Profetens fjerde hustru

Hafsa bint Umar

Profeten Muhammads nære ven Umar ibn ul-Khattab havde en smuk, ung datter Hafsa. Hun og hendes mand Hunaif ibn Huzafa var blandt de muslimer, der emigrerede til Abessinien. Senere slog de sig ned i Medina; men Hunaif døde af de sår, han fik i slaget ved Badr i 624. Hafsa var på det tidspunkt blot 12 år gammel og vendte nu tilbage til sin fars hus.
Det smertede Umar dybt at se sin ellers så livsglade datter blive mere og mere tavs, ensom og indesluttet, og efter et halvt års tid besluttede han at finde en ny ægtemand til hende. Han kontaktede den velhavende og højt agtede Uthman ibn Affan, der havde været enkemand i nogen tid, efter at hans hustru Rukayya (én af Profetens døtre ved hans første hustru Khadijah) var død. Men Uthman lod ham vide, at han ikke ønskede at gifte sig igen lige med det samme.
Frustreret over afslaget henvendte Umar sig til den noget ældre Abu Bakr, hvis unge datter Aisha var blevet gift med Profeten to år tidligere. Abu Bakr var kendt som en rolig og pålidelig mand, og Umar mente derfor, at han ville behandle hans unge datter godt, så hun kunne glemme sin sorg over tabet af sin ægtemand. Men Abu Bakr afviste Umars tilbud med tavshed.
(Iflg. nogle overleveringer gik Umar først til Abu Bakr og dernæst til Uthman)

Vred og forurettet gik Umar til Profeten for at beklage sig over vennernes fornærmende afslag. Profeten svarede roligt: “Skal jeg give dig en svigersøn bedre end Uthman – og Uthman en bedre svigerfar end dig?” “Ja, gør det!” svarede den forbløffede Umar prompte. “Så vil jeg gifte mig med din datter, og Uthman skal gifte sig med min datter Umm Kulthum!”
Befriet for sin vrede og sin sorg begav Umar sig hjem for at meddele sin datter den glade nyhed. Undervejs gjorde han sine venner bekendt med datterens forlovelse med Profeten. Han mødte også Abu Bakr, der lykønskede ham hjerteligt og sagde: “Vær ikke vred på mig, Umar! Jeg havde hørt Profeten ytre ønske om at gifte sig med din datter, og jeg kunne selvfølgelig ikke afsløre en sådan hemmelighed. Havde Profeten ikke giftet sig med hende, ville jeg have gjort det.”
Og således var freden genoprettet i den lille menighed, og Profeten havde styrket båndene til sine nærmeste fortrolige ved at gøre dem til sin svigersøn og sin datters svigerfar.

Brylluppet mellem Profeten og Hafsa fandt sted i 625 kort før slaget ved Uhud, og Hafsa fik bolig ved siden af Aisha. Den aldrende Sawda tog godt imod sin nye medhustru; men den unge Aisha havde svært ved at acceptere, at Profeten giftede sig igen, når han nu havde levet monogamt i alle de 25 år, han havde været gift med sin første hustru Khadijah.
Naturligvis var der jalousi mellem de to unge kvinder; men det viste sig snart, at deres temperament gik godt i spænd:

De to kvinder var med Profeten på en længere rejse. Hafsa bemærkede, at Profeten ofte gik hen til Aishas kamel-bærestol for at tale med hende. Hviskende og tiskende blev de to unge kvinder enige om at bytte plads. Bærestolene var helt lukkede, så man ikke kunne se, hvem der sad i dem. Da man gjorde holdt for natten, gik Profeten til det, han troede var Aishas bærestol; men til hans forbavselse var det Hafsa, der ventede på ham. Og til Aishas store fortrydelse, tilbragte Profeten nu natten sammen med Hafsa.
Profeten havde for vane at aflægge kort besøg hos hver eneste af sine hustruer, før han trak sig tilbage til den hustru, hvis ‘tur’ det var. En dag blev han længere end sædvanligt hos enten Zainab eller Umm Salama, der trakterede ham med honning, som han holdt meget af. De andre hustruer var tydeligvis jaloux, og da han nåede til Aisha og Hafsa, der boede ved siden af hinanden, spurgte de ham, om han havde spist maghâfîr, et stærkt duftende tyggegummi-lignende produkt fra ‘urfut-træet. “Nej” svarede han. “Hvorfor er din ånde da så stærk?” “Zainab (el. Umm Salama) gav mig noget honning.” “De bier må have spist ‘urfut!” fortsatte de. Og Profeten, der var meget påpasselig med sin personlige hygiejne og kropslugt, afslog høfligt, da han næste gang blev budt honning!

Aisha og Hafsa stod også sammen, da Profeten i 630 besluttede at gifte sig med Asma bint Numan fra den ansete, fyrstelige Kindah-stamme. Hele haremmet var i oprør, for bruden viste sig at være af en utrolig skønhed, og Aisha og Hafsa trådte i aktion: Mens de ‘søsterligt’ hjalp bruden med hendes toilette, gav de hende det råd at sige: “Jeg søger tilflugt i Gud mod dig!” til Profeten. Det skulle angiveligt få ham til at synes endnu mere om hende. Asma gik i fælden – hun har sandsynligvis ikke kendt ordenes betydning. Da hun troskyldigt udtalte de fatale ord, sendte Profeten hende uden tøven og uden at tage hensyn til hendes fyrstelige herkomst tilbage til hendes familie. For sent blev Asma klar over, at hun var offer for et komplot fra sine kommende medhustruers side.

Der fortælles ligeledes flere historier om, hvorledes de to unge kvinder spillede deres meget ældre medhustru Sawda et puds:
Hafsas tjenestepige fortæller f.eks., hvorledes Aisha og Hafsa en dag råbte til Sawda: “Har du ikke hørt, at den falske profet (dajjâl) er kommet?” Skræmt fra sans og samling løb Sawda til nærmeste skur og gemte sig. De to spøgefugle løb sprudlende af latter til Profeten for at delagtiggøre ham i spøgen. Bestyrtet løb han hen til skuret og forsikrede den forskræmte Sawda, at det hele blot var en spøg og fik hende til at komme frem fra sit skjul.
Senere stod disse tre kvinder last og brast imod Profetens senere hustruer i kvindernes indbyrdes stridigheder.

Godt et år efter at have ægtet Hafsa, giftede Profeten sig i 626 med Zainab bint Huzaima (De fattiges Moder). Hun stod uden forsørger efter at have mistet sin mand i slaget ved Badr (iflg. andre kilder Uhud); og ved at gifte sig med hende, gav Profeten hende både beskyttelse og status. Zainab blev dog aldrig nogen egentlig rival for Hafsa, for dette ægteskab varede kun kort, idet Zainab døde efter nogle få måneders forløb.

Hafsa var en stærk personlighed og veg ikke tilbage for at svare Profeten igen, når hun var utilfreds med noget. Umar bebrejdede sin datter dette og formanede hende til ikke at tro, at hun var Aishas ligeværdige og kunne tillade sig de samme friheder som hun, idet Aishas far jo var af højere rang end han selv.
Men Hafsa var jaloux på sine senere medhustruer og var hele tiden bange for, at Profeten skulle holde mere af de andre end af hende. Da hun engang vendte tilbage til sit værelse efter et besøg hos sine forældre, fandt hun, at forhænget var trukket for, og at Profeten opholdt sig dér sammen med sin kristne hustru Maria, der var kommet for at tale med ham. Maria boede nemlig ikke sammen med sine medhustruer, men i et hus for sig selv noget derfra, idet det havde ført til åbenlys jalousi fra hendes medhustruers side, at hun blev gravid og senere fødte Profetens søn Abraham (der dog døde som spæd). Hun var den eneste, der fødte Profeten barn foruden hans enehustru gennem 25 år, Khadijah.
Hafsa ventede uden for sit værelse, og da Profeten og Maria trådte ud derfra, beskyldte hun dem grædende for at have krænket hende. Profeten var klar over, at han havde forbrudt sig mod sæd og skik og havde såret hende ved at opholde sig i hendes værelse sammen med Maria (iflg. nogle kilder skal det have været på Hafsas ‘dag’). Hafsa lod sig dog formilde, idet Profeten lovede, at han i fremtiden ikke ville omgås Maria mere; men han bad Hafsa om ikke at fortælle sine medhustruer om det forefaldne for ikke at såre Maria og undgå ophidselse og strid i hjemmet.
Men ikke så snart havde Profeten og Maria forladt stedet, før Hafsa brød sit løfte til Profeten og i sin ophidselse berettede alt til Aisha – en handling, der skulle få alvorlige konsekvenser både for hende selv og for Profetens øvrige hustruer:

Iflg. nogle kilder skal Profeten nemlig have forstødt Hafsa, fordi hun brød sit løfte til ham. Dog skal han have tilgivet hende og taget hende til sig igen.
Aisha blev om muligt endnu mere fortørnet end Hafsa over Profeten og Marias opførsel. Hun fortalte historien til sine medhustruer, og snart havde alle Profetens hustruer glemt deres indbyrdes stridigheder og rettet deres had mod Maria. Umar ibn ul-Khattab forsøgte uden held at overtale sin datter Hafsa til at søge forsoning, og heller ikke Abu Bakr havde held til at tale sin datter Aisha til fornuft.
Da det heller ikke lykkedes Profeten at genoprette ro og orden i hjemmet, trak han sig tilbage fra sine hustruer til et værelse i nærheden af moskéen. Både menigheden og Profetens hustruer var dybt berørt over denne handling – især Hafsa, men også Aisha, der godt var klar over, at hun havde ladet sin jalousi til Maria få overhånd og havde handlet overilet og derved også bar en del af skylden for det passerede.

Rygtet om, at Profeten havde forladt sine hustruer, spredtes hurtigt i menigheden, og en større folkemængde stod forsamlet foran moskéen for at følge begivenhedernes udvikling. Hvis Profeten virkelig ville lade sig skille fra sine hustruer, kunne det få alvorlige konsekvenser for dem alle, idet mange af ægteskaberne var indgået af politiske årsager for at hindre uro og krig. Ville Umar og Abu Bakr i tilfælde af, at Profeten forstødte deres døtre, hævne sig og forsøge at tage magten? Ville mekkanerne bryde fredsaftalen med muslimerne, hvis hustruen Maimunah blev forstødt?
Umar hastede til sin datter Hafsa og sagde ophidset: “Advarede jeg dig ikke imod dette? Er du blevet forstødt?” “Jeg ved det ikke!” svarede en grædefærdig Hafsa. Umar gik gennem menneskemængden hen til værelset, hvor Profeten opholdt sig. Først tredje gang, han bankede på døren, fik han lov til at træde ind. Umar spurgte ligeud: “Har du forstødt dine hustruer?” “Nej!” var Profetens korte svar. “Allahu-akbar!” udbrød Umar med høj røst, og menneskemængden var nu klar over, at en større politisk krise var afværget.
Efter nogen tid vendte Profeten tilbage til sine hustruer. Han havde da tilbragt ikke mindre end 29 dage uden for hjemmet. Koranen beretter om episoden i 66:1-5.

Iflg. andre kilder skyldtes Profetens midlertidige separation fra sine hustruer dog ganske andre omstændigheder, og skal have fundet sted omkring 631:

Profetens hustruer havde igennem længere tid plaget ham om materielle goder, som han var ude af stand til at give dem. Da Profeten efter en  måneds separation vendte tilbage til hjemmet, gik han først til Aisha, hvem han alvorligt bad rådføre sig med sine forældre, før hun tog sin beslutning, og han reciterede følgende for hende:

Oh Profet! Sig til dine hustruer: “Hvis I ønsker denne verdens pragt og bekvemmeligheder, vil jeg give jer en affindelsessum og skille mig fra jer på anstændig vis.” Men hvis I higer efter Gud og Hans sendebud og hjemmet i Det Hinsidige, har Gud stillet de fromme iblandt jer en rigelig belønning i udsigt.” (33:28-29)

“Jeg behøver ikke rådføre mig med mine forældre. Du ved, at de aldrig ville råde mig til at forlade dig. Jeg ønsker Gud og Hans apostel!” svarede Aisha uden tøven. Og én efter én erklærede de øvrige hustruer, at også de ønskede at forblive hos Profeten.
(Iflg. Khafagi/Gharieb, s.171), skulle dog én af Profetens hustruer, Amra al-Kilabiyya, have valgt skilsmisse, hvilket det dog ikke har været muligt at få bekræftet. Ej heller har det være muligt at finde hendes navn i andre kilder om Profetens hustruer. Det siges sammesteds, at nævnte hustru fik en grum skæbne: Hun døde blind, fattig og ensom.)

Det fortælles, at Umar (enten ved denne ovenfor nævnte el. anden lejlighed) fandt Profeten siddende alene og deprimeret. Han spurgte om grunden, og Profeten svarede, at hans hustruer havde plaget ham om ting, han ikke var i stand til at give dem. Umar fortalte ham om, hvorledes hans egen hustru plagede ham, og Profeten blev ganske oplivet ved tanken om, at andre havde de samme problemer, som han selv.
Umar forlod Profeten. Udenfor mødte han Abu Bakr, som han fortalte om sin samtale med Profeten, og begge gik de nu til deres respektive døtre for at irettesætte dem og formane dem om ikke at plage Profeten, men komme til deres egen far, når de havde brug for noget. På samme måde irettesatte de nu hver eneste af Profetens hustruer. Kun Umm Salama skal (til sine medhustruers beundring) have taget skarpt til genmæle og bedt de to mænd ikke at blande sig i haremmets interne affærer.

At man efter Profetens død bad Hafsa opbevare et eksemplar af de åbenbaringer, der var blevet nedskrevet under Profetens opsyn, er et bevis på, at ingen mere nærede mistro til hende, efter at Profeten havde tilgivet hende hendes løftebrud. (Det var dette eksemplar af nedskrevne åbenbaringer, der blev lagt til grund for den Koran, som den tredje kalif, Uthman lod udarbejde, og hvis tekst er bevaret uændret til vore dage.)
At man nærede stor tillid til Hafsa ses også af, at en delegation henvendte sig til hende for at bede hende formilde faren Umar, der var blevet valgt til 2. kalif, og til tider var utrolig streng over for sine undersåtter.

Man mener, at Hafsa døde o. 658. Hun ligger begravet på al-Baqi-gravpladsen i Medina, hvor de fleste af Profetens hustruer ligger begravet.

OBS: De her refererede episoder findes i flere forskellige variationer.

(ovenstående har første gang været bragt i ISLAM – FRED & HARMONI 3/1994)

© Aminah Tønnsen, 1994

Kilder:

El-Zayat, Farouk Mohamed:
Mütter der Gläubigen. Bavaria, München (uden årstal).

Khafagi/Gharieb: Gottes unverfälschte Worte.
Antwort af Salman Rushdie’s satanische Verse.
Bavaria, München 1990.