Tror muslimer, at jorden er flad?
100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede


Indledning

I takt med, at debatten om islam og muslimer er kommet til at fylde mere og mere i medierne, er den blevet både ensidig og skarp – ja, ofte ligefrem hadsk og ondskabsfuld. Det er så nemt at sammenligne sine egne idealer med det mest forargelige i modpartens praksis; men befordrende for sameksistensen er det rigtignok ikke.
Ofte får man lyst til at minde om, at muslimer faktisk er mennesker af kød og blod, mennesker med følelser, mennesker med drømme og håb for fremtiden – og at der iblandt dem er mennesker med dybe ar på sjælen, der gør dem sårbare og ulykkelige, mens andre strutter af livsmod og gåpåmod. Kort sagt: at muslimer er mennesker på godt og ondt – og derfor hverken værre eller bedre end så mange andre.
Mange muslimer føler sig i disse år trængt op i en krog og nødsagede til hele tiden at skulle forsvare deres tro og retten til at være anderledes. Når man tilmed bliver gjort ansvarlig for alle de uhyrligheder, der begås rundt omkring i verden i islams navn, er der ikke overskud til at udvikle troen, og til at finde en fornuftig og afslappet måde at praktisere den på i et overvejende sekulariseret, moderne samfund.
Mange muslimske tænkere rundt omkring i verden har i tidens løb påvist, at Koranen besidder den rummelighed og fleksibilitet, der med rette kan forventes af en både tidssvarende og fremsynet livsforståelse.
I denne bog har jeg samlet 100 spørgsmål, som muslimer såvel som ikke-muslimer bør stille sig selv og hinanden i det 21. århundrede. Måtte svarene give læseren stof til både eftertanke og selvransagelse.

Muslimer tror på, at Koranen er en nøje gengivelse af Guds ord, åbenbaret til Profeten Muhammad i årene 610-632. Derfor er Koranens arabiske tekst for dem et gudgivent og uforanderligt budskab til menneskeheden – gyldigt til alle tider og under alle omstændigheder.
Det vil i nogle islam-kritikeres øjne gøre alle muslimer til farlige og udemokratiske fundamentalister. I virkeligheden vedkommer det udelukkende den enkelte, om hun/han tror på Koranen på den ene eller anden måde. Det afgørende for omverdenen er, hvad de stiller op med deres koransyn, hvilke konsekvenser de drager heraf, og hvordan de udmønter deres tro i praksis.
Jeg har altid hørt til dem, der går ind for en kontekstuel tolkning af Koranen, idet et universelt budskab nødvendigvis skal forstås i lyset af den aktuelle kontekst. Menneskene kan til enhver tid af Koranens tekst udlede relevante retningslinjer for deres hverdag. Koranens betydning er derfor variabel og dynamisk – og meningsfyldt til alle tider og under alle omstændigheder.
Også hadith-litteraturen eller traditionssamlingerne, de såkaldte hadith eller udsagn om Profeten Muhammads sædvane og om den vejledning, han gav sine samtidige, er opstået i en ganske specifik social, historisk og politisk kontekst. At følge Profetens eksempel, som Koranen opfordrer muslimerne til at gøre, er derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med at imitere hans handlinger i mindste detalje. Det er i langt højere grad en opfordring til at forstå hensigten bag hans udsagn og handlemåde og at omsætte disse i praksis i den til enhver tid aktuelle sammenhæng.

For at forstå Koranen er man nødt til at betragte den som en helhed. Intet vers kan stå alene. Man er nødt til at læse en kortere eller længere passage både før og efter et bestemt koranvers for at få hold på meningen. Endvidere supplerer de forskellige passager hinanden indbyrdes. Forklaringen til ét vers skal ofte findes i andre passager rundt omkring i Koranen. Derfor er det nødvendigt at kende hele Koranen, hvis man har et ønske om at forstå den blot tilnærmelsesvis.
Koranens tekst indeholder endvidere en lang række ordbilleder, metaforer og lignelser, der er udtryk for en rig social og kulturel forståelsesramme, der varierer i forhold til skiftende sociale og kulturelle omstændigheder. Dette giver teksten den rummelighed, fleksibilitet og dynamik, der med rette kan kræves af et budskab, der påstås at være universelt. Koranen opfordrer menneskene til at være nysgerrige og videbegærlige og til at se sig om i verden med åbent sind og lutter øren – og tage ved lære af andre menneskers erfaringer, positive såvel som negative.
Koranen opfordrer igen og igen menneskene til at bruge deres fornuft og intellekt til at prøve at forstå Koranen og den verden, de lever i. Gud opfordrer helt konkret menneskene til, at de ”to og to – eller alene – reflekterer nøje over budskabet” (34:46).
Således vil enhver oprigtigt søgende og reflekterende nå ind til islams indre værdier og bevæge sig ”fra ét åndeligt stadie til et andet” (84:19).

I de første århundreder levede muslimerne fortrinsvis i patriarkalske samfund, der oven i købet var omgivet af fjendtligsindede stammer, der forsøgte at udrydde muslimerne med vold og magt, hvilket ganske tydeligt afspejles i de klassiske lærdes fortolkninger og anbefalinger.
Mange muslimer (læg som lærd) har i generationer opfattet de store linjer i de klassiske lærdes anbefalinger som endegyldige og ufejlbarlige, og de filosoffer og teologer, der forsøgte at trænge ind til kernen i budskabet uden om de klassiske fortolkninger, blev forfulgt og forkætret af deres samtidige.
Netop derfor er det mere nødvendigt end nogensinde før at se på Koranen med nye øjne og fortolke den ind i den virkelighed, muslimerne er en del af. Det kan sagtens lade sig gøre uden at øve vold mod de helt grundlæggende principper. Kun ved at genfinde tidligere tiders dynamik og åbenhed over for omverdenen, vil muslimer kunne vinde omverdenens anerkendelse og få den respekt, der er så nødvendig for deres egen selvforståelse og selvværdsfølelse.

At Koranen bør nylæses gælder ikke mindst mht. individets frihed, menneskeret og kvindesyn, eftersom kvindernes deltagelse i offentlige anliggender er blevet mere og mere almindelig. Ydermere lever op imod halvdelen af verdens muslimer som mindretal i lande uden for det, man traditionelt har kaldt ’den islamiske verden’. Mødet med andre kulturer – ikke mindst med Vestens syn på ligestilling og individets frihed – er en helt naturlig anledning til at udvikle et mere tidssvarende syn på kvinders muligheder og rettigheder.
Langt de fleste koranfortolkere har i de forgangne århundreder været mænd, der naturligvis har været påvirket af de patriarkalske samfund, de har levet i. I de seneste halvtreds år har et antal kvindelige muslimske forskere og intellektuelle dog sat deres umiskendelige præg på islam-forskningen. Det skal retfærdigvis nævnes, at også en række mandlige teologer og forskere både i og uden for den såkaldt islamiske verden har distanceret sig betydeligt fra den traditionelle opfattelse af kvindens stilling i islam.
Muslimske kvinder rundt omkring i verden bruger flittigt Koranen til at befri sig fra mandlig dominans og diskrimination. Eksempelvis er det muligt at oprette en udvidet ægteskabskontrakt for at sikre kvinder imod den lokale familierets mest diskriminerende bestemmelser, og kvinders juridiske stilling har gennemgået en betydelig reform i de seneste år i lande som Marokko, Egypten, Libyen og Tunesien. Men der er lang vej endnu, før verdens muslimer – børn, kvinder og mænd – kan nyde den personlige frihed, som retteligen tilkommer dem.

Muslimer gør både islam og sig selv mere skade end gavn ved ukritisk og nærmest pr. automatik at overføre klassiske fortolkninger – ligesom også nutidige fortolkninger fra andre himmelstrøg – til en europæisk hverdag anno 2006 uden hensyntagen til tidernes og sædernes skiften.
Muslimer skal lære at frigøre sig fra gruppepres og ikke lade andre bestemme for sig. De skal lytte mere til de muslimske tænkere, der lever i Vesten, og som har frihed til at give udtryk for deres tanker og idéer mht. fortolkning af de islamiske kildeskrifter. De skal lære at stole mere på sig selv og kun tage de anbefalinger til sig, som de efter moden overvejelse kan stå inde for, som de finder i overensstemmelse med Koranens budskab, og som skaber harmoni i deres tilværelse. De skal leve som europæiske muslimer i Europa og inden for de rammer, som europæisk retspleje udstikker.
Muslimer skal i det hele taget bruge det intellekt, den sunde fornuft og den kritiske sans, der adskiller menneskene fra den øvrige skabelse, og som giver dem frihed til at træffe nogle selvstændige valg i tilværelsen – under ansvar naturligvis, for frihed og ansvar går altid hånd i hånd.
Selvom man vælger ’hele pakken’, behøver man jo ikke slå automatpiloten til og gå helt i sort. Den, der flyder med strømmen, behøver ikke at ro; men den, der vil nå kilden, må nødvendigvis gå imod strømmen. Det er ”den stejle vej”, som Koranen taler om – den vej, der kræver udholdenhed og ydmyghed for Gud og Hans skaberværk, og som er en livslang og helt personlig udviklingsproces.

Hvis muslimer vil gøre sig håb om, at deres børn og børnebørn vil følge dem i deres tro, og at de vil kunne leve som ligeværdige og respekterede borgere, må de lægge mere vægt på troens åndelige dimension og droppe deres endeløse diskussioner om formelle petitesser. Islams leveregler er både naturlige, fornuftige, enkle og ligetil. Det er menneskene, der hen ad vejen har ræsonneret sig frem til tillægsforskrifter, der komplicerer og begrænser hverdagen ganske unødvendigt.
Islam er en rummelig og smuk tro, der lovpriser livet i al dets mangfoldighed, der bekymrer sig om alle menneskers ve og vel, og som ikke tvinger en bestemt levevis eller trosopfattelse ned over hovedet på menneskene. Islam står for enhed med respekt for mangfoldighed. Alligevel oplever jeg mange muslimer som både racistiske og fordømmende over for medmennesker, der ikke lige har samme opfattelse af tingene som de selv. Men hvordan kan man forvente majoritetens anerkendelse og respekt, hvis man selv er så fordømmende over for andre? Hvordan kan man håbe på Guds tilgivelse, hvis man ikke selv er parat til at tilgive og bære over med sine medmennesker?
Gud fordrer menneskets konstante, aktive medvirken.

”Gud vil aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv” (13:11).

Tilværelsen bliver meningsløs, hvis man ikke har et aktivt og ansvarligt forhold til samfundet og naturen. Der skal igen og igen handles og træffes valg, og kun ved at udnytte de evner, der gør det væsensforskelligt for den øvrige skabelse, bliver mennesket et virkeligt menneske, et eksisterende menneske. Det er den enkeltes opgave at bære vidne om det ypperligste i islam i ord såvel som i handling.

Jeg foregiver naturligvis ikke at kende den endegyldige sandhed om, hvorledes Koranen skal fortolkes. Nærværende bog skal ses som et ydmygt forsøg på at forstå Koranen i dansk/europæisk sammenhæng ud fra mit ståsted som midaldrende kvinde med stor kærlighed til både islam og til det land og den kultur, som har været min slægts igennem århundreder.
Mere end femogtredive års personlig tilknytning til det muslimske Nordafrika har givet mig indsigt i traditionelle muslimers livsvilkår, levevis og livsforståelse. Siden jeg blev muslim i 1983, har mit liv – ud over familien – været centreret om studier af Koranen og traditionelle såvel som nyere tænkeres forståelse af dens budskab.
Derved er jeg blevet opmærksom på hvor, stærkt Koranen og Profeten Muhammads  sædvane er præget af de historiske, kulturelle og politiske omstændigheder, der herskede i Arabien i årene 610-632, da Koranen blev åbenbaret – og hvor stor en indflydelse det har på muslimers dagligdag selv i vore dage, at kildeteksterne fortrinsvis er blevet fortolket af mænd, der har levet i patriarkalske samfund.
Rigdommen i det arabiske sprog gør, at Koranen med lidt omtanke sagtens kan danne grundlag for et rigt, aktivt og engageret liv i et moderne samfund – hvis blot man tør følge sit hjerte og sin sunde fornuft.
Jeg anser det for ethvert menneskes pligt at lade sin livserfaring, indsigt og viden komme andre til gode. Det er i årenes løb for mit vedkommende blevet til en lang række foredrag, bøger, artikler og kommentarer. Et engagement som dette har naturligvis ikke været omkostningsfrit; men de negative reaktioner, jeg har fået undervejs, er blevet mangefold opvejet af positive reaktioner fra mange forskellige sider.

Nærværende opslagsbog henvender sig til alle, der gerne vil have opdateret deres viden om islam og om de muligheder, Koranen giver mennesker, der vil leve i pagt med tiden – uden at give køb på troens åndelige og etiske grundlag.
Jeg har med denne opslagsbog forsøgt dels at imødegå nogle af de mest almindelige fordomme om islam, dels at besvare nogle af de hyppigste spørgsmål om islam og islamisk levevis, der har været fremme i medierne, og som jeg selv er blevet stillet i min egenskab af foredragsholder, medlem af Kristeligt Dagblads spørgepanel på nettet og som ansvarlig for www.islamstudie.dk.
For at bogen skulle få et overkommeligt omfang, har jeg begrænset mig til 100 spørgsmål og svar. Derfor kan bogen på ingen måde siges at være udtømmende. Yderligere viden kan findes på Islamisk Studiebogssamlings hjemmeside www.islamstudie.dk bl.a. under emnet ”100 spørgsmål om islam”, der indeholder litteratur- og kildehenvisninger til nærværende bog.
Jeg er Nur og Mohannad stor tak skyldig for deres uvurderlige hjælp, hvor mine egne arabisk-kundskaber ikke slog til. Må Gud velsigne dem for deres bidrag.

Jeg takker også Kunstrådets fagudvalg for litteratur for et arbejdslegat i forbindelse med skriveprocessen.

© Aminah Tønnsen, januar 2006