Det siger sig selv, at en liste over forskelle mellem shia- og sunni-islam kun kan være summarisk, idet de to retninger hver især rummer en rig mangfoldighed af holdninger:

Trosbekendelsen
Shia-muslimerne har et ekstra led i trosbekendelsen: Der er ingen gud uden Gud, og Muhammad er Hans sendebud – og Ali er Hans ven. Han er Guds profets efterfølger og hans første kalif.
Dette ekstra led indgår også i trosbekendelsen, når den udråbes som en del af kaldet til bøn.

Bønnen
Den rituelle afvaskning før bøn er en smule forskellig fra sunni-muslimernes.
Under selve bønnen berører shia-muslimerne ikke selve bedetæppet med panden, når de falder på knæ, men bruger en bedesten (muhr), en rund eller mangekantet flad sten fremstillet af ler fra Kerbela-sletten, der i 680 var skueplads for hårde kampe mellem sunni- og shia-muslimerne, og hvor Profeten Muhammads dattersøn Hussain led martyrdøden. Disse bedesten fremstilles i Kerbela og eksporteres især til Iran, hvor befolkningen er overvejende shia-muslimsk.

Almisse og faste
Der er ingen nævneværdig forskel med hensyn til almissen. Nogle steder markerer man den 15. dag i ramadanen, når det er fuldmåne.

Pilgrimsfærden til Mekka
forløber stort set ens for alle muslimer; men det efterfølgende besøg i Medina forløber på en anden måde end for sunni-muslimerne, idet Profetens datter Fatima (som også kaldes smertens moder) samt fire af shiiternes tolv imamer er begravet i byen. De fire imamer bliver betragtet som martyrer; men sunni-muslimer afviser kategorisk den måde, hvorpå shia-muslimerne dyrker disse martyrer.
Shia-muslimerne har også mange valfartsmål i Iran og Irak, bl.a. Imam Husains gravmoské i Kerbela, Imam Alis gravmoské i Najaf, og Kazimain-moskéen med de to guldkupler uden for Baghdad, hvor den syvende og den niende imam ligger begravet. Moskéen i Samarra er rejst over brønden, hvori den tolvte imam forsvandt i 873.
Mange shia-muslimer ønsker at blive begravet på de store gravpladser, der omgiver moskéerne i Kerbela og Najaf, hvor hhv. imam Hussain og Imam Ali er begravet. Også i Iran har shiiterne kendte valfartsmål.

Den shiitiske martyr- og helgendyrkelse har medført, at shia-muslimer historisk set ikke har taget forbuddet imod afbildning af levende væsener særlig højtideligt. Bogmaleri i form af miniaturer forestillende historiske begivenheder har blomstret i århundreder. På shia-muslimske gravpladser står der ofte fotos af de afdøde på gravene.

Shia-muslimerne har deres egne hadith-samlinger og foretrækker hadith, der kan føres tilbage til Profetens datter Fatima og hendes mand Ali (den første shia-muslimske imam). De bryder sig mindre om de hadith, der kan føres tilbage til Profetens hustru Aicha (på grund af hendes deltagelse i krigen imod Ali i 656).
I 1959 blev den shia-muslimske Jafari Lovskole officielt anerkendt af ledende teolog ved al-Azhar Universitetet i Cairo, Sheikh Mahmood Shaltoot. Det er interessant at bemærke, at al-Azhar Universitetet, der i dag er sunnitisk, faktisk blev grundlagt under det shiitiske Fatimide-dynasti i 969.

Shia-muslimerne tillader tidsbegrænsede ægteskaber, der er forbudt inden for sunni-islam.

Shia-muslimerne går ind for taqiyya-princippet, der betyder, at de i livsfarlige situationer må skjule eller benægte deres religiøse tilhørsforhold.

“Præsteskab”
Oprindeligt har islam intet “præsteskab”; men et sådant har udviklet sig inden for shia-islam med magtfulde mullaher og ayatollaher, der i dag leder Iran – det eneste land, hvor shia-islam er statsreligion. Samme tendenser ses i vore dage inden for sunni-islam.

Uenigheder
Mange sunni-muslimer mener, at shia-muslimerne sætter islams kerne i baggrunden til fordel for martyr- og helgendyrkelsen. Nogle sunni-muslimske lærde er endog gået så vidt som til at erklære enkelte shia-muslimske grene for kætterske. Andre arbejder i modsat retning og forsøger at skabe enighed mellem grupperne.

© Aminah Tønnsen, juni 2004

Litteratur: