SUFISME: Islam er ikke kun et spørgsmål om at gøre gymnastik i moskeen fem gange om dagen, småsulte en måned om året og tage på tur til Mekka. Islam er også åndelighed og poesi, som det udtrykkes i den islamiske mystik, sufismen.
Af Malene Grøndahl
»A strange passion is moving in my head.
My heart has become a bird
which searches in the sky.
Every part of me goes in different directions.
Is it really so
that the one I love is everywhere?«
Lyder det bekendt? Næppe. Digtet hører ikke til den kanon, der gennemgås i danske gymnasier eller læses i dannede danske kredse.
Spørger man muslimer over hele verden, vil mange imidlertid udstråle en genkendelsens glæde. Digtet er berømt og elsket i store dele af den muslimske verden, og dets forfatter er blandt de mest populære skikkelser i islams historie.
Det er den persiske sufi Djelaleddin Rumi, der levede i 1200-tallets Tyrkiet, der har skrevet digtet. Her stiftede han en islamisk munkeorden, hvis medlemmer koncentrerede deres energi om at tilbede og nærme sig Gud via åndedrætsøvelser, recitation af Allahs navne og en hvirvlende dans, som munkene siden blev verdensberømte for.
H.C. Andersen oplevede som en af de første danskere »de hvirvlende dervisher« og beskrev dem i sine rejsebreve. På trods af H.C. Andersen og på trods af, at danskere på ferie i Tyrkiet kan se Rumi-munkenes arvtagere opføre deres dans, er både digtet og den åndelige tradition, det udspringer af, imidlertid ukendt for de fleste danskere. Denne tradition er den islamiske mystik, sufismen.
Ukendskabet til sufismen kan til dels forklares med, at islam ofte præsenteres som et spørgsmål om at gøre gymnastik fem gange om dagen, småsulte i den muslimske fastemåned ramadan og tage på tur til Mekka og rende rundt om kabaen for derefter at vende hjem belæsset med gaver. Der tales meget om pligter og regler, sharialove og straffeformer. Der er fokus på de praktiske problemer og politiske potentialer i islam. Det er synd. For de formalistiske diskussioner skygger for en forståelse af, hvordan den daglige praksis kan kombineres med åndelighed, kærlighed og poesi.
Rumis digte og lærehistorier kan hjælpe os til at se denne dobbelthed. Hans popularitet er et udtryk for, at sufismen ikke blot er en stærk strømning, der præger den muslimske verden i lige så høj grad som traditionen for bogstavelig og tekstnær korantolkning.
Sufismen opstod i slutningen af 600-tallet som enkeltpersoners forsøg på – via askese, bøn og gudsfrygt – at nå tilbage til den islamiske guldalder i Muhammeds menighed. Siden udviklede sufismen sig overvejende væk fra askesen og i retning af en mere glædes- og kærlighedsorienteret tilgang til religionen. Fokus var nu især på at udvikle metoder til at erkende Guds kærlighed og lade den afføde en tilsvarende kærlighed i den enkeltes sjæl. Sufierne bad og fastede ofte lige som andre muslimer, men udviklede også andre metoder til at opnå nærhed til Gud. Det kunne være åndedrætsøvelser, recitation af koranvers og trancedans.
Den persiske sufimester Al-Hudjwiri beskrev i 1000-tallet sufismens essens således: »Hvis sufisme bestod af formel praksis, så kunne den opnås gennem personlige anstrengelser. Hvis den var en videnskab, kunne den indlæres gennem et studium, men da sufisme er en dyd, må du søge den inden i dig selv for at finde dens egenskaber, og derefter selv praktisere dem på rette vis. Du må betale den retfærdige pris for den, for ellers vil du aldrig opnå sufismen.«
Sufismen er altså en tradition og praksis, der tager afstand fra den åndløse koranlæsning, som fører til udynamiske forskrifter for menneskelivet. De traditionelle retslærde i den muslimske verden har dog på deres side hævdet, at sufismen er en egoistisk, verdensfjern og udsvævende praksis, som forsømmer ansvaret for samfundets orden.
Der har siden 700-tallet været tale om et modsætningsforhold mellem sufierne på den ene side og de islamiske retslærde på den anden. Men det lykkedes i 1100-tallet teologen al-Ghazzali at bygge bro over den påståede kløft. Al-Ghazzali underviste i årevis i en stor koranskole i Bagdad, men fik en personlig krise, da det gik op for ham, at han trods sin intellektuelle viden om Gud aldrig havde erfaret hans eksistens. Han begyndte derfor at læse sufiernes værker: »Da gik det op for mig, at det, der frem for noget karakteriserer dem, kun kan opnås gennem personlig erfaring, ekstase og en ændring af personligheden … Jeg indså, at sufierne er folk med personlig erfaring og ikke folk af ord, og at jeg var nået så langt, som det er muligt gennem studier og refleksion, så kun personlig oplevelse og tilbagelæggelse af den mystiske vej stod tilbage.« (Fra Karsten Lomholt: »Elskere og asketer«, Museum Tusculanums Forlag 1994).
Al-Ghazzali tog konsekvensen af sin erkendelse. Han rejste til Damaskus og Jerusalem og praktiserede sufisme, og 10 år senere vendte han tilbage til Bagdad og skrev en rækker bøger, hvor han argumenterede for, at de lærdes tolkning af Koranen og de ydre regler for levevis burde suppleres af sufismens personlige søgen efter gudserfaring. Og at sufismen burde have et indgående kendskab til korantolkning som sit grundlag. Dermed reddede Al-Ghazzali sandsynligvis islam fra at blive splittet i to uforenelige strømninger.
Uenigheden mellem de to sider er dog blusset op adskillige gange siden, ikke mindst i den muslimske verdens randområder, hvor sufierne er gået i dialog med andre religioners tilhængere og har dyrket Jesus som et eksempel til efterfølgelse. En praksis, som har fået traditionalister og fundamentalister til at beskylde sufierne for afgudsdyrkelse. Interessen for Jesus har til gengæld gjort kristne opmærksomme på den fælles åndelighed i islam og kristendom.
Sufierne har peget på betydelige lighedstræk mellem protestantisme og sufisme, blandt andet en særlig inderlighed. Den herboende filosof med bosnisk baggrund Safet Bektovic påpeger, at Søren Kierkegaards syn på troen som noget dybt personligt og inderligt, der må have konsekvenser for ens handlinger og livsførelse, har mange fællestræk med sufiernes syn på troen som noget, man må tilegne sig gennem en personlig erfaring af Gud.
Sufismen har – blandt andet på grund af ligheden med protestantisk tradition – potentiale til at fremme dialogen mellem muslimer og ikke-muslimer i Danmark. Dens poetiske verdensbillede kan hjælpe danskere med billeder af håndsafhugninger og steninger på nethinden til at få andre associationer til ordet islam.
Men det betyder ikke, at sufismen kan erstatte den mere traditionelle korantolkning. Og der findes muslimer i Danmark, der dyrker sufismen med udgangspunkt i al-Ghazzalis teori om, at det kræver et solidt kendskab til sharia at »flirte« med sufismen. Har man ikke dette kendskab, vil man blot blive ført bort i psykens afkroge, lyder argumentet.
Sufisme dyrkes dog også af både muslimer og ikke-muslimer, for hvem sharialove synes irrelevante, blandt andre den danske performancegruppe Breath, hvis sceneshow kombinerer digt-recitation, elektroniske lydspor og skuespil. Og forlaget Vangsgaard har oversat et fint udvalg af Rumis lærehistorier. Bogen, der har titlen »Der er vinduer mellem menneskers hjerter«, blev positivt anmeldt i nærværende avis, da den udkom i 2001. Og jeg kan kun være enig med Nikolaj Nottelmann, der i sit forord til bogen konstaterer: »Her er noget at hente for enhver, hvad enten han eller hun ser nysgerrigt til fra sidelinjen eller allerede befinder sig på vejen.«
Vejen fører til en af islams skatte, som er tilgængelig for alle og ikke bliver mindre værd, fordi flere deles om den. Sådan er sufismens natur, og man kan kun håbe, at flere ikke-muslimske danskere og troende muslimer vil vove sig ind i dette skatkammer af poesi, kærlighed og åndelighed. Med Rumis måske mest berømte tekst kunne man sige:
»Uanset hvem du er, så kom.
Om du skulle være vantro, hedning
eller ildtilbeder, så kom!«
© Malene Grøndahl, august 2003
Kronikken har været bragt i Kristeligt Dagblad den 26. maj 2003 og gengives her med forfatterens tilladelse.