod dette fra os. Du er althørende og alvidende. Herre! Gør os gudhengivne, og gør vore efterkommere til en gudhengiven menighed. Lær os, hvorledes vi skal tjene Dig, og vær os nådig. Du er visselig kærligt overbærende og allerbarmhjertigst.” (2:127-128)

* Bakka er et gammelt navn for Mekka.