Da Profeten Muhammad døde, efterlod han sig ingen mandlige efterkommere, idet hans sønner var døde som ganske små: Qasim og Abdullah, som han fik med hustruen Khadijah, og Abraham, som han mange år senere fik med sin kristne hustru Maria. Hans modstandere havde hånet ham herfor (se sura 108), idet de i deres arrogance og uvidenhed mente, at Islam lige så stille ville uddø med ham, når han nu ingen mandlige efterkommere havde.
Med sin første hustru Khadijah fik Profeten fire døtre: Zaynab, Ruqayya, Umm Kulthum og Fatima.
Datteren Zaynab
Zaynab blev – efter sin mors ønske – gift med morens søstersøn Abu’l-As, der var handelsmand i Mekka. Byens hedenske ledere forsøgte (som led i deres sociale boykot og forfølgelse af Profeten) at overtale ham til at lade sig skille fra Zaynab og gifte sig med én af deres døtre i stedet; men Abu’l-As afslog – selv om han ikke selv var blevet muslim. Ægteparret blev dog boende i Mekka, da Profeten og hans tilhængere udvandrede til Medina.
To år senere (i 624) deltog Abu’l-As i slaget ved Badr på mekkanernes side – altså imod Profeten og hans tilhængere. Abu’l-As blev taget til fange af muslimerne, og da mekkanerne sendte mænd til Medina for at løskøbe fangerne, havde Zaynab med dem sendt, hvad hun ejede, for at løskøbe sin mand. Blandt disse ting var en halskæde, som hendes mor Khadijah havde givet hende i bryllupsgave. Da Profeten så denne, sagde han til sine mænd: “Hvis det synes ret i jeres øjne, så lad min datters mand gå fri og send disse smykker tilbage.” Alle indvilligede; men Profeten forlangte af sin svigersøn, at han skulle sende Zaynab til Medina til gengæld for sin egen frihed.
Eskorteret af en svoger, forlod den højgravide Zaynab således Mekka. Men nogle mekkanere forsøgte at standse kamelen; de følte, at Zaynabs afrejse var en ydmygelse for dem efter deres nylige nederlag til Profeten. På Abu Sufyans opfordring blev Zaynabs afrejse udskudt nogle dage – indtil frustrationen over nederlaget havde lagt sig.
Efter nogle år afviklede Abu’l-As sin forretning i Mekka, blev muslim og flyttede til Medina, hvor han blev genforenet med sin hustru. Profeten elskede deres børn, specielt datteren Imama. Men deres lykke varede kun kort: Zaynab døde året efter i 631 som følge af den overlast, hun havde lidt, da man forsøgte at standse hendes afrejse fra Mekka. Hun var da kun i tyverne.
Datteren Ruqayya
Ruqayya var først gift med Utba, der var søn af Profetens farbror Abu Lahab. Dette ægteskab gik dog i stykker, da Profeten Muhammad begyndte at prædike, idet Abu Lahab var indædt modstander af Islam (se sura 111).
Ruqayya blev dernæst gift med den senere 3. kalif, Uthman ibn Affan, der hørte til de første, der antog islam. De fik en søn, der dog døde som lille efter at være blevet hakket i øjet af en høne. Ægteparret var blandt de muslimer, der i 615 søgte beskyttelse hos Kong Negus i det kristne Abessinien mod de hedenske mekkaneres forfølgelse og tortur. De slog sig ned i Medina, efter at Profeten var udvandret dertil. Ruqayya blev syg i tiden omkring slaget ved Badr, og hun var kun i tyverne, da hun døde i 624.
Datteren Umm Kulthum
Umm Kulthum var først gift med Utbas bror Utayba; men også det ægteskab gik i stykker, da Profeten begyndte at prædike. Efter søsteren Ruqayyas død giftede Umm Kulthum sig med svogeren Uthman ibn Affan. Hun var endnu ikke fyldt tyve, da hun døde i 631.
Datteren Fatima
Profetens yngste datter Fatima blev som 17-18 årig i 624 gift med Profetens brorsøn Ali bin Abî Tâlib. Han havde boet i Profeten og Khadijahs hjem siden sit sjette leveår, og som kun 10-årig var han den anden, der antog Islam efter Profetens hustru Khadijah.
Det fortælles, at Fatima var både gudfrygtig, klog, pligtopfyldende, beskeden og arbejdsom. Hun havde ingen fremmed hjælp i sin husholdning; hun var tilfreds med lidt, og gav, hvad hun kunne undvære, til de fattige og de forældreløse. Og hun var elsket af alle kvinder og børn i menigheden.
Profeten lærte Fatima, hvorledes hun kunne mildne trængsler og nød ved hver aften at sige subhâna allâh 33 gange, alhamdu llilâh 33 gange og allâhu akbar 34 gange til ihukommelse af Gud – en skik, som har holdt sig lige til vore dage.
Fatima er – sammen med Faraos hustru Asiya, Maria, Jesu mor, og Profetens første hustru Khadijah – én af islamisk traditions ”fire perfekte kvinder”.
Kort før sin død hviskede Profeten Fatima i øret, at hun ikke skulle være bedrøvet over hans forestående død, for hun ville være den første af hans familie til at blive genforenet med ham i Paradis – og hun døde kun et halvt år efter Profeten, i 633.
Efter Fatimas død giftede Ali sig med en datter af Zaynab og Abu’l-As.
Fatima og Ali fik sønnerne Hasan og Husayn samt datteren Umm Kulthum, der seks år efter sin mors død blev gift med den 2. kalif, Umar ibn ul-Khattab.
(Ovenstående blev første gang bragt i ISLAM – FRED & HARMONI 4/1994)
© Aminah Tønnsen, 1994
Kilder:
ABDULLA, Faisal: Fatimah bint Muhammad. A Biography.
BOUSSEROUEL, Hébri: Muhammad et les Femmes. La Plume Universelle 2000.
DIF, Malika: Les épouses (et les filles) du Prophète de l’Islam. Tawhid 2001.