Perseren Salman – Islam – tro og livsforståelse

Den mand, som kaliffen Umar ibn ul-Khattab o. år 638 indsatte som statholder i byen al-Madain ved Tigris-floden i Persien, var en usædvanlig mand. Selv om han fik både politisk magt og mulighed for at leve et liv i sus og dus, ændrede han ikke sin ydmyge og mådeholdende levevis. Igennem hele sin embedsperiode søgte han at forbedre især de fattiges vilkår, og når han fik udbetalt sin løn, gav han den til de fattige. Hvem var denne mand?
Perseren Salman var søn af en stor jordbesidder i provinsen Isfahan. Som ung blev han optaget af kristendommen og rejste med en karavane til Syrien for at lære mere om denne religion, der var så forskellig fra den zoroastrinisme, han var opvokset med. Men Salman blev skuffet over de lærde kristne, han mødte, for ofte påbød de deres menighed ét, men gjorde selv noget andet. Da han nu hørte om en profet, der snart skulle fremstå i et land med daddelpalmer og lavaørken, sluttede han sig til en karavane, der skulle til Arabien.
Men karavanens leder behandlede ham ilde og solgte ham som slave. Efter nogen til blev han solgt videre til en rig jødisk jordbesidder fra Qurayza-stammen, og således gik det til, at perseren Salman kom til området omkring byen Medina i Arabien.

Efter nogen tid rygtedes det, at en mand var kommet til byen fra Mekka, og man påstod, at han var profet. Salman, der jo i Syrien havde hørt om den profet, der skulle komme, gik en dag – uden sin herres vidende – til et møde i byen, hvor Profeten Muhammad fortalte om Islam. Profeten talte om broderskab og om menneskenes ligeværdighed, og det rørte Salman dybt, at nogen kunne mene, at en slave var lige så meget værd som sin herre.
Salman fortalte Profeten, at hans højeste ønske var at blive muslim og være en del af Profetens menighed og tjene Islam. Han fortalte også, at hans herre lod ham arbejde så hårdt, at han ikke havde mulighed for at deltage i muslimernes forsamlinger – for markerne, han arbejdede på, lå langt væk fra byen.
Profeten bad Salman spørge sin herre, hvor meget han skulle betale ham for at få sin frihed. Salman var en god og arbejdsom slave, så herremanden ville have både guld og 300 daddelpalmer for at frigive ham.
Nu bad Profeten sine ledsagere hjælpe med at købe Salman fri. Nogle kom med palmestiklinger, andre hjalp med at grave de 300 huller til stiklingerne, og på et par uger var arbejdet fuldført. Profeten hjalp selv med at plante palme-stiklingerne. De slog alle sammen rod og voksede hurtigt.
En dag gav en mand Profeten en guldklump, som han havde fundet i en mine. Profeten sendte bud efter Salman og sagde til ham: “Tag denne guldklump og betal din herre den pris, han har forlangt.” Salman havde nu opfyldt sine forpligtelser over for herremanden og var en fri mand. Han sluttede sig til Profeten og slog sig ned i Medina.

En dag i året 627 kom der bud om, at en fjendtlig hær nærmede sig byen. Salman foreslog, at man skulle grave skyttegrave omkring byen i stedet for at drage ud og kæmpe mod fjenden i det åbne land. I seks dage og nætter gravede byens mænd uafbrudt under Salmans ledelse, og det viste sig at være en klog taktik, for det var umuligt for fjenden at forcere skyttegravene.
Salman var født i en rig, persisk familie, men hele sit voksenliv levede han simpelt og beskedent og arbejdede selv for føden. Det fortælles, at han hver dag købte palmeblade for én dirham og flettede kurve af dem. Han solgte kurvene for tre dirham. Den ene dirham gav han ud på sin familie, den anden gav han til de fattige, og for den tredje købte han palmeblade for at kunne flette kurve næste dag!
Selv, mens han var statholder, gik han i simpel klædedragt, og hvis man ikke kendte ham, var det ikke til at se, at det var en magtfuld mand, man stod over for: En dag kom en fremmed til byen med en last dadler og figener. Lasten var tung, og manden var træt. Han kaldte en fattigt udseende drager til sig og bad ham bære lasten til bestemmelsesstedet. De fulgtes ad og kom forbi en gruppe mænd. Drageren hilste på mændene; de standsede og besvarede hans hilsen med ordene: “Fred være med herskeren!” “Hvem mener de mon?” tænkte den fremmede ved sig selv. Stor var hans forbavselse, da nogle mænd lidt senere nærmede sig drageren med ordene: “Lad os befri dig for din byrde, oh hersker!” Da vidste manden, at det var Perseren Salman, al-Madains statholder, han havde taget for en fattig mand. Forlegen undskyldte han sig, beklagede sin optræden og ville tage lasten fra Salman. Men denne rystede på hovedet og sagde: “Nej! Jeg ønsker at bringe lasten helt til sit bestemmelsessted!”

Salman blev o. 80 år gammel. Han var elsket og agtet lige til sin død, og fra ham har vi mange beretninger om, hvorledes Profeten levede, og hvilke råd han gav sine venner og bekendte for dagligdagen.
Da Salman mærkede døden nærme sig, pålagde han sin ven Sad ibn Waqqas: “Kom Herren i hu, når sorgerne tynger dig, når du skal træffe en afgørelse, og når du strækker din hånd ud for at dele ud af noget…”

Kilde:
Abdullah Frank Bubenheim: Salman der Perser, Aachen 1990.