Fortællinger om de retskafne – Islam

Et fælles måltid
Profeten og hans fæller og hjælpere steg af deres ridedyr, satte lasten på jorden og besluttede at slagte en vædder og tilberede den.
“Jeg slagter vædderen” sagde den ene fælle.
“Jeg flår den” sagde en anden.
“Jeg overtager tilberedningen” sagde en tredje.
“Så vil jeg samle brænde” sagde Profeten.
“Gør dig ingen ulejlighed, men gør dig det behageligt. Det er en ære for os at udføre dette arbejde” sagde hjælperne.
“Jeg ved, at I gerne gør det for mig” sagde Profeten ” men Gud ser ikke gerne, at en af hans skabninger indtager en særstilling blandt sine venner” – hvorefter han gik ud i ørkenen for at samle tidsler og grene.

Indsamling af brænde i ørkenen
Profeten og hans fæller gjorde en gang holdt i en øde egn. Der var brug for brænde til et bål; men da Profeten opfordrede sine rejsefæller til at samle brænde, sagde den ene af dem: “Guds sendebud, som du ser, er her vidt og bredt ingen træ at se.” Profeten svarede: “Alligevel skal hver især samle så meget, som han kan.”
Alle begav sig på vej, finkæmmede hele området og samlede hver eneste lille gren op. Hver især samlede de så meget, de kunne, og vendte tilbage til rastepladsen. Og det viste sig, at der blev en ganske stor bunke ud af det.
Da sagde Profeten: “Sådan er det også med menneskenes synder. I begyndelsen overser man gerne de små synder, men de vil alle blive fundet. I søgte og fandt så meget brænde, at det kunne blive til en hel bunke. Således vil også jeres synder blive talt og lagt sammen. De små synder, som man så nemt overser i starten, vil vokse til en stor bunke.”

En karavane på pilgrimsfærd
En karavane var på vej til Mekka. Da den nåede Medina holdt den et par dages hvil, før den fortsatte i retning mod Mekka. På en rasteplads stødte de rejsende på en mand, som de kendte. Medens manden udvekslede de seneste nyheder med de rejsende, blev han opmærksom på en mand, der venligt og ivrigt gik de rejsende til hånde. Han genkendte manden ved første blik og spurgte forundret de rejsende: “Kender I denne hjælpsomme mand?”
“Nej, vi kender ham ikke. Han sluttede sig til vor karavane i Medina. Han er en retsindig og gudfrygtig mand, og vi har ikke bedt ham hjælpe os med arbejdet.”
“Jeg forstår, at I ikke kender ham, ellers ville I ikke driste jer til at lade ham arbejde for jer som en tjener.”
“Hvem er han da?”
“Det er Ali, Hussains søn.” (Profetens oldebarn)

Mændene sprang op og gjorde mine til at ville kysse imamens hånd for at undskylde og spurgte ham forurettet: “Hvorfor gør du dette imod os? Hvis vi havde opført os utilbørligt over for dig, ville vi have pådraget os en stor skyld.”
Imamen svarede: “Jeg har med fuldt overlæg valgt jer som rejsefæller, fordi I ikke kender mig. Folk, der kender mig, tillader af lutter kærlighed til Profeten ikke, at jeg påtager mig min del af arbejdet på rejsen. Derfor udvælger jeg rejsefæller, der ikke kender mig, og som jeg ikke giver mig til kende over for. Kun således kan jeg få lov til at tjene mine rejsefæller.”

Ghazzali og landevejsrøverne
Den kendte islamiske lærde Ghazzali stammede fra Tus, en landby i nærheden af Mashdad. Medens Ghazzali levede, i det 11. århundrede, var Nishabur hovedstaden i området og videnskabernes centrum. Studerende fra alle omkringliggende byer kom til Nishabur for at studere. Også Ghazzali studerede i mange år i både Nishabur og i byen Gorgan. For ikke at glemme sin lærdom og for senere at kunne høste frugten af sine anstrengelser, skrev han alt ned og hæftede dokumenterne sammen. Og han elskede disse hæfter over alt på jorden, for de var resultatet af årelang flid.

Da Ghazzali mange år senere havde mulighed for at vende tilbage til sin fødeby, lagde han alle hæfterne i en sæk og bagav sig på vej med en karavane.
Karavanen blev imidlertid holdt op af en flok landevejsrøvere. De spærrede vejen og tog alt, hvad de kunne finde af værdi, fra hver enkelt af de rejsende. Da det blev Ghazzalis tur, og røverne undersøgte hans sæk, tryglede han dem: “Tag alt, hvad jeg ejer, men lad mig beholde denne sæk!”
Røverne troede naturligvis, at sækken indeholdt store kostbarheder. De åbnede den og fandt kun dokumenter. “Hvad er det? Hvad gør det godt for?” spurgte de.
“Hvad det end er, så vil det ikke nytte jer den mindste smule; hvorimod jeg har hårdt brug for dem” svarede Ghazzali.
“Hvad skal du bruge dem til?” spurgte røverne.
“Det er frugten af mine årelange studier. Hvis I tager dem fra mig, mister jeg alle de kundskaber, jeg har erhvervet mig, og al min møje og besvær vil være forgæves” svarede Ghazzali.
“Er det den viden, du har samlet?”
“Ja.”
“Viden, der bliver puttet i en sæk, der risikerer at blive stjålet, er ingen viden. Gå, og tænk over din tilstand,” sagde røveren.

Disse simple men forstandige ord ruskede op i Ghazzali. Indtil da havde han nøjedes med at lytte til sine lærere som en papegøje og nedskrive, hvad han hørte. Efter denne oplevelse besluttede han sig for at træne sit intellekt ved at tænke og reflektere og forske, og ved at indprente sig nyttige ting.
Ghazzali har senere sagt: “Det bedste råd, der har haft indflydelse på mit tænkning, fik jeg af en landevejsrøver.”

Den fremmede
Kvinden stønnede under vandsækkens vægt. Hun var på vej hjem fra brønden, da en fremmed nærmede sig, tog hendes vandsæk og lagde den på sin egen skulder.
Kvindens små børn ventede derhjemme, og stor var deres forbavselse, da de så deres mor i selskab med en fremmed mand, der bar deres vandsæk. Den fremmede lagde vandsækken på jorden og spurgte: “Jeg ser, at du selv henter vand ved brønden. Har du ingen mand? Hvorfor er du alene?”
“Min mand var soldat. Ali ibn Abutalib sendte ham til grænsen. Han blev dræbt, og nu er jeg alene med mine små børn” svarede kvinden.
Den ukendte sagde ingenting, tog høfligt afsked og gik sin vej; men hele dagen tænkte han uafbrudt på kvinden og hendes børn.

Om natten kunne han ikke sove, og næste morgen tog han en kurv, fyldte den med kød, mel og dadler og gik igen til kvindens hus og bankede på.
“Hvem er det?” spurgte kvinden.
“Jeg er den mand, der bar din vandsæk i går. Jeg kommer med mad til dine børn.”
“Måtte Gud være tilfreds med dig,” sagde kvinden. Hun åbnede døren, og den fremmede trådte ind.
“Jeg vil gøre en god gerning. Hvis du tillader det, vil jeg overtage brødbagningen eller se efter dine børn” sagde han.
“Godt. Jeg er bedre til at bage brød end du. Se du efter mine børn, mens jeg bager.”

Kvinden gik i gang med arbejdet. Den fremmede tog noget af det medbragte kød, stegte det, tog nogle dadler og gav børnene mad. Ved hver bid, han lagde i børnenes mund, sagde han: “Mit barn. Tilgiv Ali ibn Abutalib, fordi han har forsømt jer.”
Da brøddejen var færdig, råbte kvinden til den fremmede: “Tænd op i ovnen!”
Den fremmede tændte op. Da flammerne slog op og nærmede sig hans ansigt, sagde hviskede han: “Mærk ilden. Den, der forsømmer enkerne og de forældreløse, har fortjent ildens straf i Helvede.”

I det samme kom en nabokvinde ind i huset, og hun genkendte straks manden. “Ve dig” sagde hun til kvinden. “Kender du ikke den mand, du lader arbejde for dig? Han er de troendes behersker, Ali ibn Abutalib!”
Kvinden nærmede sig Ali og sagde forfærdet: “Hvilken skændsel for mig. Jeg beder dig undskylde.”
“Nej, det er mig, der må bede dig undskylde, fordi jeg har forsømt at tage mig af dig og andre i din situation,” sagde Ali ibn Abutalib.

En rejsefælle
En mand fortalte Imam Sadeq om sin nyligt gennemført valfart. Han var fuld af lovord over en af sine rejsefæller: Hvilket fortræffeligt menneske havde denne ikke været! Alle havde været stolte af at måtte ledsage en så nobel herre. Han havde viet hele sin tid til bøn og meditation. Så snart karavanen gjorde holdt, trak han sig tilbage og bredte sit bedetæppe ud for at bede og meditere.
“Hvem udførte da hans arbejde, og hvem tog sig af hans ridedyr?” spurgte imamen forundret.
“Vi havde naturligvis den ære at udføre disse arbejder for ham, for han var så optaget af sine hellige pligter, at han ikke kunne bekymre sig om verdslige gøremål” sagde manden.
“Så er I hver især bedre end han!” sagde imamen.

Kilde:
MOTAHHARI, M.: Geschichten der Rechtschaffenen. Bonn 1985.