Sufismen – hjertets kærligheds renhed

Af Kamal Ahmad

For mange europæere er muslimer synonymer med fundamentalisme, fanatisme og blind bogstavtro. Ligeledes finder man i dag adskillige eksempler på muslimers militante udtryksformer, og man ser uro og krige forbundet med muslimer og islam. Dette billede er i virkeligheden et vrangbillede af, hvad islam er – nemlig hengivelsens religion. Mange i Europa føler sig tiltrukket af sufismen, men hvad er sufisme egentlig?

Sufismens oprindelse
Almindeligvis opfattes sufismen som et konglomerat af flere åndelige bestræbelser og forsøg på at opnå enhed med Gud.
Spørgsmålet er da, om sufismen har noget med islam at gøre i oprindelse og indhold? På trods af visse orientalisters opfattelse af at sufismen bl.a. skulle have udviklet sig fra den kristne munkefromhed, har sufismen i sit væsen og i sine udøveres inderlige hengivenhed og tilbedelse fast islamisk baggrund. Sufismens grundpiller er askese og inderlighed. Sufien lever i verden i fuld bevidsthed om Allahs skaberværk, men frem for mange misbruger han det ikke idet han er blevet skænket visheden om, at hele skabelsen er tegnet på, at Guds ord Koranen – og i det hele taget åbenbaringen – taler sandt. Derfor er det, at kærligheden og forståelsen af Enheden og altings samhørighed hos sufierne skaber en glædens taknemmelighed, som udtrykker sig gennem bl.a. lovprisning – en hjertets jubel, som er nært knyttet til gråd. Her huskes ordene, “at de troende er dem, hvis øjne fyldes med tårer, når de hører Koranen blive reciteret”.
 Nogle vil mene, at benævnelsen sufi skulle være afledt af ordet Suf, som betyder uld, idet det var almindeligt, at sufiernes kapper var af uld. Andre påpeger, at ordet måske stammer fra det arabiske ord Suffa, som skulle være det sted eller den bænk, som var nær Muhammads hus, hvor fromme mennesker bl.a. opholdt sig for at være Profeten nær.

Hasan fra Basra (643–728) ønskede sig Guds nærhed. Han levede i en turbulent tid, hvor magthavere måske ikke ligefrem søgte den nærhed som var Hasans mål. Men i virkeligheden var hans hengivenhed og kærlighed til Gud et spejlbillede af Guds nærhed, idet Allah i Koranen siger, “Jeg er nærmere ved dig end din egen halspulsåre”. Dette er et personligt forhold, som man ikke kan gå imellem eller holde demokratiske afstemninger om sandheden af. Her har vi både grundlaget for og forklaringen på al eksistens. Det er dette, som er omdrejningspunktet for sufismen. Dette forhold går i egentlig forstand tilbage til Adam – den første profet. Efter ham og efter alle andre sendebud fra Allah har der været hengivne, men dette har ikke noget med mystik at gøre – tværtimod så har det med erkendelse at gøre.

Det bliver mere og mere mystisk – og dog!
Mennesker har altid villet bedrage og bedrages. Dette er også tilfældet i åndelige spørgsmål, ikke mindst i perioder som f.eks. vor med megen uro og frygt. Guruer og lærere på det verdslige og åndelige plan får skræmte mennesker til at tro på sig. Her bliver mennesket sat i centrum, og det nuværende liv bliver platformen og centreringen. Politiske og filosofiske systemer bliver sat i værk. Det er formen, som bliver det egentlige. Målet glemmes, vejen afstikkes, men kun få har viden eller en sindets vished om, hvor den fører hen. Politikken føres ikke til samfundets gavn, her er parti- og egeninteresser i højsædet. Filosofien blomstrer, men uden kærlighed til visdommen. Man fører sig frem og sætter i scene. Således også med visse sufiretninger i dag, hvor det mere er lyset på mesteren end det er lyset fra Gud, man fokuserer på. Man synes at have glemt, at sufien har valgt eller er valgt til inderlighedens vej! Den er ikke mystisk for ham eller hende. For sufien er vejen oplyst. Han frygter Gud – ikke i den forstand at han skulle være bange for, endsige at nære rædsel for Gud. Han frygter at miste Ham, sin elskede.
Mennesker frygter almindeligvis for at miste ejendom, penge, prestige, position, agtelse, venner, familie og liv. Sufiens frygt er at miste Gud. Da profeten Ayub eller Job gennem sine prøvelser udviste tålmodighed og hengivenhed ved at sige Gud være priset, da var denne lovprisning vejen, medens omgivelserne fandt den både uretfærdig og mystisk. I vor tid kan vi klare alt på det såkaldte akademiske plan, det skal helst ikke blive alvor. Æstetikeren, livsnyderen – den pjattede i konflikt med sortseeren, etikeren – moralisten bliver ofte toneangivende, medens den usete, den religiøse – sufien, som bader på de 70.000 favne vand, vil ingen kendes ved. Men han går sin (sin) vej for at møde Guds åbenbaring.
Nogle vil mene, at det først var med den kvindelige mystiker Rabi’a al-Adawijja (d. 801) fra Basra, at askesen blev forvandlet til ren mystik, idet hun hverken havde håbet om Paradis eller frygten for helvede men blot havde håbet om Guds åbenbarede nærhed.
Gennem nærheden opstår en indsigt som er synonym med viden. Her træder troen i eksistens, således at alt andet må vige for godheden. Egoet er ophørt med at eksistere, således at du – jeg er blevet uadskillelige. At “Gud er nærmere den enkelte end hans/hendes halspulsårer, og at Gud er mellem det enkelte menneske og dets hjerte” er da blevet en levende manifestation som i et kvantemetafysisk glimt vender et menneske til den virkelige virkelighed – til den eneste virkelige, nemlig Gud. Mennesker, som ikke oplever dette, lever på tvivlen, frygten og troen – her forstået som håbet og på andres beretninger. For sufien forholder det sig anderledes, gennem tawakul – tilliden til Gud – opnår han renhed eller ikhlas. Alt er i Hans hånd! I denne situation er mennesket som liget i ligtvætterens hånd. Det renses ved nåde, det gives indsigt ved nåde – her opstår marifa eller foreningen med de guddommelige attributter, hvor mennesket bliver delagtiggjort.

Sufien har det ikke altid let, men “danser” alligevel
I historiens løb har islam fostret mange mestre og sufi-ordner. Farid-ed-din Attar (d. 1130) var poet, filosof og mystiker. Som mange andre betjente han sig af lyrik, allegorier eller lignelser hentet fra naturen. Mest kendt er måske hans værk “Fuglene”, som rejser fra dal til dal for at opsøge Simurgh, fabelfuglen som blev symbolet på “den mytiske guddom”. I virkeligheden er digtet “Fuglene” naturligvis et billede på menneskets rejse mod Gud, hvor det livet igennem på grund af sine lidenskaber forhindres i at søge foreningen med Ham.
Som udtryk for sufiens sind, der ofte er flettet af glæde, sorg og længsel, bør følgende digt erindres:

Hør fløjten som beretter,
hvis toner klager over fraværets smerter.
Siden jeg blev skåret bort fra rørenes skov
har mænd og kvinder rørt af min klage jamret.
Fraværet lader mig søge et sønderdelt bryst
så dets længsels smerter kan tolkes.
Alle, som dvæler fjernt fra sin rod,
længes hver stund efter genforeningens øjeblik.
Min klage har lydt i samvær med alle –
med de glade, med de ulykkelige blev jeg ven.

Målet her er ikke at remse sufiordner eller berømte mestre op i kronologisk rækkefølge, hvilket hører til en historisk gennemgang. Her skal blot antydes sufismens egenart og sufiers store betydning for forståelsen af sindets dybe religiøse trang. De er som de jordiske kilder, der strømmer gennem gamle udtørrede flodlejer, eller som rislende bække, hvis snørklede løb forbinder større vande. De skaber grønhedens grøde og hæver vandets velklang og vasker sten og klipper, så farver og konturer, som syntes glemte, toner frem som nyskabte. Men de er netop som vandet, der ikke står stille. De er som forbundet med himlens vand. Der længsler, deres bønner rører det himmelske vand, og det himmelske vand bæres af dem frem undertiden som katarakters drøn – men oftest som det stille vand, i hvilket himlen lader sig spejle.
Der er talt meget om sufiordner og deres spil, danse og ritualer. Dette er, hvad man ser! Af nogle kendes form og indhold – andre aner blot dette. At vi på nogle områder og tidspunkter historisk set har mødt dekadence også blandt sufier kan ikke benægtes, men i forhold til troen og hengivelsen er dette blot de “nødvendige” undtagelser fra reglen.

Så selv en sten kan blomstre
Dette er titlen på en bog om poetisk undervisning. Følgende er udsagn herfra:
– Det kræver både mod og tillid at være elev og lade sig opsluge og henrykke i et undervisningsunivers.
– I undervisning opdages noget andet end det, der kendtes i forvejen – eller det der kendtes i forvejen, bliver tillagt ny betydning.
– Den poetiske undervisning peger på det mulige over for det kendte, idet vi erfarer nyt om den verden, vi tror, vi kender.
– Kunst og undervisning har den fælles opgave at medvirke til udvikling af menneskelighed.
– En ny lærdom eller erfaring kan kun tilegnes og gribes, hvis den tidligere lærdom er begrebet. Den tidligere lærdom er indeholdt i den ny lærdom, og den ny lærdom er potentielt til stede i den gamle.
– Gentagelsen er undervisningens sølv, guld og diamanter, idet læreren bestandig må udfolde sin undervisning med “forædlede” forklaringer og eksempler.
– Det er i glæden, undervisningen træder i eksistens.

Disse linjer er ikke hentet fra sufiskrifter eller fra muslimske udsagn. Alligevel kan de måske belyse tro, religiøsitet og hengivenhed mellem Gud og mennesker, lærer og elev. Det er velkendt, at visse sufiskoler dyrker henrykkelsen eller ekstasen gennem dans og musikudøvelse, men den virkelige henrykkelse er den, hvor ethvert atom henrykkes ved Guds nærhed. Det er her, at “selv en sten kan blomstre”! I denne sammenhæng vil det måske være på plads at erindre ordene:
“Med sorg og selvskabt plage du intet retter ud, thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud.”

Al-Haladj
Uldkarteren fra Baghdad, Al-Haladj (858 – 922) har en særlig plads blandt sufier. Han rejste over store dele af Asien. Han så, lærte og underviste. Hans oplevelse var virkelighedens Virkelighed. Hans viden var erfaringens enhed og sjælens optagethed, Enhedens vished og nærhed. De skabte tings anelser er ikke virkeligheden, og virkeligheden er anderledes end sandheden.
Lampens lys drager sommerfuglen, som ved gry vender tilbage til sine lige for at berette om sjælens indtryk. Lyset er viden om virkeligheden, og den gennemstrømmende varme er virkelighedens virkelighed – at nå ind til denne er virkelighedens vished, som end ikke bekræftes. Denne væren er indsigten over al viden. Dette er eksistensernes grundlag og Eksistens. Når sommerfuglen i kærlighed styrter sig ind i lyset for at miste og hengive sig selv er dette selvoplevelsen, hvor den ikke ønsker mere. Vrede, kærlighed og alt andet er borte. Den er sporløs. Den ønsker end ikke sit navn husket. Navnet er uden betydning, idet den nu er omsluttet i virkelighedens virkelighed. Beretningen er ikke mere nødvendig. Den er oplevelsens realisering, hvor fortid, nutid og fremtid ikke mere eksisterer. Derfor kan den ikke vende tilbage til sine artsfæller. De kan kun opnå den samme vished ved at gå den samme vej. I denne forbindelse forstås Koranens ord: “Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd, men Guds Sendebud og Profeternes segl.” Muhammad var og er det menneske, som har været denne Sandhed nærmest.
Og han var i “et bueskuds afstand” eller “nærheden var som den fælles streng mellem to buer”. Da han var nået til virkelighedens sandhed, overgav han sig til nåden … og han sagde: Mit hjertes inderste kaster sig til jorden for Dig, og mit hjertes ydre tror på dig. Da han var nået til den yderste grænse, sagde han: Jeg kan ikke udmåle Din lovprisning … Hans hjertes ydre har ikke løjet vedrørende det, han så ved det yderste sidratræ.

Denne Guds nærhed var essensen i Al-Haladj’s kald. Som så ofte før og siden blev dette mødt af modstand, hvilket resulterede i arrestation og fængsel i året 913 og henrettelse i 922. Han blev dømt som gudsbespotter og underkastet tortur. Derefter blev han korsfæstet, halshugget og brændt. På vejen til henrettelsen var han munter, hvilket undrede tilskuerne. Også her lærte han og sagde:” Hvorfor skal jeg på denne dag bære sorg, da det jo er dagen, hvor jeg skal møde min Elskede”. Natten før sin henrettelse skrev han:

“O, Du som udstråler Dit væsen for hvem Du vil, således som Du vil, som da Du udstrålede Dit væsen efter Din rådslagning i den skønneste skikkelse (Adam). I skikkelsen var ånden som talte med viden, klarhed og myndighed. Siden meddelte Du dit nærværende vidne Dit personlige væsen. Hvad var Din vilje, da Du blev ensartet med mit væsen ved den sidste af mine sjæleforvandlinger… Og nu føres jeg til døden, dræbes, korsfæstes og brændes. Vindene henvejrer mit lette støv ( atomer), og strømmene river mig bort. Men et eneste gran af røgen fra mine åbenbarelsers tempelhus (legemet) er vældigere end de grundfæstede bjerge.”

Sufiernes ordner
Inden for islam har man fire alment anerkendte lovskoler (madhabib)   som er: hanafiterne grundlagt af Abu Hanifa (699 – 767), malikiterne grundlagt af Malik ibn Anas (715 – 795), shafi’iterne grundlagt af al-Shafi (767 – 820) og habaliterne grundlagt af Ahmad ibn Hanbal (780 – 855). Indbyrdes divergerede disse skoler i opfattelse, ligesom de mange retninger inden for sufismen gør det.
Det er derfor et indgående studium at finde ud af, hvad de forskellige sufiretninger repræsenterer, og hvordan man i praksis foretager sine øvelser. De forskellige ordner går langt tilbage i tiden. Sufien kan være den omvandrende prædikant , og han kan dyrke sin kærlighed til Gud i det menneskelige fællesskab. Man kan i starten tale om en slags åndelig “græsrodsbevægelse”, som så i den tidlige europæiske middelalder samledes om særlige åndelige ledere for at lære af dem og følge deres vej. Hermed begyndte man at organisere sig i uddannelsessteder med en pir, murshid eller sheik som leder og åndeligt forbillede. Nogle kendte ordner er følgende: Naghbandi – ordenen specielt med udgangspunkt i Afghanistan og Indien, stifttet af Muhammad Baha al-Din al – Naghsbandi, en anden kendt orden er mawlawijja, som blev instiftet af Djalal-ed-Din Rumi (født 1207) samt shadhiliija-ordenen i Norafrika skabt af Abu al-Hasan Ali al

Shadhili (d. 1258).
Nogle sufi-ordner er mere udadvendte end andre. Dog må det siges, at man generelt kan sige, at medlemmerne af disse samfund oftest har et samfundsrelateret erhverv som håndværkere, handlende, studerende m.v. Man kan tale om fromme selskaber, hvor erindringen om Gud og meditationen i ønsket om her at møde Gud er det centrale. De forskellige ordner har deres særpræg, men dette ønske forener dem alle. Tariqa – vejen kan være forskellig, men målet er En.

Djelal-ed-Din Rumi siger:

“Ethvert væsen du ser har sin urform i den anden verden. Om dets skikkelse her går til grunde gør intet, siden den virkelige form er evig. Hvad godt og skønt du har mødt, hvert visdomsord du har hørt – lad det gå til grunde henvejres. Det sker jo kun tilsyneladende. Så længe kilden vælder, så længe rinder strømmen. Og den holder aldrig op, så hvad klager du over? Forestil dig sjælen som en kilde og alt det skabte som strømme … Slå alle bekymringer af hovedet, og drik kun af hine floder. Frygt ikke at de skal tørre ind, for vandets Ophav er bundløst. Fra det øjeblik hvor du trådte ind i tilværelsens verden, blev en stige sat for dig, for at du kan slippe bort igen … Forlad så endogså den (jorden) og indgå i det uendelige hav, så at din dråbe må blive et med det ocean, der omfatter altet. Opgiv ethvert sønneforhold, men søg Enheden med hele din sjæl; om også dit legeme ældes, hvad gør så det, når blot sjælen er ung.
Endelig er du draget herfra og er gået til det usetes verden. På den underfuldeste måde begav du dig did! Heftigt rystede du dine vinger og dine fjer, og du sønderbrød dit bur, svang dig i luften og for bort mod sjælens verden. Du var en konges falk, holdt i fangenskab af en gammel kone. Men da du hørte falkonerens tromme, styrtede du dig ud i rummet. Du var en elskovssyg nattergal mellem ugler. Duften fra rosenhaven nåede dig, og du fløj derhen. Dit hoved var ørt af denne verdens beske drikke, men omsider gik du til evighedens kro.
Som en pil for du mod salighedens skive, lynsnart mod dens midte fra denne verdens bue. Falske var de ledetråde, verdens dæmon gav dig. Men du ænsede dem ikke, men vendte dig til, hvor ingen ledetråd er nødvendig …

Jeg er ikke af den højeste himmel, jeg er ikke af jorden, jeg er ikke af eksistens, jeg er ikke af væren – ej heller fra Indien, Kina, Bulgarien og Saqsin … jeg er ikke af verden og ikke af det hinsidige, af paradis eller helvede … er ikke af Adam … Ikke af Eva. Mit sted er stedløs, mit spor sporløs. Det er ikke legeme… ej heller sjæl, thi jeg er sjælenes sjæl. Tohed har jeg kastet bort, i de to verdener ser jeg kun Én. Én jeg søger, Én jeg kender, Én jeg ser, Én jeg kalder. Han er den første, Han er den sidste, Han er den ydre, Han er den indre. Foruden “O, Han” og “O, Han som Er!” kender jeg ingen anden.
Af elskovs bæger er jeg beruset, de to verdener er forsvundet fra min erindring. Jeg har intet andet end ekstase og beruselse. Såfremt jeg en dag i mit liv skulle tilbringe et øjeblik uden Dig, ville jeg sørge over mit liv fra denne stund.

Hvis der skulle skænkes mig et øjeblik med Dig i denne verden, vil jeg trampe de to verdener under fode og danse i evighed … Jeg er så beruset i denne verden, at jeg ikke kan berette om andet end min beruselse og ekstase!”

Billedsproget er tydeligt, men er ofte blevet misforstået. Sufier er blevet beskyldt for blasfemi, gudsfornægtelse og letfærdig livsførelse. Men man bør nok være forsigtig med at dømme – såfremt det overhovedet er muligt at dømme, idet allegorierne og metaforerne i deres begrænsede form slet ikke dækker den følelse af enhed og universalitet, som kan være til stede i den menneskelige sjæl. I virkeligheden er poesien og sproget eller for den sags skyld kunsten kun et fattigt udtryk for et righoldigt sjæleliv – således er det også i det universelle religiøse univers, hvor det er umuligt fuldt ud at forstå og udtrykke åndelige kvantespring eller de fraktale sammenhænge, som man almindeligvis erkender i den fysiske verden. Sufien siger: “Når rosen åbner sig og smiler, så dør den i samme øjeblik!” Hvem kan forklare dette øjeblik? Kan du? Kan jeg? Ingen har rosens vished uden dens Skaber, til Hvem den skal vende tilbage. Som en antydning af dette forhold kan følgende digt måske rumme et forsøg på en beskrivelse:

Planten

Har du forsøgt at krybe i plantens spinkle kar
og mærket dig de salte den frem af jorden bar.

Og mærket solens stråle bag bladets fine glar
da vil du livet mærke og blive Mest’ren vár.

Han har formet cellen og skabt krystallets kant
og bundet ind de kræfter som over mørket vandt.

Ivan Aguéli – kunstner og sufi
“Min konst skall en dag förklare mit livs excentriteter.” Således formulerede den svenske kunstner og sufi Ivan Aguéli (1868 – 1917) sin kunst. Som sufien Abdul-Hadi (bliver initieret eller indviet i 1902 i Cairo) forklarer han sin livsholdning. Han føler sig som i et fælles rum – en sjælstilstand – med Ibn al-Arabi (1164 – 1240). Ibn al-Arabi lærer, at enhver skabning har et urørligt element i sig, som ikke kan gives til andre. Dette er den særlige hemmelighed mellem den enkelte og Skaberen. En levende urørlighed hvis tidsdimension også er urørlig – er én og alt i dig. Dette førte Abdul-Hadi (Aguéli) til forståelsen af tiden og rummets forening. Som kunstner blev han grebet af disse tanker. Alle tings flygtighed og farvernes nuancerede spil er kun tilsyneladende. Man kan tale om Enhedens mangfoldighed og mangfoldighedens Enhed. Verden bliver ikke adskilt men komplementær. Grænserne ophører med at eksistere, og den hadith vedrørende Profeten og den guddommelige nærhed bliver virkelighed. Herom siges: “Han som tilbeder Mig, er Jeg stadig nær, idet Jeg elsker ham, er Jeg hørelsen, gennem hvilket han hører, synet gennem hvilket han ser, hånden han griber med og foden, som han træder med.”
Det er let at forstå, at Aguéli blev optaget af Ibn al-Arabi, idet han hos ham møder skabelsen i hvert nu. Hvert øjeblik transcenderes til sit Ophav, og her ændrer tiden sig. Ydmyghed, uselviskhed og diskretion var de egenskaber, som Aguéli kunne smykke sig med. Som mange andre sufier ville han vække mindst mulig opsigt. Han bestræbte sig således på ikke at komme i den samme moske for ofte. Dette understreges af ordene: “I denne verden skal man være som en fremmed eller en forbipasserende.”
Aguéli eller Abdul-Hadi forstås måske bedst i lyset af Ibn al-Arabis kærlighedsdigt:

Mit hjerte har fået mange formers muligheder:
Det er en eng for gazeller og et kloster for kristne munke,
et tempel for billeder og pilgrimmens Kaba
og Lovens tavler og Koranens bog.
Jeg følger kærlighedens religion;
hvilken vej kærlighedens kameler end må tage,
dér er min religion og tro.

For alle der søger Gud er der måske en sandhed i følgende:

Vort bryst er en Kaba, og hjertet er den sten –
som støtter troens bygning bag bindevævets ben.

Men hjertet er dog delt, skønt samlet med et bånd –
så og blev kaba-stenen fæstnet af Profetens hånd

Det gamle hus blev renset, falske guder blev bragt ud –
og huset blev beboet af den Éne sande Gud.

Så rens også du din Kaba og gå på pilgrimsfærd –
søg altid hjertets renhed og vid at Han er nær.

© Kamal Ahmad, 1999

Artiklen har tidligere været offentliggjort i SAMEKSISTENS nr. 4/1999 og gengives her med forfatterens tilladelse.