Sura 105, Elefanten:
I Guds, Den Allernådigstes, Den Allerbarmhjertigstes navn.
Har du ikke set, hvorledes Gud behandlede elefant-folket?
Lod Han ikke deres list mislykkes?
Han sendte fugleskarer imod dem,
og de kastede hårde klumper ler imod dem.
Og de blev (ligeså kraftesløse) som en afgnavet mark.
Denne korte sura handler om en begivenhed, der fandt sted i året 570, det år, hvor man mener, at Profeten Muhammad blev født. Året kaldes også ”elefant-året”, og nu skal du høre hvorfor:
Kongens drøm
En nat havde Rabia ibn Nasr, der var konge i Yemen, en mærkelig drøm, der gjorde ham forskrækket og bange. Straks om morgenen sendte han bud efter alle byens spåmænd, drømmetydere og præster og sagde til dem: “I nat har jeg haft en foruroligende drøm.” “Fortæl os om drømmen, så vil vi tyde den for dig,” sagde de forsamlede mænd. Men kongen svarede: “Jeg kan ikke tro på jeres tydning, hvis jeg først har fortalt jer drømmen. Kun den, der kender drømmen uden at jeg selv har fortalt den, kan tyde den rigtigt!”
Mændene kiggede forvirrede på hinanden, for de syntes, det var en umulig opgave, kongen stillede dem. Efter nogen tids tavshed sagde én af præsterne: “Kun Shaq og Satih kan fortælle dig, hvad du ønsker at vide. De er de aller-kyndigste præster i dette land, ja måske i hele verden.” Og kongen sendte bud over hele landet for at finde de to præster.
Satih tyder kongens drøm
Snart bragte man Satih til kongen, og han sagde til ham: “Jeg har haft en foruroligende drøm. Hvis du kan fortælle mig drømmen, vil du også kunne tyde den rigtigt!” “Oh konge!” svarede Satih. “Du har set en ild, der kom fra de vantros land og ødelagde alt i provinsen Tuhama ved havet.”
Lettet sagde kongen: “Ja, sådan var min drøm. Hvordan vil du nu tyde den?” “Abessinierne (etiopierne) vil indtage dit land; men det vil ikke ske i din levetid. De vil senere blive fordrevet fra landet, og en klog profet vil ved Guds hjælp regere over landet. Han vil regere indtil den dag, hvor de retskafne vil blive belønnet, og de onde vil få deres straf,” svarede Satih.
Shaq tyder kongens drøm
Nogen tid efter bragte man også Shaq til kongen, og til dennes store forbløffelse, tydede Shaq drømmen på nøjagtig samme måde, som Satih havde gjort. Nu var kongen ikke længere i tvivl om, at abessinierne en dag ville indtage hans land Yemen. Han tænkte meget over, hvorledes han kunne beskytte sine børn og børnebørn mod denne fare. Han udrustede en karavane med mad og drikke og rigelige midler til, at de kunne slå sig ned et sikkert sted. Og han skrev til den persiske konge, der lod den yemenitiske konges slægt slå sig ned i sit land.
Kristenforfølgelser
Kong Rabia ibn Nasr blev efterfulgt på tronen af mænd af Banu Himyar-slægten. Disse regerede i mange år, indtil en ond mand tilranede sig magten i landet. Han undertrykte folket og gjorde kongens sønner til slaver. Det lykkedes dog for én af prinserne, Zara ibn Tubban, at dræbe tyrannen ved list og befri folket.
Men Zara, der blev kendt under navnet Dhu Nuwas (‘ham med ørelokkerne’), var selv en fanatisk mand, og han hadede alle, der ikke var jøder som han selv. Med en stor hær drog han omkring år 517 mod byen Najran i det nordlige Yemen. Byens kristne indbyggere hilste kongen velkommen; men det viste sig snart, at han ikke havde fredelige hensigter. Han befalede nemlig, at byens indbyggere skulle afsværge deres kristne tro – ellers ville de blive brændt levende ved daggry. Stillet for dette valg, foretrak de fleste døden.
Daus henter hjælp
Det lykkedes dog en enkelt najraner, Daus, at undslippe den frygtelige massakre, og han besluttede at søge hjælp hos Abessiniens kristne konge, Negus. Kongen blev oprørt, da han hørte om de voldsomme begivenheder; men han mente ikke, at han havde skibe nok til at sende sine krigere over Det Røde Hav til Yemen.
Men Daus gav ikke op. Han fortsatte til Rom, hvor han fortalte kejseren om massakren. Kejseren blev vred og lovede Daus, at han ville sende så mange skibe til kong Negus, som denne havde brug for, for at kunne fragte sine krigere til Yemen.
Abessinierne besætter Yemen
Kong Negus udrustede i hemmelighed de skibe, som den romerske kejser havde sendt ham. Dhu Nuwas var ganske uforberedt, da de abessinske krigere nåede hans land, og han forsøgte uden held at slå angrebet tilbage. Han vidste, hvad der ventede ham, hvis han faldt i de sejrrige abessinske krigeres hænder, så han foretrak at tage sit eget liv ved at drukne sig i havet, ridende på sin hest.
Og således blev den første del af kong Rabia ibn Nasrs drøm til virkelighed: abessinierne havde besat Yemen. Dette skete omkring år 525.
Den abessinske hærleder Aryat blev nu statholder i Yemen, som han styrede med hård hånd. Men en mand ved navn Abraha gjorde ham rangen stridig og udfordrede ham til duel. Abraha vandt efter et blodigt opgør, og alle Aryats krigere sluttede sig til ham.
Men hjemme i Yemen blev kong Negus vred, da han hørte, at Abraha havde dræbt Aryat. Han opgav dog at hævne sig på Abraha, da denne svor ham troskab. Og nu var Abraha statholder i Yemen.
Abraha, statholder i Yemen
Abraha var blevet statholder i Yemen, efter at den kristne, abessinske hær havde besat landet omkring år 525. Han var en mild og god hersker; men han kunne også være streng i sager, der kunne være til nytte for hans land eller for hans religion.
Abraha bygger al-Qulais-kirken i Sanaa
Det undgik ikke Abrahas opmærksomhed, at skarer af yemenitter med jævne mellemrum drog nordpå med veludrustede karavaner, og en dag spurgte han sine mænd: “Hvor rejser disse mennesker i grunden hen?” “De rejser til Guds hus i Mekka, som de kalder Kabaen,” var svaret. “Hvad er det hus bygget af?” ville Abraha vide. “Huset er bygget af sten,” var svaret. “Af almindelige, nøgne sten?” spurgte Abraha videre. “Ja, nøgne sten, der kun er dækket af vævede stofbaner,” svarede hans mænd.
Abraha blev tavs og eftertænksom. Han brød sig ikke om, at Mekka skulle være vigtigere for hans undersåtter end hans egen by. “Ved Messias!” sagde han omsider. “Jeg vil bygge et hus, der er bedre end det!” Og han skrev til kejseren i Rom og fortalte, at han ville bygge en kirke i San’aa, der skulle overgå Huset i Mekka i alle henseender og afholde yemenitterne fra at valfarte dertil. Og kejseren sendte ham både håndværkere og sjældne materialer som marmor og mosaik-stifter.
Al-Qulais-kirken blev bygget og udsmykket efter alle kunstens regler med marmorsøjler og marmorgulve. Mosaikker og malerier smykkede lofterne, og guld, perler og ædelsten prydede væggene. Da kirken var færdig, skrev Abraha til den abessinske konge Negus: “Jeg har bygget en kirke til dig, hvis lige aldrig før er set. Men jeg vil ikke være tilfreds, før jeg får araberne til at valfarte derhen.”
Abraha opruster og drager mod Mekka
Abraha kundgjorde over hele landet, at fra nu af måtte man kun valfarte til Al-Qulais-kirken. Men ingen adlød befalingen. så besluttede Abraha at ødelægge Ka’baen. Han skrev til kong Negus og bad ham sende elefanten Mahmud, som kongen selv havde redet på, når han havde ført sine krigere til sejr. Kong Negus sendte både elefanten og et stort antal soldater, og Abraha udrustede en stor hær. Og ridende på elefanten Mahmud førte Abraha sine krigere mod Mekka omkring år 570.
Flere yemenitiske stammer slog sig sammen i et forsøg på at forhindre Abraha i at nå Mekka. De blev ledet af Dhu Nafr, der var af den gamle kongeslægt. Men Abrahas hær var overlegen både i antal og udrustning, og efter et blodigt slag blev Dhu Nafr taget til fange.
Abraha fortsatte sit togt og nedkæmpede med hård hånd enhver modstand, han mødte på sin vej.
Abraha nærmer sig Mekka
Da Abrahas hær hvilede ud efter den lange rejse, blev en mindre hær-enhed sendt i forvejen for at udspionere de intetanende mekkanere. I dalen syd for Mekka overfaldt og udplyndrede de en stor kamelhjord. Hyrderne flygtede i panik ind til byen og fortalte det passerede til deres herre Abd al-Muttalib, der var Quraysh-stammens leder.
Og således erfarede mekkanerne, at Abrahas hær havde gjort holdt i nærheden. Og de forstod, at Abraha ikke havde fredelige hensigter, og at hans gevaldige hær var både veludrustet og kampberedt.
Da Abrahas folk nåede tilbage til lejren med deres bytte, kaldte Abraha en mand ved navn Hunata til sig og sagde til ham: “Rejs til Mekka og spørg efter byens leder. Sig til ham, at jeg ikke kommer for at føre krig imod ham, men alene for at ødelægge Kabaen. Fortæl ham også, at jeg ikke vil stræbe ham efter livet, hvis han ikke sætter sig til modværge. Hvis han ikke ønsker krig, skal du føre ham til mig.”
De opskræmte mekkanere førte Hunata til Abd al-Muttalib, og han fortalte den mekkanske leder, hvad Abraha havde befalet ham. Abd al-Muttalib svarede: “Vi ønsker ingen krig. Hvis Gud vil, kan Han forhindre Abraha i at ødelægge det hellige hus, som Hans ven Abraham har bygget til Ham sammen med sin søn Ismael.” Og Hunata førte Abd al-Muttalib til Abraha.
Abd al-Muttalib hos Dhu Nafr
Undervejs fortalte Hunata om de slag, som Abraha havde udkæmpet undervejs på sin færd til Mekka og om Dhu Nafrs tilfangetagelse. Abd al-Muttalib bad om at blive ført til Dhu Nafr, for de var gode venner. Dhu Nafr havde besøgt Abd al-Muttalib, når han havde været på pilgrimsfærd i Mekka, og Abd al-Muttalib havde besøgt Dhu Nafr under en handelsrejse til Yemen.
Abd al-Muttalib bad Dhu Nafr om hjælp; men det var ikke meget, han kunne gøre, for han var jo selv fange. Men Dhu Nafr var under den lange rejse blevet gode venner med elefanten Mahmuds fører. Han fortalte ham, at Abd al-Muttalib var kendt for sin godhed over for de fattige og de fremmede og bad ham lægge et godt ord ind for ham hos Abraha.
Abd al-Muttalib hos Abraha
Med Hunata som tolk spurgte Abraha, hvad Abd al-Muttalib ønskede af ham. “Jeg ønsker, at du giver mig de 200 kameler tilbage, som du har røvet fra mig!” svarede Abd al-Muttalib. Forbløffet svarede Abraha: “Taler du til mig om 200 kameler uden at mæle et eneste ord om min hensigt at ødelægge det hus, der er symbolet på din tro?”
Abd al-Muttalib svarede med fast stemme: “Kamelerne tilhører mig; men Ka’baen tilhører en anden herre, der vil beskytte og forsvare det!” “Intet vil forhindre mig i at ødelægge det hus!” var Abrahas sidste bemærkning. Abd al-Muttalib fik sin kameler tilbage og vendte modløs tilbage til Mekka.
Abd al-Muttalib vidste, at han og hans mænd intet kunne stille op imod Abrahas hær, og han befalede, at alle skulle forlade Mekka og søge tilflugt i bjergene uden for byen. Sammen med sine sønner og nærmeste rådgivere gik han til Kabaen, rev håndtaget af dens dør og anråbte Gud om hjælp. Derefter sluttede de sig til de øvrige mekkanere i bjergene.
Elefanten nægter af gå ind i Mekka
Abrahas hær gjorde sig klar til at gå ind i Mekka; men til alles store forbløffelse nægtede elefanten Mahmud at røre sig ud af stedet: Han knælede ned i retning af Mekka. Soldaterne prøvede at skræmme og slå ham; men hvad de end prøvede, lykkedes det dem ikke at få elefanten til at rejse sig.
Til sidst stak de en stor, spids jernstang ned i elefantens gab. Elefanten for op i smerte og begyndte i fuld fart at løbe i retning mod Yemen. Soldaterne indhentede elefanten; men da de vendte den mod Mekka, knælede den igen ned og rørte sig ikke ud af stedet.
Guds vrede
Soldaterne var foruroligede over elefantens opførsel – aldrig havde de oplevet noget lignende. Og pludselig fløj store skarer af fugle hen over hæren. De havde små, hårde klumper af ler i deres næb. Fuglene lod de hårde klumper falde ned på soldaterne, der styrtede til jorden og vred sig i smerte. Soldaterne forsøgte af flygte; men det lykkedes kun for nogle ganske få at slippe bort fra de dræbende klumper og gemme sig i bjergene. De kunne senere fortælle om alt det frygtelige, der var hændt.
Skyerne trak sammen på himmelen. Det blæste op. Vinden blev til en kraftig sandstorm, og under store lidelser døde størsteparten af Abrahas krigere. Stormen lagde sig i løbet af natten, og da Abraha næste morgen så ud over resterne af sin før så mægtige hær, lignede den en kraftesløs, afgnavet mark.
De få overlevende forlod skyndsomt stedet og begav sig på hjemvejen – uden at have betrådt Mekka eller set Guds Hus! Stolte, talstærke og sejrssikre var de kommet. Svage og ydmyget forlod de landet – uden at det var kommet til egentlig kamp.
Mekkanerne vendte tilbage til byen og så til deres forbløffelse, at den var ganske uskadt. Kun Abd al-Muttalib var ikke spor forbavset. Han havde hele tiden haft på fornemmelsen, at Gud ikke ville lade Abraha ødelægge Kabaen.
Disse begivenheder fandt sted omkring år 570 og var så skelsættende for mekkanerne, at de sidenhen kaldte året for elefant-året. I samme år fødtes Abd al-Muttalibs sønnesøn Muhammad, der senere skulle blive en stor profet.
© Aminah Tønnsen, 1994