De unge mænd i hulen – Islam – tro og livsforståelse

Der var engang en hovmodig og tyrannisk konge, der ville herske over hele verden. Han forbød sit folk at bede til Gud, og de, der gjorde gode gerninger, blev straffet hårdt. Menneskene var meget bange for den grusomme konge, så de fleste adlød hans befalinger for at redde livet.
Der var dog en gruppe unge mænd, der ikke ville opgive troen på Gud, Den Almægtige, og Gud gav dem styrke til at trodse kongen åbenlyst. De sagde: “Vor Herre er himlene og jordens Herre. Aldrig vil vi tilbede andre end Ham. Hvis vi gjorde det, ville det være en uhyrlig løgn!” Men ingen hørte på dem, for alle var bange for kongen og hans bødler.
De unge mænd sagde til hinanden: “Vort folk har taget guder, der i virkeligheden er magtesløse. Hvorfor kommer de ikke med bevis for at det, de gør, er rigtigt? Det er en forbrydelse at opfinde løgne om Gud.”
De unge mænd besluttede at forlade landet for en tid, og Gud sagde til dem: “Når I nu afviser dem og de guder, som de tilbeder i stedet for Mig, så drag bort og slå jer ned i en hule. Jeg vil vise jer barmhjertighed og hjælpe jer og lindre jeres bekymringer.”
I al hemmelighed forlod de unge mænd landet. De tog ikke andet med sig end deres hund og lidt penge. De gik længe og fandt til sidst en hule i et øde bjergområde. Her slog de sig ned; og de bad Gud hjælpe sig, som Han fandt det passende. Og Gud lod dem falde i dyb søvn i hulens indre. Hulen vendte mod nord, så den var kølig og beskyttede de unge mænd mod solens stråler. Og deres hund lå ved hulens indgang med udstrakte forben.

Der gik uger, måneder og år. Den grusomme konge døde og blev efterfulgt af retskafne, gudfrygtige konger, der genoprettede fred og orden i landet.
En dag vågnede de unge mænd i hulen op af deres søvn. Den ene spurgte: “Hvor længe har vi mon sovet?” “Måske en hel dag!” svarede en anden. “Nej!” sagde en tredie. “Så længe kan vi umuligt have sovet.” Efter nogen snak frem og tilbage sagde én: “Gud alene ved, hvor længe vi har sovet! Nu må vi have noget at spise. Én af os må gå til den nærmeste by for at købe noget mad til at stille vor sult.”
Én af dem blev derfor sendt til byen. De andre formanede ham til at opføre sig diskret og ikke under nogen omstændigheder fortælle nogen om deres ophold i hulen. “Hvis folk hører om os, vil de måske stene os eller tvinge os til at dyrke afguder.” De unge mænd vidste jo ikke, at der var gået så mange år, og at forholdene i landet havde forandret sig til det gode.

Da den unge mand nåede byen, så han, at folk bar fremmedartede klæder. Og selv om sproget var det samme, brugte de ind i mellem nogle ord, som han ikke forstod. Og da han ville betale for sine varer, sagde købmanden barsk: “De mønter er ugyldige; dem kan du ikke få noget for!” Den unge mand var meget forbavset og forstod slet ikke, hvorfor han ikke kunne bruge de mønter, han altid havde brugt.
Mange nysgerrige stimlede sammen omkring butikken og studerede nøje de mærkelige mønter. En gammel mand sagde undrende: “Disse mønter er jo over hundrede år gamle!” Og han spurgte den unge mand: “Hvor kommer du fra, og hvad vil du her?” Nu forstod den unge mand, at der var gået mange år, siden han og hans kammerater havde slået sig ned i hulen. Og folkene fortalte ham om alt, hvad der var sket i landet i den mellemliggende tid. Først da fortalte den unge mand den undrende skare om sine kammerater i hulen.

Byens folk forstod, at de var vidne til et mirakel; men i stedet for at forsøge at forstå meningen med det, der var sket, begyndte de at skændes om, om de skulle bygge et bedehus eller opsætte en mindetavle for de unge mænd, som Gud havde reddet fra den tyranniske konge.
Senere skændtes de også om antallet af mænd i hulen. Nogle af dem mente, der var tre – og at hunden var den fjerde. Andre mente, der var fem – og at hunden var den sjette. Andre igen mente, der var syv – og at hunden var den ottende. Men Gud kender bedst deres antal. Og Han ved bedst, hvor mange år de unge mænd tilbragte i hulen; men det er kun nogle få, der virkelig forstår meningen med det, der skete.

Det er nemt for Gud at beskytte de mennesker, der stoler på Ham, mod deres fjender. Lige så nemt er det for Ham at opvække de døde. Døden er en lang, dyb søvn. Når et menneske dør, synes det for ham, som om han kun har levet kort tid på jorden. Og når han genopstår, vil det synes ham, som om han kun har tilbragt ganske kort tid i sin grav. På nøjagtig samme måde som man – når man vågner om morgenen – kan synes, at natten var ganske kort, selv om den i virkeligheden har varet mange timer.
Ingen af os ved, hvornår vi skal dø. Derfor skal vi bruge vort liv med omtanke og udnytte hvert eneste minut på allerbedste måde. Vi skal ikke spilde tid og kræfter på at skændes om bagateller og om ting, vi ikke ved noget om. Gud vil afgøre vore stridigheder på Dommedag. Han alene kender himlenes og jordens hemmeligheder; men mange mennesker vil ikke tænke over Hans tegn.

Koranen om de unge mænd i hulen: 18:9-22.

For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)

Intet er skjult for Gud, hverken i himlene eller på jorden. (3:5)

Det er Gud, der tager (menneskenes) sjæl (nafs), når de dør. De, der ikke dør, (tager han), medens de sover. De, som Han har bestemt skal dø, holder Han tilbage (fra at vende tilbage til livet); men resten lader Han vende tilbage (til deres krop) for en afmålt tid. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. (39:42)

Ingen dør uden Guds tilladelse. Livslængden er fastsat, intet kan rokke ved denne beslutning. (3:145)