Djeha-historier er kendt og elsket over hele Nordafrika og Mellemøsten. Djeha-figuren ligner den tyrkiske Nasreddin Hodja, om hvem der også er fortalt mange historier i tidens løb. De relativt korte historier har altid en pointe, som får tilhørerne til at le ad deres egne svagheder og fejl. Djeha synes ved første øjekast usædvanlig dum; men i virkeligheden er det ham, der er den kloge og trækker det længste strå. På en snurrig måde er han en blanding af en vismand og en nar, der forstår at ramme folk på deres ømme steder. Det er ikke så sært, at hans oplevelser er blevet fortalt igen og igen i flere generationer.
Djeha og grill-kødet
En dag kom Djeha forbi en mand, der solgte lammekød grillet på spyd. Uhm, hvor det dog duftede dejligt! Djeha havde som sædvanlig ikke mange penge, og han var hundesulten.
Men Djeha fandt som altid på råd: Hos en bager købte han et stykke brød og standsede op foran manden, der solgte det grillede lammekød.
“Verdens bedste grill-spyd!” råbte manden. “Hvor mange vil du købe?”
“Ingen!” svarede Djeha.
“Så lad være med at sår dér foran min grill. Du spærrer for mine kunder!” sagde manden vredt.
“Vent lidt!” sagde Djeha. Han tog sit brød og holdt det hen over kødet, der sydede på grillen, så røgen steg op i brødet.
“Hvad er det, du gør?” spurgte manden forbavset.
“Vent og se!” var Djehas svar.
Efter nogle minutter var brødet gennemsyret af velduftende røg og fedt. Djeha spiste brødet og sagde: “Uhm, hvor det smager himmelsk! Farvel og tak.”
“Du skylder mig penge!” råbte manden vredt.
“Hvordan kan jeg skylde dig noget, når jeg ikke har spist af dit grill-kød! Jeg har da kun spist røgen!” svarede Djeha med et glimt i øjet.
“Lad os gå til dommeren – han vil sikkert give mig ret!” sagde manden.
Sammen gik de hen til dommeren og forklarede sagen for ham. Dommeren spurgte manden:
“Hvor meget forlanger du i betaling?”
“En dirham,” svarede manden.
“Giv mig en dirham,” sagde dommeren til Djeha.
Dommeren tog pengestykket og førte det frem og tilbage under mandens næse et par gange, hvorpå han rakte det tilbage til Djeha.
“Men var det ikke mig, der skulle have den dirham?” sagde manden forbavset.
“Hør nu her, min gode mand!” svarede dommeren. “Djeha har indåndet duften af dit grill-kød, og du har indåndet duften af hans penge. I skylder ikke hinanden noget som helst!”
Djeha og ravnen
En dag købte Djeha en lille ravn af en hyrdedreng. Hans nabo spurgte forbavset:
“Djeha, hvad vil du dog med den ravn?”
“Jeg har hørt, at ravne lever over to hundrede år. Jeg vil opdrætte denne her for at se, om det er sandt!” svarede Djeha.
Djehas søm
En dag var Djehas penge sluppet op, og han besluttede at sælge sit hus. Han fandt en køber og sagde til ham:
“Jeg vil sælge dig mit hus; men i stuen sidder der et søm i væggen. Det søm vil jeg ikke under nogen omstændigheder sælge, og du må hverken slå det helt ind i væggen eller fjerne det!”
“Ok!” svarede køberen. “Jeg køber huset!”
De fik en advokat til at udfærdige en købe-kontrakt, som de begge skrev under. I kontrakten kom der til at stå, at sømmet i muren tilhørte Djeha og ikke måtte hverken slås helt ind i væggen eller fjernes uden hans tilladelse.
Nogle dage senere fandt Djeha et gammelt, dødt æsel i vejkanten, og han betalte et par mænd for at bære det hen til sit hus.
Djeha fulgte med mændene og bankede på døren. Da den nye ejer lukkede op, sagde Djeha til ham:
“Jeg vil hænge dette æsel op på mit søm!”
“Du må være gået fra forstanden! Det er da mit hus!”
“Huset er dit; men sømmet er mit!” svarede Djeha i fuld overens-stemmelse med sandheden.
“Men dit æsel er dødt og lugter grimt!” sagde manden.
“Sømmet er mit!” gentog Djeha. “Lad dommeren afgøre sagen for os!”
Djeha og manden gik til dommeren og forklarede sagen for ham.
“Lad mig se købe-kontrakten,” sagde dommeren. Da han havde læst den, sagde han:
“Djeha har ret. Sømmet tilhører ham, og han kan gøre med det, hvad han vil.”
“Men hr. dommer,” sagde ejeren af huset. “I dag holder vi en stor fest hos os. Denne mand vil hænge et dødt, ilde-lugtende æsel på sømmet i stuen.”
“Du har selv skrevet under på kontrakten,” var dommerens kommentar. “Nu er det for sent at gøre indvendinger.”
“Hr. dommer,” sagde manden. “Jeg bøjer mig for din afgørelse, og jeg vil give denne mand hele huset. Jeg vil blot bede ham lade os afslutte festen, så skal han nok få nøglen.”
Og således fik Djeha sit hus tilbage.
Djeha og det bortløbne æsel
En dag for Djehas æsel vild i bjergene. Det var fuldkommen umuligt at finde det igen, og æselet vendte heller ikke tilbage af sig selv. Da råbte Djeha:
“Tak min Gud! Tak min Gud!”
Hans naboer spurgte ham undrende:
“Hvorfor takker du Gud?”
“Fordi jeg ikke sad på æslet, da det for vild. Sikken et held! For ellers ville jeg jo også være faret vild!”
Det lille hus
En mand byggede en gang et meget lille hus til sig og sin familie. De forbipasserende sagde til ham:
“Dit hus er alt for lille!”
“Det siger I,” svarede manden. “Men jeg vil være glad, hvis jeg en dag kan fylde huset med virkelige venner!”
Sjakalen og løven
Løven var blevet gammel og svag, og det blev sværere og sværere for ham at løbe dyrene træt, når han var på jagt. Men løven var en listig rad. Han lagde sig i en stor hule og gjorde, som om han var syg. De andre dyr var nysgerrige. De kom ind i hulen og spurgte, hvad han fejlede. Så var det nemt for løven at æde dem.
En dag kom en sjakal til hulen. Den blev stående udenfor og råbte til løven:
“Oh du, dyrenes konge. Hvordan har du det?”
“Kom dog indenfor!” svarede løven. “Kom ind! Hvorfor bliver du stående derude i den brændende sol? Og hvorfor kigger du ned i jorden?”
“Jeg ser på sporene foran din hule!” svarede sjakalen. “Der er mange spor, der fører ind i hulen; men der er ikke et eneste, der fører udad!”
Sjakalens bøn
En morgen så sjakalen en hane, der sad på en gren og galede. Sjakalen sagde indsmigrende:
“Hvor du dog synger smukt! Når jeg hører dig, får jeg lyst til at forbedre mig og bede til Gud. Kom ned fra grenen og bed en bøn sammen med mig!”
“Ser du ikke, at jeg kalder menneskene til bøn?” sagde hanen.
“Jo, da,” svarede sjakalen. “Men nu, da du er færdig, er der da ikke noget i vejen for, at du kan komme ned og bede en bøn sammen med mig.”
“Ok!” svarede hanen. “Men vi må vente på imamen.”
“Hvem er imam på disse kanter?” spurgte sjakalen venligt.
“Kender du ikke imamen? Det er da jagthunden,” sagde hanen.
“Farvel! Farvel!” sagde sjakalen og fik pludselig travlt. “Jeg har glemt at vaske mig. Jeg må løbe!”
Kongen og hans kongerige
En dag blev kongen vred på én af sine tjenere og sagde til ham: “Hvis du tilbringer bare én nat mere i mit kongerige, slår jeg dig ihjel!”
Manden var rådvild. Hvad skulle han gøre? Han var ikke i tvivl om, at kongen ville gøre alvor af sine trusler; men han var en fattig mand og havde ikke penge til at rejse ud af landet. Og selv om havde haft penge nok til rejsen, ville det tage flere dage at nå grænsen.
Om aftenen gik manden hen til begravelses-pladsen og lagde sig i en nylig gravet grav.
Næste morgen stod han op af graven; men der var én, der så ham og fortalte det til kongen. Kongen lod manden anholde og føre til sig.
“Har jeg ikke sagt dig, at jeg ville slå dig ihjel, hvis du tilbragte bare én nat mere i mit kongerige?” sagde kongen.
Tjeneren svarede:
“Ædle herre! Jeg har tilbragt denne nat uden for dit kongerige!”
“Du lyver!” sagde kongen vredt. “Hvordan har du kunnet rejse ud af mit kongerige og være tilbage igen allerede?”
“Jeg har ikke tilbragt natten i dit rige. Jeg har tilbragt natten i en grav sammen med de døde. Hersker du måske over de døde? Er dødsriget dit?” svarede manden roligt.
Og kongen satte den snarrådige tjener fri og antog ham igen i sin tjeneste.
© Genfortalt på dansk af Aminah Tønnsen, marts 2000
Daily Sabah Feature:
Nasreddin Hodja: Traditional tales from a witty sage