Gud kan skabe ud af intet – Han er alle tings skaber og opretholder:

Når Han beslutter en ting siger Han: “bliv” – og den er. (2:117)

Skabelsen af himlene og jorden er uden tvivl mere betydningsfuld end skabelsen af mennesket; men de fleste forstår det ikke. (40:57)

Gud er jeres Herre, Han, der skabte himlene og jorden i seks tidsperioder, og som er højt hævet (istawâ) over tronen (arsh). Han lader natten lægge sig som et slør hen over dagen og lader dem efterfølge hinanden igen og igen. Han skabte solen, månen og stjernerne og underlagde dem Sin lov. Han (alene) er Skaberen, Herren. Velsignet være Gud, skabelsens Herre og opretholder. (7:54)

Gud hindrer himlene og jorden i at fjerne sig fra deres kredsløb. Hvis de gør det, er der ingen – absolut ingen andre, der kan fastholde dem. Gud er visselig overbærende og tilgiver igen og igen. (35:41)

Gud. Der er ingen anden gud end Ham – evig og levende, uafhængig og absolut. Hverken slummer eller søvn kommer over Ham. Ham tilhører alt, hvad der er i himlene og på jorden. Hvem kunne gå i forbøn hos Ham (på Dommedag) – undtagen med Hans bemyndigelse? Han ved, hvad der var forud for skabelsen, og hvad der kommer efter den. Menneskene kan dog kun fatte så meget af Hans viden, som Han vil. Hans trone (kursi) rækker langt ud over himlene og jorden, og det falder Ham ikke svært at opretholde og værne dem. Han er den Ophøjede, den Mægtige. (2:255)

Alt er skabt i fuldkommen harmoni
Hvordan det hele begyndte – og fortsætter:

Kan de vantro da ikke se, at himlene og jorden var ét, før Vi kløvede den? Af vand skabte Vi alt levende. Vil de da ikke tro? (21:30)

Med skaberkraft skabte Vi universet, og Vi udvider det stadig. (51:47)

Gud er ophav til alt det skabte. Han skaber igen og igen, og til Ham skal alt og alle vende tilbage. (30:11)

Gud har skabt universet i fuldkommen harmoni og balance, som menneskene ikke bør ødelægge:

Gud skabte mennesket og formede det i harmoniske proportioner, i den form og sammensætning, Han ønskede. (82:7-8)

Vi har visselig skabt alt med et bestemt formål (qadr). (54:49)

Solen kan ikke indhente månen, ej heller kan natten løbe forbi dagen: De følger hver især deres eget kredsløb. (36:40)

Gud har skabt alt i nøjagtige proportioner og fastlagt deres bestemmelse. (25:2)

Solen og månen følger en nøje fastlagt bane… Han har skabt alt i fuldkommen balance, som I ikke må ødelægge. (55:5-8)

Lovpris Herrens navn, Den Højeste. Han, der skabte og fuldkommengjorde, der bestemte mål og med og vejledede. (87:1-3)

Overalt i skabelsen møder vi parvise el. modsatrettede energier – synlige såvel som usynlige, forklarlige såvel som uforklarlige: Mandligt og kvindeligt, materie og ånd, positive og negative energier i elektricitet, atomer og magnetisme, foruden kærlighed og had, ro og uro, varme og kulde, tilfredshed og utilfredshed, lys og mørke, tørhed og fugtighed, viden og uvidenhed, tilladt og forbudt etc. etc. Energier, der – skønt de ved første øjekast kan synes vidt forskellige – er uløseligt forbundet med hinanden og tilsammen danner et hele:

Æret være Gud, der skabte alting parvis: Det, jorden frembringer, såvel som mennesket og andet, som de (endnu) er uvidende om. (36:36)

Guds viden og magt er ubegrænset og absolut – og hele universet er underlagt Guds Lov el. naturlovene, som de ofte kaldes.

Han skabte solen, månen og stjernerne og underlagde dem Sin lov. Ham tilhører skabelsen og befalingen (over den). Velsignet være Gud, verdenernes Herre. (7:54)

Hvis du spørger dem, hvem der har skabt himlene og jorden og underlagt solen og månen Sin lov, vil de givetvis svare: “Gud.” (29:61)

Østen og Vesten tilhører Gud. Hvor I end befinder jer, råder Gud (og Hans Lov). Han er altomsluttende og alvidende. (2:115)

Dyr, engle og ånders skabelse
Da Gud havde skabt universet, skabte Han forskellige former for levende væsener – usynlige såvel som synlige:

Og i jeres egen skabelse, såvel som i skabelsen af alle de væsener, der er spredt (i universet), er der tegn for de overbeviste i troen. (45:4)

Disse levende væsener er skabt som selvstændige arter (dyr, engle, ånder og mennesker), med forskellige egenskaber og indbyrdes fortrin – selvom de har visse anatomiske fællestræk.
Dyrene er skabt af vand – og til glæde og gavn for menneskene:

Af vand skabte vi dyrene. Nogle kryber på deres mave, nogle går  på to ben, og andre går på fire ben. Gud skaber, hvad Han vil, for Han råder over alt. (24:45)

Han skabte kvæget for jer: Det skaffer jer varme og mange andre fordele, og I spiser af dets kød. I glædes ved det, når I driver det hjem og ud (på græsning). Kvæget bærer tunge byrder for jer til områder, I (ellers) kun ville kunne nå under store (personlige) anstrengelser. Jeres Herre er visselig medlidende og allerbarmhjertigst. (Han har skabt) heste, muldyr og æsler som ridedyr og som pryd for øjet; og Han har skabt ting, hvorom I ingen viden har. (16:5-8)

Englene, der ifølge islamisk tradition er skabt af lys, bringer bud fra Gud til mennesker:

Priset være Gud, himlenes og jordens skaber, der gjorde engle til budbringere – med to, tre eller fire par vinger. Han mangedobler skabelsen, som Han vil, for Han er almægtig. (35:1)

Satan er en “djinn”, en ud af utallige usynlige ånder skabt af ild uden røg, af “flammende ild”:

Før vi skabte menneskene, skabte Vi ånderne – af flammende ild. (15:27)

Og Vi skabte ånderne af flammende ild. (55:15).

Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og de væsener, Han har spredt ud over dem begge. Og Han er i stand til at samle dem, når Han ønsker det. (42:29)

Menneskets skabelse
Mennesket skiller sig på afgørende vis ud fra den øvrige skabelse:

Vi skabte visselig mennesket i den mest fuldkomne form. (95:4)

Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han skabte mennesket af ler, og dets efterkommere af et ekstrakt af en ubetydelig væske. Han formede det og blæste af Sin guddommelige energi/ånd (rûh) i det. Og Han gav jer hørelse, syn og hjerte. Liden er jeres taknemmelighed. (32:7-9)

Af dette vers fremgår tydeligt, at den guddommelige “rûh” er af afgørende betydning: tiltaleformen skifter fra “det” til “jer”.
Det er “rûh”, der adskiller mennesket fra den øvrige skabelse, idet mennesket med den får kimen til intellekt (som det skal udvikle bedst muligt og drage mest mulig nytte af til gavn for skabelsen, for det fælles bedste) og handlefrihed – og dermed muligheden for selv at træffe nogle valg i tilværelsen.
Med handlefriheden følger naturligvis også ansvar for de pågældende valg og fravalg – handlinger og undladelser.

Englene var ikke begejstrede, da Gud fortalte dem, at Han ville skabe mennesket:

Og se! Gud sagde til englene: “Jeg vil indsætte en stedfortræder (khalîfa) på jorden!” De sagde: “Vil Du sætte én på jorden, der vil forårsage kaos og blodsudgydelser – hvor vi dog lovpriser og forherliger Dig (og Din lov)?” Han sagde: “Jeg ved, hvad I ikke ved!” Og Han lærte Adam (dvs. mennesket) om alle tings beskaffenhed og egenskaber (egl. alle tings navne). Så viste Han dem til englene og sagde: “Fortæl Mig om disse tings beskaffenhed og egenskaber, hvis I kan.” De sagde: “Æret være Du! Vi har ingen viden ud over den, Du har givet os. Du er visselig alvidende og alvís.” Han sagde: “Oh Adam! Fortæl dem om disse tings beskaffenhed og egenskaber.” Og da han havde fortalt dem om det, sagde Gud: “Sagde Jeg ikke til jer, at Jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og at Jeg ved, hvad I åbenbart viser, og hvad I hemmeligholder?” (2:30-33)

Satan, der var skabt af ild, følte sig overlegen i forhold til mennesket, der “kun” var skabt af støv og vand, dvs. ler – og han havde ingen forståelse for betydningen af intellekt, frihed og ansvar. Derfor nægtede han at bøje sig for mennesket:

Og ihukom, da Vi sagde til englene: “Bøj jer for Adam!” og de bøjede sig (alle) for ham – undtagen Iblis. Han nægtede hovmodigt, for han hørte til dem, der fornægter troen. (2:34)

Det onde har altså manifesteret sig FØR – og ganske uafhængigt af “syndefaldet”.

Også mennesket er skabt som mager eller par (zawj) (36:36) og derfor bestemt for at formere sig og sprede sig i universet:

Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, der skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (zawj), og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). (4:1)

Og blandt Hans tegn er, at Han skabte jer mager af samme oprindelse (som I selv), at I må finde tryghed og sjælefred hos dem. Og Han sår kærlighed og barmhjertighed mellem jer. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme.
Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:21-22)

Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til fællesskaber og folk, for at I må (gen)kende hinanden. Den mest ærede for Gud er visselig den mest gudfrygtige (muttaqûn) af jer. Gud er vís og alvidende. (49:13)

”Syndefaldet”
Koranens beretning om Adam og hans hustru i Paradisets Have adskiller sig væsentligt fra Bibelens, idet der ikke er tale om et egentligt “syndefald” i bibelsk forstand:

Vi sagde. “Oh Adam! Dvæl med din hustru i Haven og spis af dens frugter som I lyster; men nærm jer ikke dette træ, for da vil I høre til de uretfærdige (der ikke handler i overensstemmelse med Guds Lov).” Satan fik dem (begge) til at fejle (egl. snuble) og bragte dem (derved) ud af den (paradisiske) tilstand, de (indtil da) havde befundet sig i. Vi sagde: “Gå ud af Haven! I (mennesker) og Satan skal fremover være hinandens fjender. Jorden skal være jeres bolig for en tid, og dér vil I finde underhold.” Herren lærte Adam, hvorledes han skulle bede om tilgivelse; og Herren tilgav ham, for Han er kærligt overbærende og allerbarmhjertigst. Vi sagde: “Gå alle ud herfra. Og når Min vejledning kommer til jer, behøver de, der følger den, hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen). De, der afviser troen (k-f-r) og Vore tegn som løgn, vil være Ildens beboere, dér vil de dvæle. (2:35-39)

Ved list og svig forårsagede han (dvs. Satan) deres fald. Da de smagte af træet, blev de deres skam var, og de dækkede deres legemer med Havens blade. Herren sagde til dem: “Forbød Jeg jer ikke dette træ og fortalte jer, at Satan var jeres svorne fjende?” De sagde: “Herre! Vi har skadet os selv. Hvis Du ikke tilgiver os og forbarmer Dig over os, vil vi visselig være fortabte!” (7:22-23)

“Syndefaldet” er således ikke et brud mellem Gud og mennesker, der skal genoprettes ved at Gud bliver menneske og lider korsdøden for at sone alverdens synder – men en oplæring i anger og bøn om tilgivelse for den, der – i et øjebliks svaghed eller med fuldt overlæg – ikke retter sig efter Guds vejledning.
Gud er tilgivende og barmhjertig over for den angrende – og visker derved tavlen ren:

Den, der handler ondt og påfører sig selv uret derved, men efterfølgende søger Guds tilgivelse, vil finde Gud tilgivende og allerbarmhjertigst. (4:110)

Der er derfor ikke tale om et egentligt syndefald, men om en nødvendig forberedelse til menneskets egentlige opgave på jorden:

Forvalterskab
Skabelsen tilhører i sidste ende Skaberen, den Almægtige; men Gud har skabt mennesket som Sin stedfortræder (khalîfa) på jorden, til at drage omsorg for skabelsen i Sit sted:

Alt, hvad der er i himlene og på jorden tilhører Gud, for Gud råder over alt. (3:189)

Vi tilbød visselig den betroede opgave (hamala) til himlene og jorden og bjergene; men de afslog at påtage sig den – af frygt (for det uvisse). Mennesket påtog sig den – i enfoldig (zalûm) uvidenhed (jahûl). (33:72)

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden – generation efter generation. Han har ophøjet nogle af jer i rang over andre for at prøve jer i de gaver, Han har givet jer. (6:165)

Og Han har underlagt jer alt, hvad der er i himlene og på jorden som en gave fra Ham. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. (45:13)

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden – generation efter generation. Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. … Når regnskabets time oprinder, skal hvert enkelt menneske stå til ansvar for sine handlinger på jorden. (35:39 & 45)

Naturens vidundere
Hvor end vi vender vort blik, minder naturen os om Guds kærlighed, visdom og almagt:

I skabelsen af himlene og jorden, i nattens og dagens skiften, i skibene, der til menneskenes gavn sejler på havene, i regnen, som Gud sender ned fra himlen, og hvorved Han giver liv til den døde jord, i alle de dyrearter, som Han har spredt ud over jorden, i vindenes omskiftelighed, og i skyerne, der til gavn svæver mellem himlene og jorden – er der visselig tegn for de forstandige. (2:164)

Det er Ham, der har skabt himlene og jorden i retfærdighed. Og Han er højt hævet over alt, hvad de sætter ved Hans side. Han skabte mennesket af en (ubetydelig) (sæd)dråbe. Men det er visselig trættekært og mere optaget af materielle end af åndelige goder. Han skabte kvæget for jer: Det skaffer jer varme og mange andre fordele. I spiser dets kød, og I glædes ved det, når I driver det hjem og ud (på græsning). Og kvæget bærer tunge byrder for jer til områder, I (ellers) kun ville kunne nå under store (personlige) anstrengelser. Jeres Herre er visselig medlidende og allerbarmhjertigst. (Han har skabt) heste, muldyr og æsler som ridedyr og som pryd for øjet, og Han har skabt ting, hvorom I ingen viden har.
Det er Gud (alene), der leder (menneskene) til den lige vej – der findes krogveje. Hvis Han havde villet, havde Han retledt jer alle.
Det er Ham, der sender regn ned fra himlen, som I kan drikke af, og som får planter, der tjener til græsning (for jeres kvæg), til at gro. Han lader korn, oliventræer, daddelpalmer, vinstokke og andre frugter vokse frem (ved hjælp af regnen). I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. Han lader jer drage nytte af nat og dag, af sol og måne; og stjernerne står på Hans befaling til jeres tjeneste. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. Og (dertil kommer), hvad Han (ellers) har skabt for jer på jorden i mangfoldige farver. I dette er der visselig tegn for de taknemmelige.
Det er Ham, der lader jer drage nytte af havet, for at I må spise friskt og mørt kød, og smykke jer med ting, I udvinder deraf. Og du ser skibe, der pløjer gennem havet i søgen efter Hans nådegaver, for at I må være taknemmelige.
Han har skabt bjerge på jorden for at holde den i balance, så den ikke slingrer; og floder og veje, som kan (vej)lede jer – og andre vejvisere. Og menneskene lader sig lede af stjernerne.
Er Han, der skaber, lig én, der ikke skaber? Vil I dog ikke overveje dette?
Selvom I forsøger, vil I aldrig være i stand til at tælle Guds nådegaver. Gud er visselig tilgivende og allerbarmhjertigst. (16:3-18)

Han skabte himmellegemerne uden synlige støtter. Han satte bjerge på jorden for at den ikke skal slingre, og Han satte mange slags væsener på den. Vi sender regn ned fra himlen og skaber mange forskellige arter, i par. Således er Guds skabelse. Vis mig noget, som andre end Han har skabt. (31:10-11)

Hvorfor skabte Gud himmel og jord og alt derimellem?
Det store spørgsmål er, hvorfor Gud har skabt universet – når Han dog er absolut og ganske uafhængig af alt det, Han har skabt. Utallige steder omtales skabelsen som noget, der er til gavn og glæde for menneskene, som en (nåde)gave fra Gud til mennesker – og derfor et ubestrideligt bevis på Guds omsorg og kærlighed:

Selvom I forsøger, vil I aldrig være i stand til at tælle Guds nådegaver. (16:18)

Gud har sørget for, at noget af det skabte giver jer skygge, og Han har skabt tilflugtssteder i bjergene. Han har skabt klæder til at beskytte jer imod varmen og ringbrynjer til at beskytte jer imod hinandens voldsomheder. Således fuldender Gud Sine nådegaver, for at I må bøje jer for Ham (i tilbedelse). (16:81)

Hele skabelsen lovpriser og tjener Gud. Mennesket er skabt til at tjene/tilbede Gud ved at tjene/drage omsorg for skabelsen. (‘abd = tjener) (‘abada = tjene/tilbede) (‘ibâda = tilbedelse)

Jeg har skabt ånder og mennesker udelukkende for at de skal tjene Mig. Jeg kræver ikke, at de skal underholde sig selv og andre skabninger, ej heller beder jeg dem underholde Mig. Gud er den, der underholder skabelsen – en almægtig og vedholdende Herre. (51:56-58)

Ser I ikke, at alle levende væsener i himlene og på jorden – også fuglene med deres udbredte vinger – lovpriser Gud? Hver eneste lovpriser på sin egen måde, og Gud er vidne om alt, hvad de gør. (24:41)

Alt i himlene og på jorden lovpriser Gud, for Han er ophøjet og vís. Han råder over himlene og jorden, Han råder over liv og død – Han råder over alt. Han er den Første og den Sidste. (57:1)

Ser de ikke Guds skabelse – selv de mindste ting – hvorledes deres skygger drejer sig fra højre mod venstre og ydmygt bøjer sig for Gud (i tilbedelse)? Alt, hvad der er i himlene og på jorden, alle levende væsener og englene, bøjer sig for Gud. Ingen er hovmodige for Herren (og Hans lov). De nærer alle ærefrygt for Ham, der er højt hævet over dem, og de gør alt, hvad de befales at gøre. (16:48-50)

Natten og dagen, solen og månen er blandt Hans tegn. Tilbed hverken solen eller månen, men tilbed Gud, der skabte dem, hvis det er Ham, I vil tjene. (41:37)

Oh I mennesker! Tjen Herren, der har skabt jer og dem før jer, at I må nære ærefrygt for Ham. Han, der har gjort jorden til et hvilested for jer og himlen til en baldakin. Han, der sender regn ned fra himlen og derved frembringer frugter til jert underhold. Giv derfor ikke Gud partnere, hvis I virkelig er indsigtsfulde. (2:21-22)

Enhver handling er en form for tilbedelse:

Sig: “Min bøn, mine ofre, mit liv og min død er viet (udelukkende) til Gud, verdenernes Herre. Han har ingen partnere. Dette er det blevet mig påbudt (at bekende), og jeg er den første til at give mig hen til Ham.” (6:162-163)

Eftersom mennesket – til forskel fra den øvrige skabelse – har fået intellekt og handlefrihed, har det mulighed for at afvise at tjene Gud, til ikke at vise Skaberen taknemmelighed:

Vi skabte mennesket af en blandet dråbe (nutfah). Vi har visselig vist mennesket Vejen. Om han vil være taknemmelig eller utaknemmelig, er op til ham selv. (76:2-3)

Derved bliver livet en opgave og en prøve på menneskets gudhengivelse (islam = s-l-m):

Velsignet være Han, der skabte døden og livet for at prøve hvem af jer, der er retsindig. (67:2)

For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en tydelig vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret til jer. Kappes derfor i gode gerninger (i stedet for at kives og strides om bagateller). Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)

Skabelsen blev ikke til ved en tilfældighed:

Vi skabte ikke himlene og jorden og alt derimellem for sjov. Vi skabte dem i et retfærdigt øjemed; men de fleste ved det ikke. (44:38-39)

Skabelsen vil ikke bestå for evigt
Gud er evig og absolut; men alt andet vil engang forgå – og skal til slut vende tilbage til Skaberen:

Vi skabte himlene og jorden og alt derimellem i et retfærdigt øjemed – og for en bestemt periode… (46:3)

Vi skabte visselig himlene og jorden og alt derimellem, og regnskabets time vil ganske sikkert oprinde. (15:85)

Gud har fastsat en frist for dem, om hvilken der ikke hersker den ringeste tvivl; men de uretfærdige afviser dette af lutter utaknemmelighed. (17:99)

Ingen dør uden Guds tilladelse. Livslængden er fastsat – intet kan rokke ved denne beslutning. (3:145)

Det er Gud, der giver og tager liv. (3:156)

Gud er ophav til alt det skabte. Han skaber igen og igen, og til Ham skal alt og alle vende tilbage. (30:11)

Også mennesket skal genopstå til nyt liv – hvor utroligt det end kan forekomme:

Mennesket siger: “Når jeg dør, vil jeg da blive genopvakt til nyt liv?” – og glemmer, at Vi skabte ham ud af intet.” (19:67)

Det var Gud, der skabte jer, og gav jer underhold. Så vil Han lade jer dø og vække jer til (nyt) liv. (30:40)

Rejs ud i verden og reflektér over, hvorledes Gud oprindeligt formede Sit skaberværk. Han vil (ved Opstandelsen) frembringe en sidste skabelse, for Han er visselig almægtig. (29:20)

Gud er med jer, hvor I end befinder jer, og Han ser alle jeres handlinger. Han råder over himlene og jorden, og til Ham skal alt og alle vende tilbage. Han lader natten skifte til dag – og dagen til nat, og Han kender hemmeligheden i alles hjerter. (57:4-6)

© Aminah Tønnsen, januar 2003

Dette er blot et lille udpluk af de koranvers, der handler om skabelsen – jeg kunne have udvalgt andre eller flere. Ordene “skabelse”, “skaber(en)” og “skabe/skaber/skabt” forekommer i mere end 200 koranvers.

Litteratur:

ABRAHAM, Jose:
An Ecological Reading of the Qur’anic Understanding of Creation

BUCAILLE, Maurice:
The Bible, the Qur’an and Modern Science.

PHILIPS, Abu Ameenah Bilal: The Purpose of Creation.

YAHYA, Harun: The Creation of the Universe.  (video 24 min.)