Der er intet islamisk religiøst ritual, der retteligen kan sidestilles med hverken dåb eller konfirmation. Ethvert barn anses for at være muslim fra fødslen og er dermed omfattet af Guds nåde og barmhjertighed. Som ung og voksen bekræfter man sin tro ved at praktisere den, bl.a. ved at fremsige trosbekendelsen i forbindelse med de daglige bønner og ved at handle i overensstemmelse med Guds/Koranens vejledning.

Der er dog nogle traditioner omkring et barns fødsel, der kan føres tilbage til Profetens tid, og som nogle familier stadig holder i hævd:
F.eks. er det nogle steder skik og brug, at man byder den nyfødte velkommen i familien ved at hviske trosbekendelsen eller kaldet til bøn (adhan, hvori trosbekendelsen også indgår) i det nyfødte barns ører – først i højre, dernæst i venstre. Nogle gnider dernæst den nyfødtes gummer med en smule gennemtygget dadel eller lidt honning og fremsiger en speciel bøn (dette kaldes tahnik).
Tankevækkende er det, at British Medical Journal i juni 1995 offentliggjorde resultatet af en undersøgelse, der påviste, at spædbørn ikke havde nær så mange smerter ved den obligatoriske blodprøvetagning eller ved omskæring, hvis de forud havde fået en sucrose-opløsning.

På syvendedagen efter fødslen holdes aqiqa-ceremonien. Barnet bliver navngivet og kronraget; og traditionen foreskriver, at forældrene giver værdien af det afbarberede hårs vægt i guld eller sølv i frivillig almisse (sadaqa) til trængende. En vædder eller et vædderlam slagtes (traditionelt ét, hvis det er en pige – to, hvis det er en dreng!), og to tredjedele af kødet gives til de fattige.

© Aminah Tønnsen, april 2000 og juni 2016.