Majnun (den vanvittige) har sandsynligvis aldrig levet – og dog eksisterer han i manges bevidsthed, for legenden om den orientalske “Romeo og Julie” er alt for smuk til at kunne gå i glemmebogen. Det var hen imod slutningen af det 7. århundrede, at legenden tog form i de to store irakiske byer Basra og Kufa, hvor man samler det arabiske sprogs skatte.
Qais tilhørte den arabiske Amir-stamme, og han skulle – ligesom så mange andre af stammens drenge – vogte familiens får og geder på græsgangene omkring beduin-lejren. Ofte fik han selskab af sin kusine Laila, når hun kunne se sit snit til at forlade morens telt. For Qais var god til at digte, og Laila elskede at høre sin fætter deklamere om tidens store mænd, om Amir-stammens fortrin frem for andre stammer, eller om den smukke, barske ørken.
Børnene voksede til, og Qais blev mere og mere betaget af Laila. Men Laila fik ikke mere lov til at gå med hen til græsgangene, for hun var ved at blive voksen og skulle lære alt det, som det er nødvendigt for en beduin-kvinde at kunne for at blive en god hustru og mor.
Qais var syg af længsel efter at mødes med Laila; men han måtte nøjes med at betragte Laila på afstand, og selv om hun nu bar slør som familiens andre voksne kvinder, kunne han let genkende hende.
Men Qais kunne stadig digte, og han digtede og sang om Laila – som i hans øjne var så smuk som en gazelle. Men Lailas familie var ikke glad for alle disse digte om deres datter, for det satte familiens ære på spil. Og på den tid var det ikke almindeligt, at man selv bestemte, hvem man skulle giftes med. Det var noget, de voksne tog sig af.
Qais fik besked på ikke mere at nærme sig Laila, og familien fik endog af kaliffen i Damaskus tilladelse til at slå Qais ihjel, hvis han ved list skulle forsøge at besøge sin elskede.
Men alle disse forhindringer, som de voksne lagde i vejen for de to unge, gjorde Qais vanvittig. Og man begyndte at kalde ham Majnun – den vanvittige. I deres fortvivlelse forsøgte hans familie at overtale Lailas far til at lade de to unge gifte sig. De tilbød endda en – efter datidens forhold – meget høj brudegave: halvtreds hun-kameler.
Men Lailas familie var urokkelig. De ville ikke tillade, at deres datter giftede sig med den, der havde vanæret hende ved offentligt at besynge hende. Giftermål ville ikke give dem oprejsning – tvært imod. Den bedste løsning var, syntes de, at afslå frieriet.
Qais’ far tog sin søn med til den hellige by Mekka. Han og Qais ville bede Gud helbrede sønnen for sin sindssyge. Den første nat i Mekka hørte Qais pludselig en stemme råbe Lailas navn. Og i stedet for at bede Gud om helbredelse, bad han Gud, at Han aldrig ville lade ham glemme sin elskede, og at Han ville hjælpe ham til at elske hende højere for hver dag.
Senere på natten hørte Qais en anden stemme: Fordi Qais havde sat sig op imod stammens sædvane og ikke havde opført sig så fornuftigt, som man forventer af et voksent menneske, skulle han forblive vanvittig for bestandig!
Fra den tid ville Majnun ikke mere leve sammen med sin familie. Han tilbragte dag efter dag med at vandre rundt om stammens område. Man bragte ham mad; men ofte lod han blot maden stå. Og man fortalte ham, at Laila havde giftet sig med en anden mand – en mand, som hun ikke elskede.
I sin fortvivlelse forlod Majnun nu for bestandig sin familie. Han gik ud i ørkenen og levede blandt gazellerne, spiste græs og drak lidt vand, når han tilfældigt fandt noget. Fra tid til anden fik en rejsende øje på ham i ørkenen; og en dag fandt man ham død. Under hans lig fandt man hans sidste digt til sin elskede Laila.
Hele stammen græd over ham ved begravelsen – også Lailas far, der havde angret sin uforsonlige holdning … men for sent.
© Genfortalt af Aminah Tønnsen, februar 2000