Der var engang en rig mand, som boede i et stort, flot hus med en stor have. Omkring haven var der en høj mur, så ingen uvedkommende kunne kigge ind i haven. Ud mod gaden var der en stor gitterport. Havde man ærinde i huset, måtte man ringe på klokken og vente på vagten, der dag og nat sørgede for, at ingen uvedkommende kom ind i haven.
Vagten skulle også sørge for at vande havens store græsplæner og de mange blomster og frugttræer. Den rige mand var ligeglad med, om der var tørke og vandmangel i landsbyen – bare hans egen have var frodig og smuk. Han havde også et lille springvand midt på græsplænen, og her havde han ofte siddet og nydt de lune sommeraftener sammen med sin kone og deres to børn. Men siden de havde fået deres fjernsyn, tilbragte de de fleste aftener med at se film, fodbold og reklamer.

På den anden side af vejen boede der en fattig mand med kone og fem børn. Mandens gamle forældre boede også i huset, så der var mange munde at mætte. Men manden havde ikke noget fast arbejde. I høsttiden arbejdede han for egnens rige bønder, og en gang imellem afløste han vagten i det store hus overfor, når denne skulle besøge sin egen familie oppe i bjergene.
Men den fattige familie havde det godt; de var taknemmelige for, at de trods alt ikke behøvede at sulte. Når faren kom hjem efter en lang arbejdsdag, flokkedes børnene om ham for at høre, hvad han havde oplevet i dagens løb. Sommetider havde faren lidt frugt med hjem, som han omhyggeligt delte mellem dem alle, eller han fortalte eventyr for børnene.

Den rige mand havde tit set, hvorledes den gamle bedstefar hver morgen fulgte de ældste børn til skolen, der lå i den anden ende af landsbyen. Og det på trods af, at børnene nu var så store, at de sagtens kunne gå turen selv. Men de så alle ud til at nyde den daglige morgentur, og det gav et stik i den rige mands hjerte, når han så den lille flok vandre hånd i hånd hen ad gaden.
Den fattige mands hus havde en tagterrasse ligesom alle andre huse i landsbyen. Dér ordnede kvinderne mest muligt husarbejde, når vejret ellers tillod det. Der stod et par rustne blikdunke med tomatplanter og røde pelargonier, som bedstemoren passede med kærlig hånd. Og i midten af terrassen havde bedstefaren bygget en dyb kumme. Den havde han fyldt med jord, som han møjsommeligt havde hentet uden for landsbyen i et par store kurve – hjulpet af de største børn. Og i kummen havde han plantet et citrontræ, så de ikke længere behøvede købe de citroner, der var brug for i husholdningen.
På tagterrassen sad bedstemoren og rensede omhyggeligt korn fri for småsten og andre urenheder, inden kornet blev vasket og tørret på en stor plasticdug. Og det var også bedstemoren, der sammen med de yngre børn sørgede for sat jage de grådige gråspurve væk. Ind i mellem fik bedstemoren sig en lille blund, eller hun vuggede familiens yngste i søvn. Og der var også tid til at børste og flette pigernes lange hår. Således gjorde bedstemoren stor nytte, selv om hun var gammel og plaget af gigt. Og hun nød at have sine børnebørn omkring sig.

I det store hus kunne man tit høre sang og latter ovre fra den fattige mands hus. Den rige mand kunne ikke rigtig forstå, at man kunne være glad, når man var så fattig og ikke altid kunne spise sig mæt. Og han spekulerede tit på, hvorfor hans egen familie aldrig morede sig rigtigt. Selv havde han travlt med at passe sine forretninger, og ofte var han borte fra sin familie i flere dage. Det gjaldt nemlig om at tjene så mange penge som muligt. Ellers havde han jo slet ikke kunnet bygge så stort et hus – eller købe bilen og fjernsynet.

En dag traf den rige mand en beslutning: Han ville tilbyde den fattige familie at bytte hus i nogen tid. Den fattige mand sagde straks ja, for han havde ind i mellem drømt om at bo i et stort hus og være så rig, at han ikke behøvede at bekymre sig om morgendagen. Så ville han blive jordens lykkeligste mand, troede han.
Som sagt, så gjort: De to familier byttede hus – og hele landsbyen undrede sig og troede, at nu var den rige mand da gået helt fra forstanden. Men der gik ikke lang tid, før den rige familie begyndte at synge og være glade og tilfredse i det lille hus.
Men den fattige familie nød kun rigdommen kort tid. I begyndelsen havde det været spændende at se alle de fremmedartede ting i fjernsynet; men de glemte helt at snakke sammen, at fortælle historier og bekymre sig om hinandens ve og vel. De kunne mærke, at selv om de havde fået alt, hvad de havde ønsket sig, så var de ikke lykkelige mere.
Den fattige mand gik over til den rige mand i det lille hus og sagde, at han gerne ville bytte igen, for hans familie trivedes slet ikke i det store hus, selv om de nu havde alle de ting, som de før havde drømt om.

Men den rige mand ville ikke bytte igen, for nu var han blevet lykkelig.

© Aminah Tønnsen, 2000    

Nederst på formularen