Gud eller Allah? – Islam – tro og livsforståelse

Jeg har lige siden min første bog Islam Naturens Religion (Echammari 1989) været meget bevidst om at bruge betegnelsen Gud i stedet for Allah. Og det på trods af, at langt de fleste muslimer insisterer på at bruge betegnelsen Allah – uanset hvilket sprog de taler. Nogle gør det uden at tænke nærmere over det. Andre foretrækker Allah, fordi

de betragter Allah som et egennavn,
Allah er bestemt form ental – altså guden,
Allah ikke har nogen flertalsform. Derved understreges grammatisk, at der er tale om absolut monoteisme – modsat den kristne treenige Gud, der af mange muslimer bliver opfattet som værende i strid med den absolutte monoteisme.

Arabiske kristne bruger imidlertid også Allah om Gud, og i den arabiske oversættelse af Bibelen er Allah en selvfølge. Eksempelvis står der i 1. Mosebog 1,1: “I begyndelsen skabte Allah himmelen og jorden.”
”Allah” er således fællesbetegnelsen for ”Gud” for arabisktalende jøder, kristne og muslimer – uanset, om man opfatter Gud som treenig eller ej. Derfor er der intet teologisk belæg for at vælge betegnelsen Allah frem for Gud, når der er tale om islam.

Andre muslimer finder det mest naturligt at bruge Gud, når de taler dansk, Gott når de taler tysk, Dieu når de taler fransk, God når de taler engelsk – og så fremdeles. At de bruger fællesbetegnelsen Gud i stedet for Allah, ændrer naturligvis ikke ved deres grundlæggende tro på den absolutte monoteisme.
Ved at bruge Gud, God, Gott, Dieu etc. ønsker de at understrege, at der ikke er tale om en speciel muslimsk gud – og at det er samme gud, vi tjener, hvad enten vi er jøder, kristne eller muslimer. Ifølge Koranen er der nemlig ingen tvivl om, at jøder, kristne og muslimer tjener samme gud (29:46). Ligeledes understreger Koranen igen og igen, at der kun er én Gud:

”Gud. Der er ingen anden gud end Ham – levende og evig” (2:255).

Nogle koranfortolkere bruger Allah, andre bruger Gud, Dieu, God etc. – andre igen veksler mellem de forskellige betegnelser. Desværre er der i disse år en tendens til, at alt skal arabiseres for at være ”korrekt” islamisk. Man er eksempelvis gået så vidt som til at ændre i nyere udgaver af A. Yusuf Alis kendte koranfortolkning fra 1934. Det oprindelige God og the Lord er blevet til Allah i oversættelser, der udgives i bl.a. Saudi-Arabien.

Spørgsmålet om ”Gud eller Allah?” er et skoleeksempel på, at yderfløjene på begge sider er med til at grave grøfter:
På den ene fløj står islam-modstanderne, der med fuldt overlæg taler om ”vores gud og deres gud”, ”den kristne og den muslimske gud” eller ”Muhammeds Allah” for at cementere forestillingen om en afgrund imellem de to religioner.
På den anden fløj står de konservative og yderligtgående muslimer, der partout vil omtale Gud som Allah ud fra en forestilling om, at det er mere autentisk og korrekt, fordi det er arabisk – og ud fra en misforstået antagelse af, at de derved lægger afstand til den kristne treenighedslære. Således er de med til at understøtte den komplet uislamiske idé om en speciel muslimsk gud.

Og således er yderfløjene med til at skabe en ganske unødvendig kløft mellem islam og de andre monoteistiske religioner.

“Derfor er det så vigtigt, at man, når man omtaler islam på andre sprog end arabisk, benytter det pågældende sprogs ord for “Gud”. Benytter man det arabiske “Allah” på dansk, er man i virkeligheden med til at understøtte de konservatives og de yderligtgåendes ekskluderende, forkvaklede islamforståelse.”

Aminah Tønnsen i Kristeligt Dagblad den 23. november 2016