Maria
Efter at have sluttet fred med mekkanerne i Hudaybiya i 628, sendte Profeten Muhammad delegationer til Persien, Syrien, Ægypten og Abessiniens ledere for at indbyde dem til at antage Islam. Ægyptens koptiske leder Al-Muqawqas sendte derpå fire unge slavinder og andre gaver til Profeten i Medina.
Blandt disse slavinder befandt sig Maria og hendes søster Sherin. Deres far var koptisk kristen, og deres mor var romersk katolsk.
Profeten gav Sherin til digteren Hassan ibn Thabit og tog selv Maria til hustru. Maria boede ikke sammen med Profetens andre hustruer, men i et hus for sig selv noget derfra. Da Maria blev gravid, blev hendes medhustruer – især den unge Aisha – meget jaloux. Ingen af dem havde nemlig været i stand til at skænke Profeten børn.
Det fortælles, at Maria en dag kom til Profetens hus for at tale med sin mand. Hendes medhustru Hafsa var på besøg hos sin far, så Profeten og Maria talte sammen i Hafsas værelse. Men da Hafsa kom tilbage, så hun, at forhænget til hendes værelse var trukket for. Hun ventede udenfor, og da Profeten og Maria trådte ud af værelset, beskyldte hun grædende Profeten og Maria for at have krænket hende. Profeten var klar over, at han havde forbrudt sig mod sæd og skik og havde såret Hafsa, og han lovede hende at være afholdende over for Maria i fremtiden.
Hafsa lod sig formilde og indvilligede i ikke at fortælle andre om det skete for at undgå ophidselse og strid i hjemmet. Men ikke så snart havde Profeten og Maria forladt stedet, før Hafsa berettede alt til sin unge medhustru Aisha.
Aisha blev ophidset og om muligt endnu mere jaloux på Maria, da hun hørte om det skete. Og snart havde alle Profetens hustruer glemt deres indbyrdes stridigheder og rettet deres had mod Maria. Profeten forsøgte forgæves at genoprette ro og orden i sit hus og at beskytte Maria imod de andre hustruers åbenbare fjendskab. Umar ibn ul-Khattab, den senere anden kalif, forsøgte at tale sin datter Hafsa til fornuft – dog uden held. Heller ikke Abu Bakr havde held til at tale sin datter Aisha til fornuft.
Profetens hustruer var engageret i socialt arbejde blandt menighedens trængende, og alle var de med til at viderebringe Guds ord. De var blandt de første, der fra Profetens egen mund fik citeret åbenbaringerne. De lærte dem udenad og var således i stand til at undervise andre muslimske kvinder.
Profetens hustruer nød den største respekt i samfundet og blev kaldt de troendes mødre. Man forventede af dem, at de – ligesom Profeten selv – i stort og småt skulle være gode eksempler for menigheden. Derfor var denne strid højst ubehagelig for alle.
Skuffet og irriteret over, at kvinderne ikke kunne bilægge deres strid, trak Profeten sig tilbage fra alle sine hustruer til et rum, der stødte op til moskéen. Det må opfattes som en advarsel til hustruerne om, at de ikke skulle være så sikre på, at Profeten ikke kunne finde på at lade sig skille fra dem alle. Hvis det skete, ville de miste deres høje status i samfundet og måtte finde sig i et liv i cølibat, idet det var dem forbudt at indgå nyt ægteskab efter en evt. skilsmisse fra Profeten eller efter hans død.
Roen blev genoprettet, og Profeten viste sig som altid storsindet: Han tilgav sine hustruer og vendte tilbage til dem. Striden havde da varet en måneds tid.
Maria fødte sønnen Abraham; men til hendes og Profetens store sorg døde Abraham allerede som spæd.
Året efter døde også Profeten Muhammad. Man mener, at Maria døde fem-seks år senere. Hun blev begravet i Al-Baqi, hvor også andre af Profetens hustruer ligger begravet.
(Ovenstående er første gang bragt i ISLAM – FRED & HARMONI 4/1992).
© Aminah Tønnsen, 1992
Kilde:
Farouk Mohamed El-Zayat: Mütter der Gläubigen.
Die Geschichte der Ehefrauen des Propheten Muhammad.
Bavaria Verlag, München (uden årstal).