Alle kendte Kassim, der boede sammen med sin kone Amina og deres tre sønner i et lille hus i landsbyens udkant. Kassim var en gavmild mand. Var man kommet i en vanskelig situation, kunne man altid regne med Kassims hjælp, og ingen tigger var nogensinde blevet vist bort fra hans hjem uden at være blevet forsynet med mad og drikke. Kassim havde en lille jordlod, som han udnyttede på bedste måde.
På en del af jorden dyrkede Kassim korn. Hvert år, når hans sønner hjalp ham med at høste, mindede han dem om, at de skulle rive kornet sammen med let hånd, for landsbyens fattige skulle have lov til at samle de sidste strå.
På en anden del af jorden havde Kassims far for mange år siden plantet appelsintræer. Der løb en lille bæk gennem appelsin-marken, og landsbyens fattige vidste, at når Kassim havde høstet appelsinerne på den ene side af bækken, måtte de høste appelsinerne på den anden side. Og Kassim ville selv sørge for, at frugten blev delt ligeligt imellem dem. Sådan havde det været, lige siden Kassims far levede
På den del af jordlodden, der lå nærmest Kassims lille hus, havde familien sin køkkenhave, så de var selvforsynende med både korn, frugt og grøntsager. Rige var de ikke, men Kassim og hans kone syntes, at det gik dem godt.
Og da en forældreløs pige fra nabo-landsbyen bad om husly, tøvede Kassim og Amina ikke et øjeblik med at tage hende til sig, som var hun deres egen datter.
Da Kassim og Amina døde, arvede de tre sønner det lille hus og markerne. Den yngste søn, Ahmed, var i mellemtiden blevet gift med sin jævnaldrende plejesøster.
De to ældste brødre havde aldrig været glade for, at deres far gav så meget af sit høst-udbytte til de fattige, og de talte om, hvorledes de kunne forhindre det i fremtiden. Den ene foreslog, at de ganske tidligt om morgenen – endnu før det blev lyst – selv skulle plukke appelsinerne på den anden side af bækken og køre dem til markedet. Når de fattige så kom om morgenen, ville der intet være tilbage til dem.
Ahmed skammede sig over sin broders forslag og sagde: “Skammer I jer ikke? Gud ser alt og hører alt, og Han vil straffe jer for jeres nærighed!” Men de to ældste brødre lo blot ad ham. Men ved midnats-tide sendte Gud en brand hen over plantagen.
Da de to ældste brødre tidligt næste morgen ville plukke appelsinerne, kunne de knap nok genkende deres ellers så frodige appelsin-marker, og de fandt ikke en eneste spiselig frugt. Nu forstod de, at Gud straffer de uretfærdige.
Fra den dag var de to ældste brødre som forvandlede. De gav de fattige af deres overflod, som deres far havde gjort det. De angrede og bad Gud om tilgivelse. Og Gud tilgav dem, som Han tilgiver alle, der angrer deres fejltrin og forbedrer sig.
© Aminah Tønnsen, 2003
Koranen:
Og giv jeres slægtninge, de trængende og de vejfarende, hvad der retteligen tilkommer dem; men ød ikke (jeres ejendom) bort. (17:26)
Retfærdighed er ud af kærlighed til Gud at give af jeres ressourcer til jeres slægtninge, de forældreløse, de trængende, de (nødstedte) vejfarende og til dem, der beder jer derom. (2:177)
Gud elsker ikke de hovmodige og pralende og dem, der er nærige og opfordrer andre til at være nærige, eller som skjuler de goder, som Gud har givet dem. Der venter dem, der (på denne måde) modvirker troen, en smertefuld straf. (4:36-37)
For Gud ser alt, hvad I gør. (3:163)
Gud er visselig tilgivende og barmhjertig imod dem, der af uvidenhed handler ilde, men derpå angrer og forbedrer sig. (6:54)
Gud tager imod Sine tjeneres anger og tilgiver dem deres synder. Og Han er vidende om alt, hvad I gør. (42:25)